I K&amp;K nr. 117 finder man en artikel af Michael Böss med den prægnante titel ’Nationalhistorie efter modernismen’ (Böss). Den modernisme der henvises til, er den historiske tolkning af moderne nationer – herunder den danske – som resultat af statsbygnings- moderniserings- og integrationsprocesser og ideologiske reorienteringsprocesser i det lange 19. århundrede efter ca. 1750. Det, der træder i stedet efter modernismen, er en etnosymbolsk tolkning, der ser moderne nationer i forlængelse af etniske samfund etableret i den tidlige middelalder

Jørgensen, Claus Møller

Danish

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

311ModernisMe er nationalhistorieClaus Møller JørgensenLektor i historieAarhus UniversitetI K&K nr. 117 finder man en artikel af Michael Böss med den prægnante titel ’Nationalhistorie efter moder-nismen’ (Böss). Den modernisme der henvises til, er den historiske tolkning af moderne nationer – her-under den danske – som resultat af statsbygnings- moderniserings- og integrationsprocesser og ideo-logiske reorienteringsprocesser i det lange 19. århundrede efter ca. 1750. Det, der træder i stedet efter modernismen, er en etnosymbolsk tolkning, der ser moderne nationer i forlængelse af etniske samfund etableret i den tidlige middelalder. Titlen, indholdet og måske ikke mindst retorikken, får det til at fremstå, som om modernismen er et overstået kapitel, og at det er helt indlysende, at det må forholde sig således. Men Michael Böss an-giver ikke det forskningsmæssige grundlag for sin tolkning af Dan-marks historie, hvilket man vel burde kunne forvente af en peer review artikel. I stedet søger Böss at godtgøre sin tolkning på anden vis. Det sker dels ved at henvise til forskning, som siges at ligge in-den for samme tilgang som hans egen, dels ved en delegitimering af det modernistiske standpunkt. Hvad det første angår, kommer etnosymbolismens betydning i dansk forskning til fremstå noget skævvredet. Når det fx hævdes, at ”Firbindsværk Dansk identitetshi-312 Kultur & Klasse * 124 * 2017Debatvidenskabelige – hensigter. Dette indtryk understøttes af, at moder-nisme beskrives som ortodoksi, og indirekte knyttes til et opgør med historiefaget som empirisk viden-skab (Böss 161ff).Dette er det ’videnskabelige’ belæg mod modernismen. Empi-risk baserede forskningsresultater og tolkninger af Danmarks historie henvises der til gengæld ikke til. K&K har ikke ønsket at publicere en artikel byggende på sådanne forskningsresultater, der viser de mange svagheder og fejl, som Böss’ tolkning er behæftet med. Men det kan vises, at statsbygningsproces-sen ikke forløber, som Böss tror. Böss’ forestillinger om læsefær-dighed, identifikationsmønstre i det før-moderne samfund og borgerrettigheder i 1700-tallet er forkerte, og den underliggende idé geografisk kontinuitet i det etniske samfund ugennemtænkt. Princi-pielt må man være kritisk over for den nærmeste ahistoriske forestil-ling om de store europæiske for-tællinger som historiske aktører. Brugen af disse store fortællinger til at skabe kontinuitet, som får den nationale integrationsproces i det 19. århundrede til at fremstå som en selvfølgelig forlængelse af de forudgående århundredes udvik-storie er i overvejende grad præget af den såkaldt etnosymbolistiske forståelse, som trækker lange lin-jer tilbage i historien” (Böss 165) må det siges at være forkert. Vær-ket kan ikke tages til indtægt for etnosymbolisme, men er i stedet præget af centrale modernistiske bidrag, og bidrag der afgrænser patriotisme i 1600-tallet til sam-fundets elite og til 1700-tallets borgerskab (Feldbæk; Rerup. Se også Lind 93), hvilket ikke svarer til etnien i Böss’ forstand. Ligele-des er historiker og etnolog Palle O. Christiansen, som også siges at være en del af et opgør med moder-nismen, i virkeligheden modernist (Christiansen). Oplysninger som disse er med til at give etnosym-bolismen en forskningsmæssig tyngde, som den ikke har. Hvad delegitimeringen af modernister-ne angår, er det måske banalt at påpege, at etnosymbolisten Böss påviser, demonstrer