New terms for collective action in the public sector in Denmark:Lessons learned from the teacher lock-out in 2013

This article investigates the use of collective action in the public sector by analysing the Danish teacher lock-out in 2013. The social partners in the public sector in Denmark (and the other Nordic countries) engage in negotiations and reach agreements regarding wages and working conditions in accordance with an institutional set-up developed in the private sector. This also applies to the use of the so-called weapons of conflict – strikes/blockades and lock-outs/boycotts – in connection with labour disputes if the parties are unable to reach agreement through negotiations or mediation. But there is a big difference in the premises and conditions upon which collective industrial conflict as an institutionalised form of collective action proceeds when comparing the public and private sectors in Denmark. The article shows how the use of collective industrial conflicts in the public sector has a number of built-in systemic institutional flaws, as the public employers are the budgetary authority and legislators at the same time. This is not a new finding; however, these multiple roles become problematic when public employers use the lock-out weapon offensively in combination with state intervention to end the dispute, which was the case during the teacher lock-out in 2013 in Denmark. The article concludes with the presentation of a number of proposed institutional adjustments for bringing the public bargaining model into balance. </jats:p

Betaler det sig? Fleksibilitet og løn i den danske fl exicurity-model

I beskrivelsen og fortolkningen af den danske flexicurity-model er løndannelsen normalt fraværende. Modellen beskrives som en 'balanceret model', hvor et trade-off mellem numerisk fl eksibilitet og indkomstsikkerhed via et velpolstret dagpengesystem og en aktiv arbejdsmarkedspolitik sikrer balancen mellem virksomhedernes behov for omkostningsfleksibilitet og lønmodtagernes behov for social og økonomisk tryghed. En supplerende fortolkning af modellen kunne være, at når danske lønmodtagere udviser fleksibilitet, består indkomstsikkerheden i, at de belønnes med en lønstigning. Det relevante forskningsspørgsmål i denne artikel er derfor: når danske lønmodtagere er fleksible, modtager de så en løn, der er højere eller lavere end den hidtidige løn? Betaler det sig at være fleksible på det danske arbejdsmarked, og i bekræftende fald, hvilken form for fleksibilitet betaler sig mest, intern eller ekstern fleksibilitet? Eller, betaler det sig bedst at 'blive hjemme', forstået som at blive i sit gamle job på den samme virksomhed

Betaler det sig? Fleksibilitet og løn i den danske fl exicurity-model

I beskrivelsen og fortolkningen af den danske flexicurity-model er løndannelsen normalt fraværende. Modellen beskrives som en 'balanceret model', hvor et trade-off mellem numerisk fl eksibilitet og indkomstsikkerhed via et velpolstret dagpengesystem og en aktiv arbejdsmarkedspolitik sikrer balancen mellem virksomhedernes behov for omkostningsfleksibilitet og lønmodtagernes behov for social og økonomisk tryghed. En supplerende fortolkning af modellen kunne være, at når danske lønmodtagere udviser fleksibilitet, består indkomstsikkerheden i, at de belønnes med en lønstigning. Det relevante forskningsspørgsmål i denne artikel er derfor: når danske lønmodtagere er fleksible, modtager de så en løn, der er højere eller lavere end den hidtidige løn? Betaler det sig at være fleksible på det danske arbejdsmarked, og i bekræftende fald, hvilken form for fleksibilitet betaler sig mest, intern eller ekstern fleksibilitet? Eller, betaler det sig bedst at 'blive hjemme', forstået som at blive i sit gamle job på den samme virksomhed

Asymmetri eller quid pro quo? : Magtforskelle i overenskomstforhandlingerne i den offentlige sektor

Er forhandlingsrelationerne mellem arbejdsgivere og lønmodtagere asymmetriske, dvs. har arbejdsgiverne altid overmagten, fordi en arbejdskonfl ikt altid er gratis for dem? Eller gælder det omvendt, at forhandlingerne har karakter af ”quid pro quo” (noget for noget), dvs. at begge parter, også arbejdsgiverne, må give reelle indrømmelser for at nå til et forhandlingsresultat, parterne kan acceptere? Det blev i forbindelse med de meget dramatiske overenskomstforhandlinger i 2018 (OK18) fremhævet, at magtforholdet i forhandlingerne var påvirket af, 1. at staten både er arbejdsgiver og lovgiver og derfor kan gennemtvinge en løsning og standse en evt. arbejdskonflikt, og 2. at arbejdsgiver ikke har et økonomisk tab ved en eventuel arbejdskonflikt (strejke eller lockout), i modsætning til lønmodtagerne, hvis strejkekasser tømmes under konflikten. På det private arbejdsmarked lider begge parter økonomiske tab ved en arbejdskonflikt, stort eller lille, og magtbalancen mellem parterne er derfor som udgangspunkt mere ligeligt fordelt end i den offentlige sektor. I forbindelse med det mindre dramatiske forløb i 2021 har synspunktet dog været mindre fremherskende

Lønpræmie for lønmodtagere dækket af en overenskomst? Danmark som case

Udenlandske studier, primært i USA og England, har påvist, at lønmodtagere, der er medlem af en fagforening, får en lønpræmie i forhold til lønmodtagere, der ikke er medlem af en fagforening. Det vil sige, at der opnås en lønmæssig gevinst ved at være fagforeningsmedlem sammenlignet med ikke at være det. I artiklen her undersøger vi, på baggrund af et unikt dansk empirisk løndatamateriale, om de udenlandske resultater genfindes på det danske arbejdsmarked. Vores undersøgelse viser, at overenskomstdækning giver faggrupperne i bunden af lønhierarkiet de største løngevinster og giver en samlet, gennemsnitlig løngevinst for lønmodtagere, der er dækket af en kollektiv overenskomst sammenlignet med lønmodtagere, der ikke er overenskomstdækket

Almengørelse af overenskomsterne — et støtteben til den danske model?

Det danske arbejdsmarked har det seneste tiår oplevet et markant fald i den samlede organisationsprocent. Faldet er primært indtruffet i den private sektor, og helt overvejende i brancher, hvor arbejdsgiverne ikke er organiserede, og overenskomstdækningen er lav eller ikke eksisterende. I den samme periode har det danske arbejdsmarked modtaget en massiv indvandring af udenlands arbejdskraft, der helt overvejende har arbejdet på løn- og arbejdsvilkår, der har ligget langt under det niveau, som danske overenskomster sikrer. Den udenlandske arbejdskraft udkonkurrerer dermed den danske arbejdskraft gennem social dumping, og da de udenlandske lønmodtagere for hovedpartens vedkommende fravælger medlemskab af fagforeningerne, bliver den danske model endnu engang taberen. Den manglende overenskomstdækning og håndhævelse af overenskomsternes indhold fører således til både tab af medlemmer og tab af jobs til danske lønmodtagere. I Norge har man i årevis bekæmpet social dumping med en 'almengørelse' af overenskomsternes indhold til hele det uorganiserede arbejdsmarked. Kan almengørelse af de partsaftalte danske overenskomster til det uorganiserede arbejdsmarked være med til at stabilisere den danske model, dels gennem bekæmpelse af social dumping, dels gennem organisering af flere medlemmer i fagforeningerne? Denne artikel forsøger at give svaret, dels gennem en analyse af sammenhængen mellem overenskomstdækning og faglig organisering, dels via en præsentation af udenlandske eksempler på 'almengørelse' med fokus på det norske eksempel. Artiklen afsluttes med en præsentation af LO's syn på 'almengørelse' af overenskomsterne som et middel til en styrkelse af den danske model