Henrik Jøker Bjerre og Carsten Bagge Laustsen: Slavoj Žižek og Lisanne Wilken: Pierre Bourdieu, Begge: Frederiksberg 2006 (Roskilde Universitetsforlag)

Iversen, Stefan

Danish

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

K&K 105 (2008)232ikke at ændre på det, dette er absolut noget af det bedst skrevne og mest indsigtsfulde, der findes om detteemne på dansk. Ja, rent faktisk om begge de to emner bogen berører, antiterrorismen og statens forhold til vold. Det er to af de allermest på-trængende emner i den nuværende situation og samtidig noget af det, vi har mindst kvalificeret tale om, såveli det akademiske som i den generelle samfundsdebat. Her er der ingen tvivl om, at denne bog vil bidrage positivt og give alle muligheder for nuance-ring og kvalificering af analyserne.Ikke en eneste af teksterne falder egentlig igennem, og det er en præ-station i sig selv af et værk som dette, tværtimod er alle velskrevne og på forskellig vis yderst interessante.Jeppe Wedel-Brandt er cand. mag. i moderne kultur.Stefan IversenVelkomne introduktioner Henrik Jøker Bjerre og Carsten Bag-ge Laustsen: Slavoj Žižek og Lisanne Wilken: Pierre Bourdieu, Begge: Fre-deriksberg 2006 (Roskilde Universi-tetsforlag). Det er et vigtigt og perspektivrigt projekt, Roskilde Universitetsforlag er i gang med at realisere under over-skriften »Samfundstænkere«. Projek-tet er en udgivelsesserie, bestående af korte introduktioner til aktuelle og klassiske samfundsteoretikere, og den tæller i skrivende stund fire bøger omMarx, Rawls, Žižek og Bourdieu. Det er om de to sidste bøger, skrevet af henholdsvis Henrik Jøker Bjerre og Carsten Bagge Laustsen samt af Li-sanne Wilken, det primært skal dreje sig i det følgende.Seriens eksistensberettigelse ligger i dens sprog: i det aktuelle danske uni-versitetssystem, hvor engelsksproget forskning belønnes på stadig flere må-der, er præsentationer af udenlandsk tænkning på dansk, både i oversættel-ser og som her i introduktioner afgø-rende for at stimulere og synliggøre, at dansk også er et sprog, der (kan) tænkes og diskuteres på.   En sådan series enkelte binds ek-sistensberettigelse afhænger dels af, hvor relevant, bindet kan siges at være i forhold til tidens debat, dels af, hvordan bindet fungerer som formid-ling. Hvad angår relevansaspektet er denne anmelder desværre ikke fagligt klædt på til at fælde en egentlig dom. Samfundsteori er ikke mit gebet, og mens jeg personligt finder både Žižekog Bourdieu spændende og udfor-drende, også for arbejdet inden for mit eget fag (litteratur og litteratur-teori), kan jeg ikke vurdere rimelig-heden i at lade dem udgøre bind tre og fire i en serie, hvor Marx udgørdet første bind, ligesom jeg ikke er bekendt med al eksisterende dansk litteratur om de to herrer.  Hvad angår formidlingsaspektet, så vidner seriens adskillige engelsk-sprogede forbilleder om, at bøger af denne type er lette at skrive, men svære at skrive godt. Man skal kunne K&K-ANMELDELSER233mange forskellige ting på en gang. Forfatteren skal være så meget inde i stoffet, at hun kan lægge just den afstand til det, som kræves for at gøre det spiseligt for den trænede men el-lers forudsætningsløse læser. Hver bog i denne serie indeholder cirka 100 si-der, hvilket igen stiller store krav til både forfatterens og serieredaktionens styring af fremstillingen. Jeg må indrømme, at jeg faldt for fristelsen til at sammenligne de to tænkere, der introduceres til i de to bøger. Fælles er de om at rage op i et meget diverst, postpoststrukturalistisk landskab, forskellige er de i stort set alle andre henseender, fx hvad angår deres vægtning af empiri og teori: Bourdieus teori er for så vidt enkel, hvorimod hans empiri er voldsomt kompleks, mens det modsatte i nogen grad gør sig gældende for Žižek.De