Henningsen, Peter

Danish

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

273Kortere anmeldelserLindkvist står for middelalderen, mens Sjöberg tager sig af 15-1600-tallet.Lindkvist demonstrerer fremragende overblik og et sikkert håndelag. Den ba-sale lærebog tackles så mesterligt, at fremstillingen bliver inciterende læsning.Sjöberg debatterer ligeledes glimrende alle sider af den svenske stormagtstid.Litteraturhenvisningerne er væsentligt mindre omfattende end hos Rosén, mensuppleres af illustrationer, kort, kilder og bibliografi, der er lagt ud på internet-tet og kan nås af de ferme via en kafkask labyrint af diverse koder og feltråb.Anmelderen måtte hidkalde sin edb-kyndige nabo, men adgangen vil næppevolde den studerende ungdom vanskeligheder.Mikael VengeKERSTIN SUNDBERG: Stat, stormakt och säterier. Agrarekonomisk utveckling ochsocial integration i Östersjöområdet 1500-1800, Nordic Academic Press,Lund 2001, 353 sider.Den lundensiske historiker Kerstin Sundbergs bog om statsdannelse og godssy-stemer i Østersøområdet er et dristigt og perspektivrigt forsøg på at undersøge,om der er en sammenhæng mellem Østersøstaternes politiske og sociale struk-turer og de varierende former for godssystemer, som fandtes i området. Er deren forbindelse mellem den tidligt moderne statsdannelse og det specifikkegodssystem – godsernes forvaltningsstruktur – i den enkelte stat? Og kan mansige, at de enkelte østersøstaters forskellige karakteristika skyldes, at de eropbygget på grundlag af forskellige typer af godssystemer? Tanken er interes-sant og nok værd at undersøge, eftersom det er almindelig kendt, at der er sto-re forskelle på godssystemerne i øst og vest, og at der findes mindst lige så sto-re forskelle når man ser på den politiske og økonomiske udvikling, dvs. heleden moderne statsbygningsproces i Vest- og Østeuropa.Men Kerstin Sundberg vil mere end det. Hun stiller nemlig også spørgsmålet,om Østersøområdet – altså landene Sverige, Finland, Danmark, Norge, Preus-sen og Polen-Lithauen – kan tænkes at udgøre et integreret hele, på sammemåde som den franske Annales-historiker Fernand Braudel i sin tid påviste detfor Middelhavsområdet? Er Østersøområdet en region med indbyrdes fællestræk, der dels adskiller området fra andre europæiske regioner og dels udgøret økonomisk integreret hele?Indledningsvis kan Kerstin Sundberg konstatere, at Østersølandene havdedivergerende styreformer omkring 1700. I Danmark (med Norge) og Sverige(med Finland) var der f.eks. enevælde, i Preussen »junkervælde«, og Polen-Lit-auen var en adelsrepublik. Der var også forskelle på østersøstaternes godssyste-mer, eksemplificeret i den tyske historiker F. G. Knapps nu klassiske opdeling iGuts- og Grundherrschaftsystemer, hvor de sidste skulle være særligt fremtræ-dende i Østeuropa, mens de første angiveligt var det i Vesteuropa. Dikotomien Grundherrschaft/Gutsherrschaft går i korthed ud på, at Grund-herrschaft er et system, hvor godsejeren primært lever af sine fæstebøndersafgifter, hvorimod produktionen på hovedgårdens egen jord kun er lille. Gods-ejeren har således en stor interesse i at holde sine bønder ved magt. Deres ruinvil nemlig også blive hans. Det er dette gensidige afhængighedssystem, somsynes at være baggrunden for det klassiske patrimoniale forhold mellem gods-ejer og fæstebonde, hvor godsejeren beskytter og værner sine bønder, mens dis-se til gengæld betaler deres afgifter til tiden og skylder godsejeren hørighed oglydighed. Det er desuden dette system, der befordrede samtidens almindelige274 Kortere anmeldelserforestilling om en moralsk økonomi – en økonomi, hvor det var umoralsk atprofitere på andres bekostning.I et Gutsherrschaft forholder det sig stik modsat: Her lever godsejeren pri-mært af sin store hovedgårdsproduktion, mens