Kjærsgård, Andreas Pihl

Måske var ugens budgetforlig i USA første skridt på vej mod et mere lige USA. Afstanden mellem top og bund er for stor, mener flere og flere amerikanere

    Aalborg UniversitetUSA. Finanskrisen sætter lighed på dagsordenenKjærsgård, Andreas PihlPublished in:PolitikenPublication date:2013Document VersionOgså kaldet Forlagets PDFLink to publication from Aalborg UniversityCitation for published version (APA):Kjærsgård, A. P. (2013). USA. Finanskrisen sætter lighed på dagsordenen. Politiken.General rightsCopyright and moral rights for the publications made accessible in the public portal are retained by the authors and/or other copyright ownersand it is a condition of accessing publications that users recognise and abide by the legal requirements associated with these rights.            ? Users may download and print one copy of any publication from the public portal for the purpose of private study or research.            ? You may not further distribute the material or use it for any profit-making activity or commercial gain            ? You may freely distribute the URL identifying the publication in the public portal ?Take down policyIf you believe that this document breaches copyright please contact us at vbn@aub.aau.dk providing details, and we will remove access tothe work immediately and investigate your claim.Downloaded from vbn.aau.dk on: April 26, 2017POLITIKEN Lørdag 5. januar 20136 Debat195 minutter foran fjernsynsskærmentilbragte hver dansker i tv-året 2012 10% er de 15-24-åriges tidsforbrugforan tv faldet fra 2011 til 2012F olk i Danmark har ofte meget stær-ke meninger om USA og amerika-nerne. Dette har nok meget at gøremed, at USA faktisk fylder meget i dendanske medieﬂade – tag bare de netopoverståede budgetfor-handlinger og præsi-dentvalget som eksem-pel. Det har dog nok og-så meget at gøre med,at amerikanerne harindrettet deres sam-fund ret anderledesend vores eget. Sam-menlignet med Danmark er der eksem-pelvis enorm økonomisk, og mange vilogså sige politisk, ulighed i USA. Trods dette synes det store opgør meduligheden at vente på sig, og end ikke ﬁ-nanskrisen synes at have fået mere end etfåtal af amerikanerne til faktisk at krævegrundlæggende forandringer – ellerhvad? I min forskning har jeg forsøgt atgå bag om myterne og undersøgt, hvor-dan amerikanerne rent faktisk har for-holdt sig til indkomsterne i toppen afsamfundspyramiden over tid. DETTE HAR jeg undersøgt via data fra’The International Social Survey Program-me’ (ISSP), en af de største internationalespørgeskemaundersøgelser med svar framere end 60.000 mennesker fordelt i 48lande verden over. I hvert land er folk i1987, 1992, 1999 og 2009 bl.a. blevetspurgt om, hvad de synes, at bestyrelses-formænd for store nationale virksomhe-der bør tjene, og hvad de tror, de rent fak-tisk tjener. Ved – for hver person – at tageforskellen på disse to tal og dele denneforskel med angivelsen for, hvad de tror,de rent faktisk tjener, får man et udtrykfor, hvor mange procent, personen øn-sker, indkomsterne i toppen af samfun-det bør stige eller falde.I ﬁguren ser man forskellige befolknin-gers angivelser af, hvor meget indkom-sterne i toppen af samfundet bør reduce-res. Man ser, at amerikanerne, sammen-lignet med andre lande, faktisk var me-get utilfredse med størrelsen af indkom-sterne i toppen af samfundet i 2009 (ﬁ-nanskrisen indtraf i 2008). De ønskedesåledes her i gennemsnit, at topindkom-sterne burde reduceres med 60 procent,mens de i 1999 kun ønskede dem reduce-ret med 25 procent. Amerikanerne er alt-så ikke ’ulighedsblinde’, men reageredeefter ﬁnanskrisen ret kraftigt på de me-get store indkomstforskelle i deres land. REAKTIONEN SER faktisk ud til at væremarkant voldsommere end i Danmark,selv om vi også her i eksempelvis HelleThorning-Schmidts (S) første nytårstalehar oplevet kritik af bonusordninger,gyldne håndtryk og indkomsterne gene-relt for de bedst lønnede i ﬁnanssekto-ren.Dykker man nærmere ned i, hvad derhar drevet den amerikanske fjendtlighedmod