Udpegning af potentielle sorte pletter baseret på GPS-data fra kørende biler

Der er sket en markant reduktion i antallet af omkomne på de danske veje i de senere år. Dog er antallet af tilskadekomne, der modtager behandling i Sundhedsvæsenet i forbindelse med trafikulykker kun faldet lidt. Derimod er antallet af ulykker registreret i de offentlige statistikker faldet voldsomt, hvorfor mørketallet er steget til ca. 91%. Da sortpletarbejdet, der er en hovedhjørnesten i trafiksikkerhedsarbejdet, baseres på de officielle statistikker, er det baseret på et usikkert grundlag. Artiklen tager udgangspunkt i GPS-data fra biler i det nyligt afsluttede ITS Platformsprojekt og undersøger, om koncentrationer af kraftige decelerationer og de afledte herfra, ryk, indsamlet fra kørende biler, kan anvendes som en supplerende metode til at udpege sorte pletter. Ideen baseres på den svenske konfliktstudieteknik, hvorfra der kan dokumenteres en sammenhæng mellem antallet af konflikter (nær-ulykker) og faktiske rapporterede ulykker. Denne undersøgelse baserer sig på data fra 380 biler i tre måneder, hvilket svarer til ca. 1,9 mio. km. Den antyder, at koncentrationer af store decelerationer genfindes, hvor der er store trafikmængder, men ikke nødvendigvis, hvor der kan konstateres problemer med vejnettets indretning og omgivelser. Den indikerer, at koncentrationer af store ryk kan genfindes, hvor vejnettet er uhensigtsmæssigt indrettet og/eller hvor der tidligere er konstateret ulykker. Et litteraturstudie antyder ligeledes, at ryk giver en bedre indikation på nær-ulykker end decelerationer. Til gengæld kan det konstateres, at ryk optræder koncentreret i forbindelse med ujævnheder på vejnettet, hvorfor registreringer i disse lokaliteter skal fjernes, for at ryk kan være en troværdig indikator. Endvidere konstateres det, at antallet af registrerede decelerationer/ryk i det anvendte datasæt er for lavt til at det endelig kan afklares, om sorte pletter kan identificeres ved hjælp af ryk

Udpegning af potentielle sorte pletter baseret på GPS-data fra kørende biler

Der er sket en markant reduktion i antallet af omkomne på de danske veje i de senere år. Dog er antallet af tilskadekomne, der modtager behandling i Sundhedsvæsenet i forbindelse med trafikulykker kun faldet lidt. Derimod er antallet af ulykker registreret i de offentlige statistikker faldet voldsomt, hvorfor mørketallet er steget til ca. 91%. Da sortpletarbejdet, der er en hovedhjørnesten i trafiksikkerhedsarbejdet, baseres på de officielle statistikker, er det baseret på et usikkert grundlag. Artiklen tager udgangspunkt i GPS-data fra biler i det nyligt afsluttede ITS Platformsprojekt og undersøger, om koncentrationer af kraftige decelerationer og de afledte herfra, ryk, indsamlet fra kørende biler, kan anvendes som en supplerende metode til at udpege sorte pletter. Ideen baseres på den svenske konfliktstudieteknik, hvorfra der kan dokumenteres en sammenhæng mellem antallet af konflikter (nær-ulykker) og faktiske rapporterede ulykker. Denne undersøgelse baserer sig på data fra 380 biler i tre måneder, hvilket svarer til ca. 1,9 mio. km. Den antyder, at koncentrationer af store decelerationer genfindes, hvor der er store trafikmængder, men ikke nødvendigvis, hvor der kan konstateres problemer med vejnettets indretning og omgivelser. Den indikerer, at koncentrationer af store ryk kan genfindes, hvor vejnettet er uhensigtsmæssigt indrettet og/eller hvor der tidligere er konstateret ulykker. Et litteraturstudie antyder ligeledes, at ryk giver en bedre indikation på nær-ulykker end decelerationer. Til gengæld kan det konstateres, at ryk optræder koncentreret i forbindelse med ujævnheder på vejnettet, hvorfor registreringer i disse lokaliteter skal fjernes, for at ryk kan være en troværdig indikator. Endvidere konstateres det, at antallet af registrerede decelerationer/ryk i det anvendte datasæt er for lavt til at det endelig kan afklares, om sorte pletter kan identificeres ved hjælp af ryk

Sammenhæng mellem hastighed og risiko: Skal potensmodellen erstattes af eksponentialmodellen?

