Hastrup, Kirsten

Danish

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

209FØDSELARENS MONOLOGANTROPOLOG VED TIDENS RANDOm Thule, tøvejr og tyrefægtningKIRSTEN HASTRUPSelv om jeg kun har fået tildelt 20 minutter at tale i, så vil jeg bruge det første afdem på en hjertelig tak til mine kære kolleger for at have arrangeret dagensprogram; det lettede mærkbart på vinterens tungsind, da de spurgte mig, om jegville have en fødselsdagsfest. En helt speciel tak til de to instruktører og koreo-grafer, Cecilie Rubow og Kirsten Lauritsen, som har stået på pinde i ugevis forat få alt til at gå op.Det er ofte sagt, at antropologien er en moderne videnskab. Den kunne førstopstå, da man i Vesten definitivt havde lagt afstand til den del af verden, der ikkevar kommet med på den moderne vogn – med industrialisering, markedskræfter,borgerlig familie og ikke mindst videnskab. De, der blev efterladt i traditionen,var til gengæld præget af subsistensøkonomi, gavegivning, kvindeudveksling ogmagi. Da verden skulle deles, fik sociologerne tildelt den moderne verden, mensantropologerne fik lov at boltre sig bag spejlet hos de andre.Denne Andethed var intellektuelt umådelig tiltrækkende, selv om det hurtigtviste sig, at den ikke var så adskilt fra Vesten som antaget. Som Lévi-Straussskrev det i sin elegiske rejseberetning fra Sydamerika, Tristes Tropiques, fra1955, så var det første, der mødte én i den nye verden, den gamle verdenssnavs. Når jeg specielt nævner Lévi-Strauss, er det af to grunde. For det førstebliver Lévi-Strauss 100 år i år, og det er i sig selv opmuntrende for én, der kunbliver 60. For det andet var det opdagelsen af Lévi-Strauss – først introduceretaf min lærer Niels Fock – der fik mig til at se antropologien som et egentligtintellektuelt projekt. Der var sandelig mere end rejseberetninger fra fjerne kysteri den videnskab, som nu har holdt mig i ånde i mere end 40 år. Det var i øvrigtogså takket være strukturalismen, jeg først mødte Frans Gregersen, som vi skalhøre her om lidt, idet den drev mig mod en interesse for sprogvidenskab ogderfor til forelæsninger på det institut, hvor man kom tættere til benet. Det måtteTidsskriftet Antropologi nr. 56, 2007TA 56 Kulturmøde 256 sider 09.10.08.pmd 09-10-2008, 10:37209210man godt dengang, og det blev til et varigt venskab med én af de studerende, derallerede var der, nemlig Frans, som gør mig den ære at stille op i dag.Senere var det også forholdet mellem sprog og samfund, der drev mig tilOxford, hvor Edwin Ardener arbejdede med det på ny og original vis. Én af destuderende, der allerede var der, var Sue Wright, som forbløffende nok endte iDanmark, og som ligeledes til min store glæde har sagt ja til at tale i dag. Det eren gave. Tusind tak til jer begge – og til Cecilie og Kirsten for at have fundet dehelt rigtige festtalere.Titlen på mit eget indlæg lover imidlertid andet end en gammel kones remini-scenser fra et langt liv med antropologien, og jeg skal derfor haste videre modThule med et stikord fra Knud Rasmussen, som indså, at „Vor Tid [er] til Hand-ling og ikke til Kvindagtig Snakkesalighed!“. Er der noget at sige til, at jeg er gåeti hans spor?ThuleSom de fleste vil vide, har jeg for nylig opdaget Thule. Absurditeten i denne sæt-ning er just pointen. For det første er Thule for længst opdaget, kortlagt, forflyttetog desuden omdøbt, og jeg har egentlig ikke opdaget noget, som andre ikke alle-rede kender væsentligt bedre. Så hvorfor overhovedet tænke på ‘Thule’?En grund er simpel eventyrlyst. Knud Rasmussen siger det et sted:Rodfæstet dybt i vor Natur, dybt i enhver af os er Eventyrtrangen ogvovemodets Aand. Raabet fra Vildmarken dirrer under alle vore Handlinger og gørLivet dybere og højere og ædlere.Jeg er sikker paa, at de store Hændelser i Verden afhænger af den Eventyrlyst,som visse individer har, idet de griber Lejligheden, naar den byder sig.Råbet fra vildmarken har altid drevet antropologer derhen, hvor de knap kunnekende sig selv, og selv om antropologer nu også kan finde på at studere Shake-speares teater (så har man hørt det