REFORMulering – manipulation eller metastyring?

Den folkeskolereform, Danmark fik i 2014, udfordrer institutionaliserede opfattelser af undervisning. Det skaber forståeligt nok dilemmaer vedrørende reformens realisering mellem på den ene side politiske forventninger til hurtig og fuldstændig implementering og på den anden side behovet for, at ny mening kan etableres på det professionelle niveau. Mange overvejelser over, hvordan en reform som denne bedst implementeres, vil være forventelig. Artiklen tager afsæt i en case fra en dansk kommune, hvor en skolechef i et ledelsesmæssigt krydspres mellem politikere og skoleledere udvikler en opskrift på implementering med intensionen om at skabe rum for dialog og tilgodese bottom up-synspunkter. Analysen viser, hvordan initiativet synes at reflektere tendenser i styringsteori, som peger mod relationsorienteret og tillidsbaseret reformarbejde fremfor mod en principal-agentorienteret og low trust-baseret implementering. Uden at afvise en sådan netværksorienteret implementeringsopskrifts styrkeside spørger vi afsluttende, om ikke sådanne opskrifter indeholder en risikoside i form af overtalelse frem for selvstyring

At få det til at ske og at få det til at give mening: Om fusioner og forandringer i ledelsesarbejdet i det offentlige

Der er fordele ved fusioner i den offentlige sektor. Også inden for ungdomsuddannelserne skal der efter sigende kunne spares ved administrativ stordrift og ved, at lærerkræfter og bygninger udnyttes bedre på tværs af uddannelserne (se fx Pluss Leadership, 2009). Og så er der ofte større kapital bag de fusionerede uddannelsesudbud, der gør, at institutionerne bedre kan modstå udsving i elevrekruttering. Sammen med argumenter om at bevare et bredt og lokalt uddannelsesudbud er disse forhold medvirkende til, at regeringen i skrivende stund indbyder til forhandlinger om ændringer af institutionsloven med det mål at gøre det lettere for den enkelte institution at udbyde flere uddannelser. Men der er også en risikoside. Vi vil fokusere på en risiko i henseende til den professionalisering, som ledelsesarbejdet ved store, fusionerede uddannelsescampus indebærer. Som vi ser det, forstærker fusioner et ledelsesmæssigt dilemma, der generelt er til stede i store institutioner, og som for ungdomsuddannelsesinstitutionernes vedkommende også kan spores til, da de overgik til selveje og taxameterstyring. Men vi finder, at dilemmaet nu vil udbygges: To forståelser af effektivitet – i øvrigt begge politisk prioriterede om end hver for sig – tørner stadig kraftigere sammen, og risikerer at utydeliggøre institutionernes samfundsmæssige mission. Der dannes et krydspres, som giver den udbredte erfaring i store institutioner, at der bliver langt til ledelsen, en ændret betydning. Nu handler det ikke blot om, at de strategiske ledere bliver mere utilgængelige for medarbejderne. Den handler også – og ikke mindre vigtigt – om, at organisatorisk-strategisk ledelse og ledelse af faglig udvikling adskilles, og at afstanden mellem institutionsstrategi og underviserhverdag risikerer at blive uoverstigelig