Med udgangspunkt i en empirisk undersøgelse af danske præsters opfattelse af deres embede og arbejde analyserer artiklen persondimensionens betydning for præstetjenesten og lægger op til en teologisk drøftelse af, hvad det vil sige at være præst i dag. I dansk folkekirkelig tradition har teologien om embedet nedtonet betydningen af præstens person. Det empiriske materiale peger imidlertid på, at personen udgør en uomgængelig forudsætning for præstens muligheder for at være præst. Gennem en professionsteoretisk læsning af præsternes syn på arbejdets grundlag, indhold og værdier, og ved at analysere de måder, hvorpå de forstår begreberne kald og embede, argumenteres der for en teologisk rehabilitering af kaldet som kategori til at beskrive præstetjenesten i en nutidig kontekst
