I en repræsentativ definition af det ortodokse bibelsyn hedder det, at Bibelen – sådan som den oprindelig blev givet – er uden fejl og selvmodsigelser i alle sine udsagn, når alt forstås, som Helligånden og de bibelske forfattere har ment det. Bibelen karakteriseres endvidere som Guds ord, givet ved Helligåndens inspiration, fuldt troværdig og urokkelig, helt igennem og uadskilleligt Guds ord og menneskeord. Formålet med denne artikel er at vise, at et sådant hermeneutisk udgangspunkt kun nødvendiggør en bogstavelig tolkning af bibelteksterne dér, hvor teksterne selv insisterer på det, og at fortolkningen i det hele taget må baseres på et omhyggeligt arbejde med at forstå teksternes genre og dén måde sproget fungerer på. På baggrund af det komparative materiale og speech act theory gives der eksempler på betydningen af et sådant arbejde
