Pedersen, Nikolaj

Danish

Petersen, Nikolaj

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

Kampen om klimaet

Kampen om klimaetNikolaj PetersenMeilstrups bog giver ikke blot et kvalificeret budpå, hvorfor COP15 blev et topmøde, der løb løbsk. Den er også central for forståelsen af for-muleringen af dansk udenrigspolitik og i bredereforstand et bidrag til forståelsen af mål og strate -gier i dansk udenrigspolitik i Fogh-periodenudenrigs 3 · 2010118Per Meilstrup: Kampen om klimaet.Historien om et topmøde der løbløbsk. People’s Press, København 2010.305 sider.‘Højt at flyve – dybt at falde’ kunnevære en alternativ titel på dennefremragende bog om Danmarksstør ste diplomatiske satsning nogen-sinde, FN’s klimatopmøde COP15 iKøbenhavn. Forfatteren, der er kli-madirektør ved tænketanken Man-dag Morgen og indtil 2007 var ansati Miljøstyrelsen, har minutiøst fulgtmødeforberedelserne og har under-vejs og efterfølgende haft lange sam-taler med Connie Hedegaard ogLars Løkke Rasmussen og interview-et “en lang række af centralt place-rede embedsmænd fra Udenrigs-,Stats- og Klima- og Energiministeri-et, som udgjorde grundstammen iDanmarks forberedelsesarbejde ogforhandlerteamet i Bella Center”. Bogen er bygget op omkring ud-sagn fra disse kilder, som bortset frade to ministre er anonymiserede,dog således at deres organisationstil-hør som oftest er angivet. Uden atder er foretaget en optælling, er detindtrykket, at forfatterens kilder harflydt rigeligere fra klimasiden endfra Statsministeriet; således har An-ders Fogh Rasmussen ikke medvir-ket, ligesom det står uklart, i hvilketomfang den centrale embedsmand,departementsråd Bo Lidegaard, harbidraget. Det samme gælder i øvrigthans med- og modspiller, Klima- ogEnergiministeriets internationalehovedforhandler Thomas Becker.Denne tyngdefordeling afspejlerogså forfatterens sympatier, sommere er med klimafolkene end medudenrigs 3 · 2010 119‘strategerne’ i Statsministeriet, meremed bogens heroine Connie Hede-gaard end med Fogh og Løkke Ras -mussen. Nogen egentlig bias er derdog ikke tale om. Uanset dette udgør den udbredtebrug af anonyme kilder, der bogenigennem konsekvent gengives i cita-tionstegn, naturligvis et metodiskproblem, der primært må vurderespå, om fremstillingen adderer op tilen plausibel fortælling, der stemmeroverens med, hvad vi ellers ved, ogom den giver løsninger på de ‘gå-der’, som har omhyllet de danskekonferenceforberedelser og detutrolige konferenceforløb. Der eringen tvivl om, at bogen lever op tildisse krav. Den er dertil velskrevet og elemen -tært spændende som nogen politiskthriller. Strukturen er enkelt, meneffektivt bygget op af kapitler, derfølger begivenhederne hver af kon-ferencens 13 dage, vekslende medkapitler, der tegner udviklingen idansk klimapolitik og mødeforbere-delserne fra 2004, hvor den belaste-de miljøminister Hans Chr. Schmidtblev afløst af Connie Hedegaard. Ministerskiftet var første trin i An-ders Fogh Rasmussens forvandlingfra miljøskeptiker til internationalklima-aktivist. Andet trin var denprivate lære, han drog af Muham-med-krisen, nemlig at Vesten måttegøre sig uafhængig af olien fra Mel-lemøsten og derfor satse på vedva-rende energikilder, mens det tredjetrin var beslutningen om at læggebillet ind på formandskabet forCOP15, det møde der var udset til atvedtage en ny, omfattende internati-onal klimaaftale som opfølgning afKyoto-protokollen af 1997. Ideen kom fra Thomas Becker,blev grebet af Connie Hedegaard ogkøbt af Fogh Rasmussen som et na -tionalt branding-projekt. Efter enomfattende diplomatisk indsats lyk-kedes det i foråret 2007 Danmark attilkæmpe sig formandskabet, ikkemindst fordi Connie Hedegaardgennem den såkaldte Grønlandsdia-log havde skabt sig en stærk positioni international klimapolitik.Grunden til fiaskoAllerede her – understreger forfatte-ren – blev grunden lagt til formand-skabsfiaskoen i december 2009, idetFogh og Statsministeriets embeds-mænd fra begyndelsen betragtedetopmødet som et nationalt prestige-projekt inden for rammerne af denaktivistiske udenrigspolitik, mensConnie Hedegaard og Klima- ogEnergiministeriet så formandskabetsom en international opgave, somDanmark havde påtaget sig at løsepå COP-processens præmisser. Helt fra 2007 stod de to opfattel-ser mod hinanden, idet et forsøg påat aftale en integreret organisationtil koordinering af mødeforberedel-serne ikke skabte den fornødneklarhed. Aftalen indebar et bemær-kelsesværdigt magtafkald fra Uden-rigsministeriets side, ved at Per StigKampen om klimaetMøller uden sværdslag overlod for-handlingsledelsen til sin protegéConnie Hedegaards ministerium, så-ledes at Udenrigsministeriet ‘kun’fik ansvaret for konferencelogistik-ken og public diplomacy i forbindel-se med mødet. Statsministeriet skul-le i henhold til det aftalte svæve overvandene og have den overordnedekoordination, blandt andet ved at etinterdepartementalt COP15-sekreta-riat blev placeret dér under ledelseaf Bo Lidegaard. Uklarheden i dettearrangement kom frem i Lidegaardssvar på et spørgsmål fra “en af Miljø -ministeriets embedsmænd” om detbetød, at han rangerede over Con-nie Hedegaard. Hertil skal Lidega-ard have svaret: ”Nærmest ja.”Efterfølgende magtspilBogens mest fascinerende, men be-stemt ikke mest opbyggelige afsnit,drejer sig om det efterfølgendemagtspil mellem de to ministre ogderes topembedsmænd – med Stats-ministeriet som den givne vinder påden korte bane, men også som tabe-ren af ‘terrinen’ på den lange. Manhar næppe tidligere set et så klartdokumenteret eksempel på bureau-kratisk infight om indflydelse og sta-tus i dansk udenrigspolitik. Som antydet var der ikke blot taleom en kamp om ‘turf’(’territorium’),men også om principielle menings-forskelle mellem Statsministeriet ogKlima- og Energiministeriet. For detførste fortsatte den grundlæggendeuenighed om formandskabets ind-hold. Statsministeriet så rollen somet aktivt lederskab til fremme af dan-ske og vestlige værdier og som enlejlighed til at promovere Danmarkinternationalt, mens Klima- og Ener-giministeriet (støttet af FN’s klimase-kretariat og Udenrigsministeriet)understregede rollen som neutral‘facilitator’ af enighed mellem dedeltagende lande og inden for denløbende COP-proces. Denne bestodprimært i arbejdet i to arbejdsgrup-per, der skulle udarbejde tekster tilen generel klimakonvention og enspecifik aftale om videreførelse afKyoto-protokollen. I den sidste fase blev det til uenig-hed, om Danmark skulle lægge siteget politiske udspil til en aftaletekstpå bordet eller ej. For det andet varder uenighed om håndteringen afUSA, som Connie Hedegaard varrede til at presse langt hårdere, endStatsministeriet kunne gå med til.For det tredje opstod uenighed omrammen om en ny klimaaftale, hvorStatsministeriet efterhånden blevindstillet på at søge en ny aftale vedat gå uden om Kyoto-protokollen ogCOP-processen, hvad Klimaministe-riet opfattede som en fatal fejltagelse. Konsekvensen af disse divergenserblev, at der blev skabt tvivl om, hvemder egentlig repræsenterede Dan-mark, og