Gregersen, H. V.

Danish

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

Den flensborgske varehandels kår i krise¬årene i slutningen af 1730-rneAf H. V. Gregersen.I årene efter 1730 var det danske samfund inde i en periode,der kendetegnedes af uforholdsmæssigt lave priser på landbrugs¬varer, og den slags har altid i et landbrugsland som vort formåetat præge det økonomiske liv i sin helhed.Et af de midler, regeringen greb til for at ophjælpe det hjem¬lige prisniveau, var en protektionistisk toldlovgivning, der dog iførste række med toldloven af 1735 kom til at ramme de konge-rigske egne nord for Kongeåen, mens der i det hele førtes ennoget lempeligere toldpolitik i hertugdømmerne. Et højst bemær¬kelsesværdigt vidnesbyrd om ældre tiders vedhængen ved dettraditionelle var jo toldgrænsen ved Kongeåen midt igennem detdanske monarki, et forhold, der måske mere end noget andetned igennem tiderne har sat et skarpt skel mellem nørre- og søn¬derjysk, mellem kongeriget og hertugdømmerne.For en handelsby som Flensborg, der efter København, Ber¬gen og Altona må regnes for monarkiets betydeligste, var de lavekonjunkturer inden for landbruget meget følelige, og bedre bo¬forholdene ikke, da regeringen ud fra tidens merkantilistiskesynspunkter søgte at råde bod på de elendige økonomiske til¬stande ved at udstede monopoler, indførselsforbud eller højetoldsatser. Den slags kunde kun føre til fordyrelser af de pågæl¬dende varer og dermed hemme den hjemlige handelsstands mu¬ligheder for konkurrence med udlandet, men var uegnet sommiddel til højnelse af det indenlandske prisniveau.Gang på gang indsendte de næringsdrivende derfor klagerover de foretagne regeringsindgreb, og Flensborg borgerskabsreaktioner i den anledning giver i virkeligheden et udmærket,tidstypisk billede af, hvorledes en merkantilistisk ført handels-75H. V. GREGERSENpolitik kunde medføre uheldige virkninger for et bysamfund,hvis trivsel hvilede på frie og uhindrede handelsforbindelser medudlandet.Regeringens foranstaltninger var naturligvis tænkt til gavnfor samfundet som helhed, og som et vidnesbyrd om, hvorledesden søgte at tage al skyldig hensyn til stedlige forhold, har mande redegørelser om erhvervslivets stilling i de forskellige byer ogegne, som den udbad sig i 1735.1) For at besvarelserne kundeindkomme med nogenlunde ensartede oplysninger fra de forsikel-lige dele af monarkiet, blev der afkrævet svar på bestemte, i for¬vejen formulerede spørgsmål.Flensborgernes sædvanlige købmandsvarer var hør, hamp,tømmer, tjære, korn, vin og brændevin, hed det som svar på detførste spørgsmål.2) Bryggererhvervet hemmedes dog af, at rege¬ringen i 1730rne havde hittet på at udlicitere retten til forsyningaf kroerne med stærke drikke. For regeringen var den faste af¬gift pr. kro naturligvis en udmærket indtægt, men for bryggernei Flensborg og andre steder i hertugdømmerne betød forpagtnin¬gen blot, at de overbød hinanden for at få leverancerne, og atderes indkomster som følge heraf kun blev minimale.Det vilde ganske vist have lignet tidens erhvervsdrivende dår¬ligt, om de havde givet et rosenrødt billede af de økonomisketilstande. Det vilde erfaringsmæssigt kun anspore regeringen tilat øge skattetrykket, men så dystre farver, som de gode flens-borgere anvendte for at skildre den økonomiske situation i byen,havde dog ikke været nødvendige, om der ikke havde væretnoget om snakken. »Flensborgs tidligere lyksalighed er mesten¬dels forbi, og handelen ikke nær så betydningsfuld som før. Denindskrænkes desuden ved, at enhver, der ikke har lært sig ethåndværk, søger at ernære sig som handlende.«Handelen med fisk og tran »auf die Caldinischen Fischer-Eylanden«, d.v.s. på Barents-havets kyster, var blevet forbudt,*) Indberetningerne fra de forskellige byer i 1735 er benyttet iSønderjyllands Historie III (H. Hjelholt). Indberetningen fra Aabenraaer trykt i S. mdsskr. 