fæstebøndernes afgifter kunspiller en mindre, og ofte betydningsløs, rolle. Det betyder, at godsejeren harstørre brug for fæstebøndernes hoveri på sine hovedgårdsjorder end tilfældeter det for godsejeren i et Grundherrschaft. Og det betyder, at godsejeren i grun-den ikke behøver at bekymre sig så meget om sine fæstebønders velstående, sålænge de blot leverer deres fysiske arbejdskraft til hovedgårdsproduktionen.Herved brydes det klassiske patrimoniale bånd mellem godsejer og fæstebon-de, idet bondens arbejdskraft bliver til en vare, som godsejeren udbytter (for nuat bruge nogle klassiske marxistiske termer, der beskriver dette forhold megetgodt). Godsets økonomiske strategi overholder dermed ikke reglerne for denmoralske økonomi, men bryder dem: Økonomien bliver til en profitøkonomi,hvor moralske forestillinger ikke levnes megen plads. Det siger sig selv, at der må have været meget store forskelle på et bondelivunder de to forskellige godssystemer og ledelsesstrategier, ligesom de forskel-lige systemer må have medført forskelle i bøndernes tænkemåde og mentalitet– på deres verdensbillede. Ja, man kunne endda let forestille sig, at fæstebønderog unge karle i et Gutsherrschaft-system, når de var blevet bekendt med, at derfandtes andre og mindre udbyttende måder at leve på, pakkede deres sydfrug-ter, så hurtigt de kunne, fik benene på nakken og rykkede videre til et gods medGrundherrschaft-system. Og man kan lige så let forestille sig, at dette måske vargrunden til, at der i de klassiske Gutsherrschaft-områder eksisterede livegen-skab, mens dette som oftest ikke var tilfældet i områder med Grundherrschaft?Tanken er besnærende, men reelt umulig at dokumentere. Det forekommerdog logisk, at man i et for fæstebønder så uattraktivt godssystem, som et Guts-herrschaft må have været, har måttet lægge bånd på almuens mobilitet, hvori-mod dette ikke har været nødvendigt i Grundherrschaft-områderne. Måske erdet også grunden til, at der eksisterede vornedskab/livegenskab i det østligeDanmark, hvor de største godser fandtes, mens bønderne i Jylland og på Fyn varpersonligt frie frem til stavnsbåndets indførelse i 1733.Noget sikkert svar på dette kan man dog ikke give. Kildesituationen er formangelfuld, og de undersøgelser, der er udført på området, peger endda på, atstorgodsdriften først vandt indpas i Østdanmark i 1500- og 1600-tallet, altså langtid efter at vornedskabet blev indført. Desuden står man tilbage med det mær-kelige spørgsmål: Hvorfor var der ikke vornedskab i Skåne? Denne landsdelhusede trods alt også mange store godser. Der gives med andre ord ikke nogetenkelt svar på spørgsmålet, og om man nogensinde får det, er vist mere endtvivlsomt.Gutsherrschaft/Grundherrschaft-modellen repræsenterer selvfølgelig to ide-altyper, og virkelighedens godsforhold var langt mere varierede og komplicere-de end som så. Ja, måske var de, påpeger Sundberg, i virkeligheden så variere-de, at modellen slet ikke holder, når man udsætter den for en mikrohistoriskefterprøvelse. Sundberg sætter altså spørgsmålstegn ved denne gamle – ognoget firkantede – opfattelse af forholdene i Vest- og Østeuropa. Reelt er bille-det nemlig meget kompliceret. I Østeuropa kan der således findes flere områ-der med Grundherrschaft, ligesom der f.eks. i Danmark – særligt på Sjælland,Lolland og Falster – kan findes områder med udpræget Gutsherrschaft-lignen-de strukturer og livegenskab (vornedskab). Den klassiske opdeling i øst (Guts-herrschaft) og vest (Grundherrschaft) holder ikke for en nærmere prøvelse. I275Kortere anmeldelserhvert fald ikke, hvis man forstår denne opdeling helt bogstaveligt. På den andenside kan der næppe være tvivl om, at det er Gutsherrschaft-områderne, derdominerer i øst, mens Grundherrschaft dominerer i vest, og således