Bent Fausing: Kærlighed uden ord - om tavshedens æstetik og billede

Kristiansen, Claus K.

Danish

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

K& K-ANMELDELSER Suchsland, hvorledes det lyriske subjekt Claus K. Kristiansen undergår en transformation, fra at indta- ge en afmægtig position (som Suchsland med Knsteva's begreb benævner »Effekt Tavshed Fraux), til i en stigende grad at erobre adgangen til den symbolske orden. En udvikling, som Suchsland henfØrer til Bent Fausing: Karlighed uden ord - om Sodergrans personlige pavirkning fra den tavshedens astetik og billeder Kbh. 1991 nietzscheanske tænkning og den mssis- (Tiderne Skifter). ke revolution. Såiedes sker der en foren- ing mellem kreativitet og kvindelighed; en forening der sprænger grænserne for - og definitionen p& - det hidtidige for- hold mellem kvindelighed og symbolsk orden. Generelt fremtræder Suchsland's bog som en stringent og grundig indfØring i Kristevas teori og begrebsbrug, ligesom hendes applicering af de teoretiske be- tragtninger p5 Sodergrans lyrik resulterer i til tider bade overraskende og skarpsin- dige læsninger. Dog fremstår den analy- tiske distinktion mellem lyrisk subjekt og forfattersubjekt til tider uklar og bevirker ansatser til en ellers ikke intenderet bio- grafisk-analytisk argumentation. Det rokker dog ikke ved, at Suchsland's projekt er et spændende og velfungeren- de eksempel p&, hvorledes en samrnenfØ- ring af psykoanalysen og tekstanalysen positivt kan bidrage til kritikhistorien. Marcel Proust bemærkede engang - helt uden ironi - at den smukkeste passage i Flauberts L'Education Sentimentale var overgangen mellem kapitel 5 og kapitel 6. Dette tomme mm, dette tavse sted, har tilsyneladende sin egen æstetik. En sadan »Tavshedens æstetik« sØger Bent Fau- sing at omkredse i sin nye bog Karlighed uden ord. »Omkredse« da tavshed af gode grunde ikke lader sig sætte p5 ord. Det er da ogsa signifikant, at bogen udspringer af en art Bloom'sk »mispri- sion«, hvor Roland Barthes begreb »stump mening* ved en slafejl blev til »stum mening«. En, skulle det vise sig, kreativ fejl, der kaster lys over langt mere end blot Barthes. Tavsheden bliver en abning: »En abning - mod 'underet', 'ærefrygt', 'anden mening', 'dyb glæde', 'sorg', 'det billedlige' og 'det kreative' - som kan udfordre de faste lukninger i ord, tanker, fØlelser og erfaringer. Tavs- heden bringer det til live, som er middel- bart - ikke det der er givet umiddelbart.« (S. 13) Kendere af Fausings skrifter vil ikke blive overrasket over, at det er psykoana- lysen (psykosemiotik, psykoæstetik) og Roland Barthes, der er den vigtigste baggrund, de tavse projektioner kastes op pii. I kunsten, i litteraturen, filmen og især fotografiet. I psykoanalysen mØder man tavsheden i den analytiske praksis som en talende Elektronisk version af artikel i 'K&K' 72 (1992), © Forlaget Medusatavshed. Når analysandens tale hØrer op ved analytikeren, at omkredsningen af traumet - såret - er tilendebragt. Tavshe- den er symptomal, den henviser til det som ligger bag talen: det fortrængte, det ubevidste. En anden(s) tale. Det fortræng- te kan vende tilbage som uhyggeligt, - ligesom tavshed kan opleves som uhyg- gelig. Ville nogen blot tage ordet og bryde den forkrampede stemning. Krops- metaforikken (forkrarnpet) er ikke tilfæl- dig. Tavsheden tilhØrer en anden, krops- lig semiotik; ikke sprogets symbolske semiotik. Julia Kristeva knytter en sidan krops-semiotik til den præ-~dipale mor- barn dyade. Lyde - Fausing taler om mellem-lyde - knyttes direkte til kropsli- ge sansninger; » m m «  er et udtryk for barnets velvære ved f.eks. amningen. (Kaja Silverman har talt om et nacoustic mirror~. FØr barnet bliver bevidst om sig selv som egen-krop i spejlstadiet, danner det et akustisk billede af sig selv, hvor kroppen s i  at sige tegnes i lyd.) Denne (imaginære) krops-semiotik fortrænges med Ødipus-komplekset, hvor den Fader- lovs regulerede symbolske semiotik træder i stedet; men krops-semiotikken kan altsi vende tilbage, ja, vil faktisk altid være tilstede i talen. Når sproget når en grænse, når det ikke længere kan symbolisere, bliver tavsheden signifikant. Det er Fausings pointe, at dette også gælder det visuelle udtryk. Et billede er som sproget dobbeltbundet. »Der er altid et billede i billedet, og [...l det er vigtigt at se forbindelsen imellem - 'inter' - dis- se visuelle ytringer. De vil i den forstand til stadighed indeholde noget i tavshed.