Johansen, Jens Chr. V.

Danish

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

496 AnmeldelserHENRIK LERDAM: Kongen og tinget. Det senmiddelalderlige retsvæsen1340-1448. Museum Tusculanums Forlag, København 2001. 320 s.298 kr..Gennem flere generationer dominerede emner fra middelalderen denretshistoriske forskning i Danmark, navne som Ludvig Holberg,Henning Matzen, Poul Johs. Jørgensen og Ole Fenger skal nævnes i denforbindelse, andre men færre forskere har dækket senere tidsrum, herskal blot nævnes Stig Iuul med den store disputats Hovedlod og fællig. Nuvender historikeren Henrik Lerdam med sin PhD-afhandling tilbage tilet middelalderligt emne.Udgangspunktet er, at den politiske magtkamp i middelalderen iføl-ge Lerdam drejede sig om at kontrollere retshåndhævelsen. På den eneside var det således en forudsætning for kongemagten, at den greb initi-ativet m.h.t. lovgivningen, på den anden side at den fik opbygget et bu-reaukrati eller en forvaltning, der var i stand til at varetage selve retsud-øvelsen. Resultatet er blevet en afhandling, der lægger vægt på lovgiv-ningen og på at følge forvaltningen geografisk og kronologisk på densrejser rundt omkring i landet for derigennem at kunne fastslå, i hvor højgraddenvarafhængigafkongemagtens fysisketilstedeværelse,elleromden virkede i kraft af embedet. Muligvis kan der tales om en begynden-de bureaukratisering og professionalisering af retsvæsenets øvre lag.Også i kraft af kildematerialets beskaffenhed betyder denne tilgangs-vinkel, at flere af de aspekter, der indenfor de sidste årtiers nyere rets-historiske forskning har nydt fremme, må indtage en mindre væsentligrolle. Her tænkes først og fremmest på retspraksis og på forholdet ogsamspillet mellem retsvæsenets forskellige instanser.Henrik Lerdam følger Rettertinget på dets rejser og dokumenterergennem de udstedte og overleverede dokumenter, hvor det har op-holdt sig for derved at påpege brændpunkter i den danske historie, somi dronning Margretes tid ofte knyttede sig til krongodserhvervelsen.Gemt i denne noget tørre opremsning af steder og tider befinder dersig umådeligt spændende problemer, hvis besvarelse vil hjælpe med tilat placere Danmark ikke alene i den nordiske, men også i den kontinen-taleuropæiske politiske og retspolitiske sammenhæng. Kort sagt tyderLerdams resultater på, at Danmark på et langt tidligere tidspunkt endNorge og Sverige indtrådte i en moderniseringsfase. Anvendelsen afedsbeviset er blot et enkelt eksempel herpå. I det norske og svenskeretsvæsen blev såvel mededen som benægtelseseden benyttet så sentsom i det 17. århundredes midte og slutning, hvorimod mededen iDanmark var helt forsvundet på et langt tidligere tidspunkt (hvornår vi-497Kongen og tingetdes ikke præcist), og benægtelsesedens anvendelse var afhængig af her-redsfogedernes villighed til at anvende dette institut. Lerdams iver ef-ter at få placeret Danmark i den europæiske sammenhæng, går dog lidtvel hastigt, når han hævder, at den inkvisitoriske procedure, eller somhan udtrykker det s. 52 «en mere inkvisitorisk procesmåde«, var ved atblive indført allerede i det tidsrum, han behandler. Desværre definererLerdam hverken den inkvisitoriske eller den akkusatoriske procedure,men overgangen mellem de to procesmåder foregik i Tyskland ca. 100år senere, altså i det 16. århundredes begyndelse, så det kan ikke væreforegået i Danmark på det tidspunkt, Lerdam hævder.Afhandlingens styrke ligger så afgjort i de administrative aspekter istudiet af det senmiddelalderlige retsvæsen. I det 15. århundredes før-ste fjerdedel var der klare forskelle på dommerkorpsets sammensæt-ning og den kontinuitet, der blev lagt for dagen, i Jylland og på Sjælland.I Jylland var det de samme dommere, der i ugevis dømte i Aalborg forderefter at vende tilbage, når tinget kom tilbage til området, mens derpå Sjælland var et stort forbrug af forskellige dommere i «flygtige