Uvished i ungeliv med en alvorligt syg forælder

Artiklen formidler resultater fra en kvalitativ interviewundersøgelse med teenagere, der har en alvorligt somatisk syg forælder. Analysen er foretaget på baggrund af kultur-historisk udviklingspsykologi og eksistensfænomenlogi mhp. at afdække betydningen af livet med sygdom for de unges hverdagsliv, oplevelsesverden og sociale udviklingssituation. Undersøgelsens hovedresultat er, at de unges liv forandres eksistentielt, praktisk, emotionelt og socialt, fordi de lever med uvished om forælderens overlevelse og sygdommens forløb. Det betyder, at de udvikler strategier, der kan hjælpe dem med at øge kontrollen med konfrontationer med sygdommen og fastholde et engagement i ungelivets aktiviteter og projekter. Strategierne er at skabe sig hvilepauser og lave skarpe opsplitninger mellem privat og social væren og livet ude og hjemme i familien. Det mulige tab af forælderen ændrer de unges eksistentielle horisont og afslører, at vi i almindelighed lever med forestillingen om en fremtid sammen med vores nærmeste i sammenvævede livstider. Denne forventning mister de unge pårørende, hvilket påvirker deres motiver således, at motivet mod deltagelse i ungelivets aktiviteter ledsages af et konkurrerende motiv om at være hjemme ved den syge forælder og støtte familien og eller opnå samhørighed med den syge forælder. Deres ny eksistentielle, emotionelle, praktiske og sociale virkelighed betyder, at de befinder sig i et anstrengende pres, som skaber afstand til de jævnaldrende. Der argumenteres for, at de unge pårørende af disse grunde befinder sig i en anden social udviklingssituation end deres jævnaldrende med raske forældre

Fortrolige voksne i de unges liv

Fortrolige voksne i de unges liv belyser unges behov for og forventninger til fortrolige voksne. Rapporten har særligt fokus på den del af unges tilværelse, der byder på negative udfordringer og hvor der kan være behov for at få adgang til en fortrolig voksen. Rapporten stiller skarpt på hvilke forventninger unge i udskolingen har til deres professionelle voksne, og hvilke emner og problemstillinger de netop knytter til fortroligheden med dem. Rapportens råd og analyser henvender sig til de professionelle voksne, som udskolingseleverne møder i institutionelle sammenhænge – og de voksne enkelte elever vil møde i myndighedssammenhænge

Digital leg i danske børnehaver – en national kortlægning af barrierer, holdninger og populære redskaber

Digitale medier – fra spillekonsoller og teknologisk legetøj, til tablets og mobiltelefoner – er en integreret del af børns liv, også i de mange timer de tilbringer i danske daginstitutioner, hvor der i stigende grad stilles krav til digital dannelse og kompetenceopbygning. Samtidig er mange pædagoger, forældre og beslutningstagere skeptiske ift. børns »skærmtid« bl.a. begrundet med forestillinger om kognitive eller socioemotionelle skadesvirkninger og manglende tid til udviklende leg. I denne artikel formidles de centrale fund vedrørende teknologileg i dagtilbud fra et mixed methods studie af 746 danske daginstitutioner. Vi finder stor spredning i pædagogers holdninger og praksisser i forhold til digitale teknologier i børnehøjde, men flertallet af børn i danske daginstitutioner (70%) bruger max 10 minutter dagligt på skærmaktiviteter, og 47% begrunder fravalget af digitale medier med at børnene har meget skærmtid derhjemme. I de institutioner, der anvender digitale medier, bruges disse hovedsagligt til lærings- og udviklingsmål, men også som medier for børns leg. Vi konkluderer, at det er en fejlslutning at se på digitale medier og teknologi som antitetisk til autentisk leg, og illustrerer hvordan legen netop giver en meningsfuld prisme til at forstå den måde mindre børn engagerer sig med digitale teknologier – individuelt og i fællesskab med voksne og andre børn

PÅ TÆRSKLEN TIL ET UNGDOMSLIV social identitet og fremmelighed

Her fremlægges et kulturhistorisk-virksomhedsteoretisk perspektiv på, hvordan sociale identiteter forhandles og kommunikeres ud fra værdier om fremmelighed blandt 6. klasseselever i overgangen til 7. klasse på en ny skole. I institutionsskiftet forhandles identiteter og deres hierarkiske positioner mellem eleverne via venskaber og bestemte aktiviteter og anti-aktiviteter, som de dominerende virksomheder. Her foreslås en almen overgangsmodel med fire faser: positionering, afrunding, selvpræsentation og (dis)integration som specificeres ud fra en gruppe 12-13-årige piger som case. Hvorvidt pigerne lykkedes med at skabe populære sociale identititer i overgangen, afhænger af deres succes med at overbevise andre om deres autenticitet som tilhørende en særlig version af ungdommelighed