Hoffmann, Thomas

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

18I såvel den offent-lige som den forsk-ningsbaserede debat om Koranen bliver muslimernes hellige bog ofte tilskrevet en ganske para-doksal status. På den ene side uklar og inkongruent. På den anden overtyde-lig og excessiv i sine kontrasteringer. I forskningsprojektet Ambiguity and Pre-cision in the Qurʾān forsøger vi dels at overskride disse æstetiske kvababbelser og i stedet tilgå dem som strategier, der komplementerer hinanden. Mere speci-fikt er formålet at undersøge sproglige, retoriske og narrative markører for fler-tydighed (ambiguitet) og præcision i Ko-ranen. Projektet er finansieret af Forsk-ningsrådet for Kultur og Kommunikati-on (FKK) under Det Frie Forskningsråd. I det følgende vil projektets overordnede problemstilling og tilgang først blive præsenteret, efterfulgt af to kortere pro-grammatiske rids af henholdsvis projek-tets postdoc- og ph.d.-projekter.  Koranens ambiguitet og præcisionPå den ene side har den vestlige koran-forskning ikke sjældent beskrevet Ko-ranen som en vanskelig og forvirrende tekst, der mangler et klart og gennemsku-eligt kompositionsprincip, blandt andet fordi bogen ikke udfolder nogen overgri-bende narrative strukturer, som vi kender dem fra Biblen. Hvor Det Gamle Testa-mente i bogstaveligste forstand begynder med genesen par excellence, nemlig kos-mos’ skabelse, og herefter skrider frem i en frelseshistorisk udfoldelse af rum og tid, er Koranen på mange måder en fort-løbende in media res. Trods Muhammads dogmatiske sine qua non for islam er Profetens navn og biografi forbløffende fraværende i Koranen (det optræder kun fire gange) sammenlignet med Jesus’ stærke narrative præsens i Det Nye Te-stamente.Også stilistisk har Koranen været en sli-besten for de vestlige forskeres øjne. Så-ledes kan det helt ned på sætningsniveau og grammatik være udfordrende at følge med i tekstens abrupte og inkongruente skift i grammatisk person, dvs. hvem der taler i teksten, og hvem der taler til hvem. Prøv for eksempel at bemærke, hvordan Med sikkerhed, måske! Om forskningsprojek-tet Ambiguity and Precision in the QurʾānAf professor, (mso), ph.d. Thomas Hoffmann19Guds grammatiske person fluktuerer hen over to superkorte vers, K 70:39-41: “Nej! De ved, hvad Vi [dvs. Gud i 1. per-son flertal] har skabt dem af./ Nej! Jeg [dvs. Gud i første person ental] sværger ved østens og vestens Herre [dvs. Gud i tredje person ental]!…” Den guddom-melige personas stemme er grammatisk labil, men stilistisk flerdimensionel. På ord-niveau udfordrer Koranen fort-løbende sine læsere – og forskere – med udtryk, ord og bogstaver, der er særdeles flertydige, ja ligefrem gådefulde. Faktisk har ingen rigtigt kunne komme til bunds i Koranens mange kapitelindledninger, hvor de såkaldte mystiske bogstaver fremmanes og straks følges op af et li-geså forbløffende udsagn om Koranens klarhed, eksempelvis 15:1: “‘-L-R. Dette er Skriftens og en tydelig Korans tegn.” Forskningen har i de senere år peget på, at et særtræk ved Koranen er dens selvre-ferentialitet og metarefleksivitet. Således kommenterer Koranen faktisk selv på sin vekselvirkning mellem disse to dimen-sioner af sprog og viden, for eksempel i sura 3, vers 7: “Han er den, der har sendt Skriften ned til dig. Heri er der både enty-dige vers; og de er Skriftens moder – og andre, som er flertydige.” Entydige vers og flertydige vers, præcision og uklarhed, udelukker ikke nødvendigvis hinanden men vekselvirker og komplementerer snarere hinanden. Endelig er Koranen – og dermed Gud i traditionel islamisk optik – også en tekst, der igen og igen udtrykker mulighed og tvivl; ikke mindst ved brug af ordet ‘må-ske’. Det vil nok være at gå for vidt at sige, at Gud er i tvivl, men tvivlen bruges ganske givet som en effektiv psyko-reto-risk appel. “Måske kommer I til fornuft!” er således en cliff-hanger, som Koranens Gud flere gange afslutter et vers med, når noget ganske fantastisk og utroligt lige er blevet postuleret, fx at Gud kan give de døde liv.  