Fieldwork in a Hall of Mirrors: An Anthropology of Anthropology in Business

An increasing number of anthropology graduates find employment in business organisations, often as culture experts or consultants drawing on ethnographic methods. In this paper I will use my fieldwork experience in the Human Resource Department of Bang & Olufsen to explore the borders and crossovers between anthropological research and anthropological consultancy. Fieldwork took place among human resource consultants (some of them with an anthropological background) who worked for business, i.e. who used ethnographic methods and worked on identifying, describing and communicating the fundamental corporate values, or, as it were, the ’corporate religion’ of the company. How does it affect research stratagems and methodology when the HR employees are in a clear sense both participants in and observers of their own social reality? Is it at all feasible or possible to maintain a distinction between ethnographer and consultant, participant observers and observing participants? Although the distinction between ethnographer and employee cannot be drawn easily, I want to argue that the fact that it is impossible to maintain a watertight separation does not imply that we should abandon the attempt to make the distinction. Being aware of the similarities and overlaps as well as acknowledging the differences is a crucial part of the anthropological methodology

Indledning: Ulønnet og frivilligt arbejde

Langt de fleste undersøgelser, teorier og diskussioner indenfor arbejdslivsforskningen drejer sig enten implicit eller eksplicit om lønnet arbejde. Men hvad med alt det arbejde, man ikke får betaling for? Frivilligt arbejde, arbejde i lokalsamfundet, arbejdet som praktikant, ulønnet overarbejde, reproduktivt arbejde mm. Denne form for arbejde er ikke bare ulønnet, men også usynligt og underbelyst i arbejdslivsforskningen. Dette temanummer har derfor til formål at bringe bidrag, der undersøger det ulønnede arbejde i dets mangfoldige former og organiseringer, samt dets individuelle og samfundsmæssige implikationer. Meget ulønnet arbejde udføres i tæt tilknytning til, og nogle gange som erstatning for, regulært lønnet arbejde. Man kan argumentere for, at en senmoderne arbejdsetik, med høje krav til medarbejderens identifi kation med og emotionelle engagement i arbejdet, fører til en arbejdsindsats, der strækker sig langt ud over, hvad lønnen honorerer. Samtidig er fl ere brancher (fx. kulturområdet og dele af det akademiske arbejdsmarked) kendt for at have en institutionaliseret kultur for ubetalt overarbejde, ulønnede praktikforløb og lignende. Det ulønnede arbejde udføres i mange tilfælde af mennesker i prekære ansættelser (Gleerup, Nielsen, Olsén, & Warring, 2018). Mange er unge uden fast tilknytning til arbejdsmarkedet, der påtager sig dette gratis arbejde i håbet om at styrke deres CV, ’at få et ben indenfor’, og at øge deres fremtidige muligheder på arbejdsmarkedet (Wistreich & Lystlund Matzen, 2016). En anden fremtrædende version af ulønnet arbejde er frivilligt arbejde, dvs. ulønnet arbejde i relation til en sag, et formål eller en normativ orientering som den, der påtager sig arbejdet, ønsker at støtte/fremme. Frivilligt arbejde er udbredt i det danske foreningsliv, men vinder også i stigende grad indpas i offentlige velfærdsorganisationer (eks. ældrepleje og socialt arbejde), samt i tilknytning til socialøkonomiske virksomheder, hvor begreber som samskabelse og samproduktion bl.a. involverer brug af ulønnet arbejdskraft fra borgere, brugere og pårørende (jf. eksempelvis bidrag