Berni, Bruno

Danish

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

Italien, Danmark og Den AndenSlesvigske Krigaf Bruno BerniOldforskeren Carl Christian Rafn (1795-1864) førte som sekretær og bestyrer af DetKongelige Nordiske Oldskriftselskab en omfattende korrespondance med udenlandskelærde fra hele verden. Brevene findes i dag i Det Kongelige Biblioteks håndskriftsamling,og de belyser mangfoldige forhold. Blandt korrespondancen med italienske personlighe¬der1 findes der således breve, som viser, hvordan krigen i 1864 blev anskuet fra danskog italiensk side. Brevene antyder bl.a. planer om italienske frivilliges deltagelse i krigenpå dansk side. Denne spændende episode fremdrages her af Dr. Bruno Berni.Carl Christian Rafn beskæftigede sig i hele sit liv med Danmarks fortid, ogbåde som historiker, antikvar og dansker var han meget følsom angående dettyske angreb. Hans stilling fremgår tydeligt af nogle breve, som han skrev tilitalienske videnskabsmænd få dage efter angrebet. Den 16. februar skriverRafn til Bernardino Biondelli,2 at tyskerne vil føre »une guerre de l'injustice laplus criante«,3 og hans bitterhed er forståelig, når man tænker på, at han i1861 havde udgivet sine »Inscriptions runiques du Slesvig méridional«, somnetop beviste den påstand, at det danske befolkningselement havde bosat sigi Slesvig før det tyske. Det er altså i forbindelse med sin historiske virksomhed,at Rafn skriver, at »monumenterne fra vores forhistorie viser på uigenkaldeligvis, at Slesvig i umindelige tider har været en dansk provins. Tyskerne somlever dér er kun indtrænglinge«. Samtidig udtrykker han en skarp kritik afnabofolket, idet han mener, at »Italien har vist haft lejlighed til at stiftebekendtskab med den virkelige karakter af dette folk, der er så begærligt eftererobringer på sine nabolandes bekostning« [her oversat fra fransk].Netop erkendelsen af at Italien på det tidspunkt befandt sig over forlignende problemer og samme fjende, er udgangspunktet i de følgende breve.Arkæologen Giancarlo Conestabiles brev til Rafn, dateret 5. marts, udtrykkeritalienerens forståelse af de danske problemer, idet han skriver:»De kan godt forestille Dem, at når en italiener skriger imod Østrig, er dergode grunde til at skrige så højt som muligt« [her oversat fra fransk], Italienspolitiske situation er nærmere beskrevet i Diego Bonghis brev, skrevet fraNeapel den 20. september, hvor det hedder:»I vort kære Italien er enhver interesse optaget af politikken, og alle interes¬ser og alle sjæle vender sig mod vor fremtid, som er presset af de to store44 Bruno Berniproblemer, Rom og Venedig [...]! Hvis Danmark er meget bekymret, har Italienikke færre problemer« [her oversat fra italiensk].Denne del af Rafns korrespondance er følelsesudbrud fra en videnskabs¬mand, der havde ofret hele sit liv på at studere sit lands historie. Men i sammelæg findes der et brev, der indeholder mere konkrete historiske oplysninger. Iapril 1863 havde en oberst i den italienske hær, Ferdinand Dienheim-Chotom-ski,4 sendt et manuskript, »Album Paléographique de l'art chrétienne dumoyen åge«, til Rafn. Denne svarede i samme måned, men korrespondancenmellem de to havde åbenbart ikke en fortsættelse, idet der i det omtalte lægikke findes flere breve fra 1863. Chotomskis andet brev til Rafn er nemligskrevet et år efter, den 6. juni 1864, og fortjener at blive gengivet i hele sinlængde:»Jeg glæder mig over at have mulighed for at erindre Deres Excellence ommig, og samtidig tager jeg