Mackeprang, M.

Danish

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

Die mittelalterlichen Taufsteine der ProvinzSchleswig-Holstein.Hrsg. mit 52 Abbildungen von Dr. Ernst Sauermann.B. Nöhring. Liibeck. 1904. 72 s. + 1 kort. 8. 0Sønderjyllands ældre kunsthistorie er i den seneretid bleven behandlet i en række enkeltskildringer aftyske videnskabsmænd. Professor Matthaei har i to,tidligere her i „Aarbøgerne" anmeldte værker undersøgtde talrige altertavler og andre kirkelige træskærer¬arbejder fra middelalderens sidste århundreder, dr.Brandt, direktør for Thaulowmuseet i Kiel, har yderstgrundig gjort rede for den betydeligste af det 17.århs. mange billedskærere, Gudewert, og endelighar nu dr. Sauermann, søn og efterfølger af Flens¬borgs kunstindustrimuseums afdøde grundlægger, be¬handlet de middelalderlige døbefonte i Slesvig og Hol¬sten. Lignende arbejder er planlagte for de tre nordiskelande, og det er ret forståeligt, at fontene fristerærkæologer og kunsthistorikere. Først og fremmestfordi de, bortset fra kirkebygningerne, så, omtrent er deteneste, der er levnet os af 12—13. århs. romanskekunst. Grunden hertil er selvfølgelig materialet, derbedre end træet har kunnet modstå tidens tand, ogDie mittelalterliohen Taufsteine. 295ikke som malmen eller de ædle metaller har fristetnogen; de svære stenkummer var der såvist ingen,der løb med. I det højeste kunde de jo bruges somvandtrug eller til dekoration i haverne, og en del erda også vandret den vej, når ivrige præster ellerkirkeældste ikke har fundet dem fine nok. En over¬ordentlig stor mængde er dog endnu i behold. Forf.giver ingen statistik, men efter Haupts „Bau u. Kunst-denkmäler" har ikke mindre end ca. 150 af Sønder¬jyllands ca. 260 kirker deres gamle fonte i behold.Deres fordeling er ikke uden interesse. I de femnordligste amter, det egentlige Nord- og Mellemsles¬vig, er der bevaret ca. 130 på et samlet kirketal afca. 170, medens Sydslesvig o: Ekernforde, Slesvig,Ejdersted og Husum amter kun har ca. 20 i 88kirker. Mod nord er altså godt trefjerdedele, modsyd næppe enfjerdedel oprindelige. Grunden hertiler sikkert den, at man i disse egne, der dels mod vesti Friserne havde en usædvanlig velstående befolkningdels talte mange herregårde, ikke i længden har villetlade sig nøje med den romanske kunsts ofte tunge ogplumpe former, men delvis allerede i middelalderenssidste tid har ombyttet dem med mere moderne. Modnord har man derimod i denne som i anden henseendeværet mere konservativ i dette ords egentlige betydning.Bogen er selvfølgelig ikke topografisk ordnet, menfontene deles i forskellige grupper, der behandles hverfor sig. Til grund for den første store klassificeringhar forf. lagt materialet, den forskellige stenart, derer anvendt. Thi med rette er de ikke ganske fåmalmfonte udeladte; de er nemlig for en stor del296 M. Maokeprang.klokkestøberarbejder og lader sig derfor bedst behandlei sammenhæng med kirkeklokkerne. Stenfontene falderganske naturlig i to store hovedgrupper, en hjemligog en fremmed, der behandles først. Af fremmedestenarter har man på, Vestkysten i ikke ringe gradbenyttet en blå marmor eller kalksten fra Namur iBelgien samt en gullig sandsten fra Weseregnen. Densidste er også bleven brugt til en enkelt kongerigskfont i Ribeegnen samt i domkirken her, fra hvilkenmindre stykker har forvildet sig til et par andre syd-jydske kirker. Namurstenen findes derimod kun iSønderjylland langs Vesterhavet og i en række kirkerved Ejder og Trenen. Enkelte af disse fonte stammerfra 12—13. årh., men størstedelen er yngre, hvad derer nok så interessant, da det viser, at den livligehandelsforbindelse tværs over Vesterhavet, der påValdemarernes tid bl. a. bragte materiale (rhinsk tuf)til en hel række kirker i Sydvestjylland og Slesvig,har holdt sig meget længe, således at der synes atvære direkte forbindelse mellem den ældre middelalderog det 17. århs. forsøg på hollandsk kolonisation.I en ganske anden retning peger den tredje frem¬mede stenart, den gullandske kalksten. Og medensfontene fra Namur og Weser kun fandtes i enkeltebestemte egne, er Gullandsfontene spredt over helelandet. Som påvist af forf. forekommer de langsØstersøens sydkyst, og også i kongeriget er de al¬mindelige. Fra Ribeegnen til „Heden" ved Roskilde,fra Hjørring til Lolland-Falster, hvor de er særlighyppige, træffer man deres sirlig - elegante former.Der må åbenbart have været en ren storindustri afDie mittelalterlichen Taufsteine. 