13. årgang, s. 161-167 (J. Hvidtfeldt).*) RA. Kommercekollegiets ekstraktprotokol A 193. Jfr. Sønderjyl¬lands Historie III, s. 354 (H. Hjelholdt) og Flensborg Bys Historie II,s. 58-59 (Vagn Dybdal).76DEN FLENSBORGSKE VAREHANDELS KÅRfordi regeringen havde ønsket at ophjælpe de norske byer. Netophandelen på Norge havde i århundredet forud betydet så uendeligmeget for Flensborg, men nu var den gået stærkt tilbage, da deri 1729 var blevet udstedt forbud mod indførsel af fisk, og redepenge havde nordmændene ingen af, når flensborgerne forsøgteat afsætte til dem. At de stadig havde lov til at tage norsk tøm¬mer i bytte, glemte de imidlertid at gøre rede for.En anden klage, som heller ikke udeblev ved denne lejlighed,og som går igen i de fleste klager fra første halvdel af århundre¬det, gælder konkurrencen fra de nordtyske hansestæder, i førsterække fra Liibeck. I disse byer hemmedes handelsstanden ikkeaf regeringens mange indgreb, og da de gerne drev handel medog fra udlandet hjembragte de samme varer, kunde de afsættedisse i kongeriget til lavere priser end flensborgerne, hvis ikkeet direkte importforbud hindrede noget sådant.En af de vigtigste returfragter ved sejlads på udlandet varsalt, som var en af verdenshandelens mest efterspurgte artikler,inden brydningen af stensalt blev almindelig. Men netop derforhavde regeringerne i de fleste vesteuropæiske lande et særligtgodt øje til salthandelen, som ønskedes udnyttet i beskatnings-øjemed. Dette blev også tilfældet for hertugdømmernes vedkom¬mende, da den såkaldte liineburgske saltoktroj blev udstedt i1712,s) hvorefter forsyningen af hertugdømmerne med Salt blevoverladt til en kreds af interesserede imod, at regeringen fikfaste årlige afgifter af omsætningen. Herefter måtte der kunfinde konsumtion sted af salt fra Luneburgs saliner. Flensbor¬gerne havde ganske vist sammen med aabenraaerne fået ret tilat fortsætte med indførsel af vesteuropæisk salt, men kun tilreeksport til Østersø-havnene, og saltmonopolet føltes derforoveralt i hertugdømmerne som en stor forurettelse og som enhemsko for udenrigshandelen. Det blev derfor til udelt glæde, daoktrojen ophævedes i 1728.Alligevel spekulerede regeringen stadig i salt, og 1737 ud¬stedtes en forordning, hvorefter et nyoprettet saltværk på Chri¬stianshavn4) skulde fremstille salt ved raffinering af billigt») S. mdsskr. 1947, s. 85-92.4) Edv. Holin: Danmark-Norges Historie 1720-1814 II, s. 443.77H. V. GREGERSENfransk og spansk havsalt og have eneret til al salthandel i dendanske konges riger og lande. På flensborgerne, der som hertug¬dømmernes øvrige indbyggere lige var sluppet af med det for¬hadte saltmonopol, virkede forordningen som et slag i ansigtet.En lang og udførlig skrivelse til regeringen i København og tilstatholderskabet på Gottorp, ledsaget af en særlig kommissionsrbetænkning blev omgående følgen. Alle tre skrivelser er daterededen 14. oktober 1737.5)Ordvalget i disse er så kraftigt og så malende, som det efterdatidens forhold kunde gå an. Der var for nylig blevet nedsat enkommission, hed det, og det var ikke noget, man havde gjortunder indtryk af regeringens forordning, men fordi Flensborgsiden begyndelsen af 1735 var blevet ramt af usædvanligt mangefallitter, og årsagen hertil havde man ønsket klarlagt. Den vardet i og for sig ikke så vanskeligt at finde frem til, thi den tid¬ligere så »florissante commerce« havde i det sidste slægtled lidtfrygteligt, ikke mindst på grund af den luneburgske saltoktroj,der havde været til megen gene (»ungemein nachtheilig«). Nuhavde man lige følt nogen lindring i de kummerlige tilstande,men levede påny i frygt for en langt hårdere skæbne. »Vi seringen midler til at komme ud af vor labyrinth og til atter atbringe vor bys handel i vejret. Den elendighed, som forestårFlensborg efter