Alle disse sproglige udfordringer har fået mangen en vestlig koranforsker (især af ældre orientalistisk aftapning) til resig-neret og forbistret at kalde Koranen for en forvirrende og diffus tekst uden kon-tekst, en torso, et mislykket mesterværk. Et mindre pejorativt skudsmål udgør imidlertid vores tilgang, hvor vi vælger at benytte begrebet ambiguitet som den mange facetterede linse igennem hvilken vi vil læse og forstå Koranen. På den anden side har Koranen også fået det skudsmål, at den er en tekst, som opererer i skarpskårne antiteser og kontraster, ofte udtrykt i stærkt genera-liserende udsagn; Paradis og Helvede, troende og vantro, det gode og det onde og så videre. Derfor er Koranen også ble-vet karakteriseret som et forholdsvis ri-gidt og binært værk, hvis moralsystem er ufravigeligt, sort-hvidt og dualistisk. Og i den forstand en tekst præget af præcision. Med de to karakteristikker, ambiguitet og præcision, kan vi sige, at Koranen er ble-vet fanget mellem enten at være for me-get eller for lidt, enten alt for systematisk og strengt dualistisk med hensyn til etik og ‘os-og-dem’, eller også alt for uklar og rodet. Koranen ses dermed enten som udtryk for kompositorisk forvirring og uformåen eller som overdreven genera-lisering.Metodisk og teoretisk navigationHvordan skal vi som forskere arbejde videre med denne dybt paradoksale und-sigelse af Koranen som værk? Ved at 20kombinere metoder og teorier fra mo-derne koranstudier med en række andre relevante og filologi-beslægtede discipli-ner som litteraturvidenskab, retorik og lingvistik. For så vidt at Koranen er mas-sivt og kritisk forbundet med det bibelske tekstunivers, er det næppe overraskende at bibelvidenskabernes rige og kom-plekse forskningstradition indgår som forløbende inspirationskilde – belejligt og pragmatisk suppleret af Afdeling for Bibelsk Eksegeses respektive gammel- og nytestamentlige kompetencer.   Som angivet vil vi altså forsøge at vende den gængse forsknings lettere ski-zoide janusbillede på hovedet og i stedet identificere og analysere, hvordan disse to former for koranisk sproglighed kunne fungere som velturnerede retoriske stra-tegier, herunder også sociale og pragma-tiske strategier.  Med andre ord: ambigui-tet og præcision som to komplementære og adækvate strategier. Som sagt kan Koranen forekomme umådelig skråsikker og sort-hvid i sin forkyndelse og livssyn, men læser man nærmere efter, vil man ofte finde eksem-pler på, hvordan teksten næsten umærke-ligt underminerer og modificerer sine i udgangspunktet selvsikre og kompromis-løse fordringer. For eksempel er der talri-ge passager, der opridser en konflikt mel-lem de muslimske troende og deres reli-giøse modstandere, herunder ikke mindst jøderne og de kristne, som undertiden kaldes for Skriftens Folk (formodentlig underforstået ‘Biblens Folk’). Med an-dre ord: os-og-dem i højeste potens. Ikke desto mindre finder man jævnligt pas-sager, hvor generaliseringerne opblødes, eksempelvis K 3:69: “Nogle af Skriftens Folk ville ønske, at de kunne lede jer vild. De leder dog kun sig selv vild, uden at de aner det.” I stedet