topindkomsterne i 2009, viser detsig faktisk, at det i høj grad er større vi-den om, hvor meget toppen egentlig tje-ner i USA. Amerikanerne skyder således i2009 på, at bestyrelsesformænd for storenationale virksomheder i gennemsnittjener 800.000 dollar om året brutto. Ihele perioden fra 1987-1999 skønner ame-rikanerne derimod kun, at disse tjenermellem 100.000-200.000 dollar om åretbrutto. Selv amerikanernes bud i 2009står dog stadig ikke mål med de faktisketopindkomster. Tager man eksempelvisde gennemsnitlige bruttoårsindkomsterfor de administrerende direktører i de500 største virksomheder i USA, lå de i2008 på 7,6 millioner dollar. MEN SELV OM amerikanerne stadig ikkehelt ved, hvor høje topindkomster faktisker, så er de på rette vej – og de reagererkraftigt på det. Men hvad vil de så gørefor at afhjælpe problemerne? Den amerikanske drøm kan deﬁneressom et ideal og en tro på, at USA er landet,hvor alle bør have og også har lige mulig-heder for at nå til tops, hvis blot de arbej-der hårdt og tror på det. Og min forskning viser, at de amerika-nere, der mest står last og brast med idea-lerne i den amerikanske drøm og kunmener, løn bør afspejle fortjeneste og in-tet andet, også er dem, der reagererskarpest på uligheden i samfundet og øn-sker topindkomsterne reduceret mest.Dette resultat indikerer altså, at ﬁnans-krisen netop virker til at have fået dennegruppe til at reagere, fordi den har skabtridser i lakken i den amerikanske fortæl-ling. Afsløringerne af de høje indkomsteri ﬁnanssektoren har givetvis fået dissemennesker til at stille spørgsmål ved, omlønniveauet virkelig var fortjent og et re-sultat af exceptionelt hårdt arbejde.DET INTERESSANTE er dog samtidig, atamerikanerne, trods den kraftige reak-tion, slet ikke synes at ty til staten for atløse problemerne, f.eks. ved at beskattehøjindkomstgrupperne højere. I andrevestlige lande i datasættet er det sådan, atjo mere venstreorienteret man er økono-misk set, jo mere ønsker man også top-lønningerne reduceret i 2009. I USA eksi-sterer der slet ikke en sådan sammen-hæng. Ikke desto mindre synes de fødera-le myndigheder nu – med Obama i spid-sen – at gøre noget ved præcis skatten forde rigeste amerikanere. Det netop indgå-ede budgetforlig indeholdt således kunskattestigninger for de rigeste amerika-nere.Hverken danskere eller amerikanere eraltså glade for stor økonomisk ulighed,men mens vi i Europa og i særlig grad iSkandinavien er villige til at ty til statenfor at afhjælpe, hvad vi opfatter som uret-færdigt, vil amerikanerne ikke gøre dette.Dette er i virkeligheden en af de størsteforskelle på os og amerikanerne. analyse@pol.dkAndreas Pihl Kjærsgård, ph.d.-stipendiat,Institut for Statskundskab, Aalborg Univer-sitet.analyseMåske var ugens budget-forlig i USA første skridt påvej mod et mere lige USA.Afstanden mellem top ogbund er for stor, mener flere og flere amerikanere.USA. Finanskrisen sætter lighed på dagsordenenANDREAS PIHLKJÆRSGÅRDFolks gennemsnitlige holdning til, hvor mange procent formanden for bestyrelsen i en stor national virksomheds indkomst bør gå ned i løn13010Kilde: ISSP 1999 og ISSP 2009, egne beregningerDanmarkPolenSverigeSpanienStorbrit.TysklandUngarnØstrigUSAAustralien1999 2009010203040506070BUDGETSMIL. Det lykkedes tidligere i denne uge for USA’s præsident, Barack Obama, at lande den meget omtalte budgetaftale, som vil give en række skattestigninger til de rigeste amerikanere. Her ses han med vicepræsident Joe Biden. Foto: Charles DharapakKilde: Morgenavisen Jyllands-Postenneserieformer osv., men forfatterensegen tekst kan man højst tillade sig atoverføre fra fraktur til antikva og fra gam-mel/oprindelig retskrivning til moderne/nugældende retskrivning.Det er der en uomgængelig pointe i,som jeg da også selv har søgt at respekte-re i mine senere noterige udgaver af ’For-førerens dagbog’, ’Frygt og bæven’ og’Sygdommen til døden’ (2007-11). Proble-met er blot, at vore nationale forfatteremed et par hundrede år på bagen får ensvagere – mere handikappræget – positi-on i sammenligning