mig ærbødigst den frihed at bede Dem om atunderrette mig om den ansøgning, som den italienske general Lanti hertug afMontefeltro og General Dunn har sendt gennem Hans Majestæt kongen afDanmarks ambassadør i Turin, er nået frem. I ansøgningen tilbyder disse togeneraler deres tjeneste til Deres Konge og ønsker at komme til Danmarkmed de italienske frivillige og kæmpe mod vores fælles fjende; da de pånuværende tidspunkt ikke har modtaget svar, og den danske ambassadør ikkeer i Turin, ønsker de at få besked om deres tilbud er blevet positivt modtaget.Vi er her i gang med at organisere en komité og vil (dersom vi får lov)komme Deres ulykkelige medborgere til hjælp, fordi de ruineres af preussernesog østrigernes opkrævning og plyndring. Forhenværende krigsminister grevFrapoli, hertug af Montefeltro, greve Cornaro, venetiansk adelsmand og Hr.De Luca, folketingsmedlem har bifaldet projektet, og jeg er glad for at havetaget initiativ til denne broderlige pligt, som den italienske nation har overfor Deres heroiske land, og alle frimurerloger af vores skotske ritual og afandre vil bidrage til denne gode gerning. Mens vi venter, beder vi til Gud, omat De kan slå Deres ulykkelige lands angribere og plyndrere, et land, der erblevet forladt af Deres troløse allierede. Det mener alle dydige mennesker.Jeg forsikrer Dem min respekt og agtelse ... etc.« [her oversat fra fransk]I enhedsbevægelsens Italien var det Slesvigske spørgsmål altså ikke helt ukendtog heller ikke upåagtet. Man sagde, at Preussen-Østrig ville generobre fraNorden, hvad de havde tabt i Syden, og i februar 1864 troede man i Tyskland,at Italien ville angribe ved floden Mincio, som markerede grænsen mellem detnu italienske Lombardi og det endnu østrigske Venedig. De østrigske ogpreussiske tropper ville da blive fordelt på to fronter og dette ville gavneDanmark og samtidigt være i Italiens interesse. En svækkelse af de tyskeItalien, Danmark og Den Anden Slesvigske Krig 45Carl Christian Rafn (1795-1864) viede sit liv til studiet afnordisk oldtid og oplysningsarbejdet herom.Han var med til at stifte Det kgl. nordiske Oldskriftselskab og blev dets sekretär og egentlige leder.Undersøgelser af stednavne og runeindskrifter fra Mellemslesvig overbeviste ham om, at hele Slesvigoprindelig havde dansk befolkning. Denne overbevisning forfægtede han besindigt over for tyske lærde,som mente at landet tvartimod oprindelig var beboet af tyske stammer. Foto i Del kongelige Bibliotek.tropper kunne altså komme begge lande til nytte. Det drejede sig kun om falskerygter, men den italienske statsminister Cavours opfattelse havde tidligereværet den, at de danske problemer var af europæisk interesse, og at Sverigeikke kunne undgå at hjælpe Danmark. Cavour betragtede Preussen-Østrigsom en fælles fjende, og derfor ville enhver mulighed for at volde dem besvær- fra skandinavisk eller italiensk side - være velset og måske støttet, hvis ikke46 Bruno Bernimilitært, så politisk. Cavour var imidlertid død allerede i 1861, men meget varaltså alligevel i gang i Italien med hensyn til erobringen af Venedig, hvilketskete i 1867.Vore historiebøger omtaler imidlertid ikke nogen deltagelse af italienskefrivillige i den anden slesvigske krig: hvordan tog sagen sig altså ud? Det harikke været muligt i danske arkiver at finde den originale ansøgning, somChotomski omtaler i sit brev til Rafn, og noget tyder på, at en skriftlig officielansøgning aldrig er blevet forevist det danske gesandtskab i Turin. Men blandtIver Holger