Petersen, Anders Klostergaard

Danish

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

60 Litteraturer værd at befatte sig med, hvad enten man er enig eller uenig med dens for-fatter.Niels HyldahlCharles E. HillFrom the Lost Teaching of Polycarp. Identifying Irenaeus’ Apostolic Presbyterand the Author of Ad Diognetum. WUNT 186. Tübingen: Mohr-Siebeck 2006. 207 s. Pris € 49.Bogen består af to omfattende og stærkt reviderede bidrag baseret på en ræk-ke tidligere arbejder. Første del (s. 1–94) er et forsøg på med udgangspunkti Irenæus’ Adv. Haer. 4,27,1–32,1 dels at afgrænse de dele af værket, der kantilskrives en bestemt presbyter kendt for at have angrebet Markions lære,dels at identificere denne presbyter med biskop Polykarp (P.) af Smyrna (ca.69–156). I anden del (s. 97–177) forsøger Hill at vise, hvordan det ano-nymt forfattede oldkirkelige skrift Diognetbrevet også stammer fra P. Argu-mentationen i de to dele er uafhængig af hinanden, men der er også en sam-menhæng, fordi Hill i Diognetafsnittet bruger de dele af Adv. Haer., hanhar tilskrevet P., for at sandsynliggøre P.s forfatterskab til Diognetbrevet.Første del om P. som ophavsmand til presbyterkilden i Adv. Haer. 4,27–31 (herunder også 1,23-27) består af tre kapitler. Mens kap. 1 drejer sig ompresbyterens identitet, gennemgår kap. 2 de relevante fragmenter, og i kap.3 skildres betydningen af identifikationen for forståelsen af Irenæus, P. ogMarkion. Der er ingen tvivl om P.s betydning for Irenæus, hvorfor andreogså tidligere har identificeret ham med presbyteren. Irenæus fortæller selvom P., at han ikke alene var oplært af apostle og omgikkes mange, som hav-de set Kristus, men også at han af apostle i Lilleasien var blevet indsat sombiskop af Smyrna. Han fortæller yderligere, hvordan han selv så P. i sin tid-lige ungdom, eftersom han blev meget gammel og til sidst led en berømme-lig martyrdød (Adv. Haer. 3,3,4, jf. Euseb Hist. eccl. 5,20,6–7; 24,16). Der-til kommer, at P. på et tidspunkt havde konfronteret Markion med, at hanvar Satans førstefødte (Adv. Haer. 3,3,4). På grundlag af P.s forbindelser med apostlene, hans antimarkionitiske læ-re og Irenæus’ relation til ham samt oplysningerne i det hos Euseb fragmen-tarisk overleverede Irenæus-værk Brevet til Florinos, hvor Irenæus også i enantimarkionitisk kontekst fremhæver sin relation til P. (Hist. eccl. 5,20,5-8),argumenterer Hill for at identificere presbyteren med P. Det afgørendespørgsmål i sammenhængen er selvfølgelig, hvorfor Irenæus i Adv. Haer.4,27,1 ikke eksplicit henviser til P., men blot skriver: “Som jeg har hørt fraen bestemt presbyter, som hørte det fra dem, der havde set apostlene, og fradem der havde været deres disciple…”? Hill fremfører fire argumenter (s.23f.), som for mig ikke fremstår fuldstændigt overbevisende; men det skyl-des nok også et forskelligt syn på, i hvor høj grad man kan tage teksters op-lysninger for pålydende og identificere dem med den skinbarlige virkelig-DTT 2008-1.book  Page 60  Tuesday, February 12, 2008  2:51 PMLitteratur 61hed. Om man deler Hills identifikation af presbyteren med P. eller ej, er bi-draget dog uomgængeligt for forskning i P., Markion og Irenæus.Diognetbrevet er på mange måder en gåde i den oldkirkelige litteratur.Affattelsestidspunkt, geografisk oprindelse og forfatter er ukendte. Derforhar det heller ikke skortet på forsøg på at forankre skriftet i en bestemt so-cial- og kulturhistorisk kontekst. Inkarnatorisk hermeneutisme kunne mankalde denne drift til ikke at lade sig nøje med tekstens oplysninger, men atgå videre og placere anonyme skrifter i kendte sammenhænge. Hill gør etihærdigt forsøg på at knytte Diognetbrevet til P., men rejser ikke det grund-læggende spørgsmål, hvordan det kan være, at skriftet i eftertiden har mistetdenne tilknytning. Parallelt med bogens første del består anden del af tre ka-pitler. Det første om skriftets form og karakter, det andet om parallellernemellem P. og Diognetbrevet og det sidste som sammenfatning. Hill gør et prisværdigt forsøg på at argumentere for sammenhængen mel-lem kap. 1-10 og 11-12 både ud fra kodikologiske (dvs. oplysninger baseretpå selve den kodeks, skriftet var overleveret i), stilistiske og teologiske syns-punkter, men argumentationen forudsætter, at 11-12 må stamme fra entenet andet værk eller forfatteren selv. Det overvejes ikke, hvad der forekommermig mere nærliggende, om 11-12 kan ses som en senere redaktors forbed-rende genskrivning af de forudgående kapitler. Brugen af kodikologiskeovervejelser er – skønt beundringsværdig – langt fra entydig, eftersom vi ik-ke kender skriftets oprindelige form. Selv hvis Codex Argentoratensis var be-varet, ville det ikke hjælpe, da man heller ikke derfra ville kunne slutte tilpapyrologiske forlæg. Det afgørende punkt, hvor Hills argumentation kom-mer endegyldigt til kort, er i forsøget på at påvise en sammenhæng mellemDiognetbrevet og det eneste bevarede skrift af P., hans Filipperbrev. For-skellen mellem de to tekster er så iøjnefaldende, at forsøget på at etablere enforbindelse mellem dem virker noget anstrengt; men det udelukker ikke, atder er motiv- og teologihistoriske forbindelser mellem Diognetbrevet og enrække af de tekster, Hill henviser til.Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg generelt er skeptisk over for bogens ar-gumentation; men det ændrer ikke ved, at der er tale om et både impone-rende og helstøbt forsøg på at ‘opskrive’ P.s rolle i forståelsen af det andet år-hundredes kristendom. Enten man nu deler den teksttilgang, der karakteri-serer Hills arbejde, eller ej, er hans monografi under alle omstændigheder etvægtigt bidrag til forskningen i det andet århundredes kristendom. Anders Klostergaard PetersenDTT 2008-1.book  Page 61  Tuesday, February 12, 2008  2:51 PM

From the Lost Teaching of Polycarp. Identifying Irenaeus’ Apostolic Presbyter and the Author of Ad Diognetum.

https://tidsskrift.dk/dtt/article/download/112100/161039

From the Lost Teaching of Polycarp. Identifying Irenaeus’ Apostolic Presbyter and the Author of Ad Diognetum.

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)