med samtidige ogældre udenlandske forfattere, som vigodt tør nyoversætte uden altid at tilvir-ke en arkaiserende stil eller foretrækkeordvalg, der udnytter hele det ældre regi-ster i Ordbog over det danske Sprog. Etgodt eksempel er Otto Steen Dues nyover-sættelser af Homer. Hatten af for Homerog for (Niels Brunses) Shakespeare, menhvorfor skal de have læsefordele frem forKierkegaard? Eller hvorfor skal Kierke-gaard – af lutter respekt for stilen – sendestil formidling og tilegnelse i skolesyste-met via parafraser og ultrakorte tekst-stumper, der isoleret set nok respektererden oprindelige tekst, men hakker stilenog manden op i citater og ’sayings’?JEG ER GODT klar over, at jeg her tyve årsenere blot påpeger et problem og ikkeløser det, især da jeg i dag viger noget til-bage for den altid skønsmæssige ’tekst-modernisering’, hvis valg og ikke-valgderfor står til evig diskussion og sårbarkritik. Da vi – jeg og to sprogkyndige skolefolk– i 1995 gik i gang med en lille Kierke-gaard-antologi på nudansk (dvs. moder-ne retskrivning + en vis tekstmodernise-ring), var arbejdsreglen ikke: ’Ret og lavom, hvor du kan komme til det’, men:’Lad alt stå uforandret, som ikke i alvorliggrad svækker tilegnelsen’. Jeg opdagedehurtigt, at vi i arbejdsgruppen havde for-skellige temperamenter – eller forskelligslags ’god vilje’ og omsorg på de nye, jom-fruelige læseres vegne – og derfor gik no-get uens til værks.Det førte til nogle af de vigtigste ogmest stædige diskussioner af vort mo-dersmål, jeg har været med til, og vi ud-gav det fælles arbejde (’Lykkens dør gårudad’), vel vidende at der nok skal mereend tre par øjne til at vurdere, hvor mo-dus vivendi – egentlig ’det rette mål’ – lig-ger. Det ﬁndes naturligvis ikke, men i pæ-dagogikkens navn kan man godt gørenogle ﬂere forsøg. Vi har kun det skæg, viselv sidder på! Dette være ikke sagt i respekt for detkulturkonservative kanonprojekt, for jegtror ikke på, at lykken, endsige den ’alme-ne dannelse’, vil indﬁnde sig hos enhverung ved indtagelse af så og så mange si-der Kierkegaard inden udgangen af fol-keskolen eller gymnasiet. Men jeg ﬁnderdet ærgerligt, fattigt og ligefrem stupidt,hvis de praktiske muligheder for en øjen-åbnende nærkontakt ikke forbedres. Såmeget kunne et Kierkegaard-jubelår godthave som mål. Nogle øvelser og eksem-pler, der kan diskuteres.I den mellemliggende tid har vi til gen-gæld fået en ny og fagligt tiptop tekstkri-tisk udgave af hele Kierkegaards forfat-terskab (Søren Kierkegaards Skrifter 1-55),endda tilgængelig for alle på nettet ogmed alle de omhyggelige tekstredegørel-ser og pedantiske kommentarer, som enforsker og univer-sitetsstuderendekan ønske sig. Detændrer blot ikkesituationen forden almene nys-gerrige (eller ’tvun-get nysgerrige’) læ-ser, der ikke allere-de er fortrolig medden sproglige dra-pering anno ’dazu-mal’. KIERKEGAARDSforfatterskab – selvhvis vi holder os til,hvad han selv ud-gav – er imidlertidfor omfattende ogindimellem for ﬁ-losoﬁsk vanskeligtog teologisk indforstået til, at det givermening at bringe det hele frem i en an-den,læsbar form. Forudsat at der var per-soner, der kunne og ville påtage sig opga-ven (så der blev etableret en vis konse-kvens og stil) – og var parate til at risikerederes gode omdømme! Selv det at vælgeværker ud og andre fra, for ikke at taleom at foretage uddrag og forkortelser, vilvære anledning til megen ballade, altsåuenighed. SELV FIK JEG varmet ørene gevaldigt dérfor tyve år siden, men der skete også no-get andet, nemlig at Gyldendals daværen-de direktør, Kurt Fromberg, en dag ringe-de og spurgte mig, om jeg ikke skulle op-give polemikken og hellere selv gå i gangmed at skrive den Kierkegaard-bog, derkunne få indholdet ud til de mange. Detvar i de glade Jostein Gaarder-tider, hvoralle syntes, at de kom ﬁlosoﬁen rundt ogblev klogere på livet af ’Soﬁes verden’(1991), og Gyldendal mente i ramme al-vor, at jeg skulle skrive med samme mål-gruppe for øje. Det fandt jeg en smule na-ivt, indtil det gik op for mig, at de ﬂeste,der læste ’Soﬁes verden’, ikke var 13-14 år,men 16-17 eller 19-20 år (måske ligefremde unges forældre). Det gav lidt albuerum, også da jegmente at kende de ’nysgerrige og opvak-te 2.