Nærværende, deltagende og til stede. Frem mod en nutidig teologi om præsters kald og embede

Med udgangspunkt i en empirisk undersøgelse af danske præsters opfattelse af deres embede og arbejde analyserer artiklen persondimensionens betydning for præstetjenesten og lægger op til en teologisk drøftelse af, hvad det vil sige at være præst i dag. I dansk folkekirkelig tradition har teologien om embedet nedtonet betydningen af præstens person. Det empiriske materiale peger imidlertid på, at personen udgør en uomgængelig forudsætning for præstens muligheder for at være præst. Gennem en professionsteoretisk læsning af præsternes syn på arbejdets grundlag, indhold og værdier, og ved at analysere de måder, hvorpå de forstår begreberne kald og embede, argumenteres der for en teologisk rehabilitering af kaldet som kategori til at beskrive præstetjenesten i en nutidig kontekst

Et brutalt virkelighedsmøde

Et studie blandt nyuddannede præster viser, at mødet med menighedslivet i Den norske kirke for nogle enkelte har været ganske krævende. De pågældende tilkendegiver et oplevet mismatch mellem indhold og vægtlægning i uddannelsen og hverdagens opgaver og krav. Ud fra et praktisk teologisk perspektiv og med inddragelse af kundskabs- og praksisteori drøfter artiklen, hvordan denne problemstilling kan forstås. Der argumenteres for, at det ikke primært handler om utilstrækkelige kundskabsressourcer, men i nok så høj grad om en normativ diskrepans mellem de teologiske og liturgiske idealer, som den nye præst bringer med sig fra uddannelsesforløbet, og den stedlige kirkelige virkelighed. Afslutningsvist drøftes det, hvordan uddannelsen kan forholde sig til denne udfordring