og viser, mens modernisterne alene hævder, på-står og afviser, hvis de da ikke ind-rømmer, de tog fejl. Denne måde at dikotomisere sprogbrugen, gør det på den ene side let at se, hvem der efter Böss’ mening har sand-heden på sin side, men på den an-den synes det også at implicere, at modernisterne ikke har reelle – læs Claus Møller JørgensenModernisMe er nationalhistorie313ling, støder imod en faghistoriske konsensus om, at det 19. århundre-des modernisering forudsatte det før-moderne samfunds opløsning (for en forskningsbasered moder-nistisk tolkning se Møller Jørgen-sen). Og jeg ville i det mindste ger-ne have haft henvisninger til den historiske forskning, som Böss’ faktuelle udsagn og tolkninger bygger på. Det er efter min mening ikke overbevisende alene at byg-ge på ’likes’ i form af historikere, der er blevet overbevist om etno-symbolismens fortrinligheder i al almindelighed. Modernismen har sine blinde vinkler, den kan revide-res og måske også opgives, hvis der kan gives overbevisende empirisk forankrede alternativer. Det vil i det mindste kræve en kvalitativt anden forskningsmæssig funde-ring, end den Böss har leveret i sin artikel. Retorikken i en videnska-belig artikel må selvfølgelig være en smagssag. Men for mig at se er der nærmest et inverst forhold mellem på den ene side den reto-rik Böss betjener sig af, og på den anden side den forskningsmæssi-ge tyngde og det faktuelle belæg, som hans artikel bygger på. Etno-symbolismen har endvidere ikke den tyngde blandt historikere, som Böss lader formode, ligeså lidt som den implicitte sammenkædning af modernismen og opgøret med historie som empirisk videnskab forekommer rimelig; efter at have læst artiklen synes det snarere at være etnosymbolismen i Böss’ danske aftapning, der bør tildeles den tvivlsomme ære.litteraturBöss, Michael. ”Nationalhistorie efter modernismen: folkebegrebet i ly-set af Europas store fortællinger”, K&K nr. 117 (2014): 159-174.Christiansen, Palle. O. ”Efterskrift. Per-spektiv til dagens debat”. I Palle O. Christiansen (red.). Veje til Danskhe-den. København: Gyldendal 2006, 155-161.Feldbæk, Ole. ”Skole og identitet 1789-1848. Lovgivning og lærebøger”. Ole Feldbæk (red.). Dansk Identi-tetshistorie bd. 2. København: Hans Reitzels Forlag 1992, 253-324. Møller Jørgensen, Claus. ”Statsbygning, etnosymbolisme og Danmarks hi-storie i 1700-tallet”, Historisk Tids-skrift bd. 117:1 (2017), 119-146.Lind Gunnar. ”Gamle patrioter. Om kær-lighed til fædrelandet i 1600-tal-lets Danmark”. I H. Jeppesen (red.). Søfart, politik, identitet. Kronborg: Falcon 1996, 91-115.Rerup, Lorenz. ”Fra litterær til politisk nationalisme. Udvikling og udbre-delse fra 1800- 1845”. I Ole Feldbæk (red.): Dansk Identitetshistorie bd. 2. København: Hans Reitzels For-lag 1992, 325-390. 314 Kultur & Klasse * 124 * 2017DebatsvarMisforståelser om etnosymbolismenClaus Møller Jørgensen (CMJ) har skrevet et kritisk indlæg imod en artikel, hvori jeg forholdt mig skep-tisk over for modernismens tese om, at der fra ca. 1750 sker et brud med det førmoderne samfund, som bl.a. fører til dannelsen af begre-ber folk og nation, som ikke fand-tes tidligere. Jeg vil svare på hans indlæg, fordi det desværre bygger på fejl og misforståelser.CMJ bryder sig ikke om, at min ”retorik” i artiklen her og dér har et strejf af polemik over sig. Det fortryder jeg ikke, for ”retorikken” skyldtes ganske enkelt, at formålet med selve K&Ks temanummer var at lægge op til en diskussion af ”hi-storiens genkomst”. Og CMJ viger sandelig ikke selv tilbage. Hans svar bevæger sig tilmed på grænsen til det fornærmede og fornærmende.CMJ mener således, at jeg ved for lidt om danmarkshistorien og specielt historiografien om den. Det har han dog ret i, for jeg har al-drig påstået at være ekspert i dansk historie. Mine forskningsområder er De Britiske Øers og Canadas hi-storier, og derudover er jeg gene-ralist med interesse for historie-teori. Artiklen var da heller ikke tænkt som en empirisk påvisning af kollektive (”folkelige”) identite-ter i førmoderne dansk historie, og jeg