Mai, Anne-Marie

Danish

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

Se lige migOm Birgitte Boyes salme ’Ved Barsel-Konens Kirkegang’ 1778.Af Anne-Marie MaiDer er ikke mange, der i dag husker Birgitte Cathrine Boye (1742-1824) og hendes bidrag til den danske salmedigtning. Birgitte Boye er fra og med 2002 ikke længere repræsenteret  i  den danske salmebog,  og hun har  dermed lidt samme skæbne som adskillige kvindelige salmister fra 1600- og 1700tallet, der er forsvundet ud af en af danskernes gode, gamle brugsbøger. 1600tals  digteren,  Dorothe  Engelbretsdatter  (1634-1716),  er  stadig  med  i salmebogen, men nu kun med et enkelt nummer: 768 ’Dagen viger og går bort’ (1677). Ikke hendes kunstnerisk stærkeste tekst, men en solid salme som man godt  kan  følge  med  i,  uden  at  der  skal  foretages  stribevis  af  historiske mellemregninger. Den sidste salme, der var med af Birgitte Boye, var salmen, ’Alvidende! Dit øje mig ransager’, der var nummer 9 i salmebogen, placeret i gruppen ’den kristne tro’, idet den handler om forholdet mellem menneske og Gud. Når Birgitte Boye er bortredigeret, kunne man tænke, at det skyldes, at hendes tekster er for tidsbundne. Men det er faktisk ikke tilfældet. Hvis man kan følge med hos Kingo og Brorson, kan man også sagtens kapere Birgitte Boyes  salmer,  men  det  ser  ud  til,  at  kvinderne  taber  det  historiske udskillelsesløb på salmeområdet, fordi de ikke hverken er omgivet af en stærk teologisk  tradition,  en  akademisk  overleveringshistorie  eller  adgang  til  en placering i kirkeinstitutionen. De gamle kvindelige salmister har hverken været Alle tiders køn – Køn til alle tiderbiskopper  eller  akademikere.  De  har  sneget  sig  ind  i  salmesangen  som præstekoner  og  præstedøtre,  der  fortrinsvis  har  skrevet  salmer  til  brug  for andagter  i  hjemmet,  idet  de  har  anvendt  Det  nye  Testamentes  galleri  af angrende synderinder, kvinder ved Jesus grav, gamle enker og søstrene Martha og Maria som religiøse udsigelsespositioner. Og de er hurtigt blevet afskediget igen, når en autodidakt inderlighed i andagtslivet er gået af mode. De har været med til at sikre kristendommen et folkeligt rodfæste og en fornyelse, men de forsvinder desværre som officiel kulturarv.        En skovridderkone med fire børnDet var ikke en indlysende og velprøvet vej for en kvinde at slå ind på, da Birgitte Cathrine Boye forsøgte sig med salmer. Birgitte Boye var hverken en præstekone, der kunne blive ansporet til at levere en tekst til andagten, og hun var  heller  ikke  en  del  af  den  københavnske  litterære  kultur,  hvor  enkelte kvinder  havde  fået  tilkæmpet  sig  en  plads.  Hun var  datter  en  jagtbetjent  i Gentofte og uden nogen direkte adgang til miljøer, hvor kvinder overhovedet kunne komme på tale som skribenter. Til gengæld var læsning en selvfølgelig del  af  tilværelsen  i  det  borgerlige  hjem,  og  Birgitte  Boye  fattede  tidligt interessere for digtekunst, prosa og dramatik og for sprog og bibelstudier. I sit første ægteskab med en skovridder, hvor hun var bosat i Vordingborg, begyndte hun  mere  målrettet  at  styrke  sine  sprogkundskaber  og  fik  læst  den  nye europæiske litteratur på originalsproget, selv om hun må have haft mere end travlt som madmor i et stort hus med en børneflok på fire. Alligevel vovede Se lige mighun  skindet  og  indsendte  20  salmer  til  en  stor  konkurrence  i  det indflydelsesrige, Det Smagende Selskab, i genren Hellig Poesie i 1773, og hun vandt hun selskabets pris med bravur. Det Smagende Selskab var en uhyre belæst forsamling af førende litterater, der havde som ambition af forny og forbedre digtning og læsekultur i Danmark, og det må siges at  være noget af  en præstation af en ung kvinde uden for det indspiste københavnermiljø at kunne leve op til de høje og lærde fordringer til versekunsten, smagsdommerne havde. De ønskede sig inden for genren, hellig poesi,  en virkelig  fornyelse i  form af  en helt  moderne  digtekunst.  