Skov, S. P.

Danish

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

87WORSAAES OPTEGNELSER.NOGLE KOMMENTARER.Ved S. P. Skov.Af de to bind erindringer og breve, som Victor Hermansen harudgivet,1 faar man et tydeligt indtryk af Worsaaes udvikling. Hanhar livligt skildret sin opvækst i Vejle, sin tidligt vakte interessefor oldsager, og sin hurtige videnskabelige karriere, saadan somden sensationelt begyndte med de to stridsskrifter om dronningGunhilds formentlige lig og om Runamoindskriften, hvormed hanbesejrede de to ældre videnskabsmænd, N. M. Petersen og FinnurMagnusson og straks vandt sig et navn. Og om man end til tiderstødes af Worsaaes indbildskhed, følger man ham med interesseog sympati paa hans videre bane med dens kampe og sejre. Menmed brevene fra hans ældre aar skifter billedet lidt efter lidt ka¬rakter; han kan nok stadig fortælle med lune; udmærket i saahenseende er beretningen om Jellingehøjenes udgravning; men for¬fængeligheden tager mere og mere til, og hans sejre bliver baredem, han vinder i de internationale kongressers selskabsliv.Foruden saaledes at tegne et særdeles livfuldt selvportræt harWorsaae ogsaa i erindringerne og brevene skildret en række af demennesker, han kom i berøring med, ofte særdeles aabenhjertigt.Den samme arrogance, men ofte mere afdæmpet, findes ogsaa i destraks efter Worsaaes død udgivne optegnelser om Rosenborg¬samlingen. Udgivelsen, der meget i mod fru Worsaaes vilje sketeallerede 1886, besørgedes af inspektør ved Rosenborgsamlingen, dr.phil. P. Brock, (1842—1906), grevinde Danners protegé, som iflg.Worsaaes forord2 havde den formelle ret dertil. Efter hvad BeringLiisberg har faaet fortalt af dr. phil. Sophus Muller, som af hen¬syn til Worsaaes minde, havde forsøgt at faa P. Brock til at vente,skulde dennes grund til at fremskynde udgivelsen af optegnelsernevære, »at de skulde frem netop nu, som en Haan imod Worsaae«1 Begge bindene er recenseret af dr. theol. Bjørn Kornerup i dette tids¬skrifts 10 Række II Bind, p. 160 ff og V Bind, p. 243 ff.a J. J. A. Worsaae: Optegnelser om Rosenborg-Samlingen, p. 2. (Kbhvn.1886).88(verbis ipsissimis) .3 Det er vel ikke utænkeligt, at den noget bitredr. Brock kan have udtalt sig saaledes; men det bør dog nævnes,at Bering Liisberg ikke var ham venlig stemt. Paa foranledningaf C. F. Herbst (1818—1911), Worsaaes efterfølger som direktørfor Rosenborgsamlingen, skete der ved udgivelsen visse udeladel¬ser, dels af museumsmæssig og dels af personalhistorisk karakter-det er disse sidste, der her skal fremdrages.Ved optegnelsernes fremkomst vakte navnlig de skarpe udfaldmod grevinde Danner opsigt. Hun og Worsaae havde haft adskil¬lige kontroverser, efter Frederiksborgs brand saaledes om de red¬dede sager (omtalt p. 36): »Hun skal nemlig have haft sine egneMeubler og andre Sager paa Frederiksborg assurerede i et privatAssuranceselskab for 20000 rdl. hvilket Beløb hun havde fordretudbetalt. Da Selskabet vægrede sig, fordi flere af hendes privateSager, om ikke de fleste, vitterligt var reddede og straks efter Bran¬den bortkørte, skal hun have svaret, at der fra Frederiksborg ikkevar bortkørt andre Sager end dem, jeg havde ført til Rosenborg.Det hed sig, at hun senere, eftersom min Erklæring ikke kundehjælpe hende, gik paa Accord med Selskabet.