Ladewig Petersen, E[rling]

Danish

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

tation for forfatterens antagelser om samfundsudviklingen. Ligeså kan manacceptere de mange anonyme kildeangivelser som et udtryk for omfattenderesearch på et område, som slet ikke er afdækket på trods af, at forfatteren ikkeer den første i feltet.Rikke Kierulff-JørgensenMEHMED MOZAFFARI: Fatwa. Violence and Discourtesy. Århus, Universitetsforla-get 1998. – 2l3 s.,ill.; 150 kr.I sin nye bog argumenterer Mehmed Mozaffari (Aarhus universitet) langt mereoverbevisende end i en tidligere avisartikel (jf. HT 96, s. 405-13) for, at ayatol-lah Khomeinis såkaldte fatwā mod Salman Rushdie februar 1989 slet ikke varnogen fatwā, men et dekret, en dødsdom. Videre, at den savnede ethvert lovligtgrundlag, og at dens uformelle form gjorde den helt usædvanlig. Som tidligerepåpeget lå dens pointe i, at Salman Rushdie selv havde nedkaldt bandstrålenmod sig, hvortil forfatteren nu føjer dens hadske tone mod omverdenen og spe-cielt England, USA og Israel (‘den amerikanske/israelske satan’).Satire forekommer ikke så sjældent i islamisk litteratur – specielt vendt modskinhellighed – men Rushdies karikatur af Mekka – jahilı̄yyah, uvidenhedens ogformørkelsens tid – og profetfamilien var særligt bidende, selvom de mange lagog symboliken i ‘de sataniske vers’ (sure 53) handler om noget ganske andet.Og selvom Khomeinis dekret var formelt ulovligt, løser det ikke spørgsmålet omdettes reelle gyldighed, da det bygger på en sen og falsk tradition; den juridiskeside af sagen lades uberørt, skønt Mozaffari burde have kunnet besvare det.Bogens hovedtese går ud på, at dommen ikke som hidtil antaget havde reli-giøs karakter; den havde fremfor alt en social baggrund, iklædt religiøsegevandter, i bazar-befolkningens – petit bourgeosies – opposition og terror mod deherskende regimer siden sidste århundrede og især shahstyret. Som en homo-gen social gruppe i Iran – den eneste – blev den indtil 1979 og den islamiskerevolution normalt undertrykt og måtte derfor reagere med terror og mord isamarbejde med det iranske ‘ulama’-korps. Forf. viser endelig også, at Khomei-nis forbud mod taqiyah, ordret at undgå unødvendig fare, har væsentlig betyd-ning; i yderligtgående shı̄‘itiske kredse tillod det forstillelse og ret til at benæg-te sin inderste overbevisning.Dette forbud får en særlig og farlig betydning, fordi det omfatter ikke blot demoderat-shı̄‘itiske grupper og sunnaen, men også terror i omverdenen, dār al-harb, krigens hus. Rushdiesagen opfattes som en konspiration, iscenesat af Eng-land, USA og Israel med Salman Rushdie som talsmand. Vold og terror blivermed vor tids teknologi særlig farlig, og alt tyder på, at aggressionen vil blive fort-sat, blive intensiveret og blive fjernstyret; også selvom Mozaffari afslutningsvis(s.194) affyrer følgende salut: »det er virkelig ikke Islām, der udfordrer (chal-lenges) Vesten, men tværtimod idéen om modernitet (ikke modernisering), derudfordrer Islām«.E. Ladewig Petersen599Nyere og nyeste tid

Mehmed Mozaffari: Fatwa. Violence and Discourtesy. Aarhus Universitetsforlag, 1998.

https://tidsskrift.dk/historisktidsskrift/article/download/55846/76052

Mehmed Mozaffari: Fatwa. Violence and Discourtesy. Aarhus Universitetsforlag, 1998.

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)