Nielsen, Lauge Olaf

Nielsen, Lauge

Copenhagen University Research Information System

Lutheranere versus calvinister – en engelsk konfrontation

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

23I den engelske kirke affødte re for ma-tio nen en turbulent udvikling, der kul-minerede i perio-den mellem Charles I’s tronbestigelse i 1625 og George I’s i 1714. Folkeligt blev omskifteligheden fastholdt i sangen om „The Vicar of Bray“, som skildrer en præsts stakåndede forsøg på at følge med tiden, men ser bort fra de allermest kaotiske år under den blodige borgerkrig (1642-49) og den efterfølgende republik indtil 1660. I netop disse år blev bispekir-ken ligefrem afskaffet (1646) og erstattet af en national presbyteriansk kirke, lige-som den elizabethanske kirkes grundlæg-gelsesskrift, biskop Cranmers „Book of Common Prayer“, blev forbudt og erstat-tet af en rent calvinistisk gudstjeneste-ordning.Ytringsfriheden Ikke kun kirken undergik voldsom foran-dring under borgerkrigen og i tiåret under Oliver Cromwells næsten autokratiske styre. Netop i disse år opstod der i Eng-land en ny form for offentlighed. Censu-ren var reelt bortfaldet, og borgerne fik nye og usædvanligt gode muligheder for at komme til orde. Små interimistiske bogtrykkerier blev sat op i baghuse og baggårde, og fra dag til dag kunne en ak-tivist og forfatter få spredt sit budskab til flere tusinde medborgere. Det benyttede adskillige sig af, og der blev trykt og ud-givet bøger og pamfletter i et hidtil uset omfang. Blandt de mest populære publi-kationer var de tidlige aviser, de ugent-lige „nyhedsbøger“, som udkom i stort tal og meddelte militære og politiske nyheder fra både ud- og indland, ligesom de skildrede helt lokale tildragelser og vi-derebragte politisk sladder. I England var analfabetisme langt mindre udbredt end på kontinentet, og en stor del af befolk-ningen kunne derfor engagere sig i debat-ten og komme til orde.Den ‘ulydige’ præstEfter censurens sammenbrud var et af de tidligste værker, som blev offentliggjort, en prædikensamling på 500 sider forfat-tet af en præst ved navn John Eaton. I 1642 havde Eaton været død i mere end ti år, og da han ikke havde indtaget en Lutheranere versus calvinister  – en engelsk konfrontationAf professor, dr.theol. Lauge Olaf Nielsen24prominent stilling i kirken eller i offent-ligheden, forekommer udgivelsen ved første øjekast ret overraskende. Udgive-ren, som også afholdt trykkeudgifterne, var en i øvrigt ukendt lægmand ved navn Robert Lancaster, som boede i en side-gade til Coleman Street og formodentlig tilhørte Londons mere velstillede bor-gerskab. Allerede på titelbladet finder man en markering af bogens aktualitet og ‘sub-versive’ karakter. Et langt citat fra den engelske oversættelse af Martin Luthers store kommentar til Galaterbrevet er pla-ceret som motto, og nærmere bestemt drejer det sig om kommentaren til Gal 2,11, altså Paulus’ irettesættelse af Pe-ter for at ville gøre de troende til Lovens tjenere og fornægte den frie retfærdiggø-relse i Kristus. Som det fremgår af de af-trykte prædikener, havde Eatons forkyn-delse hvilet på Luthers teologi, og han havde i kompromisløs polemik vendt sig imod nogle af de dominerende tendenser i tidens engelske fromhedsliv. De første årtier af 1600-tallet var således stærkt præget af ‘håndbøger’ i, hvorledes de troende skulle leve et gudbehageligt liv på alle ugens dage og lige fra morgen til aften. Overholdelse af alle ydre og indre regler blev anset for at være tegn på, at den kristne tilhørte de udvalgte og selv arbejdede med på frelsen. Det teologiske grundlag for denne tidlige ‘pietistiske’ tradition var Calvins og Melanchthons hævdelse af Lovens såkaldt ‘tredje brug’, dvs. dens anvendelse som rettesnor og målestok for de troendes liv i tro og ger-ning. Eatons forkastelse af denne ‘opera-tionalisering’ af Loven og dermed relati-visering af Evangeliet løber som en rød tråd igennem hans prædikener. Imod de såkaldte ‘legalister’ af calvinistisk ob-servans fremholdt Eaton troen på Kristi fremmede retfærdighed og betonede den kristnes syndfrihed i Kristus.  