Review of Alf Petter Høgberg, Trond Eirik Schea og Runar Torgersen (red.): Rettssikker radikaler. Festskrift til Ståle Eskeland 70 å

Garde, Peter

Danish

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

Boganmeldelser  97 Alf Petter Høgberg, Trond Eirik Schea og Runar Torgersen (red.):  Rettssikker radikaler. Festskrift til Ståle Eskeland 70 år Cappelen Damm AS 2013. ISBN 978-82-02-39157-7. 333 pp.   Normalt indeholder et festskrift et meget stort antal kortere artikler, festskriftet til Per Ole Träskman i 2011, det seneste jeg havde fornøjelsen af at være med i, 54. Festskriftet til Ståle Eskeland, som går af som professor efter at have nået alders-grænsen, indeholder derimod kun 15 bidrag. Hvad vi især mister, er bidrag fra nordiske, ikke-norske forfattere, her er der et enkelt dansk bidrag, men ingen fra Sverige, Island eller Finland. Hvad vi vinder, er at de optagne artikler er fyldigere end de komprimerede artikler i andre festskrifter. Måske kunne det ikke være an-derledes. Ståle Eskeland er med sit store engagement et modsigelsens tegn. Han har ikke rettens øre på samme måde som en Johs. Andenæs, for blot at nævne den største og vel mest indflydelsesrige juridiske forfatter. Han har ikke fortiet sine til tider ikonoklastiske synspunkter. I sin Strafferett fra 2000 ikke blot angreb han Høyesteretts dom i Karmøy-saken, men roste Gulating, der få måneder efter i en lignende sag udtalte, at dommen stred mod grundlæggende retsprincipper. Sam-me bog indeholdt et kapitel om justitsmord, hvad jeg ikke har set i andre hånd- og lærebøger i strafferet. Han er medredaktør af Justismord og rettssikkerhet, hvor han har skrevet flere kapitler, og han har skrevet en hel bog om Torgersensagen, nok den mest omstridte norske straffesag igennem flere generationer. Bibliografi-en i festskriftet indeholder ikke så få debatindlæg i Aftenposten, hvor han unægte-lig får ikke så få flere i tale, end hvis han holdt sig til den juridiske fagpresse.   Men har han modstandere, har han også venner og beundrere. Eivind Kol-flaath og Anders Løvlie skriver begge med varme om de mange seminarer i hans vogterbolig i Slirå vest for Finse, hvor særlig Løvlie må have været uundværlig, idet han virker som kok. Valget af emner afspejler Eskelands vidtspændende ju-ridiske interessefelter, dog savnede jeg et bidrag om fangeret, det emne som han disputerede for doktorgraden på. Justitsmordets problem afspejles i det eneste ik-ke-nordiske bidrag af professoren fra Hawaii Virginia E. Hench, der bl.a. påpeger den kolossale domfældelsesprocent i sager gennemført mod den anklagedes be-nægtelse samt risikoen for, at reelt uskyldige tilstår sig skyldig efter »plea bar-gaining« af frygt for at blive idømt en meget strengere straf i nævningeting. Sær-lig efterfølgende DNA-spor har vist, at mange uskyldige er blevet dømt. Hun savner også en appelmulighed fra domfældelse netop i nævningeting. Jeg vil til-føje, at en god dobbelt garanti, d.v.s. at de(n) tilstedeværende dommer(e) kan Boganmeldelser  98 kassere nævningernes kendelse om skyldig (men ikke frifindelse), hvis retten ik-ke selv ville have domfældt på samme bevisgrundlag, kan træde i stedet for en appelret, men denne indgår tilsyneladende ikke i amerikansk ret.  Abolitionismen, bevægelse for fuldstændig afskaffelse af fængselsstraffen, stikker hovedet op i Thomas Mathiesens bidrag »The Abolitionist Stance«, des-værre på engelsk. Norske forfattere, der skriver i et norsk festskrift, bør skrive på norsk. Mathiesen fremhæver bl.a. Flemming Balvigs undersøgelser, der godtgør mindre punitive holdninger hos lægdommere; jeg er enig, men derfra og til en af-skaffelse af fængsler er der mange lysår. Tværtimod viser dansk lovgivning i de sidste 15-20 år tydelige strafskærpende tendenser, gennemført af borgerlige og socialdemokrater i enighed.  Samme synd, at skrive på engelsk, er begået af Arild Linneberg i hans kritik af det europæiske direktiv om tvungen opbevaring af data og i Aslak Syses studie om lighed og tilgængelighed for handicappede sluttende med den tankevækkende modstilling, at i U.S.A. er det lettere at komme rundt med en kørestol end i Nor-ge, som til gengæld er mere generøst med at stille en kørestol til rådighed for den handicappede.   Forfatter af særlig skønlitterære værker (ikke jurist) Thorvald Steen skriver i »De som kjenner helheten« om Gaustad psykiatrisk sygehus’ historie, til stadig-hed præget af udviklingsoptimisme, som forfatteren ikke deler. At dette emne er valgt, skyldig naturligvis, at Eskelands første værker lå inden for »psykisk helse-vern«, inden han gik over til strafferetten. Den fantastiske historie om Arnold Juklerød gør særlig indtryk. Var denne tvangsindlagte patient, der modsatte sig behandling og senere nægtede at forlade sygehusets grund, så længe diagnosen ikke har hævet, psykotisk?   