Legitimacy, identity and public opinion in the debate on the future of Europe

Manglen på en fælles europæisk offentlighed er et af de karakteristika, der oftest nævnes som begrænsende omstændighed for den europæiske integration. Uden et fælles offentligt rum, hvor synspunkter kan udveksles og en offentlig mening samt en bredere fornemmelse af fællesskab af kollektiv europæisk identitet kan opstå, kan den Europæiske Union (EU) ikke styrke sin demokratiske legitimitet, og unionen må derfor fortsætte med at legitimere sig gennem de nationale demokratier, lyder argumentet. I de senere år har den europæiske udvikling imidlertid i stigende grad bevæget sig fra mellemstatsligt til overstatsligt samarbejde, og i den anledning er en række initiativer, der dels søger at sikre det formelle, legale grundlag for et sådant overstatsligt samarbejde, dels søger at involvere medlemslandenes befolkninger mere aktivt og direkte, blevet iværksat. Disse initiativer kan samles under betegnelsen debatten om Europas fremtid, der i denne afhandling står for totaliteten af nationale og overnationale meningsdannelsesprocesser rettet mod reformeringen af EU's eksisterende traktatmæssige grundlag. Den igangværende reformproces kan siges for alvor at have taget form og retning i løbet af 2000 og at have nået et foreløbigt klimaks med stats- og regeringsledernes vedtagelse af en europæisk forfatningstraktat i juni 2004. Processen vil finde sin endelige afslutning, når traktaten enten er blevet ratificeret i alle medlemslandene, hvad enten denne godkendelse sker glat eller traktaten forkastes i et eller flere lande og må igennem yderligere bearbejdning, eller den er blevet forkastet, fordi det har vist sig umuligt at opnå alle medlemslandenes tilslutning til den. Denne afhandling fokuserer på debatten om Europas fremtids tidligste stadier fra debatten blev lanceret og officielt anerkendt som en ny reformrunde i 2000 til den i december 2001 blev institutionaliseret med beslutningen om at nedsætte det såkaldte europæiske konvent. Afhandlingen analyserer udvalgte tekster, der dels dækker den udvalgte periode, dels repræsenterer forskellige nationale og overnationale dimensioner af debatten. Det overnationale aspekt udtrykkes primært i to erklæringer udstedt af det europæiske råd, det vil sige alle EU's medlemslandes statsog regeringschefer i enhed; en tale holdt af præsidenten for den europæiske kommission, Romano Prodi, udgør en yderligere overnational dimension. Fem nationale kontekster - Danmark, England, Frankrig, Spanien og Tyskland - inddrages, og disse kontekster studeres dels gennem taler afholdt af ledende politikere, dels gennem den nationale pressedækning af de i alt seks taler og de to erklæringer. Undersøgelsen foregår således at taler og erklæringer opfattes som initiativer på pressedækningen responderer, og det overordnede formål er at udfinde blivende nationale særpræg og fremkommende europæiske ligheder. Projektets grundlæggende perspektiv er retorisk: meningsdannelse af en hver slags det være sig politisk mening som den, der studeres, og akademisk mening som den, der søges produceret opfattes som en retorisk proces. Det vil sige at meningsdannelse er en kommunikativ handling, der både muliggøres og begrænses af den kontekst hvori den indgår. Mening opstår i et gensidigt konstituerende samspil mellem den overordnede helhed og den konkrete artikulation, mellem de forventninger kommunikationen er underlagt og den kreativitet kommunikatøren lægger for dagen. Meningsdannelsen i det udvalgte tekstlige materiale erklæringer, taler, avisartikler - analyseres ud fra denne grundlæggende opfattelse, og der benyttes konkrete retoriske analyseredskaber. Afhandlingen har dog også et vigtigt tværfagligt element: samfundsvidenskabelige teoridannelser om legitimitet, identitet og offentlig mening informerer både forståelsen af den europæiske integrationsproces som sådan og analysen af den aktuelle europæiske debat. Spørgsmålet er dels hvordan legitimitet, identitet og offentlig mening benyttes i debatten, altså hvordan allerede fastsatte betydninger af begreberne inddrages i den tekstuelle meningsdannelse, dels hvordan legitimering, identifikation og offentlig meningsdannelse skabes i debatten. Endelig vurderes det hvilke(n) teoretisk forståelse af de tre begreber og deres indbyrdes relationer i den europæiske kontekst, der bedst reflekterer og forklarer den sociale virkelighed debatten konstituerer. De analytiske hovedpointer er, at debatten om Europas fremtid er kendetegnet ved en samlende tidslig kraft og en spredende rumlig dimension. Debatten er karakteriseret ved en rekursiv fremdrift, således at meningsdannelsen gennem periodevis gentagelse af visse temaer og retoriske strategier bevæger sig i retning af den endelige vedtagelse af den nye grundtraktat. Disse