For Eaton selv blev hans klare for-kyndelse skæbnesvanger. I 1619 blev han indklaget for den særlige kirkelige domstol, „Court of High Commission“. Den præsiderende dommer, ærkebiskop George Abbot, afgjorde, at Eatons kæt-teri skyldtes manglende elementær læ-sefærdighed, og han blev følgelig dømt til at tilbringe et par år på skolebænken i en af Londons latinskoler. For Eaton var straffen naturligvis en voldsom ydmy-gelse; på dette tidspunkt var han i midten af fyrrene, og ud over sine akademiske grader fra Oxford universitet havde han mindst 15 års erfaring som sognepræst i Wickham Market. Efter udstået straf fik Eaton tilladelse til at ernære sig som ka-pellan ved forskellige kirker i London, hvor man kunne holde øje med ham. Efter Eatons død forsøgte ærkebispen at tvinge enken til at udlevere ægtemandens teologiske manuskripter til destruktion, men forgæves.‘Antinomisterne’Øjensynlig stod Eaton med sin radikale lutherske forkyndelse ikke helt så isole-ret, som ærkebisp Abbot ønskede at give det udseende af. I de følgende år udkom der flere prædikensamlinger og teologi-ske traktater, som lå på samme linje. At Eaton skulle have dannet skole, er der ingen grund til at formode. Den engel-ske oversættelse af Luthers store Gala-terbrevskommentar hørte til de hyppigst trykte værker i anden halvdel af 1500- og starten af 1600-tallet, ligesom også Lu-thers frihedstraktat forelå i engelsk over-25sættelse og blev genoptrykt så sent som 1637. Stærkere bolværk imod den calvi-nistiske ‘fromhedsbølge’ kunne næppe tænkes. I borgerkrigens tidlige år var det især udgivelsen af en anden omfangsrig præ-dikensamling, der påkaldte sig opmærk-somhed. Den var forfattet af en nyligt afdød præst ved navn Tobias Crisp og bar titlen „Christ Alone Exalted“. Igen var det Robert Lancaster, der afholdt trykke-udgifterne for de tre tykke bind (1643-8). På samme linje som Eaton og Crisp be-fandt sig en anden præst ved navn Robert Towne. Også han havde været i de kirke-lige myndigheders søgelys, og hans trak-tat „Assertion of Grace“ kunne først ud-komme i 1644. På dette tidspunkt var der opblusset en heftig teologisk konfrontati-on mellem de calvinistiske teologer og de radikale lutherske. I kampens hede blev de lutherske ofte af deres modstandere slået i hartkorn med alskens spirituali-ster og libertinere, og som ‘antinomister’ (dvs. ‘de der fornægter Loven’) blev de anklaget for at true almindelig sædelig-hed og lade hånt om folkets moralske op-dragelse.Den politiske drejningDe fremtrædende lutherske teologer og forkyndere i 1640erne var John Salt-marsh og William Dell. De gjorde begge tjeneste som feltpræster i Parlamentets hær, og grund af deres store indflydelse blandt både officerer og jævne soldater blev de ofre for en decideret smædekam-pagne fra deres presbyterianske mod-standeres side. Striden drejede sig ved midten af 1640erne ikke kun om retfær-diggørelse og kristenlivet, men også om kirkeordning og prædikeembedet samt om borgerlige rettigheder. Imod den cal-vinistiske hævdelse af den synodale kir-keordning som guddommeligt indstiftet forsvarede Dell og Saltmarsh det luther-ske grundsynspunkt, at valg af indretning af kirken hørte under den kristne frihed. I strikte modsætning til presbyterianernes forsøg på at opretholde præstestandens særstilling og privilegier gik begge felt-præster ind for det almindelige præste-dømme og forsvarede lægfolkets ret til at forkynde Ordet.  