I det følgende vil vi beskæftige os med poesiens retoriske temaer. Dermed mener jeg ikke poesiens genstandsområde (fx krigshandlinger, fyrstelovprisning, sædelære, natur- og kunstbeskrivelse, hyrdeliv, kærlighed) og heller ikke mytiske, historiske eller religiøse motiver (Troja, Alexander, visioner om det hinsidige). Snarere handler det om de retoriske skemaer fra antikken, som kaldes topoi eller loci eller loci communes, det som man i en nedsættende undertone gengiver som Gemeinplätze [klichéer] på tysk. På ældre tysk siger man mere rigtigt: Gemeinort [almensted]. Hver plads er et sted, men ikke hvert sted er en plads! Men hvad er et ”retorisk sted”? Hvordan skal man forstå denne metafor? Det skal man fra den antikke retoriks historie
