Ladewig Petersen, E[rling]

Danish

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

217Kortere anmeldelserbød sig til som »a point of contact« og et redskab for stort anlagt politisk mas-sekommunikation. Persson skal imidlertid ikke kritiseres for ikke at have skre-vet den bog, anmelderen gerne så. Disse to punkter er kun anført for at vise, atde rigtigt gode og kreative spørgsmål som dem, der har været inspirationen bagdette værk, ikke udtømmes ved den første besvarelse.Blandt bogens fortjenester bør afslutningsvis fremhæves, at den er skrevet påengelsk, et ganske glimrende og ret vittigt engelsk endda. Derved lever den påsmukkeste måde op til sit emnes internationale tilsnit.Sebastian Olden-JørgensenERLING SANDMO: Voldssamfunnets undergang. Om disciplineringen av Norge pä1600-tallet. Oslo, universitetsforlaget 1999. 301 s.I Skandinavien har man – ligesom i andre lande – i de sidste årtier haft en intenskriminalhistorisk forskning, herunder også om voldsanvendelse: Eva Österberg,Ditlev Tamm, Jens Chr.V. Johansen, Hans Henrik Appel og – i Norge – HansEyvind Næss, Jørn Sandnes og nu altså Erling Sandmo. Dennes udgangspunkthar været skuffelse over, at hans hovedopgave om slutningen af det 18. århun-drede ikke gav de forventede resultater, en konstatering, som Lotte Domber-nowsky også har gjort. Anmeldelsen tager to-tre teoretiske og et par empiriskeemner op fra Sandmos bog, som iøvrigt indbragte ham doktorgraden.I de indledende kapitler behandler forfatteren de lokale retsinstanser og kil-dematerialet (s. 29-41), som kun kræver enkelte kommentarer. Selvom hånd-fæstningerne må have haft gyldighed for både Danmark og Norge, kan mankomme i tvivl om den løbende lovgivning (recesser, forordninger), reskripter,eftersom den berygtede Norgesparagraf som bekendt aldrig blev indfriet, fordiden særnorske lovgivning aldrig henviser til dansk lovgivning, og fordi hvert afde to riger havde sine egne retsinstitutioner med rødder i middelalderen.Kan ræsonnementet holde, må det konstateres, at regulering af de dansketing og tingbogspligten kom en-to generationer tidligere end i Norge. Allerederecessen 1551 foreskrev tingbogspligten; 1578 bestemte en forordning, at »det,som forhandles på tinge straks skal indskrives i tingbogen«, og at renskrift efter‘løse sedler’ på et senere tidspunkt ikke var tilladt, en regel, som ikke blev over-holdt.1 Norge fik først 1635 en tilsvarende – og mere raffineret – landstingsord-ning (s. 36 f.). Sandmo drøfter ikke tingbogstekstens tilblivelse, men konstate-rer dog (s. 39) de mange rettelser, der kunde tyde på ‘stenografisk’ referat(Sandmos eget udtryk). Til gengæld hører forordningen hjemme i den proces,der forvandlede fogeden fra ‘lensmandstjener til kongelig majestæts foged’(Rolf Fladby, Knut Mykland).Tilsvarende fik Norge først 1590 en fast retsinstansfølge (s.29f.), der kendestidligere tilløb, hvorimod den blev udviklet pragmatisk fra middelalderen i Dan-mark og blev fast indarbejdet fra reformationstiden.2 Forordningen 1590 giverindtryk af, at man i København har været irriteret over dommenes ofte ufyl-1 Reces 1551 § 3; J.L.A. Kolderup-Rosenvinge, Danske Recesser og Ordinantser. Dan-marks gamle Love IV. Kbh. 1824, s. 238; V.A. Secher, Corpus constitutionum Daniae II.Kbh. 1889-90, no. 99; jf. fdg. 1588 11/7; sst., no. 489.2 S. Imsen i Norsk historisk leksikon. 