af Boje og Andersen i dette nummer). Denne type ulønnet arbejde er ofte båret af en ide om, at arbejdet giver noget immaterielt igen – eksempelvis glæden ved at hjælpe andre, gøre en god gerning, bidrage til en sag, styrke et lokalsamfund eller andet. Men det åbner også for nye interessante spørgsmål omkring eksempelvis latente værdi- og motivationskonfl ikter og praktiske positioner mellem ulønnede ildsjæle og det lønarbejdende personale i organisationerne. Endvidere peger udviklingen i velfærdsorganisationerne mod en stigende forventning til pårørende og familier om at løfte omsorgsopgaver og mod en re-privatisering af omsorgsopgaver, og dermed mod en re-aktualisering af diskussioner om særligt kvinders ulønnede reproduktive arbejde.Langt de fleste undersøgelser, teorier og diskussioner indenfor arbejdslivsforskningen drejer sig enten implicit eller eksplicit om lønnet arbejde. Men hvad med alt det arbejde, man ikke får betaling for? Frivilligt arbejde, arbejde i lokalsamfundet, arbejdet som praktikant, ulønnet overarbejde, reproduktivt arbejde mm. Denne form for arbejde er ikke bare ulønnet, men også usynligt og underbelyst i arbejdslivsforskningen. Dette temanummer har derfor til formål at bringe bidrag, der undersøger det ulønnede arbejde i dets mangfoldige former og organiseringer, samt dets individuelle og samfundsmæssige implikationer. Meget ulønnet arbejde udføres i tæt tilknytning til, og nogle gange som erstatning for, regulært lønnet arbejde. Man kan argumentere for, at en senmoderne arbejdsetik, med høje krav til medarbejderens identifi kation med og emotionelle engagement i arbejdet, fører til en arbejdsindsats, der strækker sig langt ud over, hvad lønnen honorerer. Samtidig er fl ere brancher (fx. kulturområdet og dele af det akademiske arbejdsmarked) kendt for at have en institutionaliseret kultur for ubetalt overarbejde, ulønnede praktikforløb og lignende. Det ulønnede arbejde udføres i mange tilfælde af mennesker i prekære ansættelser (Gleerup, Nielsen, Olsén, & Warring, 2018). Mange er unge uden fast tilknytning til arbejdsmarkedet, der påtager sig dette gratis arbejde i håbet om at styrke deres CV, ’at få et ben indenfor’, og at øge deres fremtidige muligheder på arbejdsmarkedet (Wistreich & Lystlund Matzen, 2016). En anden fremtrædende version af ulønnet arbejde er frivilligt arbejde, dvs. ulønnet arbejde i relation til en sag, et formål eller en normativ orientering som den, der påtager sig arbejdet, ønsker at støtte/fremme. Frivilligt arbejde er udbredt i det danske foreningsliv, men vinder også i stigende grad indpas i offentlige velfærdsorganisationer (eks. ældrepleje og socialt arbejde), samt i tilknytning til socialøkonomiske virksomheder, hvor begreber som samskabelse og samproduktion bl.a. involverer brug af ulønnet arbejdskraft fra borgere, brugere og pårørende (jf. eksempelvis bidrag af Boje og Andersen i dette nummer). Denne type ulønnet arbejde er ofte båret af en ide om, at arbejdet giver noget immaterielt igen – eksempelvis glæden ved at hjælpe andre, gøre en god gerning, bidrage til en sag, styrke et lokalsamfund eller andet. Men det åbner også for nye interessante spørgsmål omkring eksempelvis latente værdi- og motivationskonfl ikter og praktiske positioner mellem ulønnede ildsjæle og det lønarbejdende personale i organisationerne. Endvidere peger udviklingen i velfærdsorganisationerne mod en stigende forventning til pårørende og familier om at løfte omsorgsopgaver og mod en re-privatisering af omsorgsopgaver, og dermed mod en re-aktualisering af diskussioner om særligt kvinders ulønnede reproduktive arbejde

