SORG SOM OPPOSITION

Abstract

Artiklen præsenterer en samtidshistorisk analyse af de seneste 10 års sorgpraksisser i forbindelse med dødsfald på websitet Mindet.dk. Vi undersøger, hvordan brugerne af dette website mindes afdøde og interagerer omkring døden, og hvordan sådanne praksisser gestalter sorgen som følelse. Vi opererer med tre overordnede analytiske begreber, nemlig følelsespraksis, emotionelt rum og emotionelt fællesskab. Vi argumenterer for, at Mindet.dk kan forstås som et særligt emotionelt rum, der muliggør etableringen af et nyt og mere vidtrækkende emotionelt fællesskab end det, der kendertegner sorgpraksisser offline. I de dynamiske udvekslinger på websitet konfigureres sorgen som en udpræget social følelse og som en form for social kritik. Desuden hersker der blandt brugerne af sitet en konsensus om, at Mindet.dk giver mulighed for at udtrykke en sorg, der ikke tillades i andre sammenhænge. Ikke desto mindre er mindesiden – akkurat som alle andre emotionelle rum – klart struktureret, dels gennem formelle retningslinjer (”netiketten”) og overvågning, dels gennem gensidigt regulerende interventioner brugerne imellem.&nbsp

    Similar works