297fonte på Gulland, hvis mange prægtige kirker endnuvidner om de gamle „stenmestres" duelighed. Thi atde er bleven udførte fra øen i fuldfærdig stand, erganske utvivlsomt, ikke blot „højst sandsynligt" somforf. skriver; alene af de sorte beskrivelser i Brunius,„Gotlands Kunsthistoria" — en bog forf. citerer —kan man se, at fonte af ganske samme art endnu findesi adskillige af øens kirker. Og at udføre råmaterialetfor bagefter at indføre det i forarbejdet stand, vildeunægtelig være at gå over bækken for at hente vand.Om man så har haft et slags depot i Lybæk, der fraanden side er bleven hævdet som deres tilblivelsessted,eller om man har hentet dem på øen selv, ja det eret spørgsmaal for sig. Det skal her blot antydes,at det for Lolland - Falsters vedkommende ligger nær¬mest at tænke på de store Skånemarkeder i Skanørog Falsterbo.Medens disse tre arter fonte bærer vidne om delande, med hvilke vor hjemstavn i de fjærne tiderstod i handelsforbindelse, er den fjerde gruppe afhjemlig herkomst. Ikke blot er materialet indenlandsk— det er den granit, istiden førte med sig fra den skan¬dinaviske halvø i form af „kampesten", — men deer også forfærdigede her i landet. Thi medens f. ex.gullandske kalkstensfonte af ganske ens udseende fore¬kommer i Vendsyssels og Meklenborgs kirker, har hverenkelt egn sin mere eller mindre ensartede type af granit¬fonte, ja mellem flere er ligheden så stor, at de utvivl¬somt må være huggede af samme mester eller i sammeværksted. Navnlig i Nord- og Mellemslesvig udgørde den langt overvældende mængde, der dog gennem-298 M. Mackeprang.gående lader sig indordne under enkelte hovedformer.Foruden i flere mindre grupper har forf., dels gåendeud fra deres form dels fra deres billedlige udsmykning,inddelt dem i to store hovedgrupper, en østlig og envestlig, som han søger at sætte i forbindelse meddatidens nationale forhold. Det kan endda gå på ost¬kysten, hvor der i 12. årh. endnu boede en „temmeligren jydsk befolkning" (s. 37), derimod er det ham af godegrunde umuligt andetsteds at fastslå „en jydsk, frisiskog nedersachsisk type" (s. 48.). Tilbage bliver såenkelte fonte, der ikke lader sig indordne under nogenbestemt gruppe. Det er i kunstnerisk henseende ab¬solut de mest værdifulde, fonte som Munkbrarups ogFørs (fig. 45 og 46) hører trods deres noget ubehjælp¬somme udførelse til den bedste romanske kunst i Sønder¬jylland; der er over dem en forbavsende kraft ogdjærvhed. Navnlig overfor dem må man beklage, atforf. har måttet lade sig noje med de tarvelige tegninger,han giver, så meget mere som de fotografiske ætsninger,der ledsager texten, gennemgående er særdeles gode, flereendog fortrinlige. Også mellem de andre fonte findesadskillige særdeles smukke stykker, f. ex. Grarup (fig.21), Store Solt (fig. 35), Treja (fig. 36), Skodborg (fig.48) og Vedsted (fig. 41), men i det hele og store kande hverken kunstnerisk eller arkæologisk måle sig medderes naboer i Nørrejylland, hvor stenhuggerkunsteni Valdemarernes tid har stået overmåde højt. Ianden henseende har de derimod megen interesse.I lighed med de ovenfor nævnte værker har forf.behandlet begge hertugdømmerne, altså den prøjsiskeprovins Slesvigholsten, under ét. Men medens detteDie mittelalterlichen Taufsteine. 299var en naturlig sag f. ex. for de middelalderlige alter¬tavler, fordi de enten er direkte importerede fra Tysk¬land (Lybæk) eller skriver sig fra middelalderensslutning, hvor de to landes overklasse ialt væsentlighavde samme kultur, bliver det her ret kunstlet. Døbe¬fontene stammer nemlig fra en tid, da det skæbnessvangrepolitiske ægteskab endnu ikke var indgået, da Ejderenbåde politisk og kulturelt var grænseflod. For atoverbevise sig herom behøver man blot at kasteet blik — helst ikke ved kunstigt lys! — på detmeget fortjenstfulde kort, der giver en oversigt overfontenes forskellige materiale. Det er for det førstepåfaldende, hvor få gamle fonte, der er bevaret iHolsten, og dernæst vil man se, at den blå streg, derbetegner granitfontene, kun træffes under fire hol¬stenske bynavne, medens den i Sønderjylland strækkersig ned til en linje fra Kosel ved Ekernførdeover Treja til Ollerup og Fjolde mod vest. Sydfor denne linje er de grønne streger (Namur-stenen) næsten eneherskende, norden for den er deblå i alt overvældende flertal, og tænkte man sigkortet forlænget mod nord op til Skagen, vilde denhele halvø være som et blåt blomsterbed. Også stenenekan tale, og højt og tydeligt vidner de om, fra hvilkenside vor landsdels gamle kultur er kommet.Kun delvis har forf. set dette. Selvfølgelig