« (s. 11 1) Man kan med Walter Benjamin tale om et »optisk ubevidste«. Barthes be- nytter i sin bog om fotografiet (Det lyse kammer) begrebet »punctum« om det ikke-sproglige i billedet, der »prikker« til ham ( igen krops-metaforik), og dermed kernbringer et »sår«. Punctum er latin og betyder sår; hvilket p i  græsk hedder traume! (s. 134) Det ikke-sproglige taler ogsi med i billedet i form af en krops- semiotik. Fausing applicerer overbevisende teorierne p i  en række eksempler. Elefmt- manden er David Lynch's mest ligefrem- me film, en nærmest klassisk fortælling. Men der er billeder i filmen - mentale billeder ('mind screens') - der synes at siå p i  tværs af fortællingen. 'Elefantmanden' udvikler sig fra at være den udstØdte freak til en dannet, veltalende og velklædt borgerlig celebritet. En smuk sjæl i et hæsligt deformt ydre. Men veltalenheden bliver blot en maske af sprog, der skal dække over erfaringer hinsides sproget, - erfaringer, der taler alt for tydeligt gennem den deforme krop. De mentale billeder - drgmmeagtige, indre monolo- ger i billeder - bliver indbrud i den klas- siske dannelses-fortælling, der taler tavst om længsler, en borgerlig dannelse ikke vil kunne indfri. Det borgerskab, der fejrer 'Elefantmanden', spejler sig i hans veltalenhed og dannelse, mens de gysen- de viger tilbage fra hans krop. Lykkelig lader han sig fejre; men de mentale bille- der afslgrer, at fejringen ikke udbedrer det oprindelige lykke-tab: fraværet af en kærlig mor, der ville kunne elske ham, som han er. FØrst i dgden, når kroppen mister sin betyding, finder denne foren- ing sted. Tavsheden taler et andet sted fra; et sted som taler kroppen og dermed ogsi vidner om en voksende kropsangstl-be- herskelse op gennem moderne tid. Den deforme krop taler alt for hØjt og tydeligt om det fortrængte, det udstgdte, u-danne- de, der truer med at vende tilbage og krakelere en skrgbelig facade af dannel- Elektronisk version af artikel i 'K&K' 72 (1992), © Forlaget MedusaK& K-ANMELDELSER se, modernitet og tilpassethed. Hele Lynch's produktion er fyldt med utilpas- sede og deforme kroppe; hele hans værk er gennemstremmet af en tavs tale et andet sted fra, som giver Lynch's film (og Twin Peaks) denne særegne og foru- roligende dobbeltbundethed af på en gang velkendt og skræmmende frem- medhed. Fausing kunne have valgt så mange andre steder, men ved at vælge Lynch nar han er mest ligefrem og - p% overfladen - humanistisk, forskrkes pointen; og der peges på den vedvarende kulturkritik hos Lynch, - en kritik, der ofte fremstilles som tavse modbilleder til de 'humanistiske' stereotyper, der vælter os i mede snart sagt alle vegne fra. Udover Elefantmanden analyser Fau- sing bl.a. Linda Heilegers fotografi Tri- ad  og Per Olov Enquists roman Den forstodte engel (et mesterstykke i tavs- hed!). Eksemplariske analyser så vidt det drejer sig om at tydeliggere en tavshe- dens æstetik og få anskueliggjort, hvilket betydnings-przgnant omrade, der er tale om. Skal man indvende noget mod Fau- sing - og det er knap nok en indvending - er det, at den psykosemiotiske tilgang til tider kan virke for indsnævrende. Det ikke-sproglige i de tavse billeder vidner ikke kun om en fortrængt krops-semiotik; men ligesa meget om det supplementæ- re, det excessive - og det hellige? Billedet taler til os - taler om fravær, om det der var, om erindring. Om tiden og deden. Men der er mere end denne tale. Billedet er en membran - mellem fortid og nutid, fravær og nærvær. Men dette 'mellem', der hverken er fortid eller nutid, fravær