den kongelige forordning, er ikke til at beskrivemed nogen pen«. Ja, det endte med, at de rent ud hævdede, athandelen nu var således »indespærret«, at de hverken kunderøre hænder eller fødder mere. Deres eneste håb var, at de sty¬rende fra deres »høje lumiére« kunde overskue følgerne. »Ikkeuden gysen og med blødende hjerte kan man i ånden se størstedelen af købmandsstanden drage ud af Flensborgs porte for atundgå fuldstændig ruin og peublere udenlandske stæder«, heddet til slut, idet man dog ikke undlod at forelægge ønsket omat få oktrojtidens ret til transithandel med engelsk salt, specieltLiverpool-salt, anerkendt.Anledningen til ovennævnte skrivelser var som nævnt opret-5) Skrivelsen til regeringen: Flensborg byarkiv: A303, Fase. 1;skrivelsen til markgreven på Gottorp og kommissionsbetænkningen:LA Gottorp: A II. 191.78den flensborgske varehandels karteisen af saltværket på Christianshavn i 1737. Man kunde jo ikkeforudse, at det så hurtigt blev en oplagt fiasko, at salthandelenallerede i 1741 måtte frigives, men forinden var der som nævntblevet nedsat en særlig kommission i Flensborg. Den blev ledetaf hofråd .4. Nottelmann, som markgreve Friedrich Ernst afBrandenburg-Kulmbach, der var kgl. statholder på Gottorp, be¬redvilligt havde stillet til rådighed, og den havde til opgave at un¬dersøge årsagerne til de tunge tider for byen, således at regeringenkunde få forståelsen af, at det ikke var tomt mundsvejr, nårman klagede sig. Kommissionens betænkning blev derfor bilagtskrivelsen til regeringen i København, ja, som det hed, »denovergaves kongen, det faderlige hjerte, som altid har sørget fordet tro Flensborgs vel!« I det følgende skal hovedtrækkene afbetænkningen refereres, idet den på sin vis giver et oplysendebillede af årsagerne til krisen.Den store nordiske krig havde sin andel i kriseårene, hedderdet til indledning, idet handelen havde ligget øde hen i årene fra1710 til 1721. lait opgjordes byens tab som følge af krigen til260.360 rdl. 30 sk., deraf 65.620 rdl. til den svenske brandskat-ning af byen. Svenske skibe havde i krigsårene kapret det eneflensborgske fartøj efter det andet i Nord- og Østersøen, mensLiibeck og de tidligere gottorpske byer Aabenraa og Eckern-förde havde kunnet sejle med svenske pas og skaffe sig betydeligfordel af søhandelen.6) På grund af farerne var det også blevetdyrere at assurere skibene i disse år, og dertil kom, at Flensborghavde mistet mange udestående fordringer i Jylland og på øerne.Tønning-affæren i 1713 havde heller ikke været uden om¬kostninger for flensborgerne, og de havde også lidt tab som følgeaf stormflod i marskegnene i årene 1717 og 1718.Efter krigen var søfarten på Spanien og Grønland gået dår¬ligt, og algierske sørøvere havde o. 1735 taget to skibe, somsejlede på Frankrig. Langt værre var dog de stadig snævreregrænser, som byens handel lidt efter lidt var blevet indesluttet i.Handelen på Rusland overtog hollændere og englændere mereog mere, fordi flensborgerne hindredes af forbudslove. Andrekom således til at høste frugterne af flensborgernes anstrengel-•) Jvf. S. årb. 1949, s. 72.79H. V. GREGERSENser. Det samme gjaldt forbudet mod handel i de små norskehavnepladser Fosund, Molde og Nordmøre. Kun korn måtte derlosses i Fosund, i Romsdalen og Nordmøre, og kun tømmer ogtjære måtte indtages som returfragt, mens flensborgerne tidligerehavde tilført disse egne udenlandske importvarer som hør, hamp,vin og fransk brændevin og taget stokfisk, sild, tran og saltedetorsk i bytte.Handelen på Sverige havde i Flensborg altid været af mindre om¬fang. Derfor klages der ikke i kommissionsbetænkningen over densvenske »produktplakat« af 1724, der i lighed med den engelske»navigationsakt« fra 1651 påbød, at varer fra fremmede landekun måtte føres til Sverige af svenske skibe eller af fartøjer fravarens oprindelsesland. Men