holderdikotomien måske alligevel. Det afhænger blot af, hvor skarpt man sondrer, ogpå hvilken måde, man definerer sine begreber.Bogens indledende del (første del) lægger ud med en oversigt over udvik-lingen i Østersøområdet og de tidligt moderne stater, hvor Kerstin Sundbergdiskuterer, om området kan betragtes som en region på linie med Middelhavet.Giver det nogen mening at overføre en braudelsk synsvinkel til Østersøområ-det? Til en begyndelse redegør hun for forskellige teorier om den tidligt moder-ne stats udvikling (sociologen Charles Tilly og historikeren Perry Anderson) ogom de såkaldte interaktions- og kommunalisme-teorier vedrørende forholdetmellem stat og lokalsamfund, ligesom hun redegør for den svenske forsknings-debat på området. Herefter følger en sammenfatning af en række historikeressyn på Polen-Litauens udvikling. Der er tale om en udmærket oversigt, der doglider af den afgørende svaghed, at der ikke inddrages ret mange forskere idiskussionen, ligesom de polske værker, der omtales, indskrænker sig til de få,der er oversat til engelsk! Og det giver jo næppe en tilstrækkelig solid baggrundtil autoritativt at kunne vurdere den polsk-litauiske situation (Sundberg tagerdog diskret højde for dette problem i note 100, s. 57).Efter denne makrohistoriske oversigt gives endnu en oversigt – denne gangover Østersøområdet som region – og derpå følger en redegørelse for konklu-sionerne i Braudels berømte bog om Middelhavet. Sundberg vil her diskuterekontakter og indflydelser i Østersøområdet og områdets almindelige økonomi-ske udvikling, de politiske mønstre og de sociale forhold. Hendes tese er, at derfindes en specifik »Østersøtradition«, som de forskellige ekspansive, statsbyg-gende projekter, der krydsede hinanden i tidligt moderne tid, byggede på (deter dog lidt tåget, hvori denne tradition bestod). Sluttelig opridses der en rækkegrundlæggende træk, der kan siges at være karakteristiske for regionen, nemligat »Østersøområdets forskellige regioner kompletterede hinanden. Samtidigkan vi notere os det dominerende indslag af agrar basisproduktion, af kornavlog animalsk avl i sydøst og en betydelig udnyttelse af skovene i nord med tøm-merproduktion som eksportvarer – tjære, beg, potaske, tømmer, jern, kobber«(s. 78). På den anden side var der dog også så store forskelle, at Østersøområ-det ikke kan karakteriseres som en region på samme måde som Middelhavet.Det skyldes bl.a. de store klimaforskelle fra nord til syd, som betød, at basispro-duktionen var forskellig, ligesom kulturudviklingen tilpassede sig de forskelligeklimaforhold og derfor er forskellig fra nord til syd (s. 88-89).I bogens anden del tager Kerstin Sundberg fat på Østersøområdets gods-strukturer. De første fire kapitler i 2. del består reelt af endnu en række udblikog forskningsoversigter, der skal tjene som baggrund for to empiriske »djup-studier« af to svenske godser, der følger i kapitel 5 og 6. Indledningsvis gives deren god og interessant redegørelse for det historisk-antropologiske forsknings-miljø, som den tyske historiker Jan Peters fik stablet på benene i 1990’erne, ogsom resulterede i tre perspektivrige antologier om vest- og øst-elbiske gods-strukturer og disses evt. sammenhæng med de forskellige bondementaliteter iområderne. Herefter følger en oversigt over det feudale storgodssystem i Polen-Litauen, og der rundes af med et overblik over forholdene i Baltikum, Polen,Preussen og Danmark samt med en introduktion til de to svenske detailstudier:godserne Häringe-Hammersta i Södermanland og Trolle-Ljungby i Skåne. Ibogens tredje og sidste del præsenterer Sundberg sine konklusioner og »sam-276 Kortere anmeldelsermenfattende refleksioner« om den tidligt moderne stat i Østersøområdet – detafsluttende »Østersøperspektiv« – og der rundes af