Overvejelser i anledning af udstillingen»Alle tiders favntag

Nielsen, Niels Kayser

Danish

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

I perioden 11. maj til 31. oktober 1995 harHumanistisk Forskningscenter ved OdenseUniversitet vist udstillingen Alle tidersfavntag på Hollufgård.Udstillingen har i dagspressen fået enhård medfart. Ikke mindst i Weekendavisenblev den, i en næsten hånligt kort anmel-delse, voldsomt kritiseret og sammenlignetmed en udstilling af elevarbejder i folke-skolen. Det er en skam, at man fremfører etså unuanceret synspunkt, når der i stedetkunne have været rig lejlighed til både atdiskutere udstillingsprincipper generelt ogtematikken: krop, natur og menneske, somer udstillingens omdrejningspunkt, i sær-deleshed. – Begge dele skal da forsøges idet følgende.BeskrivelserDet er ikke let at lave udstilling. Den erfa-ring tror jeg, at alle, som har prøvet det, de-ler. Især er det vanskeligt for folk, som ervant til at forholde sig til det skrevne medi-um, enten som læser eller skribent ellerbegge dele. Fortroligheden med skriftenslineære og analytiske princip er på ingenmåde en fordel, når man skal til at arbejdetredimensionalt. Hvor tiden er det væsent-lige princip for skriftkulturen, er rummet icentrum, når der skal laves udstilling –uden at tidsdimensionen af den grund su-spenderes: bl.a. skal man overveje, hvorlang tid det vil tage for folk at se udstillin-gen; herunder også hvor lang tid man kanforvente, at folk opholder sig ved de enkel-te eksponater. Rumsligt er det også nød-vendigt at lade eksponaterne komme tilmaximalt udtryk. Der skal med andre ordøkonomiseres. Overlæssethed er i høj graden risiko. Som hovedregel gælder det, atman hellere må have lidt, men godt end formeget og dårligt. Det er pausen, som gørmusik til musik og samtale til samtale. Påsamme måde er det tomrum og uanvendteflader, som er forudsætning for, at nogetkan komme til syne.Begge disse dimensioner (tid og rum)har man tilsyneladende været opmærksompå ved udstillingens tilrettelæggelse. Detoverordnede indtryk er, at man har sørgetfor at give eksponaterne luft, men det kanikke nægtes, at der er tale om en »lang«udstilling. Man er mør, når man når til vejsende. Det betyder, at afdelingen vedr. denglobale natur, som er placeret til sidst, ikkefænger så meget som afdelingen om krop,der er placeret indledningsvis. Den er iøvrigt heller ikke så gennemtænkt, og mankan her endnu en gang gøre sig den erfa-ring, at det er svært at illustrere et begreb.»Den globale natur« er mere en tanke endet substantielt forehavende. Det viser ud-stillingen glimrende, men mest indirekte.En anden vanskelighed ved at lave ud-stilling er knyttet til det problem, der hed-der udstillingens hovedsynspunkt. Hvad erden overordnede synsvinkel? Det må gerne253Mellem natur og kultur– overvejelser i anledning af udstillingen»Alle tiders favntag«Af Niels Kayser Nielsenstå klart fra begyndelsen. Men når dettespørgsmål er besvaret, melder sig straks denæste? Hvor tydeligt skal den fremstå?Skal man bruge et pegepindsprincip, ellerskal man bære sig forførende ad? Kortsagt: hvor pædagogisk skal man være?Her er det kendetegnende, at Holluf-gård-udstillingen – typisk for kulturanaly-se-stilen i 1980’erne – har haft i tankerne,at man ville vise et konstruktionsprincip.Her lægges afstand til enhver form for es-sentialisme og universalisme. Råt og bru-talt vil man afsløre myterne om autenticitetog substans. Kritisk kunne man sige, atman er tæt på kulturanalysens ideologikri-tik. Venligere kunne man sige, at udstillin-gens