for at fremføre et alment “Skriftens Folk ville ønske, at de kunne lede jer vild” specificerer Koranen her, at det faktisk kun drejer som “nogle af Skriftens Folk.” Det er altså ikke alle jøder og kristne, der har skumle planer, men faktisk kun et mindre udsnit. Hvad er nu meningen med dét?På den måde formår den koraniske for-kyndelse at nedtone den fremmedgørende effekt, som sådanne mistænkeliggørende og dæmoniserende udsagn rummer – og lader dermed en lem stå på klem for po-tentielle konvertitter fra Skriftens Folk, nemlig dem der ikke ville ønske at lede muslimerne vild. Det er på den ene side en retorik, der er gennemsyret af polemik og os-og-dem-kategoriseringer, men det er også en retorik, der forsøger at appel-lere og præsentere sig som attraktiv over for Skriftens Folk.  “Gud pålægger ingen mere, end han kan bære” (K 2:286) Som nævnt er et postdoc-projekt tænkt ind i Ambiguity and Precision in the Qurʾān. Den fulde arbejdstitel er “‘Gud pålægger ingen mere, end han kan bære’ (K 2:286): Dispensation og undtagelse i Koranen”, der varetages af Johanne Louise Christiansen, som blev ph.d. på en afhandling om Koranen i 2016. I nær-værende underprojekt sættes der fokus på Koranens dispensations- og lempel-sesprincipper. Koranen er kendt som en tekst, der indeholder diverse (strenge) påbud og forbud, fx i forhold til rituel af-vaskning (K 5:6) og faste (K 2:183-187), men den præsenterer ligeså tit forskellige muligheder for at blive undtaget fra disse regler. I eksempelvis K 4:148 tillades el-21lers uacceptabel opførsel hvis en troende har været udsat for socio-politisk under-trykkelse. Projektets overordnede tese er således, at Koranens dispensationer er en del af en bevidst strategi, som skal italesætte et fleksibelt og tilpasningsdyg-tig system, der kan inkorporere en bred vifte af tilhængere. Projektet henter teo-retisk inspiration fra Roy A. Rappaports systemteoretiske arbejde, hvor ‘levende systemer’ nødvendigvis må bygge deres identitet både på visse ubevægelige og faste principper, men samtidig udvise en vis fleksibilitet i forhold til et konstant skiftende miljø. “Ambiguitetens grammatik” Under den engelske arbejdstitel “The Grammar of Ambiguity” skal den ægyp-tiske stipendiat Diaa Eldeen Mohamed, der har en kandidatgrad i arabisk og is-lamiske studier fra Cairo Universitet arbejde med grammatiske og leksikal-ske markører for ambiguitet i Koranen. Målet med projektet er at systematisere, klassificere og indeksere disse markører i et art katalog, som kan fungere som en solid basis for videre studier i enten en-kelte tvetydige passager i Koranen eller i bestemte kategorier af tekstens ambigui-teter. Forskning og samfund Nutidens forskningsprojektansøgninger skal ofte redegøre for mulige sociale en-gagementer og impact potentialer. Med de nuværende samfundsmæssige om-stændigheder, under hvilke Koranen alt for ofte bliver læst som en entydig ma-nual (af såvel dens brugere som betrag-tere), vil dette projekt rette blikket mod tekstens sprækker af betydning, dens gli-debaner og retoriske tvivlrådigheder – og se dette som udtryk for en bevidst strategi og ikke som et mislykket forsøg. Som så-dan kan projektet også ses som et akade-misk engagement i forhold til Koranens liv i en fremtidig europæisk kontekst. 

Med sikkerhed, måske! Om forskningsprojektet Ambiguity and Precision in the Qurʾān

https://tidsskrift.dk/teolinformation/article/download/112253/161141/

Med sikkerhed, måske! Om forskningsprojektet Ambiguity and Precision in the Qurʾān

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)