Clementsen, O. H.

Danish

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

ET CHRÉTIEN-FUNDafO. H. ClementsenDet sker imellem Aar og Dag, at der dukker et af disse smukkeMedaillon-Portrætstik op, stukket af Chrétien i Paris, som af Ejer¬manden indleveres til Det kgl. Biblioteks Billedsamling eller til Forfat¬teren af denne Artikel i Haab om at faa det identificeret som en Olde-eller Tipoldefar.Ofte lykkes det, men lige saa ofte er det umuligt at identificerePortrættet, trods store Anstrengelser, og Ejeren gaar skuffet bort.For nylig blev der til Det kgl. Biblioteks Billedsamling indleveretet overordentligt smukt Stik af Chrétien, med Anmodning om at faadet identificeret, det forestillede en køn, ung Mand i Uniform, ca. 25 Aar.Ved Undersøgelsen viste det sig, at Billedsamlingen, mellem deuidentificerede Stik, ogsaa havde et Eksemplar af Portrættet, og dervedblev Interessen straks vakt.Det indleverede Stik var forsynet med en Paategning, skrevetmed gotiske Bogstaver, og med en gammel, rystende Haand, som varvanskelig at dechiffrere.Portrættet kunde tidsfæstes som værende stukket mellem 1801og ca. 1808, paa Grund af Uniform og Chrétiens Underskrift.Paategningen blev først udlagt som: „Regieringsraad Jansen(eller Jensen) General-Gouverneur i Vestindien og GeneralmajorAdrian Benzon' Ven", men ved Efterforskning fandtes overhovedetingen Embedsmænd i Vestindien med dette Navn.Paategningen blev atter nøje studeret Bogstav for Bogstav, ogkom derefter til det rigtige Resultat, idet der staar:„Regieringsraad senere General-Gouverneur i Vestindien og Ge¬neralmajor Adrian Benoni Ben".Herved afsløredes Portrættet af en fremragende Personlighed,som berømmes af sin Samtid, men som nu er glemt, og af hvem manhidtil ikke har kendt noget Portræt.Personalhistorisk Tidsskrift. 1960. I2 O. H. CLEMENTSENet chrétien-fund 3Adrian Benjamin (kaldet Benoni) Bentzon var Søn af Byfoged iBergen Hans Jacob B. (1736-1810) og hustru Sophia Hedvig, fødtKobke (1756-1810), han blev fodt i Tonsberg 22. April 1777, hvorFaderen var konstitueret Byfoged. Allerede 1780 flyttede Familientil Bergen, hvor Sønnen voksede op og 14 Aar gammel blev optaget iKatedralskolens överste Klasse. Han blev derfra dimitteret til Uni¬versitetet i København, hvor han fik Udmærkelse til Artium, og i1796 vandt Universitetets Guldmedaille for Besvarelsen af en Pris¬opgave i Æstetik. Aaret efter tog han juridisk Embedseksamen medbedste Karakter, og blev ansat som Notarius og Adjunkt ved detjuridiske Fakultet.Bentzon var lille af Bygning. Et Ulykkestilfælde i hans Barndomhavde gjort, at hans ene Ben var blevet kortere; til Gengæld ragedehans Intelligens hojt, han talte flere Sprog, og han blev hurtigt dragetind i de ledende Kredse.Han var Genstand for sine Venners Beundring, deriblandtJ. P. Mynster. De omtaler med Forbavselse hans Kundskaber, hansæstetiske Sans og skarpe Forstand. I litterær Henseende er hans Navnkun knyttet til Oversættelsen af et Stykke af Kotzebue, udgivet i 1798.Det var Toldkammerets Præsident Moltke, der i 1799 fik hamansat som Major og Regeringsraad paa St. Croix. Bentzon gjordesig straks fordelagtigt bemærket i Vestindien, det skyldtes saaledesham, at Overgivelsen af Øerne til Englænderne i 1807 skete paasaa fordelagtige Vilkaar.Han blev gift den 14. September 1807 med Magdalen Astor(1788-1832), Datter af en af Nordamerikas rigeste Mænd, JacobAstor, hvis umaadelige Formue hun var eneste Arving til. Ægte¬skabet var ikke lykkeligt, hun skal have været meget heftig og skinsyg,hvortil Bentzon nok gav Anledning. Hun