erhan klar over, at grænsen for de forskellige døbe-fontstyper ikke falder sammen med den politiskegrænse, men når han dernæst siger, „hvad nu deslesvigske døbefontstypers videre forhold til de danskeangår, kan der ikke være tale om en afhængighed i300 M. Mackeprang.formal henseende", er dette kun rigtig taget rent efterbogstaven. Bag ved ligger en stor misforståelse,der bunder i manglende kendskab til ældre danskkunst. Kunsten, hvis man kan bruge dette ud¬tryk om godt gammelt stenhuggerarbejde, er i højgrad lokal, dens udtryk er forskellige ikke blot ilandets forskellige provinser, men selv i disses enkelteegne. Man kan med fulstændig ligeså stor ret sige,at der ikke er nogen forbindelse mellem fontene påSjælland og Fyn, ja for blot at tage den førstnævnteø, der i størrelse jo nogenlunde svarer til hertug¬dømmet, træffer vi på den to store hovedformer,mellem hvilke der ikke er fjærneste lighed. Ikke bloti udsmykningen, men hvad der er vigtigere, i hele denydre form, er der langt større forskel mellem demend mellem de to sønderjydske hovedtyper. Og forat gå over til Jylland har vi dér tre, fire store hoved¬grupper, af hvilke en enkelt atter spalter sig i henveden halv snes skarpt afgrænsede underarter. Selvpå ganske små områder som Lolland og de sydfynskeøer iagttages den samme hovedregel: Loven om destedbundne typer, som man kunde kalde den. Harman først fået fat på dette centrale punkt, undrer detén ikke, „at med andre typer vexler i Jylland ogsåornamentiken og de motiver, der fremstilles" (s. 65).Selvfølgelig er og må der være ulighed, man må blotikke over den glemme den endnu større lighed, derligger i, at man nord og syd for Kongeåen har holdtsig til den samme udførelsesmåde, de samme hoved¬former og det samme materiale, der vel at mærke sågodt som ikke anvendes til døbefonte i Nord- ogDie mittelalterlichen Taufsteine. 301Mellemtyskland (med undt. af egne i det gamle Neder-sachsen), og som ikke dér gøres til genstand for kunst¬nerisk behandling, medens det af gode grunde næstener enerådende indenfor Danmarks gamle område, hvornavnlig i de jydske kvaderstenskirker den hårde graniter bleven behandlet på en måde, der endnu vækkervor beundring. Man kan derfor udmærket godt medforf. i vore gamle fonte se „et vexlende billede af enhjemlig stenplastik" (s. 65), blot må .man tilfoje, atdenne plastik ligeså godt som den jydske, den fynske,den sjællandske og den skånske er dansk provinsielkunst. Til overflod er der en del direkte berørings¬punkter mellem de sønderjydske granitfonte og deresnaboer mod nord og øst. Forf. gør selv opmærksompå, at grænsen for en udpræget type går fraVejlefjord skråt ned til Tønder (s. 63—64), og hertilkan føjes, at der i Vest- og Sydfyn forekommer fontesmykkede med ganske den samme bladranke, som dender findes vesten for Lillebelt. Og en parallel tilMunkbrarupfontens fremstilling af løven, der er i færdmed at sluge en mand, som gennemborer den med sitsværd, findes udhugget på en fynsk døbefontsfod(Hillerslev ved Fåborg).Det har nærmest været anmelderens hensigt atgøre opmærksom på, hvad man i kulturel og nationalhenseende kunde lære af vore gamle døbefonte. Atgive en indgående arkæologisk kritik af forf.s resul¬tater vilde derimod falde udenfor dette tidsskrifts ram¬mer. Bedst lykkedes er ubetinget bogens første afsnitom de indførte fonte, mindre tilfredsstillende er afsnittetom granitfontene og den almindelige del. Fejlen ligger302 M. Mackeprang.her ikke så meget i, hvad der siges, som i, hvad derer udeladt. Forf.s klassificering af de forskelligetyper er i det hele rigtig, og i forklaringen af de oftegådefulde fremstillinger, hvormed fontene er smykkede,holder han sig ganske borte fra de såre fantastiske for¬tolkninger, i hvilke navnlig den ældre ærkæologi var såstiv. Men man kunde dog nok have ønsket en nogetstorre fylde, at der f. ex. var bleven taget fat påspørgsmålet om forholdet mellem kirkebygningerneog fontene og disses forhold til den øvrige stenskulptur.Dog anm. ved bedst selv, hvor ulige vanskeligerearkæologen er stillet end historikeren, der i sin stueeller i arkivets læsesal kan samle de kilder, hvorpåhan bygger sin fremstilling, medens der her må udføreset besværligt og ofte kostbart arbejde i marken.M. Mackeprang.

Die mittelalterlichen Taufsteine der Provinz Schleswig-Holstein

https://tidsskrift.dk/soenderjydskeaarboeger/article/download/80636/115760

Die mittelalterlichen Taufsteine der Provinz Schleswig-Holstein

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)