med et engelsk summary.Det er en på flere måder bemærkelsesværdig bog, som her foreligger. KerstinSundberg stiller på den ene side en række yderst interessante spørgsmål til stats-dannelsesprocesserne og til de forskellige godsstrukturer i Østersøområdet itidligt moderne tid, men hun fører på den anden side ikke undersøgelserne vir-keligt igennem. Det bliver stort set ved oversigter og udblik, ved perspektive-ringer og spørgsmål, der ikke egentligt besvares. Og det var for undertegnedefaktisk en noget skuffende oplevelse, eftersom jeg havde forventet nogle merekvalificerede svar på de spændende spørgsmål.Et andet problem er, at Kerstin Sundberg ikke definerer, hvad hun menermed begrebet »storgods«. Hvornår er et gods et storgods og hvornår ikke? Hvadskal der helt præcis til? Så længe man ikke foretager en sådan præcisering afbegrebet, bliver det umuligt at bestemme udbredelsen af de forskellige gods-systemer. Dette bliver f.eks. tydeligt, når hun hævder, at de danske storgodser låpå Sjælland, på Lolland-Falster, Fyn og i det sydlige og østlige Jylland. Det er jostort set hele Danmark, der i givet fald er tale om. Tilbage bliver kun Vendsys-sel, Thy, Hanherrederne og Vestjylland – og så mange storgodser var der trodsalt ikke i Danmark. Noget helt andet er, at det der på overfladen kan ligne et storgods, ikke ipraksis behøver at fungere efter de mønstre, som er karakteristiske for et Guts-herrschaft. Sundberg synes her at følge den skelnen på 50 tdr. hartkorn hoved-gårdsjord, som Gunnar Olsen i sin tid praktiserede i disputatsen Hovedgård ogBondegård fra 1957, men dette tal er, det medgiver Olsen i øvrigt selv, noget arbi-trært, eftersom hovedgårdens hartkornsareal alene ikke fortæller noget om detenkelte gods’ ledelsesstrategi. Jeg vil dog ikke bebrejde Sundberg, at hun følgerOlsen på dette punkt, kun at hun gør det noget ureflekteret. Men Kerstin Sund-bergs projekt har da også været ambitiøst – for ambitiøst – for skulle hun virke-lig gå i dybden med emnet, ville det kræve et værk, der langt oversteg de 355sider, som bogen er på.I stedet for et sammenhængende arbejde om godssystemerne i den baltiskeregion har vi fået et, som næsten udelukkende består af oversigter, introduktio-ner og skitserede problemstillinger, hvilket i sig selv nok kan være nyttigt, mendet fungerer ikke som værk betragtet. Kun forfatterens to »djupstudier« gårgrundigere til værks, men det virker unægtelig, som om alt det øvrige blot erfyld, der er blevet hældt på uden egentlige overvejelser over, om dybdestudier-ne nu også går i spænd med alle disse oversigter. Et andet problem er her, atdybdestudierne – efter min mening – ikke giver mange svar på de spørgsmål,som forfatteren har stillet i sine talrige oversigter.Når alt dette er sagt, så finder jeg alligevel, at bogen bør være standard-læsning for enhver dansk landbo- og godshistoriker, idet den rejser en rækkeinteressante spørgsmål med stor betydning for sammenlignende landbohistorieog for godshistorie i særdeleshed. Ligeledes stiller den en række historisk-antro-pologiske spørgsmål med stor betydning for folk, der arbejder med mentali-tetshistorie og bondekultur i tidligt moderne tid. Og Kerstin Sundbergs påstandom, at der faktisk eksisterede livegenskab i Danmark i tidsrummene ca. 1490-1702 (Jylland, Fyn og Skåne undtaget) og 1733-88 (hele landet) er væsentlig ogrigtig. At man i Danmark blot kalder det noget andet – henholdsvis vornedskabog stavnsbånd – betyder ikke, at det ikke var et livegenskab. Det var nemlig ligepræcis, hvad det var. Livegenskab kunne have mange former, og der findes ikkeén bestemt måde, som livegenskabet udøvedes på, ej heller øst for Elben. 