I borgerkrigstidens komplicerede po-litiske landskab skiftede alliancer og in-teressefællesskaber hyppigt og på over-raskende måder. Over for den strenge presbyterianske fløj, der søgte at realisere Calvins teokratiske nationalkirke i Eng-land, måtte de lutherske således alliere sig med den gruppe presbyterianere, som gik under betegnelsen „independenterne“ eller „de uafhængige“. Ligesom de lu-therske insisterede de på de kristnes ret til at danne uafhængige menigheder, men i modsætning til de lutherske var målet for dem at oprette ‘rene’ menigheder, hvis medlemmer var blevet bekræftet ved per-sonlig omvendelse, og som gennem en pagt havde forpligtet sig til at underkaste sig kirkelig disciplin og retshåndhævelse. Under borgerkrigsårene voksede usik-kerheden om, hvor den retmæssige poli-tiske autoritet lå. Kongen havde kompro-mitteret sin legitimitet gennem sit krav på enevældig magt og sine katolske til-bøjeligheder, mens det stærkt reducerede parlament på ingen måde var repræsenta-tivt for befolkningen. Da hæren nægtede at regere ‘med sværdet’, lå den tanke lige for, at den politiske myndighed lå ‘i folket’. Hvad det konkret ville sige, var straks langt vanskeligere at afgøre. Nogle 26gik så langt, at de krævede oprettelse af en demokratisk republik, mens andre var mere fleksible i forhold til styreform, når blot folket havde mulighed for indflydel-se. Med sit flertal i parlamentet søgte presbyterianerne at gennemtvinge en kirke- og samfundsorden, som svarede til det ideal, Calvin små hundrede år tidlige-re havde opstillet for Frankrig. Det ville under alle omstændigheder implicere en calvinistisk nationalkirke samt indførelse af kirkelig disciplin med overvågning af borgernes offentlige og private adfærd. I kraft af de uafhængige kirkelige domsto-le ville præstestanden få en formativ ind-flydelse på samfundslivet, således som de bedste reformerte teologer ønskede. Konfronteret med denne trussel alli-erede de lutherske sig med de såkaldte „Levellers“, hvis program var demokra-tisk, men liberalt i henseende til økono-misk politik. Deres ‘chefideolog’ var en lærd klædehandler i London, William Walwyn. Teologisk lå han på linje med Saltmarsh og Dell, med hvem han delte beundringen for Luther og hans teologi. Politisk var han en ivrig fortaler for in-dividets samvittighedsfrihed i forhold til tro og kirke samt for basale borger-lige rettigheder. For presbyterianerne var Walwyn naturligvis også en hovedmod-stander, og det fik han at føle. Da den politiske krise spidsede til i slutningen af 1640erne, blev han genstand for et alde-les perfidt og personligt angreb. I skrif-tet „Walwyn’s Wiles“ blev han hængt ud som en snu og ugudelig folkeforfører, der endog havde drevet ulykkelige eksisten-ser til selvmord. Skriftet var baseret på vidnesbyrd fra en mand, som Walwyn havde betragtet som en nær ven, og som i flere år var kommet i hans hjem. Det viste sig, at denne person var presbyteriansk agent og havde fået til opgave at vinde Walwyns fortrolighed og pleje omgang med ham, således at han kunne levere kompromitterende materiale. For presby-terianerne var bedraget ikke forargeligt, idet det blot tjente den kirkelige disciplin. For Walwyn derimod var det naturligvis et bagholdsangreb og en umådelig skuf-felse, som formodentlig medvirkede til, at han efterfølgende trak sig tilbage fra den politiske scene.UdblikFor de luthersk sindede teologer og præ-ster bød borgerkrigsårene på gunstige muligheder for at komme til orde og øve indflydelse. Da de store grupper blandt presbyterianerne fandt sammen om et politisk kompromis, voksede truslen om at få erstattet bispekirkens tyranni med presbyteriansk undertrykkelse. De lutherske styrkede derfor ikke overra-skende alliancen med de demokratiske bevægelser i samtiden; kun derved kunne de gøre sig håb om at forsvare Ordets frie forkyndelse og de troendes frihed til at forme kirke og gudstjeneste. Imidler-tid gik udviklingen de lutherske imod, og de presbyteriansk sindede sad på den politiske magt lige indtil genindførelsen af monarkiet i 1660 og genoprettelsen af bispekirken. Herefter var de lutherske henvist til atter at føre en tilværelse i den lavkirkelige undergrund.

https://tidsskrift.dk/teolinformation/article/download/112284/161154/

Lutheranere versus calvinister – en engelsk konfrontation

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Copenhagen University Research Information System

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)