Herslund, Michael

English

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

Michael HerslundBach, Svend / Jørgen Schmitt Jensen, Større italiensk gramma-tik. København: Munksgaard 1990. viii + 759 s.Da jeg fik denne bog i hånden, slog jeg straks op på paragraf 74.3(ved hjælp af det glimrende stikordsregister) for at blive bekræftet i minmistanke: “Absolut brug af komparativ er sjælden på italiensk” (s.129). I paragraffen får man at vide, at ‘en yngre dame’ f.eks. på italienskhedder una donna ancora giovane, men det er også alt. Man får altsåikke at vide, hvad ‘en større (italiensk) grammatik’ hedder. Nu ved jeggodt, at det ikke kan hedde *una grammatica (italiana) ancora grande,men manglen på oplysninger, der kunne føre en på sporet af, hvad detmon hedder, er typisk, ikke så meget for det foreliggende arbejde, somfor genren som sådan. Min mistanke blev altså bekræftet på to niveauer:dels det faktuelle, nemlig at absolut komparativ er sjældent brugt på itali-ensk (og hvad skal vi så med paragraffen? Det eksempel, der gives, er joikke engang en komparativ. Og betyder udtrykket “er sjældent brugt”, atman faktisk kan bruge absolut komparativ en gang imellem?), dels detmere principielle, nemlig at grammatikker af denne type kun giver til-nærmede regler og ret tilfældige eksempler, som kun i heldigste fald tilla-der brugeren at danne korrekte strukturer på det fremmedsprog, han nusøger oplysninger om. Det man får er som regel en illustration, ikke enpræcis beskrivelse; eksemplificeringen er nødvendigvis ret tilfældig,systematisk dækkende kan den aldrig blive. Grammatikker af denne type,som man på engelsk kalder ‘reference grammars’, konsultationsgramma-tikker, er i den henseende næsten lige så håbløse som ordbøger: man fårnæsten aldrig præcis den oplysning, man har brug for. For at kunne brugeen ordbog, og en konsultationsgrammatik, skal man faktisk kunne spro-get temmelig godt, fordi regelformuleringen er så upræcis og impressio-nistisk, at det kræver en stor aktiv medvirken fra brugeren, hvis man skalproducere noget på fremmedsproget. Den skelnen mellem aktive og pas-sive ordbøger, som efterhånden er gængs i (meta)leksikografien, burdeforfattere af konsultationsgrammatikker nok tænke lidt mere over. Eftermin bedste overbevisning er genren, som den foreligger, nemlig en umu-lighed. Man kan ikke tilgodese alle hensyn, og når man alligevel prøver,bliver resultatet præget af så mange kompromisser, at det hverken kan 175Hermes, Journal of Linguistics no. 6 – 1991bruges til det ene eller det andet. Kompromisser har det nemlig med kunat tilfredsstille dem, der indgår dem, sjældent dem, de går ud over. Hvorfor er genren så en umulighed? Der er mindst to årsager til, atgrammatikker som den foreliggende sjældent eller aldrig er vellykkede.Den første grund er, at det stof, der skal præsenteres, et sprogs gramma-tik, ikke kan fremstilles i nogen naturlig progression: ligegyldigt hvorman begynder, vil fremstillingen af et givet felt skulle inddrage informa-tioner fra senere kapitler. Denne mangel på en naturlig struktur gør, atkonsultationsgrammatikker traditionelt struktureres efter de gode gamleordklasser. Det foreliggende arbejde er ikke nogen undtagelse fra denneregel. Fremstillingen af syntaksen, der er bogens hovedanliggende, falderefter to kortere afsnit om Fonetik og ortografi (s.1-23) og Morfologi(s.26-94) i følgende hovedafnit: Generelle principper (s.96-112), Sub-stantiver, adjektiver og mådesadverbier (s.113-154), Determinativer,pronominer og proadverbier (s.155-272), Præpositioner (s.273-333),Konjunktioner (s.334-336), Adverbier (s.337-339), Specielle betegnel-ser for tid og sted (s.340-356), Nægtelser (og bekræftende udtryk)(s.357-369), Verbalsyntagmet internt (s.370-399), Tempus og aspekt(s.400-454), Condizionale (s.455-459), Konjunktiv i hovedsætninger(s.460-466), Imperativ (s.467-468), Bisætninger: Klassifikation(s.469-495), Brugen af modus (indikativ-konjunktiv) i bisætninger (s.496-543), Tempus og aspekt i bisætninger (s.544-556), Verbernes infi-nitte former (s.557-647), Ledstilling (primære led) (s.648-660), Kon-gruens (især mellem primære led) (s.661-668), hvorefter et kort afsnitom Orddannelse (s.670-701), Bibliografi (s.703-708), Register (s.709-737) og Indholdsfortegnelse (s.739-759) runder bindet af. Denne mang-lende naturlige progression er måske ikke så alvorlig, da konsultations-grammatikken jo netop skal bruges til at slå op i, og ikke til at læse for-fra. Dette forhold gør det også vanskeligt at anmelde