Poesi, følelser og litterære greb: At indfange en psykisk lidelse

Depression og ADHD bliver ofte italesat som lidelser, der kun kan forstås, hvis man oplever det på egen krop. Betyder det, at vi ikke skal forsøge at forstå disse lidelser? Det mener vi ikke. I denne artikel illustrerer vi, hvordan et blik for det kreative, poetiske og metaforiske i empiri kan fungere som en katalysator til at få adgang til erfaringer, der vanskeligt lader sig indfange

OPTIMERING AF EN PSYKISK LIDELSE ADHD: Hjernetræning og skævvredne forventninger i New York City

Denne artikel belyser bagsiden af en amerikansk diskurs, hvor psykiske lidelser bliver fortolket som potentielle ressourcer. Formålet er at illustrere misforholdet mellem den måde, som personer med ADHD oplever ADHD på, og den diskursive, positive fortolkning af ADHD som en gave. Artiklen beskriver, hvordan voksne med ADHD forsøger at optimere sig selv ved hjælp af optimeringspraksisser som hjernetræning (neurofeedback) og medicin. Diskursen om ADHD som en ressource er koblet til en fordring om produktivitet og et moralsk imperativ om selvansvar, som i stigende grad har vundet indpas i det amerikanske samfund. Neoliberalisme er ikke den centrale diskussion i artiklen, men det neoliberalistiske rationale, hvor individet i høj grad er ansvarlig for sig selv, fungerer som en kontekstuel ramme. Med afsæt i Durkheims analytiske figur, det anomiske selvmord, viser artiklen, at den positive fortolkning af ADHD og fordringen om optimering kan placere individet i en konstant stræben efter tilsyneladende uopnåelige mål frem for at styrke individet. Det kan føre til utilsigtede negative konsekvenser i form af pres, selvbebrejdelse og skævvredne forventninger. Artiklen viser, hvordan flere voksne med ADHD oplever ADHD „som en gave, de ikke vil have“. Den bygger på feltstudier i New York City i 2011. Søgeord: ADHD, hjerne, optimering, selvansvar, selvbebrejdelse, anomi, neoliberalisme &nbsp

“Det får mig til at føle mig hjemme”: Når unge flytter hjemmefra, og hvordan de skaber tilhørsforhold et nyt sted

Youth is a life phase characterised by many transitions. Leaving home is one of the most crucial transitions in youth. Based on the concept of belonging, this article examines how young people develop a sense of belonging to the place they are moving to when leaving home. The article examines the ways in which young people are constructing a sense of belonging to a place through different social and material resources. The point of departure for the article is that belonging to a place is a performative act. The article is based on a longitudinal interview study with 36 Danish young people between the age of 17 and 25, whom the authors have followed for 12 months during their transition from living with their parents to living on their own. In the interviews, it is examined which challenges young people encounter in this transition, and which strategies they apply to meet these challenges. The article shows how young people through their affective and ambiguous interactions with places, materialities and social relations produce a sense of belonging to the place they are moving to. In particular, it focuses on how young people’s sense of belonging to the childhood home affect the ways in which they actively create a relationship with a new place. The article nuances the notion of belonging by showing how young people’s ways of connecting with a new place can be considered a performative act, which is largely connected to the experiences of attachment, or lack of attachment to the childhood home which they carry with them into adulthood.Ungdommen er en livsfase, der er præget af mange overgange. Et eksempel på en sådan overgang er, når unge flytter hjemmefra. Med udgangspunkt i begrebet “belonging” (at høre til/ tilhørsforhold) undersøger denne artikel, hvilke forhold der har betydning for, at unge etablerer en oplevelse af at høre til – eller ikke at høre til – det sted, hvor han/hun flytter hen efter flytning fra barndomshjemmet. Udgangspunktet for artiklen er, at oplevelsen af at høre til et sted, eller i livet som sådan, ikke er givet, men derimod er “performativt” (Bell, 1999; Cuervo & Wyn, 2017).Det empiriske udgangspunkt for artiklen er et longitudinelt interviewstudie med 36 danske unge mellem 17 og 25 år, som forfatterne har fulgt igennem 12 måneder under deres overgang fra hjemme- til udeboende. I interviewene fortæller de om den periode, hvor de flytter fra deres barndomshjem, og om de følelser og tanker, de gør sig i den forbindelse. Artiklen undersøger de unges affektive og flertydige relationer til steder, materialiter og mennesker, der får betydning for de unges oplevelse af at høre til – eller ikke at høre til – det sted, de flytter hen. I artiklen sætter vi særligt fokus på den betydning, som unges forhold til barndomshjemmet har for de måder, de unge aktivt forsøger at skabe et tilhørsforhold til et nyt sted. Artiklen nuancerer i forlængelse af dette begrebet om “belonging” ved at pege på, at unges måder at skabe tilknytning til et nyt sted er performativt og i høj grad skabes med afsæt i de oplevelser af tilknytning, eller mangel på tilknytning, til barndomshjemmet, som de bærer med sig ind i voksenlivet

Diagnoser: Organisation, kultur og mennesker

Der er rav i den. I skrivende stund (medio september 2016) er det i Dagbladet In- formation kommet frem, at psykiatriske diagnoser til børn nogle gange stilles på et meget løst grundlag. I en kronik underskrevet af 50 psykologer, sygeplejersker, læger og psykiatere står der blandt andet: »Som læger og psykologer har vi stillet diagnoser på børn på baggrund af andres vur- deringer beskrevet kort i patientens journal, og andre gange har barnet mødt mange forskellige behandlere på sin vej til en diagnose. Mange af disse børn er i forvejen sårbare i forhold til at danne nye relationer, og de bliver mødt af en psykiatri, hvor der ikke længere er mulighed for at skabe den relation, der skal til for at forstå barnet.« Nogle børn har, med andre ord, fået stillet en diagnose, uden at de har mødt en læge, psykolog eller psykiater. Det får naturligt nok debatten til at rase. I relation til den verserende debat er fokus for dette nummer særligt rettet imod tre forhold: Den politisk fastsatte udrednings- og behandlingsgaranti. Den organisatoriske ramme skal kunne håndtere denne garanti, og selve den måde hvorpå diagnoser- ne stilles. Baggrunden for behandlingsgarantien er først og fremmest et politisk ønske om hurtigt at stille diagnoser, så patienten kan indgå i et behandlingsforløb - i sig selv et sympatisk ønske, der dog løber ind i en række problemer og utilsig- tede konsekvenser, når den skal eksekveres i praksis, som det fremgår af lægernes debatindlæg. Et centralt omdrejningspunkt for de ophedede diskussioner, som avisindlæggene har medført – og som allerede nu har fået politiske konsekven- ser – er samtidens omgang med, forståelse- og brug af diagnoser. Diagnoser er på alles læber for tiden. Diagnoser har, som den amerikanske medicinhistoriker Charles Rosenberg skriver, ”altid spillet en væsentlig rolle i den medicinske prak- sis” (Rosenberg 2002: 237) som et værktøj/model, der sammenfatter symptomer og fund og angiver behandling. I vores samtid er diagnoserne imidlertid rejst ud af den medicinske praksis, og de har indlejret sig i alle mulige andre sammenhænge: Sociale, politiske, økonomiske, kulturelle og så videre. Et væsentligt spørgsmål i denne sammenhæng er, hvordan vi skal forstå diagnosernes nuværende status, hvordan de tillægges mening, udvikles, defineres, anvendes, og hvordan diag- noser får indflydelse på konkrete sygdomsforhold og på processer generelt, som spiller ind på, hvordan vi opfatter sundhed, krop og behandling