medgiver, at det var en fejl af mig at skrive, at fembindsvær-ket om dansk Identitetshistorie er ”overvejende etnosymbolistisk”. Det har jeg ved genlæsning af ud-valgte artikler konstateret ikke at være tilfældet. Men min viden om irsk, engelsk og skotsk historie kan dog bidrage til at kvalificere en dis-kussion, som bliver lidt for snæver, hvis den kun foregå på præmisser-ne af dansk nationalhistorie.Jeg havde to ærinder med ar-tiklen: For det første at lægge op til en teoretisk diskussion om moder-nismens ”kortsyn” på dannelsen af nationer, og derfor, for det andet, at påvise, hvordan forskningen i middelalderhistorie igennem de sidste 40 år har kastet et lys ind over perioden, som burde få mo-dernistiske historikere til at opgive tesen om, at der skete et klart brud mellem før-moderne og moderne historie, hvad gælder kollektiv identitet. Min egen opfattelse er, at perioden fra middelalderen til de moderne samfund er præget af nogle materielle og immaterielle faktorer, der forandrer de kollek-Claus Møller JørgensenModernisMe er nationalhistorie315tive identiteter, og at man derfor må regne med flere forskellige folk og ”nationale” fortællinger. Dette er tilfældet i mange europæiske kongeriger, og jeg ser den samme udvikling i dansk historie.CMJ’s kommentarer bærer desværre præg af nogle alvorlige forståelsesfejl i forhold til etnosym-bolismen, som dels ikke er en deci-deret teori, men snarere en retning, dels ikke bør blandes sammen med hverken priomordialisme eller perennialismen, sådan som CMJ synes at gøre det. Kontinuitet i et-nosymbolismen betyder altså ikke, at kollektive identiteter forbliver de samme over tid. Etnosymbolister anerkender således moderniserin-gens betydning. Anthony D. Smith har tværtimod klart gjort opmærk-som på, at moderniseringen af de europæiske samfund havde stor betydning for folke- og nationsbe-grebet, og at de såkaldte paradig-mer bør kombineres. I Nationalism and Modernism skriver han: Vi kan forestille os fremtidige sce-narier med i det mindste delvis teo-retisk enighed, hvor nogle af forsk-ningsparadigmernes indsigter og formodninger vil kunne kombine-res på en frugtbar måde. Men det kan kun ske, hvis man accepterer de nære forbindelser mellem etni-citet og nationalisme og perennia-listiske historikeres argument om, at nogle nationer og deres særlige nationalismer har eksisteret langt tidligere end moderniteten (hvor-dan den end defineres). Det bety-der igen, at vi må afkoble nationer og specifikke nationalismer fra ”moderniseringen”. Samtidig har modernisterne bestemt ret i at insistere på, at mange nationers moderne karakter. Modernitetens betingelser favoriserer helt oplagt replikationen af nationer, national-stater og nationalismer i alle dele af verden. Dette ville også tillade os at acceptere etnosymbolismens tese om, at de fleste nationer er opstået på baggrund af forud eksisteren-de etniske bånd og følelser, også selv om de med tiden bevæger sig langt ud over dem, og deres natio-nalismer nødvendigvis bruger de etniske symboler, minder, myter og traditioner, som er mest i genklang med flertallet af det navngivne folk, som de ønsker at mobilisere. (Smith 226)Smith opfordrer derefter historike-re og samfundsforskere til at fore-tage komparative undersøgelser af seks institutionelle dimensio-ner, som efter etnosymbolisters opfattelse har påvirket dannelsen af både før-moderne og moderne folk: (1) stat, (2) territorium, (3) sprog, (4) religion, (5) historie og (6) ritualer og ceremonier.Læg mærke til, at Smiths før-ste dimension er ”stat”. Det er da 316 Kultur & Klasse * 124 * 2017Debatogså helt forkert, når CMJ påstår, at jeg ser bort fra statsbygnings- el-ler moderniseringsprocessers be-tydning for kollektivers dannelse. Det gør jeg bestemt ikke. Men jeg isolerer heller ikke statsbygning til 17- og 1800-tallet. Der skete også statsbygning i middelalderens kon-geriger, men da ”staterne” dengang var bygget op omkring kongerne og deres territorialt løse riger, var der naturligvis dengang tale om helt anderledes kollektive identi-teter end