Douglas H. Johnson: Nuer Prophets. A history of Prophecy from the Upper Nile in the Nineteenth and Twentieth Centuries
Anmeldes af Nina Johnse

Johnsen, Nina

Danish

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

folkningens kamp for sine rettigheter. Såvel redaktørene som IWGIA må berømmes for sin profesjonalitet og innsats i produksjonen av denne boken, som fortjener et stort og bredt publikum.Edvard Hviding Institutt for sosialantropologi Universitetet i BergenDOUGLAS H. JOHNSON: Nuer Prophets. A History of Prophecy from the Upper Nile in the Nineteenth and Twentieth Centuries. Oxford Studies in Social and Cultural Anthropology. Oxford: Clarendon Press 1994. 407 sider, illustreret. ISBN 0-19- 827907-8 hardback, pris £40.00.På smudsbindet annoncerer forlaget denne bog som „det første større studie af nueme baseret på primærforskning siden Evans- Pritchards klassiske Nuer Religion." Denne anmelder havde derfor tre forventninger til Johnsons bog: At bogen ville forholde sig til Evans-Pritchards værker om nueme, at den som monografi baseret på primærforskning ville give forfriskende ny viden om profeti i Nuerland også i nyere tid, og at den ville have teoretiske overvejelser omkring fænomenet profeti. Dem er der ikke mange af i antropolo­gien.For læsere, der griber til bogen i forvent­ning om at få klarhed over alt det omkring de historiske nuer-profeter, som var udeladt hos Evans-Pritchard, er der tale om gefundenes Pressen. Er ønsket derimod at få at vide, om profeterne har været aktive i borgerkrigs- tilstandene efter Sudans uafhængighed, må man blot væbne sig med en stor portion tålmo­dighed. Det kommer, som den gode dessert som en oplevelse til sidst, men det er unægte­lig! kolonitidens profeter og den posthume dialog med Evans-Pritchard, der er hovedret­ten. Var man, som undertegnede, især sulten efter en teoretisk belysning af fænomenet pro­feter, vil man nok sidde hungrig tilbage efter endt læsning.Johnson vedgår, at bogen er et opgør med Evans-Pritchards tolkninger, men den tager også sine afsætningspunkter fra dette pioner­arbejde. Snarere er det egentlige opgør rettet mod „den store, og stadigt voksende, type af sekundærstudier, der beskæftiger sig med teo­retiske diskussioner af Evans Pritchards nuer-trilogi" (side xi), og Johnson finder ikke an­ledning til at „gøre nogen undskyldning for detaljerne præsenteret i dette studie [...] Alt for ofte er folkene i det sydlige Sudan - især nueme - blevet generaliseret ud i ren abstrak­tion. Læsere, der vil forstå det sydlige Sudan, må nødvendigvis være villige til at fordøje detaljen" (side xii). Dette er i sig selv legitime synspunkter, problemet er blot, at aversionen mod den i sandhed voluminøse sekundærlitte­ratur tilsyneladende giver sig udslag i en aver­sion mod teoretiseren i det hele taget. Derved bliver læsningen af de mange detaljer om­kring mylderet af profeter en tung og til tider kedsommelig proces; detaljerigdommen var lettere gledet ned, hvis det i højere grad var ekspliciteret, hvor Johnson vil hen. Det for­hold, at der er tale om den første Evans- Pritchard-diskussion baseret på friske data kan ikke alene bære historien.Her skal ikke i detaljer refereres Johnsons mange - og indrømmet, ofte imponerende rig­holdige - empiriske detaljer, men blot gives et resumé af hans argument. De første profeter opstod som en selvstændig, intern udvikling før koloniseringen, og før mahdibevægelsen. Der var tale om en vis påvirkning fra dinka- religion i kraft af faktisk slægtskab, men ikke kopiering. Ngundeng var en innovator, fordi han tilskyndede enhed på tværs af sektionelle skel og endda ud over etniske grænser, men ifølge Johnson var nuer-profeteme ikke af den type politisk-religiøse ledere, der opstår som en direkte følge af eksternt påført krise og en­gageret i oprør mod den fremmede overmagt, som profeter oftest gøres til ud fra en bagved­liggende antagelse om, at traditionelle sam­fund oprindeligt var lukkede, statiske størrel­ser, som blev tvunget åbne ved kolonisering. Deres projekt var at skabe et moralsk fælles­skab nueme imellem. De søgte at indføre en moralsk skelnen mellem guddomme fra oven, og magter fra neden, og de sidstnævntes jor­diske hylstre skulle bekæmpes, fordi magisk manipulation på bunden handler om egoistisk vinding. Profeterne virkede ifølge Johnson primært for at skabe kollektiv fred og moralsk fællesskab, sekundært for at skabe frugtbar­hed og forebygge og helbrede sygdom blandt mennesker og dyr. Deres profetier, manifeste i deres kaldelser, gerninger, levnedsforløb og især i deres sange, lever videre blandt deres efterkommere og genoplives stadig, og gud­domme manifesterer sig til stadighed i nye profeter i forsøget på at give mening til de se­159nere årtiers krigshandlinger, hvor skiftende selvbestaltede regimer gentager kolonitidens forsøg på