-3. g’ere’, som vi blev enige om, at jegskulle holde mig for øje. Her tyve år sene-re tager dette projekt sig temmelig van-vittigt ud: Dels ﬁndes der ikke længereret mange 2.-3. g’ere, som overhovedet er’nysgerrige og opvakte’ i retning af SørenKierkegaard – kom bare an: Sig mig ende-lig imod! – dels skal der langt ﬂere krum-spring og forenklinger til for overhove-det at holde skruen i vandet og ikkestraks miste opmærksomhed til en mo-biltelefon eller selvoptagetheden på desåkaldt sociale medier. Kierkegaard erblevet noget, man kan google sig til, hvisdet absolut skal være …Det er den ene side af sagen: den prak-tiske, der har med motivation og formid-ling at gøre. Den anden side er på en må-de mere vanskelig og forstemmende, forden viser i glimt, hvad tyve års kulturud-vikling (jo, det hedder det sgu!) også fø-rer med sig: en glathed og positiv for-ventning, der kun vil høre om ’spænden-de udfordringer’, hvor alt er ’rigtig, rigtigfedt’, ’enestående og fascinerende’, oghvor den enkelte kan føle sig ’begejstret’,’unik’ og overbevist om at ’gøre en for-skel’. Det er – bevares – jargon, men bag-ved er der ikke såmeget andet. Ud røg Kierke-gaard, ind kom po-sitiv psykologi, po-sitiv tænkning osv.Eller måske er detomvendt: Kierke-gaard kan ikkekomme til i al denpositivsnak, og in-gen i dag kan havemed hans »subjek-tiviteten er sand-heden« at gøre,hvis ikke det kanoversættes til, atjeg er ’helt auten-tisk’, når jeg gørdet, jeg ’lige harlyst til’.ENGANG FOR ENsnes år siden, hvor vi havde besøg af gam-le og kloge Rigmor Thor, der var en glø-dende debattør, spurgte hun mig, hvadjeg sådan »gik og puslede med«. »En bogom Kierkegaard«, svarede jeg, som sandtvar, og hendes første inderlige reaktionvar: »Årh, dén Kierkegaard, det er da kunnoget for unge mennesker!«. Ungdomvar for hende lidenskab, konsekvens, re-ne linjer, stor hengivelse, kulturkamp,ægte kærlighed, sandhed i alt. Det var ﬂotsagt, og det mærkelige var, at hun havderet. Altså dengang. – I dag: Kierkegaard?Jamen, er han på Facebook? Er han ’cool’og ’nice’?Nej, det er han ikke, han er møgbesvær-lig, kun ude på »overalt at gøre vanskelig-heder« (som han selv sagde), stille krav tildig om at tage livet alvorligt, undladeselvbedrag, gøre forpligtende, eksistenti-elle valg, indstille dig på den etiske eksi-stens og afvikle den rent æstetiske – må-ske ligefrem have ambitioner om det reli-giøse, om en salig tro, der kan indskrivetimeligheden i evigheden. Ja, mere af denskuffe, hvis du bare rækker ham lilleﬁn-geren.Selvfølgelig har Kierkegaard ikke nogetmed alder at gøre, men nok en hel delmed den modenhed at gøre, som også af-spejler sig i en kultur, der ikke føler sighjemme i eller fodret tilstrækkeligt afden livsstil, der nu er på mode og holdermange ﬂere unge end dem, der reelt erdet. Den, der løber maraton i Athen, løberikke bare 42,195 km, men næsten hele ve-jen også opad. Den, der løber med H.C. Andersen, lø-ber for det meste ligeud, som på en friskforårsdag i København, mens den, der lø-ber med Kierkegaard, mere har det sommaratonløberne i det græske landskab:Det er op ad bakke – og meget mere endValby Bakke. Til gengæld er udsigten påtoppen fænomenal. Man er måske blevetsig selv.PETER THIELST... Gensyn med KierkegaardJeg ﬁnder detærgerligt, fattigt og ligefrem stupidt, hvis de praktiskemuligheder foren øjenåbnendenærkontakt ikke forbedres.Så meget kunne et Kierkegaard-jubelår godt have som målKierkegaardkan ikke komme til i alden positivsnak,og ingen i dag kan havemed hans »subjektivitetener sandheden«at gøre, hvisikke det kanoversættes til,at jeg er ’heltautentisk’, nårjeg gør det, jeg’lige har lyst til’

USA. Finanskrisen sætter lighed på dagsordenen

http://vbn.aau.dk/files/207734018/USA._Finanskrisen_s_tter_lighed_p_dagsordenen.pdf

USA. Finanskrisen sætter lighed på dagsordenen

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

VBN