i 1800-tallet. CMJ har desuden misforstået, hvad jeg og andre etnosymbolister forstår ved en ”etni” eller et ”etnisk samfund”. Det ville være forkert at betragte middelalderens etni-ske grupper som ikke-hierarkiske samfund, hvor alle medlemmerne delte de samme forestillinger og fortællinger om sig selv. De magt-fulde var ikke kun stærke i kraft af deres fysiske magt, men også i kraft af at være den tids ”symbo-leliter”. Saxo Grammaticus var en del af denne symbolelite, og han var som bekendt leveringsdygtig i net-op de historiske fortællinger, som de danske konger havde behov for at styrke deres eget og deres riges internationale omdømme. Hans beretninger tyder dog på, at konge-fortællingerne var kendt i befolk-ningens lavere lag. Måske har han ret i, at der også fandtes en kollektiv bevidsthed i de lavere samfundslag om at udgøre et folk, der stod bag kongen. En analyse af Gesta Dano-rum tyder på det (Wagner). Men det kan ikke bevises, fordi der i de lag ikke blev produceret dokumenter. Hvad etnologerne og antro-pologerne kan fortælle om trade-ringen af myter, sagn og fortæl-linger inden for den mundtlige tradition, bør dog få modernistiske historikere til at åbne øjnene op for, at der også fandtes bred kommuni-kation af narrativer inden for store kollektiver før Gutenberg. Såkaldt empirisk historievidenskab er alt for dokumentfikseret. Lad mig blot henvise til antropologen Kirsten Hastrups forskning i islandsk mid-delalder, hvor netop sproglig udvik-ling og traditionen med at fortælle og siden skrive sit folks historie – foruden lovsystemet og geografien (Islands geografiske isolation og helhedskarakter) var afgørende for dannelsen af en kollektiv bevidst-hed i 1100-tallet. (Hastrup Culture and History in Medieval Iceland  og A Place Apart), som jeg gengiver i min bog Op omkring Island.Jeg vil derfor fastholde, at modernister har meget at lære af etnosymbolister, antropologer og Claus Møller JørgensenModernisMe er nationalhistorie317middelalderhistorikere, på sam-me måde som etnosymbolisterne i 1990’erne lærte af modernister-ne og modererede deres tilgangs lidt rigide modsætningsforhold til modernismen. Og på samme måde som Uffe Østergård lærte af Adrian Hasting, da jeg gjorde opmærksom på hans bog i Forsvar for nationen i 2006. Hastings refererer i øvrigt skriftlige kilder, der dokumenterer etnisk-nationale identiteter i høj-middelalderen. Middelalderhisto-rikere kan således lære os meget om de moderne samfunds rødder. Derfor bør CMJ lade være med at læse mit oplæg til en teoretisk de-bat som et ”opgør” med empirisk historievidenskab. I stedet burde han være åben over for en historisk forskning, der inddrager relevante samfundsvidenskabelige og hu-manistiske discipliner (herunder diskursteori) og ikke betragte dem som ”uvidenskabelige”, fordi det ikke er muligt at dokumentere kollektive identiteter i samfundets brede lag i middelalderen. Lad os få en fornuftig teoretisk diskussion af disse spørgsmål og ikke småfor-nærmede modkritikker.— Michael BössLektor emeritusInstitut for Kommunikation og Kultur – Engelsk, Aarhus UniversitetlitteraturBöss, Michael. Forsvar for nationen. Na-tionalstaten under globaliseringen. Aarhus: Aarhus Universitetsfor-lag, 2006.Böss, Michael. Op omkring Island. En kul-turhistorisk rejsedagbog. Køben-havn: Gyldendal, 2016.Hastings, Adrian. The Construction of Na-tionhood: Ethnicity, Religion and Na-tionalism. Cambridge: Cambridge University Press, 1997.Hastrup, Kirsten. Culture and History in Medieval Iceland: An Anthropolo-gical Study of Culture and Change. Oxford: Clarendon, 1985.Hastrup, Kirsten. A Place Apart: An An-thropological Study of the Icelandic World. Oxford: Clarendon, 1998.Smith, Anthony D. Nationalism and Mo-dernism. London and New York: Routledge; 1998.Wagner, Adam. Danskhed i middelalderen. Aarhus: Munch og Lorenzen, 2015.318 Kultur & Klasse * 124 * 2017Debat

Modernisme er nationalhistorie

https://tidsskrift.dk/kok/article/download/103933/152882

Modernisme er nationalhistorie

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)