kon-stellationer«. Det kan skyldes, at de jyske dommere kom fra lokalområ-dets stormandsslægter, mens anvendelsen af kongemagtens nærmestemedarbejdere var langt mere udpræget på Sjælland (s. 149).Erfaringerne fra disse to dommerkorpssammensætninger må have gi-vet sig udslag i, at rigsrådsmedlemmer sammen med biskopperne framidten af århundredet kom til at spille en langt mere aktiv rolle somdommere,hvilketbetyder,atenbestræbelsepåatcentralisereretsplejenvar sat i gang, sandsynligvis på baggrund af en forståelse af betydnin-gen af kontinuitet. Flere forskellige dommere vil være skadelige for denretssikkerhed, Lerdam dog ikke forsøger at definere indholdet af.Disse bestræbelser gik igen i sammensætningen af de personer, derudgjorde landsdommerkorpset. Mens den jyske landsdommer fra 1396var højadelig, gik det langsommere med at få indført samme orden vedde andre landsting. Ved disse dominerede enten lavadelige eller borge-re fra landstingets hjemby, og det var så sent som i midten af 1400-tallet,at den sjællandske landsdommer blev højadelig. Skønt denne skelnenmellem høj- og lavadel er vanskelig at håndtere, var det en forskel, som,hvis man ser på fordelingen mellem små (Falster for at nævne et enkelteksempel) og store landsting, varede ved ind i det 17. århundrede.Det er ligeledes interessant, at borgerskabet som udstedere af tings-vidner ved landstingene spillede en stadig større rolle, hvilket pegermod den øgede betydning, landstingene fik. Denne udvikling fortsattei det 16. og 17. århundrede, men Lerdam noterer det ikke. Det kan skyl-des, at hans egentlige ærinde mere ligger i den administrative og poli-498tiske historie end i retshistorien. Resultatet er da også, at han ikke forsø-ger at give en forklaring på landstingenes stigende betydning i senmid-delalderen.Lerdam kunne også have opnået et langsigtet perspektiv i afhand-lingen i den del, der behandler tingsvidneudstedernes geografiske for-deling, hvis han havde sammenlignet med forholdene i det 17. århun-drede. På Sjælland kom de hovedsageligt til landstinget i Ringsted, somdet skrives, fra Midt- og Sydsjælland. Udstederne i Jylland kom fra enstørre omkreds end det umiddelbare opland omkring Viborg, men he-le Jylland var langt fra repræsenteret, og når Lerdam undersøger sags-parternes hjemsted, var der ganske vist en større spredning end fortingsvidneudstedernes vedkommende, men hverken Syd- ellerVestjylland var repræsenteret. Rejsen til Viborg har sikkert været forlang, og Lerdam har givetvis ret, når han mener, at sysseltingene er ble-vet anvendt som alternativ. Betydningen af nærheden til tinget er ogsåblevet dokumenteret for en senere periode for herredstingenes ved-kommende (se Bol og By 1995:1, s. 36-51).  Lerdams dokumentation af den ujævne spredning af herredsfoged-institutionen er betydningsfuld for såvel administrations- som retshi-storien; ved dronning Margrethes død kendtes herredsfogeder kun ibegrænset omfang i Jylland, og på Sjælland var der herreder uden her-redsfoged. Der kan ikke herske tvivl om, at Lerdam har ret, når han til-skriver kongemagten væksten i antallet af herredsfogeder. At herreds-tinget således tidligere var uden fast ledelse, kunne have ført til en no-get mere dybtgående diskussion af tingets funktion, end tilfældet bliveri afhandlingen. Henrik Lerdams PhD-afhandling er solid og velskrevet, men den vil-le have nydt godt af mere luft under vingerne og et noget mere fremad-skuende blik, der ville have vist kontinuiteten i de retslige forhold.Jens Chr. V. Johansen Anmeldelser

Henrik Lerdam: Kongen og tinget. Det senmiddelalderlige retsvæsen 1340-1448. Museum Tusculanums Forlag, København, 2001.

https://tidsskrift.dk/historisktidsskrift/article/download/56081/76287

Henrik Lerdam: Kongen og tinget. Det senmiddelalderlige retsvæsen 1340-1448. Museum Tusculanums Forlag, København, 2001.

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)