2. udg. ved R. Fladby o.a. Oslo 1981, s. 188, 271;Poul Johs. Jørgensen, Dansk Retshistorie. Kbh. 1940, s. 513-16, 522 f.218 Kortere anmeldelserdestgørende dokumentation af sagens akter og af parternes indlæg. Iøvrigtudstedte regeringsrådet denne forordning samtidig med, at der havde væreturo i det danske retssystem under tronvakancen 1588-96.3 Der kan ikke rettesindvendinger mod Sandmos redegørelse for den norske retsudvikling, menman kunde have ønsket lidt komparation og lidt overvejelser over regeringenshensigt i en politisk vanskelig tid: den ubetingede retssikkerhed.Store dele af bogen optages af teoretiske overvejelser. Som historiker bør ogskal man anlægge en eller flere arbejdsteorier; de skal kunne anvendes somheuristisk apparat, uden at diskussionen – som det undertiden har været tilfæl-det – udarter til teori-ekshibitionisme. Som udgangspunkt analyserer og disku-terer Sandmo den tyske kultursociolog Norbert Elias’ moderigtige, men om-stændelige og kumulative civilisationsteori. Elias betragtede vold som et imma-nent kulturfænomen – hvor kunde han andet i 1930erne? – og som nogetvarigt; menneskehedens dagligdag blev fra senmiddelalderen og ind i den nye-re tid gradvist forvandlet i retning af mindre aggression og vold, som bredte sigfra fyrstehofferne og ved, at statsmagten efterhånden fik eller skaffede sig ene-ret til voldsanvendelse. Det sidste – hoffernes afsmittende effekt – kan ikke værehelt korrekt.Andre kultursociologer har kritiseret Elias’ teori for at være for eurocentrisk,men Sandmo understreger flere gange stærkt, at han vil arbejde som historiker;Elias’ teori karakteriseres – med rette – som skæbnetung og positivistisk; og der-til kunde man føje, at allerede den tyske Göttinger-skole i slutningen af18.århundrede betegnede sociologi som stillestående historie og historie somsociologi i bevægelse. Vold må – skriver Sandmo – være et tidsbestemt fænomenog ikke en konstant, en menneskehedens evige svøbe. Forfatterens empiriskeundersøgelser over tingbogsrækker fra det sydlige Norge – Nord-Norge kom-mer ikke med – tyder på, at volden kulminerede i 1620erne og 1630erne forderefter at aftage hurtigt frem mod 1660; her kunde det have været ønskeligt,om undersøgelsen – senere – blev ført frem til den tidlige enevælde.Man kunde rejse det spørgsmål, om Norbert Elias’ teori overhovedet er denmesse værd, som Sandmo ofrer på den. Han betoner flere gange, at civilisa-tionsprocessen har nær sammenhæng med statsmagtens voksende magtfylde,og netop her finder vi pudelens kerne. Det er som nævnt ikke rigtigt som Eliasat se civilisationsprocessen af den uregerlige adels og det intrigante hofs tæm-ning under fyrstelig indflydelse. Sandmo anvender selv – endda på titelbladet –ordet (social) disciplinering som udviklingens slutresultat, hvilket til gengæld erfuldt korrekt.Al den stund, at forholdet mellem almue og øvrighed står centralt i Sandmosundersøgelse havde det været nærliggende snarere at gå til den tyske historikerGerhard Oestreichs og hans elevers studier, der netop beskæftiger sig medbegrebet socialdisciplinering og dets indhold og virkning. Begrebet hviler påneo-stoicismen og blev – næsten med matematisk præcision – indarbejdet iJustus Lipsius’ samfundsteoretiske system; herfra overtages det af den ekspan-derende – proto-absolutistiske – statsmagt og ender i dens eneret til udøvelse af‘organiseret vold’ (F.C. Lane).4 Både retsvæsenet og den ortodokse kirke blev3 Jf. HT 93. Kbh. 1993, s. 286-88. 4 Gerhard Oestreich, Neostoicism and the Early modern State, udg. af B. Oestreich &H.G. Koenigsberger. Cambr. 