TAVSHEDENS DILEMMA: Om sex, fortielse og aids i Burkina Faso

Abstract

Michel Foucault har i sine analyser af forholdet mellem viden og magt beskrevet, hvordan seksualitet siden victoriatiden har været genstand for en diskursiv eksplosion. Med den globale aids-epidemi har verden oplevet endnu en højlydt italesættelse af seksualitet i det offentlige rum, ofte tilskyndet af de internationale organisationer, der finansierer oplysningsprogrammerne. Erkendelse, bekendelse og åbenhed har været grundelementer i mange hiv/aids-kampagner. Mange hivpositive i Burkina Faso foretrækker imidlertid at hemmeligholde deres diagnose, fordi de er bekymrede for familiens og de nære omgivelsers reaktion. Trods adgang til den livsforlængende medicin, der betyder, at aids ikke længere nødvendigvis er en dødelig sygdom, er det i Burkina Faso fortsat en stigmatiseret sygdom, der er forbundet med skam og frygt for døden. I denne artikel beskriver vi de dilemmaer, som fattige hiv-smittede i Ouagadougou oplever, når de skal balancere mellem tale og tavshed i forhold til aids. Baggrunden for artiklen er en række kvalitative interviews med brugere af et ngo-drevet støttecenter for hiv-smittede samt observationer og interviews med medarbejdere på centret. Frygten for social afvisning er stor, og vores informanter anvender tavshed som strategi i forsøget på at udviske den særlige status som hiv-smittet. Derved bliver forsøget på at undgå afsløring af diagnosen til en aktiv handling, der skal sikre, at den smittede fastholder sin plads i familien. Søgeord: Burkina Faso, hiv/aids, stigmatisering, kommunikation, ARV-medicin, bekendelsesstrategier &nbsp

    Similar works