det kan dog tilføjes, at klagen over»produktplakaten« findes i så mange andre flensborgske akt¬stykker fra den tid.Derimod kaldtes Københavns privilegium fra 1726 på handelmed »de fire species«, d.v.s. vin, brændevin, tobak og salt, »etfatalt stød« for Flensborg, idet byen ved denne forordning varblevet trængt ud af sin hidtil betydelige handel på kongeriget.Først nu kom det for alvor til at gå op for dem, at de i handelenpå de kongerigske egne blev betragtet som toldudland, og attoldgrænsen ved Kongeåen var en realitet. Forsøgte de at afsættenogle af »de fire species« i kongerigske byer, hvad de i 1730havde fået lov til, skulde københavnerne have.% af toldafgifter¬ne, mens flensborgerne ikke alene måtte erlægge licentpengene,men også betale den såkaldte strømtold i Fredericia og enddaved reeksport til kongeriget ligesom udlændinge svare fuld toldaf varen. Ved disse bestemmelser var — som det hed — kongensby Flensborg langt ringere stillet end udlændinge som f. eks.liibeckerne, men regeringens svar gik blot ud på, at Flensborgog de andre byer i hertugdømmerne før i tiden havde været så be¬gunstigede, at de næsten havde tilrevet sig al handel i konge¬riget.Det hjalp i denne forbindelse heller ikke noget, at de anførte,at liibeckerne betalte 4 sk. pr. skippund af varer som hør ogbamp, mens flensborgerne måtte af med 1 rdl. pr. skpd. Ikkesært, at liibeckerne efter dette så sig i stand til at give »bedre80DEN FLENSBORGSKE VAREHANDELS KÅRkøb«. Dertil kom, at de var i besiddelse af rede penge, således atde kunde betale de købte varer kontant, mens flensborgernemåtte tumle med den besværlige byttehandelspraksis, f. eks.føre rug, byg og lignende varer til Norge og tage fisk, tømmer,tran, tjære, jern og lignende til gengæld.Også den landværts gående handel havde lidt skade efter, atfærgestederne over Eideren ved Siiderstapel og Bergen i 1732var blevet lukkede for at gavne byen Frederiksstad. Ved denneforanstaltning var vejen mellem Ditmarsken og Flensborg blevettre mil længere til skade for samhandelen mellem de to parter.Det havde haft til følge, at ditmarskerne nu hentede deres vareri Hamburg eller Lubeck. Skønt Flensborg straks i 1733 havdeklaget over dette forhold og påvist, at ditmarskerne ikke hand¬lede i Frederiksstad, var der intet ændret herved.At grevinde Anna Sophia Schack til Gram havde sat en størrebrændevinsbrænding i gang på sit gods, ovenikøbet af opkøbtkorn, føltes også som et slag mod Flensborgs interesser. Gramgods forsynede allerede det østjyske kompagnis soldater ogsøfolk i København med brændevin. Helt grundløs har denneklage ikke været, thi regnskaberne fra Gram gods viser, atbrændevinsfremstillingen fra november 1735 til februar 1737ialt beløb sig til 8042% tønde.7)Et yderligere klagemål gjaldt den pengepolitik, regeringenhavde fulgt siden begyndelsen af den store nordiske krig, idetder i årene efter 1710 var sket stadige forringelser af mønten,hvilket især havde været til géne for byen Hamburgs økonomi.Oprindelig havde der nemlig været samme møntfod i det danskemonarki og Hamburg, og hamburgerne var da blevet narredemed de slette danske mønter. De arbejdede derfor hen på at fåoprettet en egen kurantbank, hvis mønter alene måtte væregangbare i den gamle hansestad ved Elb-mundingen.Endnu inden den hamburgske møntordning var trådt i kraftog for at imødekomme dens virkninger, foretog den danske rege¬ring imidlertid i 1726 en yderligere reduktion af de danske mønt¬sorter, hvorefter tolvskillingen for fremtiden skulle gælde for7) Caroline Emilie Andersen: Grams Historie, s. 192.81H. V. GREGERSEN10 sk., mens 16 sk. skulle gælde lig 15 sk.8) Disse bestemmelser,hævdede flensborgerne, havde kostet deres by nogle tusinde rdl.,idet købmænd fra kongeriget, lige til forordningen udkom, havdesendt de reducerede mønter for fulde, hvad de naturligvis ogsåhavde været i deres gode ret til.Værst ramt var Flensborg dog blevet af den liineburgske salt-oktroj. Dens forbandelse levede endnu i folkemunde, hed detmed tydelig adresse til de nye planer om Christianshavns salt¬værk, der jo havde været den direkte foranledning til byens skri¬velser. »Gud og Kongelig Majestæt være evig takket, fordi Flens¬borg omsider var blevet befriet for denne byrde.