Et andet ikke-strafferetligt interesseområde hos Eskeland afspejles af Erik Magnus Boe: »Minstekrav til aktivitet ved myndighetenes systeminnretning«. At manglende handling kan være ansvarspådragende, endog strafbar, er der ingen tvivl om jfr. også Andenæs’ disputats fra 1942. Men hvis nu der ikke blot forelig-ger en enkeltstående undladelse – Boe nævner eksemplet, at man glemmer at ud-skifte en elektrisk pære i en lygtepæl, der er gået ud – men dårlig organisation? Spørgsmålet er intrikat og kan ikke besvares entydigt, hvad Boe ej heller gør. Jeg ville selv nævne, at hvis en god mindstestandard kræver uforholdsmæssige øko-nomiske opofrelser, kan undladelse af at handle være udtryk for en politisk priori-tering, og så er et retsligt ansvar måske ikke oplagt.   Trond Eirik Schea: »Foretaksansvaret og foretaksintern forebygging – tid for et skritt videre?« behandler det intrikate spørgsmål, om en virksomhed bør/kan straffes, hvis ledelsen har gjort alt, som er praktisk muligt for at undgå uheld, og Boganmeldelser  99 dette alligevel er sket på grund af ekstraordinære forhold. Med støtte i Eskelands Strafferett forsøgte forsvareren i en sådan sag at opnå frifindelse, men Høyesterett gik imod og domfældte, Rt. 2007, s. 1684. Schea går nærmest imod forhånds-godkendelse af en virksomheds forebyggelsesindsats med den konsekvens, at virksomheden ikke skulle straffes, hvis korruption – det p.t. mest praktiske spørgsmål – alligevel skulle ske. Forhåndsbinding af påtalemyndigheden er fremmed for norsk, også dansk strafferetspleje. Spørgsmålet er vanskeligt, og løsningen er ikke oplagt.   Eskelands seneste interesseområde, international strafforfølgning, jfr. bogen De mest alvorlige forbrytelser (2011), afspejles i Peter Ørebech: »Den inter-nasjonale straffedomstolens jurisdiksjon«, hvor den ekstraterritoriale virksomhed af national lovgivning »the long arm principle« følges tilbage til Alf Ross’ be-rømte bonmot, at der efter dansk statsforfatningsret intet er i vejen for, at det ved lov forbydes en franskmand at ryge i gaderne i Paris (Ross tilføjer dog fornuftig-vis, at der kun er ringe mulighed for at håndhæve et sådant forbud, og at håndhæ-velsen ville pådrage Danmark folkeretligt ansvar). Eskeland er særlig kritisk over for U.S.A.’s regerings standpunkt, at man både modsætter sig international juris-diktion over amerikanske myndighedsrepræsentanter og selv anholder stort set i hele verden med henblik på retsforfølgning i U.S.A. for forbrydelser mod ameri-kanske interesser. Ørebech anfører her, at den blotte eksistens af den internationa-le straffedomstol kan være et værn, idet et medlemsland af ICC lettere vil kunne modsætte sig et amerikansk krav om udlevering af en for terrorisme mistænkt ved at henvise til, at han vil kunne retsforfølges ved ICC.   Ejvind Kolflaath: »Bevis for modus operandi, og modus operandi som bevis« er en udbygning af et indlæg fra et Sliråseminar. Den tentative løsning, at bevis for en særlig handlemåde uden for den påstået strafbare handling i ganske sjældne tilfælde kan være et bevis (jeg har ikke oplevet det selv i mine ti år som anklager og 25 som dommer), lyder umiddelbart rigtig, også at spørgsmålet måske er ta-bubelagt.   Mest eksotisk er det danske bidrag, Vagn Greve: »Strafferetten i vor vestindi-ske koloni«. Jeg har selv dyrket retsopgøret efter negeroprøret på Skt. Croix i 1878 og er som forfatteren stærkt kritisk over for den manglende modernisering af lovgivningen, særlig strafferetten, i det sidste halve hundrede år af det danske styre på øerne. At man stadig efter år 1900 måtte idømme dødsstraf efter Danske Lov, der naturligvis straks blev omsat ved benådning til kortere eller længere fængselsstraf, var ærlig talt for flovt.   Endelig har Thomas Frøberg behandlet voldtægtsbegrebets genealogi fra kri-minalloven af 1842 over straffeloven af 1902 til den nye, endnu ikke i kraft trådte Boganmeldelser  100 straffelov. Merete Havre har skrevet om politiets skadevoldende handlinger ud fra overvejelserne om, hvorvidt disse sager bør behandles som straffesager – hvad hun foretrækker – eller i det forvaltningsretlige system. Inger Marie Sunde har behandlet straffeprocessuelle metoder rettet mod elektroniske beviser bl.a. med den gode iagttagelse, at den mistænktes familie i mindre grad bliver krænkede ved aflytning af den mistænktes individuelle mobiltelefon end for en generation siden, hvor alle i husstanden var fælles om det samme fastnetapparat. Endelig har Anders Løvlie skrevet tankevækkende om den vanskelige grænse mellem be-skyldninger og forhånelser, hvilket ikke vil miste sin betydning, efter at krænkel-se af omdømme er blevet afkriminaliseret i den nye straffelov.   Som det ses, et festskrift, der som også Eskeland selv kommer vidt omkring.  Peter Garde Fhv. kriminaldommer i Hillerød  

Anmeldelse af Alf Petter Høgberg, Trond Eirik Schea og Runar Torgersen (red.): Rettssikker radikaler. Festskrift til Ståle Eskeland 70 år

https://tidsskrift.dk/NTfK/article/download/70165/102132

Anmeldelse af Alf Petter Høgberg, Trond Eirik Schea og Runar Torgersen (red.): Rettssikker radikaler. Festskrift til Ståle Eskeland 70 år

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)