opholdt sig efterhaanden fordet meste i Amerika. Der var to Børn i Ægteskabet, en Dreng og enPige, der begge døde som unge. Navnlig Sønnens Død var en storSorg for Bentzon. Selv levede han sammen med en CreolerindeMistress Copy, med hvem han havde to Børn. De fleste af ØernesEmbedsmænd levede forøvrigt i ubundet Ægteskab med en farvetKvinde.I de syv Aar Krigen varede (1807-1814), rejste han rundt iEuropa, og paa Grund af hans indtagende Væsen, hans store Sprog¬kundskaber og Følelsen af Uafhængighed, ved at besidde en storFormue, kom han i Forbindelse med Europas første Statsmænd ligefra Kejser Alexander til Metternich og Talleyrand.1*4 O. H. CLEMENTSENI 1816 blev Bentzon udnævnt til Generalgouvernør over Dedansk-vestindiske Øer med Titel af Generalmajor; det var da Meningen,at hans Hustru skulle komme tilbage til ham igen og Creolerindenblev sendt bort. Men da Skibet, hvormed hans Gemalinde skuldekomme, løb ind i Skt. Thomas Havn, meddelte Kaptajnen de ventende,at Fruen havde ombestemt sig, hvorefter Skibet sejlede bort. KortTid efter blev Ægteparret skilt, og Creolerinden Mistress Copyvendte tilbage.De dansk-vestindiske Øer havde paa den Tid en af sine mestglimrende Perioder, idet Øerne var blevet Knudepunktet for Handelenmellem Amerika og Europa.„Planterne", der næsten alle var af gamle og fornemme Familier,franske og engelske adelige Slægter, tjente store Penge, gav Fester ogBaller, og den daglige Gæstfrihed var enestaaende. „Planterne"havde faaet deres Opdragelse i Europa, og den aristokratiske Selv¬følelse og Rigdom fremkaldte derfor den fineste Tone i Selskabslivet.Generalgouvernørens Stilling var som en Fyrstes, og BentzonsRigdom tillod ham at udvise en Luksus ved Festerne i Gouvernements-huset, der overgik alle europæiske Forestillinger, baade hvad Op¬dækningens Pragt og Smag angaar, saa vel som Retter og VinenesFinhed, og endelig Tjenerskabets Omfang til at servere for Gæsterne.Ved de større Fester var det Skik, at man efter det egentligeMaaltid var endt, begav sig til en anden Spisesal, luftigere og køligerehvor man satte sig ved det blanktpolerede Mahognibord uden Dug,men dækket med det kostbareste Chrystal, Porcellain og Sølvtøj, ogen Overdaadighed af de skønneste tropiske Frugter, medens dengamle Madeira i de længe gemte, støvede Flasker, hvis Alder og Finhedvar Husets største Ambition, cirkulerede fra Mand til Mand.Paa Kong Frederik VI's og Dronning Marie's Fødselsdag, hen¬holdsvis 28. Januar og 28. Oktober, gav Generalgouvernøren stort Bal,saa glimrende som et Hofbal. Alle der hørte til Øernes Aristokratiog „beau monde", alle civile og militære Embedsmænd var indbudt.Damernes Toiletter var efter nyeste Pariser Mode, straalende af Dia¬manter. „Planterne", hvoraf mange var Militsofficerer, bar flotteUniformer, medens de civil klædte Herrer var iført Kjole efter sidsteLondoner Mode. Gæsterne kom kørende i elegante Equipager, fleremed Firspand.I 1820 var Bentzon i København. Under hans Ophold her blevder paa Øerne, uden at han anede det, rejst en kraftig Oppositionimod ham af hans underordnede danske Embedsmænd, som varet chrétien-fund 5misundelige paa ham, og der rettedes alvorlige Beskyldninger imodham.Da Frederik VI samtidig havde Ministerkrise, tænkte han paaBentzon, idet Kongen skal have udtalt:„Han er den eneste, som jeg ved er dygtig!"Paa den Tid var det uhørt, at en borgerlig kunne blive Minister;for at blive det, var det en absolut Betingelse at være en Rosenkrantz,Moltke, Reventlow eller Bernstorff. Det vakte for Eksempel storHarme i de højere