grundtanke er beslægtet med det prin-cip, som i dag er fremherskende hos bl.a.mange etnologer: at man nærer modviljemod både det explicitte og det idealiserede.I stedet forsøger man ved hjælp af diverseformer for Verfremdungsteknik at blot-lægge skjulte betydninger og sammenhæn-ge. Som den dygtige etnolog vil man påHollufgård, at intet skal tages for givet.Udstillingsgæsten skal ikke tro, at noget erselvfølgeligt. Det selvfølgelige skal gøresuselvfølgeligt, ligesom det omvendte gørsig gældende: at det tilsyneladende ufor-klarlige og uforståelige skal fortroliggø-res.1Et sådant afsløringsprincip forekommerat være absolut rimeligt, ikke mindst nårman har med natur og krop at gøre, hvoressens- og autenticitetsforestillinger be-standigt føres frem. Netop på disse områ-der har der – ikke mindst op igennem1980’erne – været lanceret megen sødla-den og naiv tale om ægthed: ægte kropslig-hed og ægte natur(lighed), hvor klichéfyldttågesnak om at »nå ind til« og »ned til«ægtheden har været en vogue.2 Arven fraFrankfurterskolen og dens aflæggere iform af en ofte psykologiserende drøm omat formidle »noget« ubevidst« har væretstærk og vedholdende, ligesom det funkti-onalistiske synspunkt, at man ved hjælp afkroppen kunne få afløb for noget indre.3Her er det velgørende på Hollufgård-ud-stillingen at blive konfronteret med det ra-dikale synspunkt, at det, der tager sig udsom værende ægte og oprindeligt, i virke-ligheden er konstrueret og skabt – entenmaterielt eller som tankekonstruktion.Risikoen er så til gengæld, at man i lut-ter afsløringsglæde kammer over. At manhellere vil chokere end overbevise. Frisk-fyragtighed og en næsten kulturradikalis-tisk glæde ved at indtage en Rasmus Mod-sat-holdning kan i længden virke anstren-gende. Sine steder i udstillingen nærmerman sig en sådan blot provokativ positio-nering, som fx når man svælger i snot ogulækkerier. Det sker bl. a. i forbindelsemed behandlingen af tabuer inden forkropskulturen, et tema som ellers også kantages op til seriøs behandling.4 Men somhelhed er man i stand til at balancere påknivsæggen, således at der uden over-pædagogisering levnes masser af plads tilbåde undren, eftertænksomhed og aha-op-levelser.Et tredje vigtigt problem at forholde sigtil i udstillingssammenhæng er teknikken.Det drejer sig her ikke så meget om detoverordnede tema som arten af virkemid-ler. Man kan skelne mellem på den ene si-de den stilfærdige udstilling for kendere,der – mest erkendelsesorienteret – primærtkommer for at se bestemte genstande elleren bestemt periodes karakteristika, og påden anden side den vidtløftige og under-holdende udstilling, der er langt mere ople-velsesorienteret. Nogle udstillinger harmodet til at kede sine besøgende; andrefrygter dette som pesten.Det sidste rejser krav om anvendelse afbestemte teknikker. Især det kontrastive.254Det gør sig også gældende i Hollufgård-udstillingen. Her bygger man i udprægetgrad på princippet: den overraskende sam-menføring. Fordrejningen og kontrasterin-gen, ofte flankeret af humor (snarere endlune) synes at være det princip, der har lig-get til grund. Det er som helhed lykkedesgodt, for så vidt som den overraskendesammenstilling af disparate eksponater ilangt de fleste tilfælde rummer mulighedfor at overskride oplevelsesaspektet og atnærme sig erkendelsen. Risikoen for enudstillings-tivolisering har man dog ikkehelt undgået. Enkelte steder synes man, ateffektsøgningen er for »husaral« (for nu atblive i stilen). Det sker let, når man skalbehandle et så delikat emne som seksuali-teten. Risikoen