Pårørende til demente. En spørgeskemaundersøgelse om deres helbred og behov

Demens er en alvorlig sygdom, der fører til svigtende hukommelse og ændret adfærd. Personer med demens har derfor behov for støtte til den daglige omsorg og pleje (1) - en omsorg og pleje, der ofte varetages både af familien og den kommunale ældrepleje. En undersøgelse har vist, at ca. 85% af de demente bor i eget hjem, hvoraf ca. 55% modtager hjemmepleje (2). Mange pårørende til demente (ægtefæller, børn/svigerbørn, børnebørn, fjernere slægtninge eller nærtstående venner) påtager sig ofte en meget stor plejemæssig opgave ved enten at være samboende eller ved at have en regelmæssig og tæt kontakt til den demente. I de kommende årtier, hvor de yngre generationer bliver mindre, samtidig med, at ældrebefolkningen vokser, må det formodes at der bliver en øget andel af ældre med demenssygdom samt et øget behov for offentlig finansieret ældrepleje. Pårørende til demente er ofte en vigtig ressource i pleje- og omsorgsindsatsen for hjemmeboende demente. Udenlandske undersøgelser af pårørende, som er omsorgsgivere til demente, har vist, at såvel den dementes sygdom som den pårørendes rolle som omsorgsgiver, påvirker den pårørende negativt: De pårørende giver oftere udtryk for dårligt fysisk helbred, manglende overskud, stress og isolation, ligesom de oftere udviser symptomer på angst og depression end personer på samme alderstrin i den generelle befolkning (3-5). Pårørende, som er samboende med og omsorgsgivere til demente (ex. ægtefæller og samlever), udviser højere grad af depression og angst end ikke-samboende (ex. børn og børnebørn) i forbindelse med plejeog omsorgsgivning (6-8). Kvindelige ægtefæller til demente klager hyppigere over depressive symptomer, mens mandlige ægtefæller hyppigere klager over angst (9). Et godt socialt netværk hos den pårørende, uanset relation til den demente, synes at mindske belastningen (10). Undersøgelsen Undersøgelsen er en tværsnitsundersøgelse gennemført blandt pårørende til demente personer, som var hjemmeboende eller indflyttet på plejehjem maks. 6 måneder før undersøgelsestidspunktet. Pårørende blev defineret som nuværende eller tidligere ægtefælle/samlever, søskende, børn, børnebørn, svigerbørn eller nære venner til den demente. Da der ikke findes registeroplysninger på pårørende til demente, er deltagerne rekrutteret fra 3 forskellige rekrutteringssteder.Center for Anvendt Sundhedstjenesteforskning og Teknologivurdering (CAST), SD

Pårørende til demente. En spørgeskemaundersøgelse om deres helbred og behov

Demens er en alvorlig sygdom, der fører til svigtende hukommelse og ændret adfærd. Personer med demens har derfor behov for støtte til den daglige omsorg og pleje (1) - en omsorg og pleje, der ofte varetages både af familien og den kommunale ældrepleje. En undersøgelse har vist, at ca. 85% af de demente bor i eget hjem, hvoraf ca. 55% modtager hjemmepleje (2). Mange pårørende til demente (ægtefæller, børn/svigerbørn, børnebørn, fjernere slægtninge eller nærtstående venner) påtager sig ofte en meget stor plejemæssig opgave ved enten at være samboende eller ved at have en regelmæssig og tæt kontakt til den demente. I de kommende årtier, hvor de yngre generationer bliver mindre, samtidig med, at ældrebefolkningen vokser, må det formodes at der bliver en øget andel af ældre med demenssygdom samt et øget behov for offentlig finansieret ældrepleje. Pårørende til demente er ofte en vigtig ressource i pleje- og omsorgsindsatsen for hjemmeboende demente. Udenlandske undersøgelser af pårørende, som er omsorgsgivere til demente, har vist, at såvel den dementes sygdom som den pårørendes rolle som omsorgsgiver, påvirker den pårørende negativt: De pårørende giver oftere udtryk for dårligt fysisk helbred, manglende overskud, stress og isolation, ligesom de oftere udviser symptomer på angst og depression end personer på samme alderstrin i den generelle befolkning (3-5). Pårørende, som er samboende med og omsorgsgivere til demente (ex. ægtefæller og samlever), udviser højere grad af depression og angst end ikke-samboende (ex. børn og børnebørn) i forbindelse med plejeog omsorgsgivning (6-8). Kvindelige ægtefæller til demente klager hyppigere over depressive symptomer, mens mandlige ægtefæller hyppigere klager over angst (9). Et godt socialt netværk hos den pårørende, uanset relation til den demente, synes at mindske belastningen (10). Undersøgelsen Undersøgelsen er en tværsnitsundersøgelse gennemført blandt pårørende til demente personer, som var hjemmeboende eller indflyttet på plejehjem maks. 6 måneder før undersøgelsestidspunktet. Pårørende blev defineret som nuværende eller tidligere ægtefælle/samlever, søskende, børn, børnebørn, svigerbørn eller nære venner til den demente. Da der ikke findes registeroplysninger på pårørende til demente, er deltagerne rekrutteret fra 3 forskellige rekrutteringssteder.Center for Anvendt Sundhedstjenesteforskning og Teknologivurdering (CAST), SD

