Andersen, Louise

Danish

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

Noter i marginenNorden, sammenbrudte stater og FNudenrigs 1 · 20094År efter år finder vi de fem nordiskelande – Danmark, Finland, Island,Norge og Sverige – helt i top i demange index, der forsøger at målestaters sammenhængskraft og indrestyrke. I bunden finder man – medlidt større variation – lande somSomalia, Sudan, Den DemokratiskeRepublik Congo, Irak og Afghani -stan. Hvad synes da mere naturligtend, at Norden står sammen om athjælpe sådanne uroplagede landepå fode igen? Det er da også netop, hvad denforhenværende norske udenrigsmi-nister Thorvald Stoltenberg foreslåri sin rapport af 9. februar 2009 omet styrket nordisk samarbejde omudenrigs- og sikkerhedspolitik. Stol-tenberg begrunder sit forslag i etudbredt nordisk ønske om “å utvikledet nordiske styrkebidraget til FN’soperasjoner med utgangspunkt i ak-tuelle behov og nordiske lands særli-ge fortrinn”. Men er det nu så op-lagt, at tættere bånd mellem de nor-diske lande vil føre til bedre resulta-ter i konkrete FN-indsatser rundtomkring i verden? Ikke nødvendig-vis.Tværtimod kan den foreslåedefællesnordiske indsatsenhed risikereat føre til en yderligere fragmente-ring af de i forvejen mangelfuldt ko-ordinerede indsatser, der i dag fore-går under et samlet FN-mandat.Altså det stik modsatte af, hvad Stol-tenberg – og de nordiske landesudenrigsministre – ønsker. For at undgå dette, er det afgø-rende, at en fælles-nordisk civil-mili-tær indsats fra starten indgår som enintegreret del af den samlede ind-sats. Det nordiske bidrag må ikkeudvikle sig til en separat blok, hvorønsket om at skabe indre sammen-hæng – og plante ydre flag – sætteshøjere end det overordnede målmed FN’s indsats. Det betyder ikke nødvendigvis, atnordiske soldater – en akut mangel-vare i FN-operationer – skal indgå ien samlet FN-styrke og fungere un-der FN-kommando. EU’s militæreoperationer i bl.a. den Demokrati-ske Republik Congo har tidligerevist, at kortvarige indsatser godt kangennemføres parallelt med FN’s blåhjelme og alligevel bidrage til FN’ssamlede målsætning. Men det bety-der, at samspillet mellem de fire fo-reslåede komponenter i den fælles-nordiske enhed: militær, humanitærindsats, statsbygning og udviklings-bistand, først og fremmest skal tæn-kes vertikalt og ikke horisontalt. Norden, sammenbrudte stater og FNudenrigs 1 · 2009 5Nordiske humanitære bidrag skalførst og fremmest ses i sammen-hæng med og som en del af andrehumanitære indsatser. Nordiskestatsbygningsindsatser skal koordi-neres med indsatserne fra andrelande og internationale organisatio-ners indsatser. Og nordiske udvik-lingsprojekter skal indgå som en delaf den samlede udviklingsindsats,hvis overordnede rammer (ideeltset) fastlægges mellem Verdensban-ken, FN og den nationale regering. Dette er nærmest selvindlysendepointer, på grænsen til det trivielle.Måske især for de nordiske regerin-ger, der typisk er blandt de varmestefortalere for øget internationaltsamarbejde. Men ikke desto mindrepointer det kan være nødvendigt aterindre om og holde fast. Den tankegang, der afspejler sig iStoltenbergs forslag, bygger nemligpå en fundamentalt anderledes lo-gik. En logik, der tilsiger, at der måskabes indre sammenhæng mellemens forskelligartede indsatser, førman kan indgå meningsfuldt i sam-arbejde med andre aktører. (Læse-re, der er bekendte med den danskeregerings ‘samtænkning’ af civile ogmilitære indsatser, vil genkende lo-gikken derfra.) I det konkrete forslag fra Stolten-berg viser logikken sig først og frem-mest i beskrivelsen af