Kristensen, H. K.

Danish

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

28« P. MOOSkunne der fanges en Mængde Aal. 1916 blev Møller¬ne nedlagt. Opstemningsretten købtes af Bønderne,da Vandet stemmedes op i deres Enge.Nu er Stemmeværket borte. Kongeaaen er regule¬ret fra Ødis Skel til i Nærheden af Knagmøllen.Vindmøllen og Vandmøllehuset er fjernet. Vejengennem Gaarden er nedlagt og ført Syd om Møllen.Den før saa travle Virksomhed er blevet til en stilleBondegaard, hvor dog meget af Idyllen er bevaret.P. Moos.Kilderne er afdøde Lærer Byriels Optegnelser, SteenBøcher: Vandmøller og andre Vandkraftudnyttelser i RibeAmt, 155 f. Kronens Skøder I, 217. Ældste danske Archiv-reg. IV, 389. Meddelelser af fru Ferdinand.Var der mangler ved muldsærk og ru?I februar 1746 døde en gammel pige i Varde, Ka¬ren Hansdatter. Skønt hun var så uformuende, atbyfogden henregnede hende under »de fattiges tal«,havde hun dog selv svoret på, »at hun efter hendesstand skikkelig kunne bestedes til jorden.« Hun måaltså i god tid før døden have sikret sig sin ligklæd¬ning, en »fuldkommen og komplet ligsærk«.Hun havde haft ophold hos Anne Sørensdatter,Michel Engels, »en fattig borgerkone her af byen,«og der døde hun.Da liget var lagt i kiste begravelsesdagen, kom»en gammel tysk kone,« Anne Sophie Gløe, antage¬lig en veninde, for at se den afdøde, der var sat ud iAnne Sørensdatters forstue. Anne Sophie Gløe såda, efter hvad hun selv senere bevidnede i retten,MULDSÆRK OG RU 287at den døde ikke havde en komplet muldsærk på,den nåede kun fra oven af ned til lårene. Hun sagdederfor til Anne, Michel Engels: »Det er kun slet,liget er klædt eller iført.« Dertil skulle Anne Michelshave svaret, at det var godt nok til jorden.Imidlertid gik madam Gløe både til provst Svit-zer og til nogle af magistratens medlemmer og for¬talte, at den afdøde ikke havde fået sine »behørigemuldklæder af linned med sig i kisten.« — Snartbredte det sig som et rygte rundt i byen. Anne,Michel Engels blev selvfølgelig derved mistænkt forat have tilvendt sig noget af det ligudstyr, KarenHansdatter havde været stolt over at have i stands¬mæssig orden og sikkert havde betalt for.Der blev da afholdt politiforhør, hvor de to kvin¬der var indstævnede og ligeledes tre andre kvinder,der havde været med til at klæde liget. Anne, Mi¬chels Engels benægtede pure rigtigheden af madamGløes forklaring. Muldsærken havde været så lang,påstod hun, at den »kunne nå ned over kailen[læggen] eller det tykke af den dødes ben«, og des¬uden var der en fingerbred søm om den forneden.Ja, hun påstod, at hun slet ikke havde været sam¬men med Anne Sophie Gløe ved liget. Et var de tokvinder dog enige om, nemlig at man skulle ansøgestiftsøvrigheden om tilladelse til, at liget måtte gra¬ves op, »på det at sandheden måtte lægges fordagen.«Byfogden Christen Hjørning sendte da en ansøg¬ning afsted og bad om, at Karen Hansdatters lig,der for ca. 5 uger siden var begravet på Nicolaj kir¬kegård,*) måtte blive gravet op og den afdøde be-*) Set. Nicolaj kirke blev nedlagt som kirke 1806, menrester af bygningen stod endnu i mindst 25 år. Den lånord for Nygade, »æ lille kjærregor«.288 H. K. KRISTENSENsigtiget. løvrigt udtrykte han som sin mening, atden gamle tyske kone, der var over 70 år, »af alder¬doms vanvittighed muligt må have set fejl.«Stiftøvrighedens svar er det ikke lykkedes atfremdrage. I bispearkivet findes kopibogen ganskevist, men mærkeligt nok er svaret ikke indført heri.Selv om det ville have været rart at se afslutnin¬gen på sagen, er der imidlertid noget andet, som og¬så har interesse, nemlig begravelsesskikkene i Var¬de for godt og vel 200 år siden.Vi får ret gode oplysninger herom af de tre kvin¬der, der som nævnt hjalp med at klæde liget. Underpolitiforhøret fortalte de »endrægtelig«, hvordan dehavde båret sig ad. De »trekkede liget af sine i livehavende klæder og i hendes muldsærk med videre,som nåede, da liget blev lagt på bordet, vel ned overhendes knæbene og kalne og med en bred sømneden omkring, samt for ha»nderne bundne sortbånd og udsyet med små prikker eller takker, somde her kalder Muuse tend,*) mens formedelst ruenvar noget kort, trekkede de muldsærken ungefæhrto fingers bredde op og fæstede den så oven overruen med knappenåle, mens dog kunde den [muld¬særken] endda nåe neden for hendes knæer og påbenene, og ligesådan lagde de liget i kisten, somvar samme dag, da liget blev jordet ved tolv slet,klokken mellem ni og ti slet formiddag, hvorpå ki¬sten så med liget blev stående på forstuegulvet, ind¬til ligfølget med bærerne dennem indfandt, da lågetførst blev pålagt og tilslagen.