« (Rosenborgmskpt.)Worsaae skildrer Kong Frederik VII flere steder særdeles le¬vende. Som hans stadige ledsager, ved de arkæologiske ud¬gravninger og undersøgelser kongen lod foretage, havde han riglejlighed til at mærke sig kongens særheder. Han er ingen beundreraf kongen og antyder ligefrem, hvad der er udeladt ved tryknin¬gen, at denne døde af skræk for krigen 64: »Frygten derfor frem¬skyndte sikkert paa flere Maader hans Død. Thi modig end sigeHelt var Frederik VII ikke.« I den interessante beretning (p. 20)om undersøgelsen af Frederik II's kiste i Roskilde domkirke, vedhvilken lejlighed Worsaae reddede kongens ring for Rosenborg¬samlingen, er der udeladt følgende stykke, efter at der er nævnt,at Frederik VII tog sin forgængers ring paa:»Det stødte alle og ikke mindst Prins Christian, som kom til mig for atudtale sin Uvilje over, at Ringen, der oven i Købet let kunde blive skænkettil Grevinde Danner, ikke igen skulde nedlægges i Kisten, og for at bede migom at formaa Kongen til at give den tilbage dertil. Jeg opfordrede Prinsentil selv at gøre Kongen Forestillinger desangaaende, men han mente, maaskeikke med Urette, at det kun vilde gøre Ondt værre.«Naturligvis ordner Worsaae denne sag, idet kongen lover atskænke ringen til Rosenborg.»Denne Vending forsonede betydeligt de Tilstedeværende. Ogsaa Prinsen,med hvem jeg her for første Gang kom i nærmere Berøring, udtalte sig med3 Tilføjelse i Bering Liisbergs expl. af optegnelserne. (Rosenborg).89særdeles Tilfredshed om det Tilbagetog fra Kongens Side, som jeg havdeværet saa heldig at bevirke. Senere leverede Kongen mig Ringen, saavidt jegmindes under et af mine Ophold hos ham paa Frederiksborg. Til Uvillie overmin Optræden i Roskilde mærkede jeg intet. Kongen følte vist selv, at hanvar gaaet for vidt.« (Rosenborgmskpt.).1865 døde Chr. Jiirgensen Thomsen, direktør for ordnordiskog etnografisk museum, og uagtet Thomsen efterlod sig en ind¬stilling om C. F. Herbsts og C. L. Steinhauers udnævnelse til .di¬rektører henholdsvis for oldnordisk og etnografisk museum, blevWorsaae den foretrukne i begge tilfælde. Om sine mindre heldigemedbejlere skriver Worsaae i Rosenborgmanuskriptet:»Mine Ordningsplaner i det hele og mine altid mæglende Forhandlingermed mine Collegaer blev saa længe som muligt mistænkeliggjorte og mod¬arbejdede af mine Uvenner og Misundere, især af de nuværende JustitsraaderC. F. Herbst (en fordums Ungdomsven, Inspekteur ved Oldnordisk Museumog Myntkabinettet) og Expeditionssekretær ved Overhofmarskallatet, C. F.Steinhauer (Inspekteur ved Ethnografisk Museum) som begge havde haabetefter Thomsens Død at blive Direkteurer resp. ved Oldnordisk og EthnografiskMuseum, hvortil de paa Grund af deres indskrænkede Opfattelse, udelukkendeDetailkundskab og ufordragelige Karakter i ingen Henseende af Ministerietansaas for skikkede, men som nu, da jeg var bleven den foretrukne, havdesvoret mig uforsonlig Modstand i ethvertsomhelst af mine Foretagender. Bagdem stod igen mine ivrige litterære Modstandere, Naturforskeren, EtatsraadSteenstrup, der ligeledes havde intrigueret for at hindre mig i at blive Thom¬sens Eftermand, hvilket han selv tillige vilde have været. Omsider lykkedesdet mig dog at besejre alle mere eller mindre hemmelige Undergravninger,som i Virkeligheden tilsidst heldigvis bidrog til at fremme de Forandringer,man havde villet forhale eller muligt helt standse«.Det er forstaaeligt, at Herbst har faaet denne forfærdeligesalve udeladt. Om Steinhauer hedder det videre i Rosenborgmanu¬skriptet:»Overhofmarskal Oxholm, der ikke altid skal have været ganske fri forlidt