277Kortere anmeldelserOg så er bogen i øvrigt en glimrende introduktion til det spændende arbej-de, som den førnævnte tyske forskergruppe med Jan Peters som primus motorhar udført i de senere år.Peter HenningsenOLE HENRIK GJERULDSEN: Defensjonsskipsordningen i Norge 1630-1704. For-svarsmuseets Småskrifter Nr. 28 Oslo. 237 sider. 50 NKR.Klassificeringen som »småskrift« er noget misvisende. Der er tale om en bog på237 tæt trykte sider. Forfatteren har været forsker ved Forsvarsmuseet i Oslo, oghan er nu arkivar ved Riksarkivet. Afhandlingen er baseret på et massivt arkiv-materiale fra dette og fra Rigsarkivet i København. Og litteraturoversigten erstor og instruktiv – også hvad gælder den danske forskning. Defensionsskibs-ordninger kendes fra de fleste maritime magter i den merkantilistiske fase afderes udvikling. For Danmarks vedkommende forsøgtes de i 1623, 1636, 1671og så sent som i 1776. Det var symptomatisk for sådanne merkantilistiske tiltag,at sigtet var vidt – og bredt. Staten havde behov for skibe, øvede søfolk og kano-ner til aflastning af orlogsflådens større og kraftigere armerede skibe. Skibenekunne beskytte handelsflåden i form af konvoj, og de kunne selv bide fra sigover for kapere og korsarer. Konstruktion og udrustning skabte beskæftigelseog købekraft. Og de store skibe kunne trænge ind i hollændernes import afvarer fra fjernere markeder – i mangt og meget ligesom handelskompagniernesog saltkompagniernes skibe – og dermed spare de fordyrende mellemhandler-avancer og ædelmetalflugten.Defensionsskibsordningerne var aldrig ens. De vægtedes varierende, alt efterde aktuelle politiske og økonomiske konjunkturer. For de helt eller delvist nor-ske ordningers vedkommende oprettedes de i 1630, i 1642 og i 1670 – og så forsidste gang i 1776. Forfatteren har efter alt at dømme udtømt sit norske og dan-ske arkivmateriale. Fremstillingen er unægtelig meget kildenær, og præget afønsket om at få alle skibene med. Men derfor er den også så informativ. Netopved som et konjunkturbarometer at følge defensionsskibsordningerne i visionog virkelighed kastes der værdifuldt lys ind over den flerstrengede norske øko-nomi og dens internationale konjunkturbetingethed. Bergen som stabelhavnfor det rige Lofoten-fiskeri ville således strække sig langt over for statsmagtensønsker om store armerede skibe, hvis byen til gengæld kunne sikre sig forret-tigheder for det livsvigtige salt fra Frankrig og Portugal – og dermed presse demindre købstæder, de små ladesteder og den nordlandske almue. Østlandetskøbstæder med Kristiania i spidsen var derimod orienteret mod toldreduktionerpå eksporten af tømmer til det nordvesteuropæiske marked. Man skal imidler-tid ikke forestille sig defensionsskibene i kamp med egentlige orlogsskibe. Sid-ste gang det skete var formentlig i slaget på Kolberger Heide i 1644, hvor nog-le store københavnske handelsskibe kæmpede fremme i linien sammen medChristian IV ombord på Trefoldigheden. Men et par norske defensionsskibe vardog med i Køge Bugt den 1. juli 1677, da Niels Juel hejsede det røde flag.De parallelle danske ordninger overses ikke. Men de er ikke med, undtageni korte karakteriserende bemærkninger. Tilløb til komparationer gøres ikke.Men tilsvarende forsyndelser gør også danske historikere sig alt for ofte skyldigei. Så lad dette hvile til en anden og bedre gang. Og lad os i stedet glæde os overet lødigt og velkomment bidrag til vor fælles helstats historie.Ole Feldbæk 

Kerstin Sundberg: Stat, stormakt och säterier. Agrarekonomisk utveckling och social integration i Östersjöområdet 1500-1800. Nordic Academic Press, Lund, 2001.

https://tidsskrift.dk/historisktidsskrift/article/download/56112/76318

Kerstin Sundberg: Stat, stormakt och säterier. Agrarekonomisk utveckling och social integration i Östersjöområdet 1500-1800. Nordic Academic Press, Lund, 2001.

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)