Kredse, da Stemann blev Cancellipræsident, ogman fortæller, at en af de første Aftener Stemann viste sig ved Hoffet,gik en gammel Kammerjunker Bierregaard hen og satte sig paaden Stol, som Stemann netop havde rejst sig fra, men foer op fra denstraks igen, og gav sig til at børste sine Klæder, som om han havdetilsmudset disse, tog sit Lommetørklæde og afvidskedc Stolesædet,inden han satte sig igen.For at forhindre den borgerlige Bentzon i at blive Minister, maattehan styrtes, derfor kom Beskyldningerne imod ham hans Modstanderetilpas.Paa Øerne kom Angrebene fra Vicegouvernøren, Oberst Stabel,en skikkelig men indskrænket Mand. Han havde længe været fjendtligoverfor Bentzon.Oprindelig havde det nok været Skinsyge, men senere var detpaa Grund af Rivninger i Regeringssager, hvor han i et bestemtTilfælde havde nægtet sin Stemme til Approbation af en Licitationpaa et større Bygningsarbejde; han ville paatage sig at lade Arbejdetudføre for det halve.Bentzon, der irriteredes over Stabels stadige Modsigelser, togham paa Ordet, og bemærkede blot, at der var ingen, der forhindredeStabel i at overtage Udførelsen af Arbejdet, det var en patriotisk Hand¬ling, som Kongen sikkert vilde paaskønne.Han blev tvunget til at staa ved sit Ord og selv overtage Arbejdet,hvorved han led et stort Tab, hvad han blev rasende over.Bentzon havde faaet ikke saa faa Fjender paa Øerne, det hed sig,at Koncepten til den aarlige confidentielle Rapport til Kongen, hvoriGeneralgouvernøren beretter om Tilstanden i Kolonien og fremsætterForslag om eventuelle Forandringer var, efter hans Afrejse til Køben¬havn, paa en indiscret Maade blevet bekendt for „Planterne".Han fremhævede i Rapporten, at mange af „Planterne" varUdlændinge, der ikke opholdt sig paa Øerne, hvorved deres Ind¬tægter hverken kom Moderlandet eller Kolonien til Nytte, hvorfor6 o. h. clementsenhan foreslog en Skat paa de Plantageejere, som boede i Ud¬landet.Denne Skat blev ogsaa indfort, og havde til Folge, at flere rige„Plantere", deriblandt en af de rigeste, Mac Evoy, tog Ophold iKøbenhavn. (Hans Palæ, Bredgade No. 54, eksisterer endnu, og ejesaf kgl. Hofpianob. Hornung & Møller).Tiderne begyndte at blive mindre gunstige, der havde væretMisvækst paa Øerne, med dalende Priser paa Sukkeret, og manbeskyldte Bentzon for at være Ophavsmanden til alle Ulykkerne.Denne Stemning benyttede hans Fjender sig af, og med OberstStabel i Spidsen, indgav man en Anklage gaaende ud paa Underslæb,Aager og ulovlig Deltagelse i Handel. En Deputation blev sendt tilKøbenhavn for at understøtte Anklagen.Bentzon modtog, med den største Ro, skønt det kom ham ganskeuventet, Meddelelsen om, at der var nedsat en Kommission til atundersøge hans Forhold, og at han indtil videre var suspenderet fraGouvernør Embedet.Hvad, der forundrede ham mest, var, at Kongen, hvem han iden sidste Tid næsten daglig havde talt med, ikke havde ytret etOrd til ham om Anklagen, men hele Tiden havde vist sig naadigimod ham. Dette fandt han var en Falskhed, som han ikke havdetiltroet Frederik VI's Karakter, og som han aldrig kunde tilgiveKongen.Bentzon blev nogen Tid i København, hvorefter han rejste til¬bage til Øerne, hvor man havde sat de mest æreskændende Rygter iOmløb.Da Dommen faldt, lod den paa Bentzons Afsættelse fra sit Embedeog Konfiskation af en storre Pengesum. Dommen blev begrundet paaen kgl. Parolebefaling, der var udstedt under Krigen, hvori det for¬bydes Militære at være Medredere af Kapere eller tage Del i Handel,samt for at have taget for hoje Renter.Bentzon ønskede ikke at appellere