Bøgh, Anders

Danish

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

Replik til Esben Albrectsen og andre kritikere af min disputats AFANDERS BØGHDet hævdes ofte, at det er en uskik at forsvare sig mod anmeldere. Detsynes jeg ikke; især ikke når der er tale om forskning, der er skrevet forat indgå i en forskningsdiskussion. Her kan delinkventens modargu-menter kun være til glæde for dem, der næste gang skal tage stilling. Jeger derfor glad for, at Esben Albrectsen, som var første officielle oppo-nent mod disputatsen, har givet mig mulighed for at kommentereovenstående i samme ombæring, hvori det bliver trykt. Esben Albrectsen synes, at min bog er dårligt disponeret, fordi manførst i det sidste kapitel forstår »enkelthedernes plads i helheden«. Det-te skyldes imidlertid et bevidst valg. Det meste af bogen er skrevet på detudsagnsniveau, som kilderne direkte kan bringes til at udtale sig på. Desiger som regel ikke noget om sammenhænge og forklaringer; det ersom oftest noget, som historikeren bygger oven på de data, hun ellerhan får ud af kilderne,1 og al hidtidig erfaring viser, at den slags har envæsentlig kortere holdbarhedstid end rekonstruktioner på kildernesudsagnsniveau, fordi det er mere præget af historikerens (sam)tids-bundne tankebaner. Ved at skrive bogen sådan har jeg altså villet prøveat undgå, at den i eftertidens omdømme kom til at stå og falde med mintolkning af begivenhedernes sammenhæng, da nu et væsentligt formålvar at ’rydde op’ i, hvad dialogen med kilderne kunne bidrage med tilemnets belysning. Ydermere har fremgangsmåden den fordel, at manubesværet kan krydse rundt mellem de oplysninger, som burde værelæseren bekendt, i forbindelse med analysen af sammenhænge og for-klaringer, hvorved både nu- og fremtidige læsere skulle få bedre mulig-heder for at overveje, om tolkningerne kan tiltrædes. 1 »tankespind« har jeg tilladt mig at kalde det et sted i bogen til oprindelig nogen for-argelse for bedømmelsesudvalget.Flere mener som Esben Albrectsen, at min bog både bringer formeget og for lidt.2 Det er muligt, at undertitlen burde have været »Kam-pen om magten i Norden ca. 1365-1389 med særligt henblik på forhol-det mellem Danmark og Mecklenburg«. Det havde min strenge, menvenlige og særdeles dygtige forlagsredaktør nu nok næppe fundet sig i.Og jeg mener da heller ikke, at en mere dybtgående behandling af deindre forudsætninger i Norge og Sverige ville have påvirket afhandlin-gens konklusioner. Erik Ulsig mener ligefrem, at jeg »bevidst har sjof-let« en ordentlig behandling af forholdene i Sverige. I betragtning af, atde centrale omstændigheder i denne sag har været behandlet adskilligegange, har jeg imidlertid ment, at det var tilstrækkeligt at henvise til dis-se og skrive en sammenhængende historie, hvor vægten ligger på denye aspekter, jeg har ment at kunne bidrage med. Man kan jo vel næp-pe bebrejde mig, at jeg ikke har set de interessante aspekter, som ErikUlsig har kunnet tilføje i sin opposition.3 Det, som kan siges at manglei bogen, er en gennemgribende analyse af de indre forhold i Sverigeunder hele kong Albrecht af Mecklenburgs regering med inddragelseaf alt relevant kildemateriale og med særligt henblik på, hvorfor desvenske stormænd i sidste ende valgte at gøre oprør mod ham. Dette vil-le imidlertid kræve en bog af nogenlunde samme omfang som den fore-liggende, og alt tyder på, at vi ud over en masse nye detaljer ville få detsamme hovedresultat, at de svenske stormænd under ingen omstæn-digheder ville affinde sig med det panteherredømme ved nordtyskeentreprenører, som de tidligere