Hald, Kristian

Danish

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

Anmeldelser 143ger og gjort bybegrebet flydende. Fantasterierne stikker ind imellem hovedet frem som med Øresundsbyen -  eller Øregasbyen, som den kaldes her -  og som med Kalundborg, som nogle i fuld alvor troede ville blive en vestsjællandsk pendant til hovedstaden -  fordi et olieraffinaderi blev placeret ved havnen! Byplanlaboratoriet vil have den brede offentlighed med i debatten, og beder politikerne ikke blive sure, fordi ingen siger noget til at begynde med. Der gik 50 år, inden stemmeprocenten efter grundlovens givelse nåede op over 30. Tilvænningsprocessen vil være lang, og man må derfor begynde tidligt -  ved at inddrage den lokale planlægning i skolernes undervisning.Utvivlsomt kunne byplanlæggerne have fejret deres jubilæum med et vægtigt teknisk-videnskabeligt værk. Det burde nok i virkeligheden skrives. Men derfor kunne det foreliggende ikke undværes. Det er særdeles informativt -  og skægt.F in n  H . La u r id se nJordanes-ForskningJ. SVENNUNG: JORDANES U N D  SCANDIA. K rit is ch -exege tische  S tud ien.Skr. ut g. av K .  H u m an is t is k a  vetenskapssam fundet i  U p p sa la  44:2 A .  S to ck ­ho lm  og  U pp sa la  1967. 35 sv. kr.En overmåde lærd bog af den fremragende Uppsala-latinist, der tidligere har behandlet hermed sammenhængende problemer, bl. a. i bogen om Scandinavia und Scandia fra 1963. Jordanes berømte værk Getica fra 551 indeholder et kapi­tel om Scandia, der går tilbage til Cassiodorus tabte goterhistorie, som atter må antages at bygge på mundtlige beretninger fra Norden. Kapitlet indeholder 28 nordiske folke- og stammenavne, som med størrre eller mindre sikkerhed kan tolkes og lokaliseres, og som der naturligvis eksisterer en omfattende litteratur om. Behandlingen af disse navne i kap. 3 er det største og mest centrale afsnit i Svennungs bog. Det er hans opfattelse, at de tre første navne, folkenavnene adogit =  (h)alogii »beboere af Hålogaland«, scerefennae »lapper« (samer) og suehans »sveer«, stammer fra skriftlige kilder, mens de øvrige bygger på beret­ninger fra en søfarende, der har rejst fra det vestlige Skåne langs Skandinaviens vestkyst til Romsdal i Norge.Flere af navnene tilhører, som påvist af J. V. Svensson i en bekendt afhandling om »De nordiska folknamnen hos Jordanes« (i Namn och Bygd 1917), ganske små folkestammer, der må have boet på et begrænset område, strækkende sig fra det vestlige Skåne og det nuværende Halland til et stykke op i Bohuslen. Svennung tager alle disse navne op til fornyet og grundig prøvelse og kommer i flere tilfælde til nye resultater med hensyn til deres oprindelse. Indgående behandles i en excurs navnene Greutungi, Tervingi, Visi og Gipidae, der alle kendes fra andre klassiske kilder.Ikke alle forfatterens forslag virker lige overbevisende. Det forekommer såle-144 Anmeldelserdes meget dristigt at opfatte mixi som fejlskrivning for *hixi og tolke det som et urnordisk *hiskiR »beboere af øen Hisingen« (i Bohuslen).Om Gotemes udvandring fra Scandia handler kap. 9. Svennung opfatter Geti- cas (dvs. Cassiodorus) beretning om udvandringen som ægte folkeoverlevering (svensk: folksägen). Sproglige indicier i visse af de sydsvenske stammenavne taler for, at goterne stammer fra göternes egne, og Geticas tekst peger snarest på Vestergötland.Selv om Svennungs værk ikke er det sidste ord i sagen og meget utvivlsomt vil blive taget op til ny overvejelse, er hans bog et meget fængslende arbejde, præget som det er af forfatterens store lærdom, skarpsindighed og -  dristig­hed.K r is t ia n  H a ldOlddanske personnavneKRISTIAN  HALD: PER S O N N A V N E  I D A N M A R K . /. O ld tiden . D H F ’shåndbøger. 1971. 123 sider, 1 kort. Sær p r is  indb . 23 kr.Personnavne er naturligvis først og fremmest sprogligt materiale og et sproghi­storisk anliggende, men tillige vigtige fixpunkter i megen historieforskning, og det er derfor en god og nyttig disposition at lade Kristian Halds personnavnestu­dier komme i D H F ’s håndbogsserie. Det i 1971 udkomne første bind omhandler de ældste navne (udelukkende fornavne), fra folkevandringstid og vikingetid, andet bind skal behandle de talrige fremmede personnavne, der indlånes i mid­delalderen, og de i denne periode opdukkende tilnavne, og tredje bind skal dreje sig om navneskikkens udvikling i nyere tid.Hald beklager i forordet, at fremstillingen her og der er blevet noget tynget af sproghistoriske detailundersøgelser, men det skal man ikke lade sig af­skrække af; Hald har jo en særlig evne, tidligere demonstreret bl. a. i »Vore Stednavne« (2. udg. 1965) og »Stednavne og kulturhistorie« (1966), til at skrive klart og forståeligt for andre end specialister om indviklede sproglige fænomener.Værkets titel, »Personnavne i Danmark«, antyder (ligesom Bengt Holbeks og Iver Kjærs »Ordsprog i Danmark« 1969) et karakteristisk forhold ved personnavnene, nemlig at de altid (i vor kulturkreds) har været overordentlig udsat for ændringer på grund af skiftende kultur- og modestrømninger (Hald s. 112). I de tidlige perioder, Hald behandler i 1. bind, kan det ganske vist være vanskeligt at afgøre, hvad der er hjemligt og hvad der er kommet udefra, dels fordi den dominerende brug af to-leddede navne er fælles indo-europæisk (kendt i oldindisk, men bedst bevaret hos grækerne, germanerne og kelterne), dels på grund af større sprogligt fællesskab mellem germanerne. Det dansk-svenske kon­genavn E r ik , som ikke er direkte overleveret i urnordiske kilder, men indgår i et lev-navn, det sjællandske Erikslev (Jerslev?), er nok af hjemlig oprindelse, men efterleddet - r ik  (»hersker, konge«, identisk med latinsk rex) er et ældgammelt

Svennung, J.: Jordanes und Scandia

https://tidsskrift.dk/fortidognutid/article/download/117289/165376

Svennung, J.: Jordanes und Scandia

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)