De ville frigøre  den  hellige  poesi  både  Kingos  barokke  kunstdigtning,  Brorsons retoriske  pietisme  og  den  autodidakte  præstegårddigtning  og  finde  nye æstetiske udtryk for forholdet mellem menneske og Gud. Man var i selskabet især interesseret i den følsomme tyske digtning og i odegenren, der fulgte i kølvandet på indsatsen fra den tyske digterkonge F.  G. Klopstock,  der i  en periode havde opholdt sig i Lyngby og været et forbillede for Johannes Ewald (1743-1781). Birgitte Boyes tekster anerkendes således for deres professionelle forvaltning af en ny digterisk strømning, ikke for det oprigtige trosindhold som præstekonernes tekster. Smagdommerne, der især belønnede et unge mandlige digterstjerner, må være blevet overraskede over, at det var en ung kvinde fra Gentofte, der kunne tage deres pris. Men man var klog nok til at lette på hatten og hurtigt få taget hendes tekster i brug. Alle tiders køn – Køn til alle tiderEn følsom oplysningsdigter Hovedparten  af  Birgitte  Boyes  bidrag  gik  ind  i  den  salmebog,  som statssekretær  Ove  Høeg-Guldberg  var  i  gang  med  at  redigere,  netop  med henblik på en fornyelse af salmedigtningen, og Birgitte Boyes blev simpelthen hovedleverandør til den nye salmebog. Af de 438 salmer var de 149 forfattet af Boye med et overtal  af  helt  originale bidrag.  Kun 24 af Boye-salmerne var gendigtninger fra tysk. Ove  Høegh-Guldberg  planlagde,  at  hans  moderne  salmebog  skulle  træde  i stedet for Kingos salmebog, som de førende æsteter fandt alt for gammeldags og tvungen i sin versekunst. Idealet  var en salmedigtning fuld af følelse og tankekraft,  centreret  om  det  moderne  jeg,  og  uden  for  mange  direkte genfortællinger  af  bibelske  tekster.   I  1778  udkom  Psalme-Bog  eller  En Samling af gamle og nye Psalmer, men afsættelsen af Guldberg fra hans høje post i 1784, da Kronprins Frederik begik pladsrevolution og greb magten, satte en stopper for udbredelsen af denne salmebog. Det store restoplag af værket, cirka 90.000 eksemplarer, der skulle have været taget i brug i Danmark, gik tilmed  tabt  ved  en  brand  i  Vajsenhuset  i  1795.  Man valgte,  i  stedet  for  at genoptrykke den faldne Guldbergs produkt, at sætte et nyt salmebogsprojekt i gang. Guldbergs salmebog nåede derfor kun at blive indført i de vestindiske kolonier  og i  de norske  byer,  hvortil  den for  længst  var  afskibet.  Det  blev Birgitte Boyes norske held, for her er hun stadig en populær og kendt salmist. I Norge ville ingen drømme om at slette hendes elskede ét-strofede højtidsvers til jul, påske og pinse. Det ville svare til at udelade ’Et barn er født i Betlehem’ Se lige migved de danske julegudstjenester! Birgitte  Boye  forsatte  sit  forfatterskab  og  nogle  år  efter  sin  første  mands tragiske  død,  blev  hun  gift  igen.  Hun  gendigtede  Davids-salmer,  men  slog senere  ind  på  dramatisk  lejlighedsdigtning,  især  knyttet  til  enkedronning Juliane Marie. Hun bidrog derimod ikke til den efterfølgende salmebog, biskop Balle  rationalistiske  salmebog:  Evangelisk-kristelig  Psalmebog til  Brug ved  Kirke-  og  Huus-Andagt (1798),  der  ville  fremme  broderkærlighed,  flid  og pligtfølelse, den salmebog, om hvilken Grundtvig senere hånende sagde, at den hverken var evangelisk eller kristen. Birgitte Boye placerer sig mellem Brorson og Grundtvig som en professionel salmist,  der  digter,  ikke  blot  fordi  hun er  stærk  i  troen  eller  har  det  dertil passende embede, men fordi hun er god til det, og hun er faktisk stadig værd at opholde sig ved. Hun har en pietistisk inderlighed, som en grundtone i sin digtning, men den er forbundet med en bevidsthed om tankens og intellektets betydning og en dristig Klopstock-inspireret ode-stil. Hos Boye både tænker og føler jeg´et. Salmens jeg er stærkt og klart til stede i hendes vers, og følelsen bærer igennem, selvom tanke og intellekt også skal aktiveres, så langt de rækker. I den henseende er hun  en  følsom  oplysningsdigter,  