havde opponeret voldsomt imod, ogsom ville blive det sandsynlige resultat af at bøje sig for kong Albrecht i1386 eller senere. M.h.t. Norge føler jeg ingen dårlig samvittighed vedat henvise til de senere års omfattende norske forskning uden at gen-give andet end hovedpunkter i det forløb, som førte til Margrethes her-redømme her. Til gengæld har jeg så angiveligt skrevet for meget om sørøvere ogindre forhold i Danmark. Det lange kapitel om sørøverne er ganske vistkedeligt. Det er det, fordi jeg har villet inddrage hele det ganske omfat-tende kildemateriale for derved at søge at overbevise den interesseredelæser om, at der ikke i dette findes noget grundlag for de mere endhundrede år gamle anklager mod Margrethe for bevidst at have dreveteller understøttet sørøveri mod hansestæderne. Jeg forstår ganske206 Anders Bøgh2 Erik Ulsig: Dronning Margrethe og mecklenburgerne, Historie 2003,1; Frode Her-vik: anm. i Scandinavian Journal of History vol. 28, 2003.3 Dog kan man ikke af brevet 17.6. 1402 (Diplomatarium Danicum (DD) IV rk. 8. bd. Nr.400 på internettet) udlæse, at der var nogen svenskere til stede ved Olufs dødsleje ibegyndelsen af august 1387.enkelt ikke, at dette emne ikke skulle være relevant i sammenhængen.Især da det er temmelig vanskeligt at forestille sig, at det regime, somjeg har kunnet vise kun havde en begrænset indflydelse i Danmark,samtidig drev sørøveri mod hansestæderne og dermed løb en åbenlysrisiko for, at disse satte deres betragtelige ressourcer ind på hovedfjen-dens side. Hvis dette havde været tilfældet, ville det jo sætte et kraftigtspørgsmålstegn ved afhandlingens øvrige resultater. Det er naturligvis også relevant at følge, hvorledes formynderstyrel-sen for kong Oluf meget gradvis får øget indflydelse i Danmark, indtil»dronningen af Norge [fik] ligeså fuldt riget i Danmark, som hendesfader, kong Valdemar tidligere havde besiddet det«.4 Men hvor skal mansætte grænserne for, hvad der skal medtages i en sådan sammenhæng?Jeg kan imidlertid godt medgive Erik Ulsig, at det kunne have været enfordel for læsningen af bogen, hvis noget havde været udstykket i selv-stændige artikler, hvis hovedresultater så kunne være gengivet i bogenmed passende henvisninger.Jeg mener at have påvist, at analyser ud fra begrebsparret regimenregale og regimen politicum ikke har nogen relevans i det meste af denbehandlede periode, fordi både kongemagt og aristokrati var mere endtilstrækkeligt optaget af eksistenskamp frem for indbyrdes ideologiskerivninger; dog uden at jeg har brugt disse begreber eksplicit. Det for-hindrer dog ikke, at det siden skulle vise sig, at især Margrethe havde enmeget stærk interesse for det, der ligger i det ene af begrebsparrene,hvilket dog allerede kommer frem i de notarialattester, som jeg straksskal komme ind på. Imidlertid har jeg ikke ment, at der var nogengrund til at forstyrre læseren med en længere udredning om disse ikkevidere vel underbyggede begreber.Den ene opponent mener, at »det er en løst funderet hypotese«, atValdemar Atterdag på sit dødsleje gik ind for Oluf som sin efterfølger,mens den anden fremhæver dette som et eksempel på en væsentlignyhed i afhandlingen. Her er jeg måske ikke den rette til at dømme om,hvem der har ret.Esben Albrectsens tungeste skyts rettes mod min teori om Margrethesstatskup i efteråret 1387. Her må jeg lide den tort at blive beskyldt forat forlade mig på en fejlagtig oversættelse i Danmarks Riges Breve i stedet for selv at knække latinen i originaldokumentet. Lad os se lidtnærmere på det. Den omstridte passus i den latinske original lyder somfølger: »nisi ipsa domina Margareta regina predicta ipsos omnes bonouelle a se ad aliquem regem miserit quem illi cum consilio uelle et207Replik til Esben Albrectsen og andre kritikere af min disputats4 Detmar i Die Chroniken der Deutschen Städte Bd. 19, 1884 s. 589, jvf. min bog s. 18.rogatu domine Margarete regine predicte elegerint consensu conso-nanti« (DD IV, 3 nr. 233). Spørgsmålet er nu, om dette svarer til »førhun wiser os meth wiliæ fra sech tel then samme kong ther bathe hunok wi meth bathe hennes raeth ok wilie ok wort keese« (DD IV.3 nr.222), idet notarialattesten, hvorfra det første stammer, jo hævder at gengive brevet om valget af Margrethe, hvorfra det andet stammer. Isidstnævnte tekst er der ingen tvivl om, at Margrethe og ’vælgerne’ skal have gensidig vetoret m.h.t. valget af den kommende konge. Det er oven i købet tredje gang i brevet, at dette fremhæves. I notarial-attesten ligger vægten i teksten forud for det citerede på, at ’vælgerne’ikke vil tage nogen konge, som er Margrethe imod, og at de i det heletaget ikke vil tage nogen konge »nisi cum ipsius uolentate plena rogatuet consilio« (»undtagen med hendes fulde vilje, anmodning og råd«). I denne sammenhæng nævnes intet om, at ’vælgerne’ skulle kunne af-vise at vælge den anviste konge. Spørgsmålet er så, om de kan det, dateksten vender tilbage til sagen i den først citerede passus. Initiativet lig-ger her igen tydeligt hos Margrethe. Hun vil (eventuelt) sende »dem frasig til en konge, som de (’vælgerne’) med førnævnte frue, dronningMargrethes råd, vilje og anmodning vælger med enstemmigt samtyk-ke«.5 Heller ikke her kan jeg se, at der tages højde for den mulighed, at’vælgerne’ afviser den således med fruens vilje tilsendte. Albrechtsenhar ret i, at »parterne, dronningen og folket, skal samtykke i enighedfor at der kan blive tale om noget valg«, men »folket« har bare værsgoat »samtykke i enighed«. Den tilføjelse til sætningen, som Esben Al-brectsen har fremdraget i valgerklæringen fra Odense (DD IV, 3 nr.253) »singulatim« understreger for mig at se min tolkning. Hvordanskulle man sikre, at »illi« (»de«/vælgerne) »hver for sig«/»hver eneste«skulle istemme valget, hvis ikke de på forhånd var juridisk forpligtede tilat gøre det? Jeg ser altså ikke rettere end, at den gode dronning havde fået narretden tyske notar (som næppe forstod dansk) til at tro, at hun (som deneneste regent i Danmarkshistorien) havde fået overladt retten til atudpege sin egen efterfølger. Og da notarens formuleringer indgik ivalgbrevet fra Odense, kan det ikke være for stærkt at betegne dette somet statskup – i det mindste på Fyn! Fremover var Margrethe jo imidler-tid selv frue over, om hun ville bruge notarens attester eller de østdan-208 Anders Bøgh5 Som det ses, kan jeg ikke tiltræde, at Thomas Riis har fejloversat den citerede passusi Danmarks Riges Breve. Jeg har forelagt den for dekan, dr.phil. Bodil Due og professor,dr.phil. Otto Steen Due, begge klassiske filologer, som har kunnet fortælle mig, at infi-nitiver, in casu »uelle«, har det med at optræde substantivisk i middelalderlatin. Der erfaktisk to eksempler i det citerede på, at »uelle« optræder substantivisk.ske valgbreve, når tingene skulle diskuteres. Og i brevet, som fulgteefter Erik af Pommerns tiltræden som konge 24.1. 