hvad formandskabets stra-tegi gik ud på. Uklarheden blev ikkemindre af, at Thomas Becker blevsat ud af spillet af en bilagssag kortfør konferencens start.120 udenrigs 3 · 2010LITTERATURDe tretten dageDe to parter var dog enige om énting, nemlig at ‘tale konferencenop’, hvorved der skabtes et forvent-ningspres, som konferencen ikkekunne leve op til. Bogens andet hovedtema er detretten dages forhandlinger (ellerhvad man nu skal kalde dem). Alt,hvad der kunne gå galt, gik nemliggalt. Udenrigsminister Hillary Clin-tons bemærkning til den netop an-komne præsident Barack Obama, atdette var det værste møde, hun hav-de deltaget i siden 8. klasses elevråd,illustrerer situationen på den sidsteofficielle forhandlingsdag. Kaos startede allerede på konfe-rencens anden dag med, at kineser-ne lækkede et dokument, som Stats-ministeriet – imod Klimaministerietsstærke advarsel – tidligere havde for-delt til en mindre gruppe lande. Do-kumentet havde stærk slagside tililandssiden, men var ikke længerefuldt dækkende for den danske hold-ning. Men resultatet blev ikke destomindre, at lækket med et slag umu-liggjorde det danske formandskab iulandenes øjne. (Det er et underligttræk ved analysen, at forfatterenikke standser op her og overvejerden pågældende journalists rolle.Var det ok at publicere et ganske vistautentisk, men uaktuelt dokument,før dokumentets status var afklaret?).Herefter var det kun op ad bakke,og det danske formandskab befandtsig snart i en reel Catch 22 situation.På den ene side var forhandlingernei COP’s to arbejdsgrupper ikke skre-det langt nok frem til, at der forelået reelt grundlag for et konference-dokument; på den anden side satteen kompakt ulandsgruppe sig vold-somt imod formandskabets inten -tion om at søge dødvandet brudtved at kaste et dansk kompromis -papir ind i debatten. Statsminister Lars Løkke Rasmus-sen, der præsiderede over plenarde-batten de sidste dage, blev i særliggrad genstand for ulandenes massi-ve mistillid, som ikke blev mindre afde mange tegn på hans fremmed-hed over for den proces, han var sattil at lede i havn. Også støtten fra devestlige lande til formanden var be-hersket, og USA, Storbritannien ogEU advarede ham på et tidspunkt ien samlet aktion mod at fremlæggedet danske kompromisforslag.I denne umulige situation beslut-tede statsministeren ikke at stikkepiben ind, men at bruge de tilstede-værende over hundrede stats- og re-geringschefer til at presse et resultatigennem. Mens formandskabet gjor-de et sidste forsøg på at afslutteCOP-forhandlingerne, indledtes for-handlinger på kryds og tværs mel-lem stats- og regeringscheferne, dergradvis skabte den magre Copenha-gen Accord, der blev konferencensofficielle resultat. Det var først i den-ne fase, at det danske formandskabfik lagt et papir på bordet, men i enstærkt barberet version. Den ‘store’danske kompromistekst, som der121udenrigs 3 · 2010Kampen om klimaethavde været ofret utallige arbejdsti-mer på at udarbejde, omskrive ogajourføre, blev ikke lagt på bordet,men kunne efter forfatterens vurde-ring have været grundlag for et an-det og bedre resultat af COP15.Ingen har formentlig et fuldt over -blik over den forvirrende og impro-viserede mødeaktivitet de sidste kon-ferencedage. Men forfatteren harsikkert ret i, at det her gik op foralle, at ‘en ny verdensorden’ varfødt. Ikke blot markerede Kina sig somen uomgængelig supermagt, menogså de store ulande, Brasilien, Indi-en, Sydafrika med flere markeredesig som tunge spillere på den inter-nationale bane. Den