Tæt på døden

I den vestlige verden har der i mange år været en higen efter »det evige liv« og en stræben efter at forlænge livet så meget som muligt. En af konsekvenserne heraf er at en stillingtagen til dødens komme - også hos de uhelbredeligt syge mennesker selv - til tider udskydes uhensigtsmæssigt længe, og at aktiv biomedicinsk behandling fortsættes helt frem til dødstidspunktet. Det er svært at acceptere både for de professionelle behandlere, for patienter og for deres pårørende, når der ikke er flere muligheder for helbredelse for en given sygdom. Dette til trods for, at der f.eks. er næsten 16.000 danskere, der dør af kræft hvert år. I mange menneskers liv bliver det på et tidspunkt nødvendigt at dreje tankegangen væk fra at kæmpe forat undgå sygdom og død, til at se døden i øjnene. Døden i den vestlige verden er i høj grad blevet et professionelt anliggende hvor fokus på udbygningen af en specialiseret tværfaglig indsats har været dominerende, og der er et stigende behov for at fokusere på denne professionelle indsats. Når man i den sundhedsfaglige verden bevæger sig væk fra helbredelse og i stedet fokuserer på at lindre og trøste, anvendes betegnelsen palliation (fra latin: Palliatus: dækket med kappe/tilsløret). WHO har defineret den palliativeindsats som det at fremme livskvaliteten hos patienter og familier, som står over for de problemer der er forbundet med livstruende sygdom, ved at forebygge og lindre lidelse gennem tidlig diagnosticering og umiddelbar vurdering og behandling af smerter og andre problemer af både fysisk, psykisk, psykosocial og åndelig art i perioden op til døden og i efterforløbet hos de efterladte (WHO, 1990). Der er således udover fysiske symptomer også et vigtigt fokus på fx angst, depression, eksistentielle og sociale problemstillinger, samt åndelige og religiøse aspekter af livet før døden og hos de efterladte pårørende. Palliation tager udgangspunkt i et holistisk livssyn hvor det enkelte individ, og den kontekst individet er i, er unik.&nbsp