Michel Foucault har i sine analyser af forholdet mellem viden og magt beskrevet,
hvordan seksualitet siden victoriatiden har været genstand for en diskursiv
eksplosion. Med den globale aids-epidemi har verden oplevet endnu en højlydt
italesættelse af seksualitet i det offentlige rum, ofte tilskyndet af de internationale
organisationer, der finansierer oplysningsprogrammerne. Erkendelse, bekendelse
og åbenhed har været grundelementer i mange hiv/aids-kampagner. Mange hivpositive
i Burkina Faso foretrækker imidlertid at hemmeligholde deres diagnose,
fordi de er bekymrede for familiens og de nære omgivelsers reaktion. Trods adgang
til den livsforlængende medicin, der betyder, at aids ikke længere nødvendigvis
er en dødelig sygdom, er det i Burkina Faso fortsat en stigmatiseret sygdom, der
er forbundet med skam og frygt for døden. I denne artikel beskriver vi de dilemmaer,
som fattige hiv-smittede i Ouagadougou oplever, når de skal balancere
mellem tale og tavshed i forhold til aids. Baggrunden for artiklen er en række
kvalitative interviews med brugere af et ngo-drevet støttecenter for hiv-smittede
samt observationer og interviews med medarbejdere på centret. Frygten for social
afvisning er stor, og vores informanter anvender tavshed som strategi i forsøget
på at udviske den særlige status som hiv-smittet. Derved bliver forsøget på at
undgå afsløring af diagnosen til en aktiv handling, der skal sikre, at den smittede
fastholder sin plads i familien.
Søgeord: Burkina Faso, hiv/aids, stigmatisering, kommunikation, ARV-medicin,
bekendelsesstrategier
 