1396, tales der daogså kun om, at man har »hyldet og modtaget« ham – og ikke om nogetvalg.6Nu ser Esben Albrectsen sig imidlertid i stand til at »bevise, at de ori-ginale østdanske valgbreve ikke holdtes skjult«. Dette sker ved en sam-menligning af disse med det norske valgbrev, idet det hævdes, at der erverbaloverensstemmelse mellem »Margrete forenefnd er koning Wol-demars daater ok koning Oleues mother ther bathe wore herrer woreok fram eræ farne guth there siælæ haue« (DD IV,3 nr. 222) og »Mar-garete…var vaars kæra herra konung Hakons husfrw oc vaars kæra her-ra konung Olafs modher sæm nu nyligha dødhe sæm Gudh bæggiasthæirra saal hafue« (DD IV, 3 nr. 332). Jeg har set mere slående verbal-overensstemmelser end disse. Imidlertid er det rigtigt, at det, Margre-the vælges til at være både i Lund, Ringsted og Oslo, betegnes som bl.a.fuldmægtig frue og husbond. Nu havde Margrethes særdeles tro mand ognyttige tjener, ærkebisp Vinald Henriksen jo også været til stede i Lundog havde deltaget i de givetvis intrikate drøftelser af, hvad i alverdenman skulle kalde en kvinde, der valgtes til (midlertidig) rigsstyrer. Såmeget desto mere forbavsende er det, at hun ikke i det norske valgbrevsom i de danske tillægges titlen formynder, og ikke mindst at hun i detnorske valgbrev beskrives som »ret arving og fyrstinde til riget i Dan-mark«, samt at hun vælges til rigsstyrer på livstid med den (implicitte)implikation, at kongedømmet i arveriget Norge skulle gå i arv til hen-des nærmeste mandlige arving (noget som dog snart efter modificere-des). På vejen hjem fra Oslo mødte Margrethe en delegation af særdelesfremtrædende svenskere, som udstedte et brev om, at de ville arbejdefor, at den rette arving og fyrstinde i Danmark (men sært nok ikke iNorge) også blev fuldmægtig frue og husbond i Sverige på livstid; dog skul-le de før eller efter hendes død »tage, have og beholde som konge«»den, som…Margrethe vil og tilråder«.7 Dette blev da også i sidste endegrundlaget for hendes styre i Sverige. Hvor i alverden havde man fåetden idé fra i valgriget Sverige ganske uhørt at overlade det til en regentselv at udpege sin efterfølger? Ja, givetvis fra Margrethe, men hendesargumentation ville jo vinde vældigt i styrke ved at fremvise notarensattester eller blot valgbrevet fra Odense, der tilsyneladende dokumen-209Replik til Esben Albrectsen og andre kritikere af min disputats6 Den Danske Rigslovgivning indtil 1400 udg. E. Kroman, 1971 s. 335.7 DD IV,3 nr. 360, jf. beskrivelsen af Eriks tiltræden som konge i Sverige: »vi med rettehyldede ham, aflagde ed og rettelig antog ham til vor rette herre og konge over Sveri-ge…« DD IV, 6 nr. 145.terede, at således skulle det være i Danmark – så er der nogen grund tilat tvivle på, at hun gjorde det?Herefter kan der kastes lidt sidelys på de berømte breve fra Kalmar1397. I Kroningsbrevet tales der om, at kong Erik er »modtaget ogtaget« som konge i alle tre riger, mens Unionsbrevet taler om »taget,valgt og modtaget« (DD IV, 6 nr. 344, 345). Alt tyder således på, at Kro-ningsbrevet kom tættest på en beskrivelse af de virkelige forhold, og atgrundlaget herfor i sidste ende var Margrethes statskup i 1387. Afslutningsvis vil jeg takke mine opponenter for at have taget mit ogderes arbejde alvorligt. Erik Ulsig har (især) tilføjet det nogle interes-sante nye aspekter, mens Esben Albrectsen ikke mindst under detmundtlige forsvar påtog sig den klassiske rolle som djævelens advokat,der rusker og pirker i alt, hvad der kan ruskes i. Ikke mindst sidstnævn-te vakte megen glæde blandt de ganske mange tilskuere i Aarhus Uni-versitets Aula den 21. marts 2003.210 Anders Bøgh

Replik til Esben Albrectsen og andre kritikere af min disputats

https://tidsskrift.dk/historisktidsskrift/article/download/56167/76373

Replik til Esben Albrectsen og andre kritikere af min disputats

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)