den. For at yde enbog som den foreliggende fuld retfærdighed skal man i virkelighedenhave brugt den gennem længere tid. De kritiske bemærkninger, jeg frem-sætter i det følgende, bygger nødvendigvis på en gennemlæsning af tek-sten, ikke på en udstrakt brug af den. Det er ved sin effektivitet somopslags- og lærebog, grammatikken skal stå sin virkelige prøve. Den anden grund til det umulige i at skrive en tilfredsstillende konsul-tationsgrammatik, jeg vil nævne, er manglen på et klart formuleret teore-tisk grundlag. Eftersom grammatikken henvender sig til mange forskelli-ge brugere, bør det teoretiske fundament være så beskedent og diskretsom muligt. Men da en ateoretisk grammatik i vores kulturkreds imidler-176tid er lig med den gode gamle skolegrammatik, bliver resultatet ofte enmed forskellige strukturalistiske begreber lettere moderniseret udgave afden latiske grammatiske tradition. Fordelen herved er selvfølgelig, at defleste læsere er fortrolige med de kategorier, der opereres med. Menulempen er, som allerede antydet, at man afskærer sig fra en præcisregelformulering. Og når det drejer sig om regelformuleringen, som måvære konsultationsgrammatikkens vigtigste ærinde, så slår denne gram-matik desværre alle rekorder i forbehold og modificerede udsagn blandtde grammatikker, jeg hidtil har set: ord som ‘ofte’, ‘især’, ‘normalt’,‘som regel’ o.lign. vrimler. Alene brugen af anførelsestegn er et heltkapitel for sig: de læsere, der søger præcise oplysninger, ved ikke, hvadde skal tro på, og de læsere, der allerede har lidt forstand på grammatik,kan ikke forstå, hvorfor det skal være så vanskeligt at vove pelsen bareen gang imellem. For at tage et konkret eksempel, lad os se på grundlagetfor den syntaktiske analyse. Det man først og fremmest kan kritisere for-fatterne for, er ikke det analyseapparat, der fremlægges, det et såmændgodt nok, men det faktum, at de tilsyneladende ikke selv tror på det; deudnytter det i hvert fald ikke i deres regelformuleringer. To eksemplerherpå: der regnes med en ledfunktion, ‘middelbart objekt’, præpositions-syntagmer der foruden til verber kan knyttes til substantiver (§ 50.1,s.100) og til adjektiver (§ 50.2, s.101; hvorfor adverbier ikke har dennemulighed, som i contrariamente al previsto i § 50.3, får henstå som en afmange uløste gåder): E’ fiera del figlio. Men når fremstilligen når hen tiladjektivsyntagmer, får vi i § 79.4 (s.136) at vide, at “Visse grupper afadjektiver (og adverbier) kan knytte præpositionssyntagmer eller kom-pletivsætninger til sig som (en art) objekter, fx Sono contento della tuadecisione.” Denne paragraf afslutter et hovedafsnit, der handler omAdverbielle bestemmelser i adjektiv- og adverbiumsyntagmer. Så det deri fremstillingen af de generelle principper helt rimeligt blev klassificeretsom et middelbart objekt, bliver i beskrivelsen af adjektivsyntagmet til“(en art) objekt”, der er en underafdeling af adverbielle bestemmelser. Idet hele taget synes fremstillingen ikke at tage sit eget syntagmebegrebalvorligt. Dette afspejles f.eks. i beskrivelsen af substantivering i forbin-delse med alternationen quel vecchio ovf. quello vecchio (s.211). Alter-nationen beskrives enkelt ved at sige, at vecchio optræder som kerne isubstantivsyntagme (selve definitionen på substantivering) med quel somdeterminativ, hvorimod quello, i det andet eksempel, den ubundne, sub-stantiviske form, udfylder både determinativ og kerne i substantivsyntag-me (eller pronomensyntagme, hvis man foretrækker det) med vecchiosom attributivled. Forskellen afhænger altså af quel/quello’s og vecchio’s177respektive pladser i syntagmet. Og den betydningsmæssige forskel mel-lem absolut ((b) Ti è più simpatico il direttore nuovo o quel vecchio?) ogkontekstuel substantivering ((a) ti è più simpatico il direttore nuovo oquello vecchio?) kan således kobles på en præcis syntaktisk forskel. Densammenkobling, der faktisk foretages, har nærmest karakter af en und-skyldning: “Det første tilfælde (a) kan betegnes kontekstuel substantive-ring (selv om der i gunden er tale om demonstrativet i substantivisk form+ et attributivled)”. Hvilket publikum henvender sådan en stor grammatisk beskrivelse afmoderne italiensk sig egentlig til, og hvorfor udgiver man sådan en pådansk? Ifølge forordet henvender bogen sig til alle interesserede, der haret vist grundlag; den skal bruges som både lære- og opslagsbog. Detskandinaviske marked er velforsynet med mindre begyndergrammatik-ker: Arista (1960) på svensk, Ulleland (1981) på norsk og Plum (1978)på dansk; Spore (1975) må betragtes som en “større” grammatik. Nårman har været igennem dem, er det så ikke bedre at gå til en italiensk ita-liensk grammatik? En god grund til at fremstille et sprogs grammatik pået fremmed sprog er naturligvis, at man derved naturligt ledes til kon-trastive overvejelser, og det er tit en fordel. Nu er det foreliggende arbej-de ikke specielt kontrastivt, men der foretages af og til sammenligningermed dansk (og andre sprog), dog ikke på nogen systematisk måde, ogden af og til meget implicitte fremstillingsform kan være generende.Hvad skal man f.eks. stille op med et udsagn som følgende: “På italiensker de infinitte verbalformer ikke bøjet i person” (s. 557)? Det er selvføl-gelig ikke meningen, men den uforberedte læser kan af denne slagsudsagn få den idé, at dét er de nok på dansk (det er sikkert de færrestelæsere, der får klokken med den portugisiske personlige infinitiv til atringe her). Fremstillingen bygger i overensstemmelse med en god dansk traditionpå autentiske eksempler, hovedsagelig fra tekster efter 1945; disseeksempler er af og til forenklet for at fjerne forstyrrende elementer, ogdet kan man ikke have noget at indvende imod. Men jeg forstår ikke,hvorfor alle eksempler, også de “umanipulerede”, præsenteres helt udenkildeangivelse. Hvad er den dybere mening med det? Og når man nu harvalgt denne fremgangsmåde, hvorfor skal så Vittorini-citatet på s. 175være en undtagelse?Når vi nu taler om eksemplerne, så har det flere gange slået mig, hvortit eksempler og fortolkninger modsiges af operacitater, som uvilkårligtmelder sig ved de eksempler, man præsenteres for. Nogle eksempler: plu-178ralis i frutti bruges, ifølge s.120 “om frugtsorter og overført om nytte-virkning”; jeg kom straks til at nynne “Vedrete dell’odio i tristi frutti”,fra prologen til Pagliacci. Nyttevirkning? På side 137 får man at vide, at“Også andre adjektiver med relativt præcis værdi, f.eks. betegnelser påfarver og andre sansekvaliteter, efterstilles normalt (eks. Che mani fred-de!)”. Hvem sagde “Che gelida manina”, Bohème, 1.akt? Citatet ovenforfortsættes ganske vist “men forekommer dog ret ofte foranstillet, specielti litterær stil”, men pointen er også, at det valgte eksempel kommer til attrykke på den knap, der står Puccini på. Bevægelsesverber siges s.148 atfavorisere adverbiel funktion og form (frem for kongruensbøjet fritprædikat) og der citeres s.149: Vorrei andare lontano (sagt af kvinde).Og så kan man jo ikke lade være med at synge med: “Ebben? .. Ne andròlontana, come va l’eco della pia campana” fra Catalani’s La Wally, 1.akt.Det er denne næsten ordrette overensstemmelse mellem (konstruerede?)eksempler og for så vidt tilfældige operacitater, der modsiger den regel,der opstilles, der virker uheldig og forstyrrende. Men det er selvfølgeligkun et kuriosum. Langt de fleste eksempler er naturligvis velvalgte ogillustrerer det, de skal. Når jeg har haft en del forbehold og negative ting at sige om dennegrammatik, så hænger det, som det vil være fremgået, mere sammen medet grundlæggende pessimistisk syn på genren som sådan end en egentliguenighed i de analyser og beskrivelser, der udgør bogen. Som sagt skalden stå sin prøve ved længere tids brug. Den kommer vidt omkring i detitalienske sprog og dens dækningsgrad er egentlig imponerende. Udførelsen er også helt i top. Der er forbavsende få trykfejl og demange henvisninger er næsten altid korrekte. Jeg har kun noteret et parforkerte henvisninger: s.311 henvises der til § 226.1. NOTE; en sådan fin-des ikke; stikordsregistret henviser for den generelle definition af refe-rence til § 292, som handler om Direkte adjektivisk prædikat, men ikkeom reference. Det er vel også en fejl, når vi s.313 og 314 to gange får atvide, ordret gentaget, at sposarsi refleksivt konstrueres med con. Menellers er der ikke meget at klage over, opstilling og typografi er behageli-ge og adækvate.BibliografiArista, G.B. (1960): Italiensk grammatik. Stockholm: Bonniers.Plum, Marianne (1978): Italiensk grammatik. København: Reitzel.Spore, Palle (1975): Italiensk grammatik. Odense: Universitetsforlaget.Ulleland, Magnus (1981): Italiensk grammatikk. Oslo: Tanum-Norli.179180

Bach, Svend/Jørgen Schmitt Jensen, Større italiensk grammatik. København: Munksgaard 19990. viii + 759 s.

https://tidsskrift.dk/her/article/download/21462/18914

Bach, Svend/Jørgen Schmitt Jensen, Større italiensk grammatik. København: Munksgaard 19990. viii + 759 s.

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)