Arbejdsliv 4.0 – digitalisering og kunstig intelligens i arbejdet

Digitalisering af arbejds- og samfundslivet accelererer i disse år. Digitalisering fremstilles som en nødvendighed, hvis man vil overleve som privat virksomhed og fremhæves også som et middel til at lette arbejdsbyrden i en betrængt offentlig sektor. Nogle taler ligefrem om ‘den fjerde industrielle revolution’, Arbejdsliv 4.0, der grundlæggende vil forandre arbejdsliv og arbejdsmarked (Schwab. K., 2019). Selvom disse fremskrivninger præges af en overdreven teknologioptimisme og må tages med et gran salt, er der ingen tvivl om, at digitale teknologier i de senere år har ændret arbejdslivet for mange. Dette er for eksempel blevet tydeligt med digitale og platformsbaserede forretningsmodeller, som ændrer arbejdets indhold og organisering. Digitalisering åbner således for nye måder at lede og kontrollere arbejdet på. Det gælder både, når madudbringningsfirmaer som Wolt og Just Eat og taxiordninger som Uber fordeler køreture til deres chauffører ved hjælp af algoritmer (Oppegaard, 2021; e.g. Wood et al., 2018). Eller når Amazon på platformen Mechanical Turk udbyder mikrojobs, som kan løses på under 10 minutter. Den digitale teknologi anvendes også i Amazon og Nemlig.com’s lagerhaller, hvor ansatte minutiøst bliver overvåget, kontrolleret og arbejder side om side med robotter styret af artificial intelligence (AI) (Delfanti, 2021). Netop disse måder at organisere arbejde på har skabt debat om en ny form for ’digital taylorisme’: Lavtlønsjobs præget af stærk opsplitning af arbejdet, ringe muligheder for autonomi, usikkerhed i løn, arbejdstid og ansættelse. Mange har således beskrevet, hvordan digitalisering betyder fremvæksten af arbejdsformer, der fremmer individualisering og udhuler fællesskaber, og som undergraver den faglig organisering. (e.g. Tassinari & Maccarrone, 2019). Dette bekræftes, hvis man ser på platformsarbejdets demografi . Her arbejder ikke kun unge, der supplerer deres indtægter fra SU, men også migranter og andre sårbare grupper på arbejdsmarkedet. Men digitalisering påvirker ikke bare ufaglært platformsarbejde. Også andre typer af organisationer anvender digitalisering. Det gælder digitale planlægnings- og registreringssystemer i ældreplejen og elektroniske patientjournaler på sygehusene. Og det gælder AI baserede beslutningsstøttesystemer, der indvirker på og potentielt erstatter professionelles faglige vurderinger, og som forandrer relationer og samarbejdsformer på arbejdspladsen. Det ser man eksempelvis inden for politiarbejde og inden for social-, beskæftigelses-, sundheds- og undervisningsområdet (e.g. Allhutter et al., 2020; Gundhus et al., 2022; Jørgensen, 2020). Algoritmisk styring er en tredje vigtig måde, hvor digitalisering påvirker arbejdsprocesser. Algoritmisk styring henviser til nye måder at optimere og kontrollere arbejde og organisation på, hvor store firmaer bruger databaserede forudsigelser og andre former for kvantificering og benchmarking af performance baseret på statistisk modellering til at styre deres ansatte, som dermed eksponeres og overvåges på nye måder. En af de problematikker, som denne udvikling rejser, handler om, at teknologien slører kontrol og gør magten usynlig. Autoriteten forsvinder og det bliver uklart, hvem der har truffet hvilke beslutninger og hvem, der har ansvaret for dem. Teknologien eller ’the digital prism’, som Mikkel Flyverbom (2019) kalder det, skaber således både zoner af synlighed, som dermed bliver regulerbare, men også zoner af usynlighed, der undslipper regulering. Diskussioner om digitalisering forfalder nemt til enten optimistisk hyldest til potentialerne eller til dystopiske forestillinger om, hvordan arbejdslivet degraderes. Den måde, digitale teknologier ændrer arbejdslivet på, er kompleks og dybgående i den forstand, at teknologierne potentielt forandrer vores arbejdspraksis, måden vi bliver ansat, ledet, styret og fyret på, ligesom teknologierne påvirker forholdet mellem kolleger, vores forhold til arbejdet og til den organisation, vi arbejder for – og også indimellem indtager rollen som arbejdsgiver. Dette temanummer bidrager til at udforske dette felt empirisk. De to første artikler giver vigtige bidrag til den efterhånden omfattende internationale forskning i platformsarbejde eller ’gig arbejde’, dvs. fysiske jobs med platformen som arbejdsgiver. De næste artikler tager udgangspunkt i dataficering og AI, men bidrager i højere grad med teoretiske indsigter. De udforsker og udfordrer begge et entydigt fokus på teknologi som driver i forandringsprocessen, og de har fokus på henholdsvis betydningen af samspillet mellem den organisatoriske kontekst og teknologi i dataficeret socialt arbejde, og på det usynlige ledelsesarbejde, der medgår til at forme, meningstilskrive og skabe AI projekter i den offentlige sektor.&nbsp

Syv fluer med et smæk! 'Aktiv deltagelse' – et eksamensforms-eksperiment

På Institut for Pædagogik på DPU har vi på en af vores kandidatuddannelser eksperimenteret med en eksamensform, vi kalder ‘aktiv deltagelse’. Eksamensformen går i korthed ud på, at de studerende på baggrund af læsestrategiske spørgsmål, som knytter sig til hver undervisningsgang og udsendes en uge før, udarbejder et ‘analysepapir’ på halvanden side. De studerende får elektronisk feedback på disse analysepapirer (og skal eventuelt skrive dem om, hvis de ikke svarer til kravene). Fordelene ved eksamensformen er, at de studerende løbende får skrevet og dermed øget fortrolighed med den akademiske genre, at feedback bliver en integreret del af undervisningen og at de studerende tilskyndes til at læse ‘jævnt’ over hele semestret og til at tage aktivt og regelmæssigt del i undervisningen