med!), er der stadig tale om en kalden fra detendnu ukendte. Antropologien er ikke længere en arkæologi på de levende i randenaf verden. Det er en videnskab midt i det hele. Men det ukendte er stadig på spiloveralt, hvor erfaringen unddrager sig ordene, hvor handlingen udfordrer reglerne,og hvor fantasien skaber fortællinger, der modsætter sig simpel nyttetænkning –med andre ord der, hvor den til enhver tid (og på ethvert sted) gældende kanoniskeforståelse af verden møder sin grænse.Det var den grænse, Knud Rasmussen mødte, da han ‘opdagede’ de polar-eskimoer, der i virkeligheden allerede for længst var beskrevne og placerede. Ogdet var der, han placerede den klassiske opfattelse af Thule, som et mytologiskTA 56 Kulturmøde 256 sider 09.10.08.pmd 09-10-2008, 10:37210211sted på randen af verden. Ved at lokalisere det ukendte i noget så prosaisk somen handelsstation, der skulle handle skind for ekspeditioner, realiserede han endrøm. For os fører det til en erkendelse af, at al sand opdagelse består i en veksel-virkning mellem den viden, man har arvet, og den, man selv skaber fra sin egenplads i (forsknings)historien. Den gamle og den nye verden betinger hinanden.‘Thule’ viser således, hvordan grænsen er det operative sted i en antropologi,som ikke alene opstod samtidig med det moderne samfund, men som i udgangs-punktet var designet til at udforske dets kantede kontaktflader med steder ogmennesker hinsides horisonten. Grænsen er ikke primært geografisk, men episte-mologisk, og den befinder sig på kanten mellem det kendte og det ukendte – ogden er både videnskabens og eventyrets sted.Det er stadig det ukendtes kalden, der driver os til hver vores Thule og fårhver nyankommen antropolog til at se sit eget Thule som nyt, uberørt – ukendt –samtidig med at kendte billeder og forgængeres beretninger får os til at føle, at viendelig når frem til vores bestemmelse. ‘Opdagelsen’ er reel nok, fordi den antro-pologiske opgave netop består i at skabe sit eget samlede billede af en verden,der langtfra blot er fortalt, men hele tiden opstår for øjnene af én, mens menneskerhandler, reflekterer og gradvist realiserer deres egen opfattelse af den.Thule – som forestillet, opdaget, fortalt, genopdaget og genbrugt – illustrererpå den måde ét af de store spørgsmål i antropologien, nemlig spørgsmålet omrealisme. Det er en anden grund til at tale om Thule – at det som både konkretog metaforisk sted bringer os på sporet af et grundlæggende videnskabeligt spørgs-mål: Hvis samfundet opstår ‘nedefra’, gennem handling og tale, og således eremergent snarere end givet, hvori består da den realisme, antropologen trods altmå påberåbe sig, medmindre man simpelthen vil lave litteratur på de andre?Det skal jeg lade hænge lidt her for at fortælle om tøvejret.TøvejrTanken om Thule leder hurtigt videre til forestillinger om kulde og sne, og det fårmig igen til at citere min helt, Knud Rasmussen, som siger:Den, som ikke elsker Vinteren, har aldrig oplevet den.Ved Vinter forstår man ikke en Smule Sne, som smelter, før den endnu har faaetJorden dækket; ikke en tynd Isskorpe, som lægger sig over Søerne bare for atPolitiet kan slaa Plakater op om, at ‘Isen er usikker’; ikke bundløst Føre og klamFrosttaage, som gør Menneskene endnu mere kedsommelige, end de er fødte;ikke en Tid man slæber sig igennem, udelukkende i Haabet om en bedre Tid, derskal komme, i Længselen efter Foraaret, der skal komme med mere Lys og mereVarme.TA 56 Kulturmøde 256 sider 09.10.08.pmd 09-10-2008, 10:37211212Den, der kender Vinteren, ved, at det er en Aarstid, hvor man glemmer alle andre;og den, som i Sandhed har oplevet den, kan aldrig glemme den. Han kommer til atføle den i Slægt med det stærke i sig selv; og kommer han Syd paa, hvor man ikkeved noget af Vinter, vil han en skønne Dag slaa alle Hindringer over Ende ogstyrte Nord over; og han hviler ikke, før han er naaet op til Nordlysene og Fjældene,Sneen og den stærke Kulde.Tilbage staar maaske en Skare Venner og ler ad den gale; men det er allesammen Mennesker, som ikke aner hvad det er, de ler af.Det