Rosenkrantz' papirer i Rigsarkivet i København findes der etkoncept til et brev fra ham til udenrigsministeren Monrad, hvor sagen ernærmere omtalt.5 Baron Rosenkrantz var blevet udnævnt til Chargé d'affairesved det italienske hof den 21. juni 1863, og blev i Turin til 28. marts 1866,hvor han blev afskediget med ventepenge, og posten, der nu skulle flyttes tilFlorens, blev derimod inddraget. Rosenkrantz beretter i brevet - der i øvrigter trykt i hans »Efterladte Optegnelser«6 - hvordan general Dunn den 12.april 1864 havde bragt ham et brev fra kammerherre Bille i London ogsamtidigt tilbudt at føre et korps på 6-10.000 frivillige til Danmark. GeneralDunns nøje forberedte plan var, at korpset skulle sejles til Danmark gennemGibraltar-strædet om bord på engelske skibe, og dermed undgå de østrigskekrydseres kontrol. Danmark skulle betale transportomkostninger og udrust¬ning, og Dunns frivillige skulle i øvrigt have samme løn som de regulæredanske soldater. Den danske ambassadør fortæller, hvordan han talte medden italienske indenrigsminister Peruzzi om sagen. Peruzzi og den engelskeminister Elliot var, ifølge Rosenkrantz, underrettet om ekspeditionen, ogPeruzzi sagde, at den italienske regering ville lukke øjnene for hvervningen,og ellers helst holde sig udenfor.Dunn ville forestille Rosenkrantz for hertug af Montefeltro Della Rovere,som skulle stå i spidsen for det italienske korps, og ville selv omgående rejsetil Danmark og organisere felttoget. Rosenkrantz var meget skeptisk over forde store omkostninger, og ikke mindst også på grund af Dunns tvivlsommepålidelighed. En garanti for, at pengene ville blive brugt til at hjælpe Danmarkmod Tyskland, og ikke - som Peruzzi antydede - til at finansiere en nyekspedition i Italien, kunne Dunn ikke give. Men en kort politisk analyse afforholdene kan måske overbevise os om, at de italienske frivillige virkelig villerejse til Danmark og kæmpe mod tyskerne. Netop dette ville på det tidspunkthjælpe deres land. Det drejede sig altså om en slags politisk opportunisme,som Danmark kunne have fordel af. Blandt de italienske organisatorer, somChotomski omtaler i sit brev til Rafn, var Ludovico Frapölli og FrancescoDe Luca. Den første havde været med i Garibaldis felttog på Sicilien og iSyditalien og havde tidligere rejst i Skandinavien, mens han studerede i Frank-Italien, Danmark og Den Anden Slesvigske Krig 47rig. De Luca var siden 1861 parlamentsmedlem og blev senere vicepræsident.Begge var, sammen med de andre, der er nævnt i Chotomskis brev, medlemmeraf den italienske frimurerorden og blev senere stormestre. Hele foretagendetvar altså skabt i frimureriets tegn, og her bør man måske påpege, hvormeget frimureriet allerede tidligere havde virket sideløbende med Italiensenhedsbevægelse, både fra italiensk og udenlandsk side.7 Giuseppe Garibaldi,Italiens berømte helt, blev støttet af en kreds af kendte frimurere og blevsenere stormester 'honoris causa'. Og selv da Garibaldi erobrede Syditalienfor Savoia-kongen Vittorio Emanuele, havde den italienske regering lukketøjnene og officielt holdt sig udenfor, selvfølgelig kun af politiske grunde overfor resten af Europa.Det italienske initiativ havde altså en alvorlig politisk hensigt, nemlig at ydeDanmark støtte, og derved svække Preussen-Østrig og erobre Venedig. Dennetaktiske idé var heller ikke ny for Ludovico Frapålli, der kun få år forinden,sammen med György Klåpkå, var i gang med at organisere ungarske legionermed samme mål, nemlig at volde Østrig besvær