«Her ser vi, at når den døde var iklædt ligklæder¬ne, muldsærken, blev hun lagt på et bord, hvorpåder sikkert var lagt strå, således som det har været*) Musetænder, således eller med ordet musetakker beteg¬nes en småtakket hæklet eller broderet kant endnu.MULDSÆRK OG RU 289skik lige til vore dage. Den døde kunne ikke strakslægges i kisten, da snedkeren først skulle tage målog derefter lave den. I Varde er kisten vel først ble¬vet færdig begravelsesdagen, da liget blev lagt ikisten et par timer før selve begravelsen, og lige¬som det ofte sker endnu, blev låget først lagt på, daden døde skulle bæres bort.Det, der især interesserer, er omtalen af ruen.Ruen er en del af en ligdragt eller begravelsesud-styr. Den er særlig kendt og undersøgt på Mandø, seElla Jensen: »Den mandøske Ru« i Danske Folke¬mål 1952 og Ester Andersen: »Ru og skru« i Bud¬stikken 1959.På Mandø gjaldt det, at den var dannet af to vedæggen sammensyede stykker hvidt lærred, og denvar så lang som eller lidt længere ejid kisten, så denved små stifter kunne fastgøres til inderkanten afkistens hoved- og fodende. Ruen dækkede såledesliget, dog var hovedet synligt, idet sammensyningenkun gik til hagen, ligeledes lå hænder og armefremme, da der var klippet huller, som de var førtigennem.Ruen i Varde kan ikke være sømmet fast til atbegynde med, idet den allerede blev anbragt overliget, mens det lå på strå på bordet. Den kunne hel¬ler ikke nå fra den ene kisteende til den anden. Denhar kun nået nedenfra og så nogenlunde til knæene,hvor den så sammenhæftedes med muldsærken.Vidnerne siger, at »ruen var noget kort«. Antagelighar skikken dengang været, at den helst skulle nåtil midjen. Sådan ses den i ligkister med omtrentsamtidige velbevarede lig fra Admiralitetskirkenskrypt i Karlskrona. FraRoager sogn iSønderjyllandberettes der fra nyere tid om et overlagen, der min¬der om vor ru. Det blev anbragt oven på liget til19290 H. K. KRISTENSENbrysthøjde og fæstnet langs kanten. Vi ved ikke, omruen blev fæstnet til kisteranden, da Karen Hans¬datter blev lagt i kiste. Det er vel næppe sandsyn¬ligt. Det er dog klart, at her gælder navnet ru klædetover den døde.At bruge sorte bånd ved hænderne var også sæd¬vane andetsteds. På Rømø blev der således bundetet silkebånd om ærmerne ved håndleddet, til gamlemennesker var båndet sort, til yngre var det lysereeller helt hvidt.Normalt var ligsærken lidt længere end de almin¬delige. Her kan vi forstå, at den skulle gå til lægge¬ne. Ruen skulle så dække et godt stykke af densnedre del. Når man her har fæstet de to dragtdelesammen med knappenåle, har man vel gjort det,for at man kunne være sikker på, at liget kunneforblive tildækket. Og da det har været nødvendigt,så det kan være, man må give Anne Sophie Gløeret i, at Karen Hansdatters ligklædning har værettemmelig knap.H. K. Kristensen.Kilder: Ribe bispearkiv, pakken Vester Horne herred1741-64, byfoged Hjørnings skrivelse til stiftsøvrigheden af8. marts 1746 med vedlagt kopi af politiforhøret. Ella Jen¬sen og Ester Andersen, foran anførte skr.Landevejen Ribe-Tønder 100 år.En besværlig tilblivelse.En vejforbindelse mellem Ribe og Tønder harder naturligvis været fra gammel tid, men simpelsom alle fortidens veje. I slutningen af 1700erne,da flere vigtigere reformer gennemførtes, kom også

Var der mangler ved muldsærk og ru?

https://tidsskrift.dk/fraribeamt/article/download/76630/110604

Var der mangler ved muldsærk og ru?

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)