Omtydningen af melankolien og manien som bipolære stemningslidelser i dansk sammenhæng under hensyn til dannelsen af det moderne følelseslivs relative autonomi. En problematiserings- og erfaringsanalytisk undersøgelse

Afhandlingen har to formål. For det første undersøges hvorledes det blev muligt at de to sygdomsnavne mani og melankoli samt de tilstande de har refereret til i løbet af et bestemt tidsrum, omtrent sammenfaldende med det 19. århundrede, kunne forskyde sig i forhold til tidligere overleverede bestemmelser af en ganske anden art. Hvor tidligere problematiseringsformer i vid udstrækning forbandt disse sygdomslidelser med en fuldstændig galskab stående overfor en der var mere begrænset, udforskes det således hvordan og i forbindelse med hvad melankolien og manien senere kunne finde sammen i et nyt fællesskab omkring stemningen som en særlig artikulationskategori. Det blev her tale om et fællesskab hvori manien og melankolien grundlæggende afgrænsedes og artikuleredes som bestemte sindssygdomme under hensyn til følelseslivets område og hvori de indbyrdes primært kom til at adskille sig bipolært ved det opstemte (lysten, nydelsen, det behagelige) overfor det nedstemte (ulysten, smerten, det ubehagelige). I denne sammenhæng var den førhen definerende afsindighed ikke længere en betingelse for de maniske og melankolske tilstandes sygelighed, men var derimod blevet en ofte forekommende stemningskongruent fremtrædelsesform. Afhandlingens andet formål er på denne baggrund at skildre centrale dele af den historiske baggrund for den særegene fremmedgørelsesfigur der er kommet til at høre til det moderne begreb om psykisk sygdom. Der synes her at være blevet tale om en form for fremmedgørelse der ikke forudsætter den intellektuelle forstyrrelse som førhen kunne sætte den gales sensus privatus udenfor fornuftens forudsatte sensus communis. I stedet er trådt en om sig selv bevidst fremmedgørelse fra et eget sædvanligt selv indenfor rammerne af et fællesskab som både før og efter forrykkelsen er lige så alment som det moderne følelsesliv i sin relative autonomi. Det empiriske materiale for denne historiske undersøgelse består i det bredest mulige udvalg af offentliggjorte ytringer der med herkomst i en dansk sammenhæng i perioden 1800-1900 tematiserer manien og melankolien som psykiske sygdomme. Den analytik som bringes i anvendelse overfor dette materiale er den historiske problematiserings- og erfaringsanalyse, hvilken afhandlingen samtidig præsenterer i sin hidtil mest udviklede form

Et essay om Galen fra Pergamon

Dette historiske essay angående en afhandling af den store mediciner Galen fra Pergamon (c.129-200 e.Kr.) udgør anden del af en serie om filosofiske grænseområder i den senhellenistiske periode hvis første del består i en oversættelse med filosofisk kommentar til Lukian fra Samosatas (c.120-180 e.Kr.) Filosofiske leveveje til salg.* Men hvor digteren Lukians dialog fraskriver sig stort set al filosofi som frugtesløst for menneskelivet i bred og praktisk forstand, peger Galens tekst i stedet på hvordan medicinen må og skal inddrage den filosofiske tradition hvis den skal evne at forsvare sig imod en tvivlsom mekanistisk naturfilosofi som i Galens tid trængte sig ind på både lægekunst og -videnskab og truede med at nedbryde dem indefra. Ligesom Lukians satire giver også Galens tekst et særegent indblik i diskussionen mellem flere af antikkens etablerede filosofiske retninger – såvel platonisme, aristotelisme, epikuræisme og stoicisme som »atomisme« og »vitalisme«. Samtidig fremstiller Galens tekst også en omtolkning af arven særligt fra Platon og Aristoteles hvor disse forfatteres grundlæggende »psykologiske« lære om menneskekroppen tildeles en mere »fysiologisk« prægning der på sin side synes at pege i retning af senere tiders dualisme. Endelig præsenterer teksten et af verdenshistoriens første naturvidenskabelige eksperimenter, men indenfor helt andre rammer end dem der langt senere formuleres i og med den naturvidenskabelige revolution i det 17. århundrede: Hos Galen vendtes eksperimentet imod en mekanistisk og almindeligt eksperimentel naturforståelse i et forsøg på at vise hvordan naturen egenhændigt kan fortælle og fremvise sin egen omfattende sandhed