1982, s. 50- 54, 68 f., 158, 265-72; W. Schulze, GerhardOestreichs Begriff ‘Sozialdisciplinierung in der frühen Neuzeit’. Ztschr. für hist. Forsch.14. Bln. 1987, s. 265-302.219Kortere anmeldelserpå denne måde vigtige dressurinstrumenter. Skemaet passer udmærket tilSandmos konstatering af faldet i voldsanvendelse efter 1620-40; kun én tingoverser han: betydningen af ‘orden og god politi’ under de evindelige krige;ligesom julen varer længe og koster mange penge, gjorde krigene det også; ogalmuen måtte lægge ryg til, selvom norske historikere ynder at fremstille Norgesom lavskatteland i modsætning til det skatteplagede Danmark.Bogens andet teoretiske hovedelement bliver diskussionen af den franskementalitetshistorie – Em. LeRoy Ladurie o.a. – som Sandmo stiller sig megetskeptisk overfor, bl.a. fordi den let udarter til ‘ubevægelig historie’ (får et soci-ologisk anstrøg om man vil). I hans øjne må mentalitet være noget foranderligtog tidsbestemt. Det gælder f.eks. æresbegrebet. I den forbindelse må man tilli-ge huske, at æreskrænkelser – ofte grove – klæbede ved den krænkede, indtilhun eller han blev renset eller indgik forlig med synderen, som hyppigt und-skyldte sig med drukkenskab.Der er ingen grund til at gå nærmere ind på Sandmos empiriske studier; kunet par enkelte punkter skal tages op her. I kildegennemgangen i starten kon-staterer forfatteren først, at et stort antal af sagerne kun optræder i lensregn-skabernes sagefaldsregistre fra 1635-37, 1643-45 og 1658-60, henholdsvis 49, 67og 48 p.ct, mod tidligere 20-25 p.ct. Man kunde formode, at der her har værettale om ‘aftalte sager’, dvs. tilfælde, hvor synderen ved forhandling med øvrig-heden eller godsejeren har indgået forlig om en nærmere aftalt sum; lenssty-relsen måtte – bortset fra håbløse tilfælde – have været interesseret i et minde-ligt forlig, og sådanne tilfælde blev åbenbart flere med tiden; det samme doku-menterer Hans Henrik Appels undersøgelse af Skadst herred i Sydvestjyllandunder enevælden; netop derfor kunde det være interessant, om Sandmosundersøgelse også blev ført frem til den ældre enevælde. Og selvom begrebet‘soning’ kan være tvetydigt, har det vel ofte betydningen forsoning. Det mestbemærkelsesværdige er dog, at begge begreber også optræder i danske ting-bøger og ligesom i Norge i stigende omfang, ikke mindst i de vanskelige år efter1660 og svenskekrigenes masseødelæggelser af især Danmarks produktionsap-parat.De empiriske afsnit indeholder mange vigtige iagttagelser, f.eks. om forskel-lene mellem det udadvendte samfund i Sydnorge med kontakter til omgivel-serne overfor det indadvendte Sørland og Ryfylke, om æresbegrebernes ingre-dienser eller om forskellene mellem kvinders og mænds æresbegreber. Allige-vel konkluderer Sandmo (s. 272), at han »altså ikke siktet mot å forklare voldenstilbagegang, ikke mot å svare på mitt opprindelige spørsmål ‘hvorfor’«. Jo, dethavde kunnet lade sig gøre, om Sandmo havde anvendt Gerhard Oestreichssocialdisciplineringsteori fremfor Norbert Elias’ civilisationsmodel. I det heletaget kan afslutningsafsnittet (»Mennesker som sloss«) virke en kende fortænkt;men dette være skrevet sine ira et odio om en iøvrigt udmærket bog. Norge har –som bekendt – indført en dr.art.-grad ved siden af den klassiske dr.philos-grad.Sandmos bog falder under den første kategori, og anmelderen kan kun kon-statere, at graden (også) i dette tilfælde er velfortjent.E. Ladewig Petersen

Erling Sandmo: Voldssamfunnets undergang. Om diciplineringen av Norge på 1600-tallet. Oslo, Universitetsforlaget, 1999.

https://tidsskrift.dk/historisktidsskrift/article/download/55866/76072

Erling Sandmo: Voldssamfunnets undergang. Om diciplineringen av Norge på 1600-tallet. Oslo, Universitetsforlaget, 1999.

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)