«Skatter og toldudgifter, samt andre udgifter til det offent¬lige, tyngede selvfølgelig byens økonomi. Den månedlige kontri-bution var på 600 rdl., mens told og licenter årligt indbragte8500 rdl. fra Flensborg. Disse afgifter kunde byen naturligvisikke slippe for, de gjaldt jo landet som helhed, men skatte¬trykket var blevet værre og værre ved den stadige opskrivningaf alle de ekstraordinære poster, byen måtte svare.Regeringens bestemmelser om mølletvang henviste såledesflensborgerne til den stedlige vand- og vindmølle, som de tid¬ligere havde haft i forpagtning for 500 rdl., men nu måtte afmed 4000 rdl. for, en følge af den øgede brændevinsfabrikation.Også krolicitationen ude på landet') blev ligesom i 1735 frem¬draget som en af årsagerne til nedgangen i byens erhvervsliv.Inden denne var bragt på bane, havde byen befundet sig i »enønskværdig tilstand«, hed det. Bryggerne havde da efter evnekunnet forsyne landboernes kroer med stærke drikke, mens dernu kun var ringe fortjeneste ved denne metier på grund af denstærke konkurrence, som udliciteringen medførte. Flensborgstab herved udgjorde ca. 500 rdl., mens nabobyerne Aabenraa,Sønderborg, Husum og Bredsted ikke tilnærmelsesvis led såmeget.Indkvarteringen var ligeledes efterhånden blevet en tung byr¬de. På Christian V's tid havde officererne betalt for eget kvar-e) Edv. Holm: Danmark-Norges Historie 1720-1814 I, s. 224-225.•) H. V. Gregersen: Messe og Marked, s. 60-61.82DEN FLENSBORG S Kl£ VAREHANDELS KARter, og byen havde da betalt 200 rdl. om måneden i »skatning«.Nu var det meget mere.Endelig led Flensborg direkte indtægtstab som følge af demange håndværkere og søfolk, der bosatte sig på Slotsgrundenog på amtets jord uden for bygrænsen. Her slap de nemlig medat betale de ubetydelige »forbedelsespenge« til amtsregistret, menunddrog sig derved samtidig skattepligt til byen, og hvad værrevar, drev smughandel til gene for Flensborgs handlende. Isærvar dette tilfældet i Hulvejen. —En nøje bedømmelse af de mange klagers berettigelse kan deti vor tid være vanskeligt, for ikke at sige ugørligt at give. Brugenaf ordet »ruin« og truslen om bortflytning eller nedgang i skatte¬evnen går igen i adskillige af tidens klager og skal vel ikke tagesalt for højtidelig, hvad regeringen for øvrigt heller ikke gjorde.Man ser da også tydeligt, at det først og fremmest er enkelteulemper ved datidens handelsliv, som de gode flensborgere retterderes skyts imod, mens de går lettere hen over andre og natur¬ligvis ganske uden om de erhvervsmæssige fordele, somsituationen vel trods alt stadig bød på. Hvad man råbte højestop om, var især forhold, som man mente at have nogen udsigttil at få ændret. Angrebene på den nyligt indførte udliciteringaf kroernes forsyning med stærke drikke og på brændevins¬brændingen på Gram er i så henseende typiske.Mere talende om den økonomiske nødsituation end de mangeklager er måske nok oprettelsen af et særligt kommercekollegiumfor byen Flensborg. Medlemmer af »Das Commercium« var i1740 Hans Clausen, Johan H. Prehn, Matthias Valentiner, HansIversen Loyt og Fridrich Jebsen, og deres opgave bestod i atvaretage byens særlige erhvervsøkonomiske spørgsmål.83

Den flensborgske varehandels kår i kriseårene i slutningen af 1730-rne

https://tidsskrift.dk/soenderjydskeaarboeger/article/download/80165/115289

Den flensborgske varehandels kår i kriseårene i slutningen af 1730-rne

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)