for fortænkthed og villet»effekteri« er også til stede, fx ved den no-get robuste anvendelse af bikube-princip-pet, der ligger til grund for rumtilrette-læggelsen.Som helhed er man dog nået langt medkontrast- og paradoksprincippet. Det synesat være velvalgt, dels fordi man (jvf. oven-for) indholdsmæssigt har haft den kulturel-le konstruktion af såvel krop som natur itankerne, dels fordi vores omgang med bå-de kroppen og naturen i dag er så domine-ret af paradokser og modsætningsfylde.Disse paradokser har man i kraft af denvalgte teknik haft gode muligheder for attage hensyn til. Man sætter modsatrettedeudsagn sammen, man kontrasterer billederog genstande med stor succes. Meget oftefor at stille spørgsmål ved, om det, vi op-fatter som naturligt, nu også er så naturligt,når det kommer til stykket. Her er deroverordnet set en glimrende overensstem-melse mellem indhold og form. Det giverudstillingen dens basale styrke.Et fjerde vigtigt spørgsmål ved enhverudstilling er antallet og fordelingen af»highlights«, dvs. de iøjnefaldende og/el-ler tankevækkende exponater, der sørgerfor temposkift i både bevægelsesmæssigog erkendelsesmæssig henseende. Dem erder mange af i Hollufgård-udstillingen.Men de er ikke jævnt fordelt. Rent faktisker der langt flere af dem først i udstillin-gen. Det er måske én af årsagerne til, atman føler sig godt pumpet i begyndelsen,for så at blive en anelse »faded out« til slut.Og så er der endelig katalogen, der ogsåudgør Hollufgård-projektet Menneske ogNaturs nyhedsbrev vol. 4, nr. 4 (1995). Detaltid vanskelige spørgsmål i den forbindel-se er fordelingen mellem oplysning og let-læselighed. Man må ikke gøre tingene forsvære, men må heller ikke »snakke ned-ad«. Igen en balance. Og her er der ingentvivl: Hollufgård-folkene fortjener masseraf ros for deres katalog. Det er flot i tek-nisk og fremstillingsmæssig henseende.Det er både letlæst og spækket med infor-mation. Der er desuden flotte farveillustra-tioner. Og så har man gjort det meget for-tjenstfulde, at man kommenterer udstillin-gen og dens principper på et metaniveau.Med andre ord: refleksivt. Højst sympa-tisk. Ind i mellem er der rene perler i for-muleringsmæssig henseende, som fx nårdet om døden hedder, at »den stadig er detunaturligste af alt naturligt«.5 Kun sjældentplumper man i og bliver overfrisk og popu-listisk, men det sker et par gange, som nårdet hedder sig, at vi klemmer en whiskyned, så det ligner en overvindelse for bådeos og Humphrey Bogart.Men det er også i kataloget, man syngerrent ud i indholdsmæssig henseende. Ogher synes man så, at der er for meget sang ihele den konstruktionstankegang, der lig-ger til grund for udstillingen. Som fx nårman helt affærdiger ideen om, at afskyenfor kroppens udsondringer har med men-nesket som artsvæsen og andre universa-lier at gøre, og i stedet (i en blanding af255Bourdieu og Norbert Elias) mener, at hy-giejniske foranstaltninger er bestemt af øn-sket om kulturel distinktion.6 I det hele ta-get er det tvivlsomt, om det er frugtbart atoperere med en så håndfast dikotomiskmodstilling mellem natur og kultur, sub-stans og konstruktion, som tilfældet er i ka-taloget. Langt mere interessant, men ogsåsværere, er det at vise skæringsfelternemellem natur og kultur, hele det udveks-lingsfelt af henholdsvis egenkropslighedog kodet repræsentationskrop, som fx mo-den gennemspiller igen og igen. Her nær-mer man sig i udstillingen snarere den typeaf praksis, hvor det drejer sig om at måle,hvor meget af henholdsvis natur og kultur,der er i et givet fænomen og en given