er et stærkt billede af vinter, der træder frem her. Vinteren føles i slægt meddet stærkeste i en selv. Der ligger her en længsel, ikke kun efter sne, men isærefter den udfordring, det er at leve med den. Det drog Knud Rasmussen modnord, ligesom det tiltrak mig selv. „Giv mig Vinter og Hunde – saa maa I for miggerne beholde alt andet for jer selv, – Kvinderne med! –“ siger han et andet sted.Sådan kan man have det, når man overgiver sig til hundeslæden og lærer at nydede hvislende lyde af vind og pisk, for slet ikke at tale om hundekuskens stilfærdigedirektion af hundene – som i øvrigt er mere forskellige, end man skulle tro!Lige nu er problemet imidlertid netop det, at sneen smelter, og at klamme frost-tåger breder sig i Nord. I nutidens Thule møder man den moderne verdens snavsi form af global opvarmning. Det er eksponentielt værre, end da ungdommensLévi-Strauss stod ud på sin første dannelsesrejse. Hvis tilstanden i hans Brasilienvar et mål for det moderne samfunds entropi, så leverer Arktis et mål for denglobaliserede, ujævne uorden. Det arktiske område fungerer nemlig som verdenskanariefugl i den globale opvarmnings sammenhæng. Det er her, den truende kata-strofe først bliver bemærket. Den accelerer stadig, og for fangerne i Thule ogandre steder betyder det, at livsvilkårene ændrer sig dramatisk fra år til år.Igen må vi dog sige, at det har de i en vis forstand altid gjort, om end i forskelligetakter til forskellige tider. Det har været en del af befolkningens bestemmelse, atden evindeligt har skullet tilpasse sig det uforudsigelige. Så hvad kan antropologenlære af tøvejret netop nu – andet end at konstatere, at den er gal igen, men at dernu heldigvis findes dybfrost i butikkens indre, så ingen dør af sult, selv om sæl-fangsten indskrænkes, fordi isen uden for smelter? Hvad er den nye udfordring?Den afgørende nyhed er skalaen, som nødvendiggør en bevidsthed om denglobale forbindelse i tid og rum. I antropologien er det en af de store udfordringerat begribe denne forbindelses lokale nedslag og – omvendt – at vise, hvordan lokalereaktioner aldrig bare er passive tilpasninger, men aktive strategier for overlevelseog vished om, at der også skal være tid tilbage til børnenes børn. For en videnskab,der beskæftiger sig med hele verden, er netop denne globale forbindelse afgørende,selv om antropologiens metoder placerer den solidt i det lokale. Tøvejret i Thulebliver på den måde udgangspunkt for ny indsigt i et alment historisk vilkår, nemligden gensidige påvirkning mellem forhold i vidt forskellig skala.TA 56 Kulturmøde 256 sider 09.10.08.pmd 09-10-2008, 10:37212213Hvis Thule som sådan stiller os over for realismeproblemet, stiller tøvejret os overfor et mindst lige så omfattende teoretisk problem, nemlig problemet om entan-glement, eller sammenfiltring, som vi endnu ikke har haft særligt held med at beskri-ve i antropologien. Det er kendt i kvantemekanikken, hvor det indebærer, at selvforhold, der udfolder sig helt forskellige steder, ikke kan adskilles, og at fænome-nerne derfor ikke kan definitivt lokaliseres. Dette sammenfiltringsproblem, somjeg hermed indskriver i antropologien, leder frem til nye spørgsmål om kausalitet,der ikke kan løses uden en ophævning af distinktionen mellem det manifeste ogdet begrebne. Med andre ord, det sætter realismeproblemet på en historisk prøve.Det leder naturligt (!) frem til mit sidste afsnit – om tyrefægtning.TyrefægtningDet er ikke fordi, vi nu er på vej til Spanien. Vi er tværtimod på vej hjem til antro-pologien (igen, igen), nu med inspiration fra Michel Leiris. Leiris var en fransksurrealistisk poet, som i 1930’erne gennemgik en personlig krise – for derefter atblive antropolog! I 1939 udgav han en selvbiografi, som er bemærkelsesværdigklinisk og selvfornedrende, og denne blev ved genudgivelsen i 1946 forsynet medet forord (af ham selv) om litteratur som tyrefægtning. Ikke mindst den selvbiogra-fiske litteratur er drevet af en tyrefægters ønske om definitivt at udfordre sigselv. Leiris mente, at det var nødvendigt at udsætte sig for personlig