På sporet af den nye medietid. Lyde og mislyde i 1920’ernes folkebiblioteker

Formålet med denne artikel er at belyse de konsekvenser, som introduktionen af nye medier kan have for biblioteksudviklingen i et historisk perspektiv.Biblioteker er op igennem historien løbende blevet udfordret af nye medier. Senest har den informationsteknologiske udvikling med digitaliseringen ogudbredelsen af de såkaldte sociale medier skabt en diskussion om bogens og bibliotekernes overlevelse. Heller ikke den diskussion er i sin substans ny, idet tilsvarende overvejelser gjorde sig gældende, da fx nye lydbærende medier gjorde deres entré i de danske biblioteker i det 20. århundredes første årtier. Mens telefonen umiddelbart blev accepteret som et nyttigt redskab, blev radioen som kommunikationsmiddel i folkebibliotekerne pure afvist blandt danske biblioteksfolk. Med udgangspunkt i nyere medieteorier fremsat af henholdsvis Enzensberger og Kittler skildres de receptionshistoriske aspekter ved introduktionen af to nye medier, henholdsvis telefonen og radioen, til de de danske folkebiblioteker, i 1910’erne og 1920’erne

En flytning i "Vinterens Hjerte"

Det gik ikke ubemærket hen blandt københavnerne midt i julemåneden 1937, at der i kvarteret omkring Krystalgade og Fiolstræde, dvs. i Latinerkvarterets gader omkring Universitetsbiblioteket, lød en klasken og banken fra bøger, der blev renset og støvet af inden de blev pakket i kasser, for siden at blive kørt med flytteomnibusser med anhængere til Nørre Fælled. Det gik ikke ubemærket hen blandt københavnerne midt i julemåneden 1937, at der i kvarteret omkring Krystalgade og Fiolstræde, dvs. i Latinerkvarterets gader omkring Universitetsbiblioteket, lød en klasken og banken fra bøger, der blev renset og støvet af inden de blev pakket i kasser, for siden at blive kørt med flytteomnibusser med anhængere til Nørre Fælled.&nbsp

Man brænder da bøger?

Kassation er kommet for at blive. Universitetsledelserne må dog samtidig forstå, at der er en sammenhæng mellem det forskningsniveau, man ønsker at opretholde, og antallet af titler i bibliotekerne. Hurtig adgang – i særdeles til ikke-digitalt materiale for humanister – er fortsat helt centralt