Hof-Skinsyge over den Yndest og Tillid Kong Christian uafbrudt sidenMødet i Roskilde ved Frederik II's Kiste gav til Kende for mig, havde ivrigtbestræbt sig for, at hans praktisk brugelige Expeditionssekretær, Steinhauer,der gik ham som tidligere Thomsen stærkt under Øjnene, kunde efter Thom¬sens Død være bleven Direkteur for det Ethnografiske Museum, og han havdefølt sig temmelig stødt, da Kultusministeren, Rosenørn-Teilmann tilsidst kortog godt erklærede, at hvis Steinhauer, en halvstuderet, fhv. Bogtrykkerdreng,gjorde alt for mange Ophævelser, fik han sin Afsked som Inspekteur vedEthnografisk Museum. Ved min Omordning af Rosenborg insinuerede nuSteinhauer i al Stilhed, mundtlig og skriftlig, gennem Oxholm og andre saavelved Hoffet som ved Pressen og rundt om i Byen, at jeg ved N. B. i viden¬skabelig Henseende at gøre Rosenborgsamlingen til en Fortsættelse af Old¬nordisk Museum hemmelig havde til Hensigt at borteschamotere Rosenborg-Samlingen fra Kongehusets Eje og faa den helt overdraget til Folket ogStaten.«90Udgiveren, P. Brock, har næppe haft noget imod at udeladedenne haanlige omtale af Steinhauer, eftersom han siden sendteham bogen med en venlig dedikation.C. L. Steinhauer (1816—97) havde ganske rigtigt været bog¬trykkersvend ; men var under et ophold i Paris truffet sammen medChr. J. Thomsen, der siden optog ham i sit hus og i 1846 fik hamudnævnt til assistent i det nye etnografiske museum. Hovedaarsagentil fjendskabet mellem Worsaae og Steinhauer er ikke, som Worsaaeher nævner det, uenigheden om Rosenborgs stilling, men iflg. Th.Thomsen4 en strid om den nedskæring af museumsbudgettet, somrigsdagen efter 64 krævede. Worsaae ønskede at lade etnografiskmuseum bære hele nedskæringen, han tog ikke selv til orde herfori pressen, men brugte juristen Th. Hindenburg som pennefører.Heroverfor betonede geografen E. Erslev stærkt museets værdi, ogbag ham stod Steinhauer.Kort efter udgivelsen blev optegnelserne anmeldt anonymt iPolitiken, 20 April 1886, vistnok af M. Rubin. Anmelderen fandt,at der ved udgivelsen var faret ilde med Worsaaes minde ved ataabenbare hans personlige svagheder, hans smaalighed og forfæn¬gelighed og hans utilbøjelighed til at glemme fornærmelser, samtved den usympatiske skildring af Frederik VII og grevinde Dan¬ner. »Den hele Fremstilling giver en ilde Eftersmag. Den er pikant,underholdende, karakteristisk, men der er liden Elskværdig¬hed udbredt over det altsammen.« Dagen efter fremkom BeringLiisberg under mærket »Y« med en indsigelse. Hvorfor det netopskal kaldes en indsigelse er ikke ganske klart, da han, som det og-saa ses ovenfor, er ganske enig med anmelderen i det for Worsaaesminde uheldige i optegnelsernes fremkomst; men i modsætning tilhans ovenfor anførte særdeles skarpe udfald mod dr. Brock, menerhan her, at denne blot har gjort sin pligt. Det var i forfatnings-stridens heftigst bevægede aar, Berg sad i fængsel efter Holstebro¬affæren, og efter rigsdagens hjemsendelse var der udstedt en pro¬visorisk finanslov. Denne politiske højspænding influerede ogsaapaa bogens bedømmelse, udgivelsen gøres ligefrem til en politiskdemonstration: »Hvad her er sket er pietetsløst. Det er ikke sket iHistoriens Interesse; thi det mindste af det kommer Historien ved,og det er besynderligt at fremelske den Art Sladder netop om denKonge og den Periode, som dog endnu indeholdt et Stykke Hi¬storie — hvor Hoffet var noget mindre og noget mindre anset,Land og Folk noget mere og noget mere anset end i vore Dage.