Pårørende til demente. En spørgeskemaundersøgelse om deres helbred og behov

Demens er en alvorlig sygdom, der fører til svigtende hukommelse og ændret adfærd. Personer med demens har derfor behov for støtte til den daglige omsorg og pleje (1) - en omsorg og pleje, der ofte varetages både af familien og den kommunale ældrepleje. En undersøgelse har vist, at ca. 85% af de demente bor i eget hjem, hvoraf ca. 55% modtager hjemmepleje (2). Mange pårørende til demente (ægtefæller, børn/svigerbørn, børnebørn, fjernere slægtninge eller nærtstående venner) påtager sig ofte en meget stor plejemæssig opgave ved enten at være samboende eller ved at have en regelmæssig og tæt kontakt til den demente. I de kommende årtier, hvor de yngre generationer bliver mindre, samtidig med, at ældrebefolkningen vokser, må det formodes at der bliver en øget andel af ældre med demenssygdom samt et øget behov for offentlig finansieret ældrepleje. Pårørende til demente er ofte en vigtig ressource i pleje- og omsorgsindsatsen for hjemmeboende demente. Udenlandske undersøgelser af pårørende, som er omsorgsgivere til demente, har vist, at såvel den dementes sygdom som den pårørendes rolle som omsorgsgiver, påvirker den pårørende negativt: De pårørende giver oftere udtryk for dårligt fysisk helbred, manglende overskud, stress og isolation, ligesom de oftere udviser symptomer på angst og depression end personer på samme alderstrin i den generelle befolkning (3-5). Pårørende, som er samboende med og omsorgsgivere til demente (ex. ægtefæller og samlever), udviser højere grad af depression og angst end ikke-samboende (ex. børn og børnebørn) i forbindelse med plejeog omsorgsgivning (6-8). Kvindelige ægtefæller til demente klager hyppigere over depressive symptomer, mens mandlige ægtefæller hyppigere klager over angst (9). Et godt socialt netværk hos den pårørende, uanset relation til den demente, synes at mindske belastningen (10). Undersøgelsen Undersøgelsen er en tværsnitsundersøgelse gennemført blandt pårørende til demente personer, som var hjemmeboende eller indflyttet på plejehjem maks. 6 måneder før undersøgelsestidspunktet. Pårørende blev defineret som nuværende eller tidligere ægtefælle/samlever, søskende, børn, børnebørn, svigerbørn eller nære venner til den demente. Da der ikke findes registeroplysninger på pårørende til demente, er deltagerne rekrutteret fra 3 forskellige rekrutteringssteder

edium="All"> <VolumeInfo TocLevels="0" VolumeType="Regular"> <VolumeIDStart>18<or a study with objective field measures among blue-collar workers

BACKGROUND: Among blue-collar workers, high physical work demands are generally considered to be the main cause of musculoskeletal pain and work disability. However, current available research on this topic has been criticised for using self-reported data, cross-sectional design, insufficient adjustment for potential confounders, and inadequate follow-up on the recurrent and fluctuating pattern of musculoskeletal pain. Recent technological advances have provided possibilities for objective diurnal field measurements of physical activities and frequent follow-up on musculoskeletal pain. The main aim of this paper is to describe the background, design, methods, limitations and perspectives of the Danish Physical Activity cohort with Objective measurements (DPhacto) investigating the association between objectively measured physical activities capturing work and leisure time and frequent measurements of musculoskeletal pain among blue-collar workers. METHODS/DESIGN: Approximately 2000 blue-collar workers are invited for the study and asked to respond to a baseline questionnaire, participate in physical tests (i.e. muscle strength, aerobic fitness, back muscle endurance and flexibility), to wear accelerometers and a heart rate monitor for four consecutive days, and finally respond to monthly text messages regarding musculoskeletal pain and quarterly questionnaires regarding the consequences of musculoskeletal pain on work activities, social activities and work ability for a one-year follow-up period. DISCUSSION: This study will provide novel information on the association between physical activities at work and musculoskeletal pain. The study will provide valid and precise documentation about the relation between physical work activities and musculoskeletal pain and its consequences among blue-collar workers