på to fronter. Forsøget blevstandset af Villafranca-freden, men blev senere taget op igen for at kunnevirke sideløbende med Garibaldis felttog.Hensigten med de to italienske generalers indsats var altså denne, og uden¬landsk hjælp til Danmark i 1864-krigen var i øvrigt ikke kun en italiensk sag.Noget tyder på, at også andre var indstillede på at yde økonomisk hjælp tildet skandinaviske land. I brevet omtaler Chotomski en »comité«, der skullekomme de danske »Citoyens« til støtte, og i den del af Rafns korrespondance,der er udgivet af Benedict Grøndal, findes der et brev, dateret 4. marts 1864,fra Rafn til den engelske videnskabsmand Andrew James Symington. I brevetskriver danskeren, at han har læst i Times »that on the 20th ulto the Marquessof Clanricarde has cailed upon his countrymen for contributions to the danishsoldiers«, og videre at »at Lausanne in Switzerland has been issued a similarappeal, also at St. Petersburgh and many other piaces«.8Klåpkå og Garibaldi indledte på en eller anden måde en form for samarbejdemed henblik på at hjælpe hver sit land, men Danmark oplevede ikke detsamme, og 1864-krigen blev en afgørende begivenhed i dansk historie. Der ersom sagt ingen spor af italienske frivillige i Slesvig i vore historiebøger. Dunnsog Montefeltros idé fik ingen følger, og der findes heller ikke noget svar fraRafns side til Chotomski i det undersøgte læg, som ellers indeholder notaterog koncepter til svar på de fleste breve. På det tidspunkt - midt i juni 1864 -var Danmark i gang med Londonkonferencen, og forhandlingerne og våben¬stilstanden var vist årsagen til, at man ikke anså udenlandsk hjælp for nødven¬dig. I lægget er der derimod et tegn på Rafns taknemmelighed over foritalienernes tilbud. Det er et lille notat, hvor Rafn ordner forsendelsen af48 Bruno Berninogle af Oldskriftselskabets publikationer til Chotomski, og blandt disse deomtalte »Inscriptions runiques du Slesvig«. Forsendelsen, der skulle bærededikationen »Pour quelques-uns des amis italiens du peuple danois«,' erdateret 17. juni, dvs. mens Londonkonferencen endnu var i gang og deeuropæiske stormagters forslag måske kunne afslutte krigen og give Danmarket håb.Men den lille pakke havde knapt nået Italien, før den fuldkomne mangelpå gensidig forståelse den 25. juni førte til Londonkonferencens og dervedvåbenstilstandens afbrydelse. Carl Christian Rafn døde i oktober samme årog nåede ikke at opleve fredstraktatens endelige afslutning.NOTER OG HENVISNINGER1. Ny Kgl. Saml. 1599lv2° folio.2. Rafn havde været i kontakt med Bernardino Biondelli siden 1838, og besøgte ham i Italien 18S4.3. »En højst uretfærdig krig«.4. Chotomski, der var adelsmand af polsk oprindelse, havde været i Frankrig fra 1831, i Italien fra1860. Han var antikvar, forfatter, kunsthistoriker og maler. I 1870 kom han tilbage til Polen,hvor han døde i 1880.5. Rigsarkivet, Gesandtskabsarkiv (Papirer udtaget af Rosenkrantz' Arkiv).6. Iver Holger Rosenkrantz, Nogle efterladte Optegnelser, Kjøbenhavn 1876.7. Jfr.: Alessandro Luzio, La massoneria e il risorgimento itatiano. Saggio storico-critico, 2 Bd.,Bologna 1925.8. Breve fra og til Carl Christian Rafn, med en biografi, udg. af Benedict Grøndal, Kjøbenhavn1869, s. 292-293.9. »Til nogle italienske venner af det danske folk«.

Italien, Danmark og den anden slesvigske krig

https://tidsskrift.dk/soenderjydskeaarboeger/article/download/80453/115577

Italien, Danmark og den anden slesvigske krig

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)