gentagne temaer og deres formulering er fælles for både de overnationale ytringer og for tekster, der udgår fra de fem nationale kontekster, og jeg betegner dem konstitutive dikotomier. En konstitutiv dikotomi er et modsætningsforhold, i den europæiske debats tilfælde kan dette som oftest føres tilbage til en kontrast mellem nationalt tilhørsforhold og europæisk integration, hvis spænding søger overført til og udløst i skabelsen af det reformerede EU. Udover disse fælles temaer, der både inkluderer begrundelser for nødvendigheden af reform og debat, fastsættelse af hvad og hvordan der skal reformeres og debatteres, og egentlige forslag til reform, er der unikke forhold ved hver ytrings konkrete udsigelsessituation, og der er specifikke karakteristika ved hver af de nationale kontekster både hvad angår det der debatteres og måden der debatteres på. Således er man i den engelske og den danske kontekst konstant optaget af at italesætte EU og debatten om Europas fremtid som et konkret rum med et bestemt indhold, mens man i Frankrig og Spanien ser det europæiske projekt og reformprocessen som en abstrakt tidslig proces med et bestemt indhold. I Tyskland er man primært optaget af unionens institutionelle form og ligeledes af debattens formelle rammer, og man indskriver disse i konkrete geografiske og fysiske rum. Rent overnationale artikulationer er typisk både abstrakte i deres opfattelse af EU som en tidslig proces og i deres fokus på unionens og debattens form. Den endelige vurdering af den europæiske meningsdannelse, der konstitueres i og med debatten om Europas fremtid, peger på at EU er en konstant tilblivende størrelse. Den Europæiske offentlige debat i alle dens forskellige fremtoninger er en genuint konstituerende proces, men den er ikke karakteriseret ved et konstitutionelt øjeblik, hvor det europæiske folk kan siges at være gået sammen om at etablere det europæiske politiske system en gang for alle. EU finder sin legitimitet og den europæiske kollektive identitet fremkommer i den kontinuerlige og vidt forgrenede offentlige meningsdannelsesproces. Debattens målsætning, der i øvrigt også er EUs nye motto, er enighed i forskellighed, en konstitutiv dikotomi, der kun bevarer sin skabende kraft gennem konstant artikulation. Afhandlingen bidrager til den empiriske forståelse af en fremkommende europæisk offentlighed, der realiseres i løse koblinger mellem situationelt bundne artikulationer. Afhandlingen viser at genuin europæisk meningsdannelse endnu kun er en svag afskygning af de meninger, der artikuleres på nationalt niveau. Jeg konkluderer at en mere ensartet europæisk meningsdannelse ikke er en nødvendig forudsætning for borgernes fremtidige identifikation med og legitimering af EU, men at de forskellige kommunikative rum må bindes sammen i et tættere netværk, hvor man indenfor hver kontekst er opmærksom på de omgivende meningsdannelsesprocesser, og der i højere grad sker en udveksling af informationer og holdninger mellem de forskellige kontekster. Teoretisk bidrager afhandlingen til dannelsen af en tværfaglig platform fra hvilken meningsdannelse som sådan kan undersøges og forklares. Projektet viser at det retoriske perspektiv på meningsdannelse og samfundsvidenskabelige begrebsdannelser med fordel kan kombineres; i det konkrete tilfælde danner den retorisk-samfundsvidenskabelige syntese grundlag for udforskningen af europæiske meningsdannelsesprocesser. Mere overordnet argumenteres der i og med afhandlingen for en konstitutionel tilgang til den sociale virkelighed; det er i sammenhængen mellem del og helhed, artikulation og kontekst, det værende og det kommende, at mening bliver til

Velkommen til Merkolland – legitimeringsstrategier i den offentlige debat om eurokrisen

The question of how to deal with the EU’s economic crisis is often reduced to two opposed positions: auster- ity measures vs. public investments, neatly represented by German Chancellor Angela Merkel and French President Francois Hollande, respectively. Merkel and Hollande also represent two di erent visions of EU- legitimacy in the broader sense: political integration vs. economic integration. at both the speci c and the general di erences between the two can be reconciled, is exempli ed by the European Council’s decisions to supplement the scal compact with a growth compact and to begin a process of political and economic reform. However, the proposed entwinement of political and economic legitimacy ignores the dimension of social legitimacy or solidarity among strangers, as Jürgen Habermas would put it. is paper explores how issues of identity and solidarity gure in the public debate about the Euro crisis. e main argument is that the politico-economic constitution of the EU as ‘Merkolland’ has, so far, rendered it a rather soulless place.