at forvalte nueme.Men selv om de individuelle profeter re­præsenterede innovation, var de som fæno­men et udtryk for kontinuitet. De byggede vi­dere på traditionen for, at visse mænd kunne arve en særlig forbindelse til guddomme fra oven, den fra Evans-Pritchards værker så kendte guan kuoth, „ejer af en guddom", som er det ord for fænomenet, der hyppigst anven­des blandt de vestlige nuer, og som Evans- Pritchard ligestillede med „profet". Johnson bruger, på to undtagelser nær, konsekvent den engelske term prophet, ikke (de østlige) nuer(ne)s term: guk kuoth - „en guddoms be­holder". Dermed er udnævnelsen til profet Johnsons, ikke nuemes. For dem bærer ter­men guk kuoth formodentlig sin egen mening, defineret af fænomen og praksis. For os andre er det dog af betydning, at Johnson aldrig gi­ver nogen klar deFmition på sit pro/etbegreb. Derved bliver man ganske vist en hel del mere vidende om nuemes mangfoldige guk kuoth- skikkelser, men man bliver ikke særlig meget klogere på profeter og profeti i almindelighed.Johnsons forsigtige ansats til at formulere et profetbegreb består i at genoplive termino­logien fra Nora Chadwicks „tænksomme, men nu negligerede bog Poetry and Prophecy" fra 1942. For at undgå terminologien fra ånde­besættelsesfænomener, skriver Johnson, kan man passende anvende Chadwicks term „man­tisk aktivitet", der refererer til „erhvervelse, dyrkelse og erklæring af viden, viden om en almindeligvis ukendt nutid og fortid, så vel som om fremtiden" (side 35). Denne græske „fætter" til profeti-begrebet undgår ifølge Johnson den almindelige forvirring, som ude­lukkende jævnfører profeti med forudsigelse, og opmærksomheden henledes på de intellek­tuelle og kunstneriske kvaliteter ved mantiske personer så som seere, shamaner og profeter (ibid.). Det står ikke denne anmelder klart, hvor­ledes Chadwicks „mantiske personer" adskil­ler sig fra for eksempel Max Webers „mysta- goger", og hvorfor ikke ét ord om Edwin Ardeners teori om profeti (fra 1975), der om­sider udkom i Ardener-antologien The Voice of Prophecy i 1989 (ed. Malcolm Chapman), blandt andet i Oxford - på Basil Blackwell - på et tidspunkt, da Johnson må formodes at have været midt i arbejdet på Nuer Prophets!Det manglende teoretiske standpunkt skul­le ifølge Johnson (side ix) findes i artiklenRevealing Prophets i 1994-antologien Revealing Prophets: Prophecy in Eastern African History, redigeret af D. M. Andersen og D. H. Johnson. I lokaliseringen af denne tekst meldte der sig et problem: Der gives i bibliografien ingen referencer til forlag, men alene til udgivelsessteder. Dét går simpelthen ikke i disse tider, hvor selv gamle, ærværdige universitetsforlag bliver multinationale, med forlagsaftaler i snart sagt hver en universitets­by. I hvert fald forlaget burde have en princi­piel interesse i at få sådanne oplysninger med. En søgning i bibliotekernes database afslø­rede, at Revealing Prophets udkom i septem­ber 1994 på forlagene Ohio University Press og James Currey. Det burde selvsagt have fremgået af bibliografien. Man kan så blot håbe på, at denne udgivelse giver den teoretisk sultne mere guf for pengene....Og når vi nu er ved - grafiske detaljer: Som omslagsfoto har man valgt at gengive det billede af profeten Dial Diu, der også findes på side 212, men de to billeder vender forskel­ligt! Man må vælge at tro, at der er tale om et hændeligt uheld, og ikke en skruppelløs, æste­tisk manipulation fra forlagets side, hvorved netop den profet, der står klarest frem af tek­sten, præsenteres i vrangbillede.Nina Johnsen mag.scient. i antropologiSUSAN KENT (ed.): Domestic Architecture and the Use of Space - An Interdisciplinary Cross-Cultural Study. Cambridge, New York & Melbourne: Cambridge University Press 1993 (1990). 192 sider, illustreret. ISBN 0-521-44577-9 paperback, pris£14.95.Den foreliggende bog, der udkom første gang på Cambridge University Press i 1990, hand­ler om relationen mellem boligers udformning og brugen af dem. Bogen er nu udkommet som paperback i en serie, der hedder New Directions in Archaeology, og det siger alle­rede meget om dens indhold. Udgiveren er selv arkæolog og ønsker at åbne faget i for­hold til etnografers studier af materiel kultur, som boligerne jo er en del af.Det arkæologiske udgangspunkt betyder først og fremmest at studier af materiel kultur må foretages, uden at man kan spørge folk, hvad tingene betyder. Kan de lære af etnogra­fers studier af andre kulturers boformer?160

Douglas H. Johnson: Nuer Prophets. A history of Prophecy from the Upper Nile in the Nineteenth and Twentieth Centuries

https://tidsskrift.dk/tidsskriftetantropologi/article/download/117851/165842

Douglas H. Johnson: Nuer Prophets. A history of Prophecy from the Upper Nile in the Nineteenth and Twentieth Centuries

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)