Siden 2002 har der eksisteret et behandlingstilbud til voldelige mænd (og kvinder)
i Danmark, hvilket umiddelbart kan lyde ganske fornuftigt. Men ved nærmere
eftertanke er der noget, der skurrer, for er vold egentlig et fænomen af den
slags, der lader sig behandle? Artiklen tager udgangspunkt i det landsdækkende
behandlingstilbud „Dialog mod vold“ og stiller spørgsmålet: Hvad er problemet,
DMV søger at behandle? Med besvarelsen af dette spørgsmål vil artiklen bidrage til
en diskussion af behandlingsbegrebet, og om koblingen mellem vold og behandling
kan få indflydelse på, hvordan vi tænker fænomenet vold. Artiklen er dels forankret
i forskning i behandlingsbegrebet, herunder konstruktionen og fremstillingen
af sociale problemer, dels i samfundsvidenskabelig voldsforskning. Empirien
består af DMV’s selvpræsentation i bogform, på hjemmeside og interviews med
henholdsvis den tidligere direktør og nuværende afdelingsleder. Det konkluderes,
at DMV grundlæggende ser volden som et symptom på underliggende psykiske
problemer, som tilsyneladende ofte har sammenhæng med volden som social arv
og kommer til udtryk i manglende følelseskontrol og manglende kommunikationsfærdigheder,
der igen giver anledning til samlivsproblemer og haltende
parforhold. DMV’s perspektiv er individpsykologisk og påfaldende kønsneutralt,
hvilket står i skærende kontrast til, at vold mod kvinder blev anerkendt som et
socialt problem og samfundsproblem i 1970’erne, og i kontrast til de danske
omfangsundersøgelser af vold i nære relationer. DMV forventer, at klienten tager
ansvar for sin vold, men denne forventning går dårligt i spænd med DMV’s egen
generelle understregning af, af klienterne har personlighedsforstyrrelser og blot
automatisk reproducerer den negative social arv. Når vold i nære relationer møder
behandlingsindustrien, sker der en radikal transformation og medikalisering af
fænomenet.
Søgeord: behandling, voldsbehandling, voldelige mænd, Dialog mod vold, vold
mod kvinder, vold i nære relationer
 