Dommen, men overlod Af¬gørelsen til Kongens Naade. Frederik VI stadfæstede Dommen.Imidlertid lykkedes det Bentzons Venner at formaa ham til atindanke Sagen for Højesteret, denne kasserede Kommissionsdommenmed Hensyn til den konfiskerede Pengesum, men da den kgl. Parole¬befaling, udstedt under Krigen, forbød Militære at være meddelagtigi Handel, blev Kommissionsdommen stadfæstet med Hensyn tilAfskedigelsen.Bentzon foreholdt, at hans Agent alene havde gjort hans Kapitaleret chrétien-fund 7frugtbringende, han havde flere Plantager paa St. Croix, men Han¬delen var sket paa lovlig Maade, og det hele var ikke andet end, hvadenhver godsbesiddende eller paa anden Maade formuende Ministereller højere Embedsmand i Europa gjorde.Han oplyste, at han i flere Tilfælde havde gavnet Kolonien paaTider, hvor der herskede Nød; men intet hjalp, det var Parolebefa¬lingen, der fældede ham, fordi han var titulær Generalmajor.Samtidig blev Oberst Stabel dømt til Afskedigelse af Tjenestenuden Pension, for urigtige Beskyldninger imod sin Overordnede.Man synes nok, at det var en haard Dom, og at man kunne haveindskrænket sig til at give Bentzon underhaanden en Irettesættelse,eller forflyttet ham til et andet Embede, i Betragtning af de storeTjenester han havde ydet Kolonien, ikke mindst ved Kapitulationen1807, men den formelle Retfærdighed skulde altsaa ske Fyldest.Bentzon blev boende i Christiansted, hans store Formue tillodham at leve som før, og gæstfrit at modtage sine Venner.Han levede kun faa Aar efter sin Afskedigelse. I Slutningen af1826 skrantede han lidt, men modtog dog sine Venner. Sygdommenvar imidlertid alvorligere end han selv troede, og den 15. Januar1827 døde han rolig om Morgenen. Han blev begravet samme Aften.Den senere Generalgouvernør Peter von Scholten havde haabetat være blevet hans Arving, men efter Bentzons Død, fandt man etTestamente, hvori han bestemte, at hans Formue skulde tilfalde hanstre Børn, hvoraf de to var Creolerindens. Alle tre Born blev opdrageti Udlandet.Bentzon var i 1814 blevet udnævnt til Etatsraad og i 1817 modtoghan Kommandørkorset af Dannebrog.Den senere østrigske Viceadmiral Hans Birch Baron Dahlerup(1790-1872) opholdt sig som ung, dansk Søofficer i flere Perioder ilængere Tid i Dansk-Vestindien, og gjorde der Bekendtskab medGouvernør Bentzon. Trods den store porskel i Alder og Stilling blevder knyttet et Venskabsbaand mellem de to Mænd. Dahlerup betrag¬tede, naar han var i Vestindien, Bentzons Hus som sit Hjem, og benyttedeflittigt Bentzons overordentlig store og udsøgte Bibliotek, der rummedeVærker paa alle Sprog, selv persiske og arabiske.Dahlerup har i sine Erindringer „Mit Livs Begivenheder 1815-1848", (Kbhvn. 1909) tegnet et meget levende Billede af Bentzon,der delvis er lagt til Grund for denne Beretning.Han skildrer ham, som en smuk Mand, med lysegult fyldigtHaar, lys og klar Ansigtsfarve som en Ynglings og store lyseblaa8 O. H. CLEMENTSENØjne. Hans Ansigt udtrykte Aand, Mildhed og Munterhed, over hansVæsen var der, naar han var alvorlig, Ro og Værdighed, han var idet hele taget en meget charmerende Personlighed.Selv om han fik en trist Skæbne, og hans Stilling i Samfundetikke blev den, som hans glimrende Evner berettigede ham til, saa erdog Generalgouvernør Benoni Bentzons Livshistorie værd at mindes,nu da hans Portræt, 133 Aar efter hans Død, pludselig kommer forDagens Lys.

Et Chrétien-fund

https://tidsskrift.dk/personalhistorisk_tidsskrift/article/download/79685/114809

Et Chrétien-fund

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)