Potensmodellen har siden sin offentliggørelse i startfirserne været dominerende til estimering af den sikkerhedsmæssige effekt af en hastighedsændring. I 2012 blev en eksponentialmodel publiceret som alternativ til den veletablerede model. Artiklens komparative analyse af de to modeller fokuserer på en evaluering af følgende parametre: statistisk tilpasningsgrad, brugervenlighed og anvendelsesmuligheder. For førstnævnte parameter findes ingen markante forskelle på de to modeller, såfremt potensmodellens eksponent tager højde for vejmiljøet. Brugervenligheden findes for begge modeller høj, men yderligere undersøgelser heraf anbefales. Eksponentialmodellen foranlediger en opsplitning af den totale relative risiko for en hastighedsfordeling. Dette vurderes som en enestående anvendelsesmulighed for modellen. Artiklen anbefaler derfor videre arbejde med eksponentialmodellen, så denne egenskab kan inkorporeres i det praktiske trafiksikkerhedsarbejde

Sammenhæng mellem hastighed og risiko: Skal potensmodellen erstattes af eksponentialmodellen?

Potensmodellen har siden sin offentliggørelse i startfirserne været dominerende til estimering af den sikkerhedsmæssige effekt af en hastighedsændring. I 2012 blev en eksponentialmodel publiceret som alternativ til den veletablerede model. Artiklens komparative analyse af de to modeller fokuserer på en evaluering af følgende parametre: statistisk tilpasningsgrad, brugervenlighed og anvendelsesmuligheder. For førstnævnte parameter findes ingen markante forskelle på de to modeller, såfremt potensmodellens eksponent tager højde for vejmiljøet. Brugervenligheden findes for begge modeller høj, men yderligere undersøgelser heraf anbefales. Eksponentialmodellen foranlediger en opsplitning af den totale relative risiko for en hastighedsfordeling. Dette vurderes som en enestående anvendelsesmulighed for modellen. Artiklen anbefaler derfor videre arbejde med eksponentialmodellen, så denne egenskab kan inkorporeres i det praktiske trafiksikkerhedsarbejde

Sammenhæng mellem hastighed og risiko: Skal potensmodellen erstattes af eksponentialmodellen?

Potensmodellen har siden sin offentliggørelse i startfirserne været dominerende til estimering af den sikkerhedsmæssige effekt af en hastighedsændring. I 2012 blev en eksponentialmodel publiceret som alternativ til den veletablerede model. Artiklens komparative analyse af de to modeller fokuserer på en evaluering af følgende parametre: statistisk tilpasningsgrad, brugervenlighed og anvendelsesmuligheder. For førstnævnte parameter findes ingen markante forskelle på de to modeller, såfremt potensmodellens eksponent tager højde for vejmiljøet. Brugervenligheden findes for begge modeller høj, men yderligere undersøgelser heraf anbefales. Eksponentialmodellen foranlediger en opsplitning af den totale relative risiko for en hastighedsfordeling. Dette vurderes som en enestående anvendelsesmulighed for modellen. Artiklen anbefaler derfor videre arbejde med eksponentialmodellen, så denne egenskab kan inkorporeres i det praktiske trafiksikkerhedsarbejde

Potentiale for flere uheldsdata på baggrund af fejlklassificeringer af ekstrauheld

Af tidligere studier vides det, at der er stor usikkerhed forbundet med den officielle uheldsdatabase, der er grundlag for trafiksikkerhedsarbejdet. Usikkerheden er ikke ønskelig, og lægger op til, at undersøge om der på andre måder kan opnås yderligere kendskab til flere uheldsdata. Andre måder at indsamle data på er ved selvrapportering, forsikringsdata og sygehusdata, dog kan ingen af de nævnte benyttes direkte i trafiksikkerhedsarbejdet, da uheldene ikke stedfæstes. Men hvilke muligheder er der så for flere uheldsdata? Hvis uheld skal indgå i det stedbestemte trafiksikkerhedsarbejde, skal de være stedfæstede. Uheld registreret af politiet stedfæstes. Dette omfatter person- og materielskadeuheld samt ekstrauheld, der alle er en del af den officielle uheldsstatistik. Generelt indgår ekstrauheld sjældent i trafiksikkerhedsarbejdet, og udviklingen i antal ekstrauheld præsenteres sjældent. Imidlertid er udviklingen i antal ekstrauheld interessant, da den afviger fra uheldsudviklingen generelt. Antallet af registrerede ekstrauheld er steget fra år 2000 til 2015, ligesom uheldsarten udgør en større og større andel af de samlede registrerede uheld. En stigning i ekstrauheld er ikke et problem i sig selv, men hvis stigingen skyldes, at uheldene ikke er korrekt registrerede, og uheldet dermed burde indgå i den officielle statistik, går værdifulde uheldsdata tabt. Det er således undersøgt, om der ligger et potentiale for flere uheldsdata i de registrerede ekstrauheld, grundet fejlklassificeringer