tan-ke. Den fremgangsmåde er ikke så heldig.Risikoen for at man bliver rigid og norma-tiv er snublende nær.Det havde man undgået, hvis man havdeorienteret sig grundigere i den forskning iforholdet mellem essens og konstruktion,der foregår i disse år. Både inden for kul-turvidenskaberne generelt, og inden for ik-ke mindst kropskulturforskningen i sær-deleshed, problematiseres konstruktions-tænkningen i disse år. Ikke mindst hvad an-går forskning i kropskultur er man nået udover modstillingsstadiet mellem natur ogkultur og interesserer sig snarere for ud-vekslingsfelterne mellem natur og kultur,samt for de transformationsregler der gørsig gældende i disse felter,7 ligesom man istigende grad stiller ind på det problem,som hedder, at ethvert samfund har be-stemte opgaver, det må løse for at kunnekalde sig samfund, som fx forholdet mel-lem mand og kvinde, mellem ung og gam-mel, mellem børn og voksne. Her giver detikke mening at operere med en modstillingmellem essens og konstruktion, men snare-re med en inklusiv relation. Bl.a. på dissefelter er man nået ud over den konstrukti-vistiske tankes afsløring af, at alt »natur-ligt« i virkeligheden er kunstigt skabt, ogaf at »natur« er en kulturel foreteelse. Es-sens, substans og universalisme er her ik-ke længere »fy-ord«, som de var det i1980’erne.Disse ændringer har man ikke forholdtsig til i udstillingen. Det kan man både se ikatalogets litteraturliste, der vedr. kroppenikke bringer et eneste af de centrale værkerfra de senere år, og hvor Mary Douglas’bog Purity and Danger med dens interessefor kulturelle systemer, repræsentation ogkonstruktion får lov at repræsentere heledette felt. Man nævner endvidere JonasFrykman og Orvar Löfgrens klassiskeværk fra 1979 Den kultiverade människan,og selv om det stadig er en højst læsevær-dig bog, der fortsat sælger over 2.000 eks.om året, har Orvar Löfgren og Jonas Fryk-man både sammen og hver for sig flyttetsig meget siden da – ikke mindst hvad an-går kropskulturel forskning. Det kan godtærgre, at man her ikke har læst godt nok pålektien. Det ville sandsynligvis have øgetnuanceringen både i kataloget og med hen-syn til eksponater – og ville nok også havefjernet de værste pletter af overfrisk provo-kation for provokationens egen skyld.Men når så det er sagt, må det igen beto-nes, at målt på sine egne præmisser er Alletiders favntag en højst inspirerende udstil-ling, hvor skønhedspletterne på ingen må-de overskygger den fornøjelighed og intel-lektuelle spændstighed, der kendetegnerden som helhed. Den er absolut seværdig,og fortjener ikke bare at blive fejet af ba-nen som en plancheudstilling i 9. klasse.Dertil er ambitions- og kyndighedsniveau-et for højt.256257Noter1. Lena Gerholm: Inledning, i: Lena Gerholm (red.):Etnologiska visioner. Stockholm 1993, s. 9 ff.2. Niels Kayser Nielsen: Stil og ballade. Modstriden-de tendenser og paradokser i 1980’ernes kropskul-tur. Odense 1994.3. Barbro Lein: Inledning, i. Barbo Klein (red.): Ga-tan är vår! Stockholm 1995, s. 30 ff.4. Karl Olov Arnstberg (red.): Förbjudet, farligt, fre-stande. Stockholm 1994.5. Projekt Menneske og Natur: Nyhedsbrev vol. 4, nr.4 (1995), s. 16.6. Ibid, s. 13.7. Chris Shilling: The Body and Social Theory. Lon-don 1993; Anthony Synnott: The Body Social.London 1993; Pasi Falk: The Consuming Body.London 1994; Eugen König og Ronald Lutz: Bew-egungskulturen. Sankt Augustin 1995.

Mellem natur og kultur

https://tidsskrift.dk/forumforidraet/article/download/31818/29255

Mellem natur og kultur

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)