Artiklen beskæftiger sig med nogle af rammebetingelserne – de kulturelle, samfundsmæssige og teologiske – for åndelig dannelse og vejledning. Den ofte belastede identitet og tydelige åndelige længsel – styret eller formet af den nye subjektivitet – har brug for eksistentielle tolkningsrum. Både teologi og kirke skal vove at tolke og navngive det navneløse, også den løse tro og det kaosprægede i den flydende modernitet. Den kristne teologi har adkomst til mange rige resurser og traditioner. Disse resurser kan være menneskelivets hukommelse – og verdens ‘hardisk’. Troen, livet og tjenesten formes og dannes i tæt forbindelse med disse kilder. Og kirken er som fællesskab et unikt og konkret resursested, hvis det også fungerer som åbent grænseområde. Grænsefællesskabet er fyldt med håb og muligheder for de åndeligt søgende. At leve med Gud i en kærlighedsrelation kan ikke læres med hovedet. Det må erfares i hjertet