men  hun  sætter  ikke  hverken  pligt-  eller morallære ind som undertekst for de religiøse forestillinger. Balles projekt er ikke hendes,  men hun lægger  heller  ikke op til  den bibelfortællende del  af Grundtvigs salmekunst. Det er den religiøse eksistensproblematik, der optager hende, ikke den hellige fortælling. Hun er en moderne, følende og tænkende digter, især interesseret i forholdet Alle tiders køn – Køn til alle tidermellem Gud og menneske. Inspireret af Klopstock og Johannes Ewald prøver hun at få sin salmetone til at klinge med i den skabningens musik, hun hører overalt omkring sig. Der er tunger og toner i Birgitte Boyes univers.  Hellig glædeI  en  salme-genre,  hvor  den  kvindelige  erfaringsverden  kommer  helt  i forgrunden, viser Boye også sin kunstneriske styrke, nemlig i den salme der i datiden blev afsunget, når en barselskone vendte tilbage til kirken efter barnets fødsel.  Salmen  placeres  som  salme,  ’Ved  Barsel-Koners  Kirkegang’,  i Guldbergs salmebog. Hele ritualet omkring barselskonernes indtræden i menigheden efter en fødsel er  nøje beskrevet  i  Danmarks og Norges Kirkeritual,  1685.  Kvinderne skal ledes ind i kirken af præsten, og efter reformationen har ritualet ikke længere sin begrundelse i, at man betragter barselskvinderne som urene. Men eftersom fødslen har med krop og seksualitet at gøre, leder den tanken hen på almindelig menneskelig svaghed. Modtagelsen af barselskvinderne skal styrke anstændig og ærbarhed, hedder det i bestemmelserne, idet det kun er gifte kvinder, der modtages.  Kvinder,  der  har  født  børn  uden  for  ægteskabet,  kan  slet  ikke modtages af præsten. Skikken omkring de såkaldte kirkegangskoner fremhæver således ægteskabet,  og den kan ses som led i  myndighedernes forsøg på at bekæmpe usædelighed  og  i  det  hele  taget  regulere  befolkningens  seksuelle praksis. Det var almindeligt, at man modtog kirkegangskonerne med salmesang, og at Se lige migkvinderne gav penge til kirken ved deres indgang. De måtte stå uden for døren, indtil de blev hentet af præsten, hvilket flere steder i Danmark foranledigede, at man i 1400- og 1500tallet tilføjede kirkebygningen et våbenhus, hvor blandt andre  barselskvinder  kunne vente,  indtil  de  fik  lov at  komme ind  i  kirken. Skikken med kirkegangskoner forsvandt i begyndelsen af 1900tallet. På Birgitte Boyes tid blev kvinder ofte modtaget med disse vers af Kingo fra salmen, ’Hvor gaar det dog, O rene Jomfru til!’ (1699): ’Jeg er Ureen Fra Hoffved og til Taa Ja Syndens meen Mig boer i Marv og Been Og min skiulte Hierte-vraa! Ondskab har skiult mig med Dynd Og i Synd Min Moder mig undfik, Selv vaar Jeg ond i skik! Men, O JEsu, tag vor skam Og Ureene Synde-ham, Toe dend i Din Bioode-dam.’Selvom  den  fødende  kvinde  ikke  blev  betragtet  som  uren  i  den  lutherske teologi, er det ideer om urenhed, seksuel synd og skam, der fuldtonende klinger igennem  Kingos  salme,  som  modstiller  Marias  jomfrufødsel  og  de  urene, Alle tiders køn – Køn til alle tiderjordiske kvinders fødsler.Det må ikke have været behageligt, for en barselskvinde at skulle træde ind i kirken, ledsaget af en sådan salut, hvor moder og barn forbindes med ondskab, synd og skam. Birgitte Boye havde selv oplevet denne modtagelse i forbindelse med barslerne efter hendes fire børns fødsel, og denne erfaring kan også være en baggrund for, at hun skriver en fundamentalt anderledes salme til brug for modtagelsen af de nybagte mødre.  