Influence of Lipid Heterogeneity and Phase Behavior on Phospholipase A2 Action at the Single Molecule Level

We monitored the action of phospholipase A2 (PLA2) on L- and D-dipalmitoylphosphatidylcholine (DPPC) Langmuir monolayers by mounting a Langmuir-trough on a wide-field fluorescence microscope with single molecule sensitivity. This made it possible to directly visualize the activity and diffusion behavior of single PLA2 molecules in a heterogeneous lipid environment during active hydrolysis. The experiments showed that enzyme molecules adsorbed and interacted almost exclusively with the fluid region of the DPPC monolayers. Domains of gel state L-DPPC were degraded exclusively from the gel-fluid interface where the build-up of negatively charged hydrolysis products, fatty acid salts, led to changes in the mobility of PLA2. The mobility of individual enzymes on the monolayers was characterized by single particle tracking (SPT). Diffusion coefficients of enzymes adsorbed to the fluid interface were between 3 mu m^2/s on the L-DPPC and 4.6 mu m^/s on the D-DPPC monolayers. In regions enriched with hydrolysis products the diffusion dropped to approx. 0.2 mu m^2/s. In addition, slower normal and anomalous diffusion modes were seen at the L-DPPC gel domain boundaries where hydrolysis took place. The average residence times of the enzyme in the fluid regions of the monolayer and on the product domain were between approx. 30 and 220 ms. At the gel domains it was below the experimental time resolution, i.e. enzymes were simply reflected from the gel domains back into solution.Comment: 10 pages, 10 figure

Philosophical Practice as Self-modification: An Essay on Michel Foucault’s Critical Engagement with Philosophy

This essay argues that what makes Michel Foucault’s oeuvre not only stand apart but also cohere is an assiduous philosophical practice taking the form of an ongoing yet concrete self-modification in the medium of thought. Part I gives an account of three essential aspects of Foucault’s conception of philosophical activity. Beginning with his famous characterization of philosophy in terms of ascēsis, it moves on to articulate his characterization of philosophical practice as a distinct form of meditation, differing from both Cartesian meditation and Hegelian meditation, as it aims to stand vigil for the day to come and operates as a preface to transgression. Part II begins the articulation of crucial traits left implicit in this understanding of philosophy by turning to Foucault’s in-depth investigation of philosophy in Antiquity during his lectures at the Collège de France in the 1980s. First, it develops how philosophy here begins to constitute and distinguish itself by establishing itself as an activity that has a privileged relationship to truth and truth-telling as an unremitting, existentially determining challenge for the philosopher. Further, it instantiates how Platonism elaborates the need for a sustained ‘auto-ascetic’ ethical non-compliant differentiation as the condition of possibility for accessing and stating truth, and then describes how the assertion of an ethical differentiation and attitude in Cynicism takes the form of an insistent combat for another world in this world. Finally, it underlines how the ethical-practical philosophical work upon oneself in Antiquity is developed in an ongoing critical and political exchange with others. Part III indicates how ethical differentiation according to Foucault remains an essential precondition for the practice of philosophy and is further developed in the modern age. This is particularly perspicuous in Kant’s determination of the Enlightenment, in the attitude of modernity exemplified by Baudelaire, and in the history of revolt since the beginning of early Modernity. On this background, Part IV develops how philosophy as an ongoing meditative practice of self-modification leads to an affirmative critique, confirming the virtuality of this world in order to investigate the potentiality in the examined. In this manner, the essay presents Foucault’s philosophical practice as well as an outline of the history of ideas of a seemingly alternate, yet still agenda-setting conception of philosophical practice today