«4 Th. Thomsen: Chr. Jiirgensen Thomsen. Tilskueren I, p. 76. 1939.91Bering Liisberg var endnu kun en dreng, da han første gangsaa Worsaae i sin fars kontor i Aarhus, men han betoges allerededa af hans væsens fortryllelse og vedblev stadig at være ham entrofast beundrer. Han tager derfor ogsaa hans parti overfor Herbst,om hvem han mente, at »han savnede fuldstændig historisk Be¬greb.«5Paa Worsaaes foranstaltning var Thorvaldsens statue af Chri¬stian IV, der oprindelig var bestemt for Roskilde domkirke, 1863blevet opstillet paa en bastion foran Rosenborg slot. Statuen varstøbt og ciseleret af J. Dahlhof (1800—90), og han havde forat forhøje stofvirkningen i kongens dragt dannet mønstret i denneved indlagte guld- og sølvtraade. Kunstnerisk var resultatet og¬saa særdeles tilfredsstillende, men efter nogle aars forløb vistetekniken sig at være mindre holdbar. Guldtraadene forsvandtnemlig, »hvorledes sagde de teknisk kyndige Vismænd ikke« føjerBering Liisberg haanende til, og hentyder hermed til guldsmedC. Michelsen (1853—1921), ordens- og hofjuveler, medlem afRosenborgs revisionskommission, der virkede for en flytning, »ogHerbst var ikke seen til at ødelægge een af Worsaaes heldigsteIdeer«.6 Virksom ved denne Lejlighed var ogsaa Brygger J. C.Jacobsen, der tilbød at bekoste en ny piedestal til statuen. 1887udbad indenrigsministeriet sig en erklæring fra Rosenborg om enevt. opstilling dér eller paa Frederiksborg. Resultatet blev, sombekendt, ingen af disse to muligheder, men en genopstilling iRoskilde domkirke.Worsaaes pludselige død 1885 gjorde et mægtigt indtryk paaBering Liisberg. Der lagde sig ligesom »et knugende Tryk overalt og alle, der var knyttet til Worsaae og havde haft den Lykkeat arbejde under ham, da Slottets Portner, bleg og rystende hinSommer Formiddag hviskede ind ad Døren: Kammerherren erdød! Det var bogstavelig som Dagen blev graa.« Saaledes skrevhan i en smuk mindeartikel til Worsaaes hundredaarsdag;T mennaar det sammested hedder, at Worsaae saa lyst og venligt paamenneskene og var fri for smaalighed, saa stemmer det ikke helt.Hans omtale af folk, der kom ham i vejen, er nærmest brutal,som f. x. den ovennævnte salut til C. L. Steinhauer, hvem dogC. J. Thomsen offentligt gav en væsentlig del i æren for denetnografiske samlings første indretning og ordning, og som og¬saa værdsattes i udlandet, han deltog saaledes i ordningen af8 Tilføjelse i Bering Liisbergs expl. af Worsaaes Optegnelser.8 sst.7 Worsaae. 1821 — 14. Marts — 1921. Gads danske Magasin 1921, p.151—61.92englænderen Christy's samling, ligesom endvidere nutiden haranerkendt hans indsats.8Worsaae var en meget impulsiv natur, hvad der utvivlsomtvar ham til gavn som videnskabsmand; men det forledte ham oftetil skæve domme over folk, som han enten ikke forstod eller somhavde andre anskuelser end han selv. Der er i de tre bind op¬tegnelser, erindringer og breve mange interessante bidrag til det19. aarhundredes lærdomshistorie; men de maa tages med altmuligt forbehold.8 saaledes Th. Thomsen i en artikel om etnografisk museum i december¬heftet af »Nær og Fjern« 1924 og i artiklen Chr. Jiirgensen Thomsen og detetnografiske museum i Tilskueren I 1939.

Worsaaes Optegnelser. Nogle Kommentarer

https://tidsskrift.dk/personalhistorisk_tidsskrift/article/download/79025/114149

Worsaaes Optegnelser. Nogle Kommentarer

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)