Boyes barselskone-salme, ’Bliv fuld af hellig Glæde’, skildrer, i modsætning til Kingos salme,  ikke  kvinden som inkarnationen af  menneskelig  ondskab og svaghed, men som moderen, hvis fødselssmerter forvandles til glæde og fryd, da barnet bliver født. Birgitte Boye ser kvinden som en troende, der priser Jesus i sin lykke over at være blevet moder, og som modtages som sådan i kirken. Boyes salme lyder som følger:          ’Bliv fuld af hellig Glæde, Lyksalige!som kan tilbedende fremtræde For Støvets Skabermand!Syng, Godheds Lovsang ud!Hver Tænke-Evne stige Til hiint urørligt RigeMed Lovsang for din Gud!Se lige migO du! ved Smerter drevenTil tunge Ach og Vee, Du er lyksalig bleven, Om du, som troende, I varig Kierlighed Til Skaberen og dine, Frimodig kunne trine Mod Dødens Bitterhed. Saa skal du reent forglemmeDen synlig Dødens NødVed denne glade Stemme:Et Menneske er fød,Som haver ArveretTil Herlighedens Rige, Et Haab foruden lige, Hvad glemmes ey ved det?See! Børn er Herrens Gave, Og Livets Frugt en Løn, Og hvilken Fryd at haveEn from og værdig Søn!Ja raabe, naar en GravKan ey dit Støv insperre:Alle tiders køn – Køn til alle tiderSee! Her er jeg, o Herre!Og de som du mig gav. Syng: Priis og Kraft og ÆreIgiennem Evighed Tilhører Himlens Herre, Som saa til Svaghed ned!O Gud! paa Naade riig, Løft du fra mine LæberDet glade Suk, som stræberAt svinge sig til dig!Til dig, jeg ey kan nævne, Til dig, o store Gud!Min Siel af ald sin Evne Fra Jorden flygter ud; Min Sang er Jehova, Den første og den sidste, han var den kraft jeg vidste, Mit Alt! Halleluja!’I dette udbrud af glæde og med en blanding af selvfølelse og ydmyghed får kvinden værdighed,  når  hun træder  ind  i  kirken.  Hun bøjer  ikke  hovedet  i skam, men løfter sin stemme med glade suk og sang. ’See! her er jeg, o Herre’ Se lige miglyder  fra  kvinden,  der  hos  Boye  er  udstyret  med  både  tænkeevner  og følelseskraft, og som simpelthen kaldes lyksalig og frimodig. Boyes salme er et lille stykke tankevækkende kønshistorie, om en kvinde, der tager en gammelkendt genre i brug og omskriver den. Det lykkes hende faktisk få formuleret en ny fortolkning af genren og dens retorik, idet hun bruger de følelser, hun kender fra sig selv, sin krop og sit køn. Nok har barselskvinden været tæt på stærke kræfter, men det er ikke hendes krop, der er syndig. Under fødslen har hun været nær ved døden, dens bitterhed og død. Men der er intet syndigt, hverken ved moder eller barn. Barnet ses som en kommende kristen, en frugt af alt godt og stærkt i tilværelsen. Den eneste henvisning til svaghed, der dukker op i salmen, er af en omtale af forholdet mellem Gud og menneske, hvor mennesket forbindes med svaghed. Ellers træder moderen ind i  kirken som en triumfator, der kommer med glæde og håb og et nyt menneske. Se lige mig!Birgitte  Boye  er  ikke  blevet  en  klassiker  i  dansk  litteratur  og  salmekunst. Hendes salmer skal i dag findes uden for hovedsporet i dansk litteratur. Hvis Guldbergs salmebog havde fået udbredelse i Danmark, havde hun sikkert fået en overleveringshistorie, som den hun har i Norge, hvor hun stadig er kendt og populær. Historien om Birgitte Boye er også historien om en digterinde, der rives  med  i  en  magtfuld  mands  politiske  fald.  Det  er  ærgerligt,  men  ikke tilfældigt, at Guldberg i Danmark trak Boye med ind i sin deroute. Alle tiders køn – Køn til alle tiderReferencerAlbertsen,  Leif  Ludwig.  1978.  ’Forsvar  for  digteren  Birgitte  Boye’  in Hymnologiske meddelelser. Årgang 7, nr. 1.Boye, Birgitte. 1783/1778. ’Ved Barsels-Koners Kirkegang’ in Psalme-Bog. En Samling  af  gamle  og  ny  Psalmer.  København:  Kongelig  Waysenhuses Bogtrykkerie.Borregaard, Svend. 1953.  Danmarks og Norges kirkeritual 1685. København: Gad. Kingo, Thomas. 1975/1699. ’Hvor gaar det dog, O rene Jomfru til’ in Samlede Skrifter.  Bd.  4.  København:  Det  danske  Sprog-  og  Litteraturselskab,  C.  A. Reizels Boghandel.Lindgärde, Valborg. 1993. ’Efter dig mit hjerte sukker. Kvindelige salmedigtere i  Danmark  og  Sverige  i  1600-  og  1700-tallet’ in  Jensen,  Elisabeth  Møller: Nordisk kvindelitteraturhistorie. Bd. I. København: Rosinante.Mai,  Anne-Marie,  2010.  Hvor  litteraturen  finder  sted.  bd.  I,  København: Gyldendal.Se lige mig

Se lige mig. Om Birgitte Boyes salme 'Ved Barsel-Konens Kirkegang' 1778

https://tidsskrift.dk/aktualitet/article/download/112766/161494/231100

Se lige mig. Om Birgitte Boyes salme 'Ved Barsel-Konens Kirkegang' 1778

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)