eller nærvær, - hvad er det? Det er supplementet, det 'ekstra' der er nedvendigt for at kunne skelne 'mellem'. Supplementet er ydre i forhold til det, det supplerer; men samtidigt indre, da det ellers ikke ville kunne supplere, men blot være ren andethed. Saledes er det ogsa med tavsheden: den er indre i talen, men samtidigt ogsa ydre: talen et andet sted fra. Det er tillige heri det hellige består. Stillet over for det uforklarlige og uerken- deliges storhed og gm bliver man slagen med tavshed. Senere kommer der maske ord på, og man har en religion. Man kunne godt overveje om ikke tavsheden er allegorisk. Jeg har Fausing mistænkt for at være lidt af en romanti- ker (intet odiflst i det), der godt kunne enske sig, at det var muligt at fremstille tavsheden symbolsk. Visse store kunst- nere kommer maske tæt på, men en rest vil altid unddrage sig. »Billedet - symbo- let - bliver antydningens vej mod idea- let.« (s. 29) Når David Lynch fremstiller 'Elefantmandens' længsel som en kitsch- pantomimisk billedstrem, er det jo ikke for at give indtryk af 'Elefantmandens' uspolerede enfold; men netop for at vise billedets ringe afglans af længslen (deri det allegoriske). Når billedet er en membran, vil det altid være dobbelteks- poneret; prentet såvel inde- som udefra. Der vil altid være to billeder: et nærvæ- rende. der blot henviser til et andet fravæ- rende. Der vil derfor aldrig blive nogen symbolsk forening af de to. En tavs membran vil altid være imellem. Dette skal ikke være nogen alvorlig indvending mod Fausings fortrinlige bog om et noget forsemt emne i de æstetiske teorier (lad mig minde om, at vi på socio- logiens område har Jean Baudrillards provokerende og tankevækkende »I de tavse flertals skygge«). Bogen udspringer - ud over nævnte slå-fejl - bl.a. af et kursusforlflb i 'Tavshedens æstetik'. Det har formodentlig vzret medvirkende til, at den har fået et s8 klart, argumenteren- de og i bedste forstand pædagogisk for- Elektronisk version af artikel i 'K&K' 72 (1992), © Forlaget Medusamat. Det er en bog man kan læse ud i et stræk - med udbytte; samtidigt kan man fordybe sig i de enkelte kapitler, analyser og emner. Hertil er man godt hjulpet af det eksemplariske register, der ikke kun henviser p% det enkelte emne, men ogsa oplyser om andre relevante opslag. Jeg skal saledes ikke tove med at anbefale Bent Fausings Karliglied uden ord. Som en stor poet engang sagde: »The rest is silence.~ Svend Erik Lursen Forskel og lighed Frans Gregersen: Sociolingvistikkens (u)mulighed: Videnskabshistoriske siudi- er i Ferdinand de Saussures og Louis Hjelmslevs strukturalistiske sprogteori- er. 1-11. Kobenhavn 1991 (Tiderne Skif- ter), (disputats), iv pp. + 364 pp. + 314 PP. Michael Rasmussen: Hjelmslevs sprog- teori. Glossematikken i videnskabshisto- risk, videnskabsteoretisk og erkendelses- teoretisk perspektiv. Odense 1992 (Odense Universitetsforlag) (disputats), XV pp. + 533 pp. Struktur af oppositioner Mon strukturalismen i og uden for ling- vistikken kan være s% stendØd som nog- le siger, når den skal graves op og kules ned igen i ikke mindre end to omfatten- de disputatser? Ikke blot strukturalismens grundlæggende ideer i almindelighed, men dens mest navnkundige danske profet, Louis Hjelmslev, ægger stadig s$ meget til modsigelse og modvillig aner- kendelse, at hans værk må tages op til fornyet vurdering. Den lever som monu- ment, anfægtelse, sten i skoen i sin kompromislØse halstarrighed. Struktur- dannende oppositionelt element. Selve disputatsernes eksistens, savel som dette indlæg, illustrerer dermed, næsten mere end deres indhold og Hjelmslevs teori, at der er noget om den strukturalistiske snak: Den menneskeli- ge virkelighed er bygget op af objekter med betydning, og de er at forstil som strukturer af oppositioner, dvs. samtidi- Elektronisk version af artikel i 'K&K' 72 (1992), © Forlaget Medusa

Tavshed

https://tidsskrift.dk/kok/article/download/20546/18086

Tavshed

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)