måske mest si-gende enkelthændelse var, da præsi-dent Obama og udenrigsministerClinton i jagten på den kinesiskedelegationsleder Wen Jiabao gate-crashede et møde mellem denne ogdisse tre store ulandes ledere, Lula,Singh og Zuma. Efter dette møde og umiddelbartinden hjemrejsen med Air ForceOne proklamerede Obama nogetforhastet, at der nu var opnået enig-hed. Som forfatteren bemærker:“Netop dette øjeblik skulle have væ-ret Danmarks og Danmarks statsmi-nisters golden hour. Kronen på vær-ket”. Det blev det ikke. Uanset det mag-re indhold i the Copenhagen Ac-cord viste det sig uhyre vanskeligt atfå den vedtaget i plenarforsamlin-gen, hvor kritikken af den danskemødeledelse fortsatte til det sidste.Det var måske sigende, at hverkenHedegaard eller Løkke var til stede,da slutdokumentet blev formelt ved-taget. De var taget hjem for at sove. Ikke Danmarks skyld Afslutningsvis konkluderer forfatte-ren, at det magre udbytte af COP15ikke var Danmarks skyld, idet magt-spillet mellem Kina og USA og kon-flikterne mellem i- og ulande lagdesig i vejen for den politiske vilje, dervar forudsætningen for en substan -tiel aftale. Alligevel er han stærkt kritisk overfor den danske håndtering af for-mandsrollen. Det lykkedes ikke “atrepræsentere parterne og formidleden størst mulige grad af enighedmellem parterne i en veltilrettelagtproces”. Og samtidig slog “Dan-marks forsøg på at agere fødsels-hjælper for en global konsensus ogderigennem skabe sig en markantglobal position” også fejl. Både un-der forberedelserne og selve konfe-rencen begik formandskabet enrække fejl, som var “ansvarspådrag -ende”. For det første skruede detforventningerne voldsomt i vejret,for det andet valgte det en kontro-versiel strategi for at nå i mål. Fordet tredje overhørte det råd og ad-varsler fra partnere og allierede, dafaren for fiasko blev overhængende. Mejlstrup går ikke dybere i sin kri-tik af formandskabet. Man kunneimidlertid gå videre og argumente-122 udenrigs 3 · 2010LITTERATURre, at fiaskoen ikke var en tilfældig-hed skabt af ugunstige ydre og indreforhold, men et logisk konsekvens afden Fogh’ske udenrigspolitik meddens vægt på promovering af Dan-mark som en strategisk aktør på ver-densplan. I dette perspektiv var det Foghs‘hijacking’ af klimadagsordenen ogspecielt COP15 i 2006-07, der skabteproblemet. Hvis Connie Hedegaard,der som den eneste slipper for kritiki denne bog, skal bebrejdes noget,kunne det være, at hun og hendesembedsmænd i bestræbelsen for atgøre noget ved klimaspørgsmåletkoblede sig til den Fogh’ske dagsor-den og dermed udsatte sig for at mi-ste kontrollen over konferencefor-beredelserne. En anden svaghed vedklimasidens strategi, som forfatterenkunne have understreget kraftigere,var dens afhængighed af COP-pro-cessen, der viste sig ikke at kunne le-vere, da det kom til stykket. Meilstrups bog giver ikke blot etkvalificeret bud på, hvorfor COP15blev “et topmøde der løb løbsk”.Den er også uhyre central for for -ståelsen af formuleringen af danskudenrigspolitik ved sin detaljerededokumentation af relationerne mel-lem to ministerier og af Statsministe-riets ambitioner om en ledendeudenrigspolitisk rolle. I bredere forstand er den et for-nemt bidrag til forståelsen af mål ogstrategier i dansk udenrigspolitik iFogh-perioden. Nikolaj Petersen er professor emeritus,Aarhus Universitet.123udenrigs 3 · 2010Kampen om klimaet

https://tidsskrift.dk/udenrigs/article/download/119100/166935

Kampen om klimaet

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)