risiko for atopnå det sublime.Leiris sad bogstavelig talt midt i ruinerne efter Anden Verdenskrig (snavsetigen!) og undrede sig, ja, nærmest væmmedes over folks skamløse tilbagefald tildet almindelige liv, der nu igen kunne udspille sig i den lugubre kulisse. I ruinernedrømte Leiris om tyrens horn og indså, at han ikke kunne stille sig selv tilfredsmed kun at være en littérateur. Tanken om matadoren, der transformerer denpersonlige fare til en anledning til sublim handling, greb ham.Der er et ekko af dette i antropologien. Antropologen udsætter sig også forfare, og som tyrefægteren afslører han eller hun hele sin kunst når allermesttruet – om ikke på sit liv, så dog i hvert fald på sin erkendelse af sig selv. Den an-tropologiske praksis kan ses som en form for tyrefægtning, hvor man udsættersig for tyrens horn, alt imens man forsøger at bevare et overblik, huske sin teknikog vise det bedste, man kan. Drømmen om det sublime lever fortsat i en antropo-logi, hvis metode er så udpræget performativ.I denne arena findes et tredje grundvidenskabeligt problem, nemlig problemetom måling, som befinder sig i spændingsfeltet mellem den nødvendige formalismei den teoretiske (narrative, for ikke at sige litterære) forståelse og den eksperimen-telle virkelighed, som feltarbejdet udsætter os for.TA 56 Kulturmøde 256 sider 09.10.08.pmd 09-10-2008, 10:37213214Denne spænding er den evige røde klud i antropologien. Det er den, der får os opaf stolen og ud i verden for at udskifte pennen med kården. Derud, hvor vi kunkan spidde virkeligheden ved at gå ind på dens rytme, og hvor vores egen elegan-ce er en forudsætning for at opnå det sublime. Når tyren siden ligger ubevægeligi litteraturen, vil dommen over toreadoren afhænge af, om faren, inderlighedenog ambitionen stadig er til at føle på. Den teoretiske fortælling er aldrig blot enrepræsentation, som i den gamle realismeforestilling. Den er en stillingtagen, enperformativ erkendelse på knivsæggen mellem de kendte begrebers målestok ogdennes sammenbrud.Tyrefægtningen som metafor for den antropologiske praksis viser således til-bage til vovemodet, der drev den polarforskning frem, som siden gav anledningtil antropologiens opståen som fag i dette land. De friske tyre, der hele tidenerstatter de forgange, kalder os igen og igen ind i arenaen. Vi leder ikke længereefter hvide pletter, men svinger den røde klud, det altid er at søge en forståelsemellem erfaring og fortælling.AfslutningJeg har i de tre afsnit om Thule, tøvejr og tyrefægtning noget henkastet nævnt trestore spørgsmål, som antropologien bestemt ikke står alene med. Det er spørgs-målet om realisme, om sammenfiltring og om måling. Disse store spørgsmål,mener jeg, har fået akut relevans i lyset af den globale forbindelse. Fra at væreen moderne videnskab om traditionens efterladte er antropologien blevet ennutidig videnskab.Pointen er ikke kun, at den finder sted her og nu og forsøger at sætte det end-nu kun delvist forståede på begreb. Pointen er især, at den ved at give den globaleforbindelse og de tre nævnte grundproblemer fornyet opmærksomhed kan bidragetil at foregribe en historie, som dermed måske kan blive mindre truende. Det erfaktisk ikke fremtiden, der truer verden med mere tøvejr. Det er nutiden, fordidet er her og nu, fremtidens historie bliver til.Som Macbeth måtte sande, er der somme tider alt for meget fremtid mast indi nutiden, til at hver enkelt kan overskue dens potentiale. Derfor behøves ennutidig antropologisk bestræbelse på at begribe det sammenfiltrede øjeblik. Deter et grundvilkår i antropologien og i andre nutidige videnskaber at forske påhistoriens grænse. Det betyder faktisk også, at ingen står alene ved tidens rand –vi står der sammen.Det er jeg glad for!Tusind tak.TA 56 Kulturmøde 256 sider 09.10.08.pmd 09-10-2008, 10:37214

ANTROPOLOG VED TIDENS RAND: Om Thule, tøvejr og tyrefægtning

https://tidsskrift.dk/tidsskriftetantropologi/article/download/106788/156411

ANTROPOLOG VED TIDENS RAND: Om Thule, tøvejr og tyrefægtning

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)