den nordiskeenhed som en række fortløbendeindsatser, der bygger på og forud-sætter hinanden: Først sættes denmilitære enhed ind for at bane ve-jen for den humanitære enhed, derhurtigt følges op af en koordineretstatsbygningsindsats med fokus påpoliti og retsvæsen, som efterfølgen-de overtages af en bistandskompo-nent, der kan støtte mere langsigte-de udviklingsprojekter som del af enexit-strategi, der gør det muligt at af-slutte operationen. Hvis den nordiske indsatsenhedvar den eneste ude frakommende ak-tør på banen, ville en sådan skema-tisk fremstilling af opgaven måskegive mening. Men de fem nordiskelande er hverken de eneste eller devæsentligste internationale spillere.Derfor er det misvisende, når Stol-tenberg skriver afslutningsvist, atden “store utfordringen ved oppbyg-ning og bruk av en nordisk insatsen-het er å sikre et godt samspill mel-lom de militære og sivile kompo-nenter”. En endnu større udfordring liggeri at indtænke den nordiske indsats ide øvrige internationale indsatser.Samtænkningen skal ikke kun skeinternt i Norden, men mellem allede mangeartede internationale ak-tører, der kommer på banen, hvergang FN indleder en ny fredsopera-tion. FN har i seneste år gennemført enrække reformer, der på forskellig vissøger at forbedre organisationensevne til at stå i spidsen for det inter-nationale samfunds indsatser i kon-fliktplagede og sammenbrudte sta-ter. Ud over den højprofileredeFredsbygningskommission, der bl.a.NOTER I MARGINENudenrigs 1 · 20096med kraftig støtte fra Danmark blevetableret 2005 og som siden har le-vet et meget stille liv, arbejder FN nugennem såkaldt integrerede missio-ner, hvor alle FN’s indsatser er sam-let under én fælles operationel le-delse. Samtidig har afdelingen for freds-bevarende operationer gennemførten række reformer, der skulle gøredem bedre i stand til at hjælpe folk ifelten med strategisk rådgivning ogformuleret en ny doktrin (CapstoneDoktrinen) der fastlægger nogleoverordnede rammer for de kom-plekse fredsoperationer, FN i dagbliver pålagt. Et af elementerne heri er de så-kaldte Peacekeeping Partnershipsmed andre aktø rer, der har militærestyrker i et område. FN lægger optil, at de hidtidige ad-hoc samarbej-der afløses af mere systematiske rela-tioner og fremhæver som eksempelsamarbejdsaftalen med EU. I trådmed denne partnerskabstanke harFN’s udviklingsprogrammer udvikletet tæt samarbejde med Verdensban-ken og i fællesskabet formuleret enrække instrumenter og mekanismer,der skal sikre, at ressourcerne sættesind de rigtige steder i post-konfliktsituationer, hvor alting synes at væreen akut prioritet. FN ér en supertanker, og kursenlægges ikke om fra dag til dag, mender tegner sig et billede af en orga-nisation, der reelt prøver på at skabeden nødvendige forandring, derskal til for at leve op til forventnin-gerne og udfordringerne. Det ud-bredte nordiske ønske om at styrkeFN, der lægger bag forslaget om enfælles-nordisk civil-militær enhed,kan godt tænkes ind i dette arbejde.Men det kræver, at de fem nordiskeudenrigsministre holder sig for øje,at nordisk partnerskab ikke er etmål i sig selv. Verdens svageste stater – og ikkemindst de mennesker, der bor i dem– bliver ikke nødvendigvis bedrehjulpet af, at Norden (gen)findersig selv. I en global verden, er detglobale partnerskaber, der er brugfor.Louise Andersen er ph.d.-studerende,Dansk Institut for Internationale Studier.

Norden, sammenbrudte stater og FN

https://tidsskrift.dk/udenrigs/article/download/119389/167174

Norden, sammenbrudte stater og FN

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)