to introduktioner arver af for-skellige grunde denne forskel: Efter endt læsning af Wilkens introduktion til Bourdieu kan man tage sig i at mene, at det da lyder som en over-kommelig opgave at analysere et felt, mens man efter læsningen af Bjerre og Laustsens introduktion til Žižek kan mene, at en sådan tænkning er over-ordentlig krævende og kompliceret. I praksis kan det forholde sig sådan cir-ka omvendt. Opgaven her består dog ikke i at anmelde de to tænkere, men i at anmelde bøgernes formidling af tænkernes begrebsapparater, metoder og virkemåder.Wilkens introduktion til Bour-dieu tager udgangspunkt i forholdet mellem tænkerens egen livsbane og hans teoribygning, hvilket giver god mening af to grunde: Det giver et håndgribeligt eksempel, og det peger samtidig ned i en af de helt centrale problemstillinger i Bourdieus tænk-ning, nemlig forholdet mellem sub-jekt og verden, mellem voluntarisme og determinisme. Velfungerende er ligeledes Wilkens stil: med sin let-tere omstændelige, men klare og præcise stemmeføring anvender hun en fint afpasset mængde metatekst,der sikkert styrer læseren rundt ved at pege frem mod det kommende og efterfølgende samle op på allerede præsenterede pointer. Grosbølsagen fra 2003 leverer yderligere relevant eksempelmateriale, og læseren præ-senteres i et passende tempo for ker-nebegreber i Bourdieus tænkning: felt, habitus, praksis, position og spil. Repræsentanter fra den internatio-nale Bourdieu-forskning optræder ofte, men tilpas diskret, genren taget i betragtning, og det virker overbevi-sende, de gange fremstillingen griber ud eller tilbage til andre tænkere, fx til Marx og Goffman. Egentlig svag-heder har introduktionen ikke. Det betyder ikke, at man som læser ikke sidder tilbage med ønsker om andet eller mere. Endnu et eksempel, gerne mere udfoldet, kunne tydeliggøre den for Bourdieu altafgørende praksisdi-mension; en dimension, som i sagens natur har det vanskeligt i korte indfø-ringer. På et andet niveau kunne man indvende, at introduktionen ikke giver meget nyt i forhold til allerede eksi-sterende introduktioner, som til gen-gæld i flere tilfælde er mere fagspeci-K&K 105 (2008)234fikke. Det gælder fx Carsten Sestoftsligeledes glimrende introduktioner til Bourdieus arbejde med det litterære felt. Overordnet set har Wilken begå-et en god introduktion, der egner sig fint til at give mere fast grund underde fødder, der ønsker at bevæge sig i retning af et egentligt arbejde med detaljerede og konkrete feltanalyser. Bjerre og Laustens bog om Žižek er på godt og ondt mere sprælsk og levende end Wilkens bidrag til serien. Det skyldes ikke kun, at Bourdieus dynamiske strukturalisme egner sig bedre til et roligt tempo og klart ad-skilte hierarkiske niveauer end Žižeks springende og digressive ideologikri-tiske psykoanalyse, men også at Bjerre og Lausten har valgt en særlig stil og fremstillingsform. Tydeligvis skrevet på et stort fagligt overskud bærer de-res introduktion præg af at være bidt af Žižeks bidskhed, hvilket i mange passager forlener fremstillingen med en smittende begejstring og entusias-me. Som den mest kendte repræsen-tant for den såkaldte slovenske skole af tænkere, fremstår Žižek som en spændende og vild tænker, vokset ud af og i høj grad farvet af poststruktu-ralistisk tænkning (Derrida og Lacan, hvis svigersøn Miller oplærte Žižek i psykoanalyse). Introduktionen giver en række beviser på den revolutionæ-re vitalitet i Žižeks anti-kapitalistiske tænkning, og skildringerne af dens utvetydige og bidende kritik af mange mode-ideer (som fx det multikultu-relle samfund) er både stimulerende og inspirerende.    Betragtet som en introduktion kan jeg nogle steder savne et mere kø-ligt overblik og en mere tydelig, eks-pliciteret struktur midt i begejstrin-gen. Samtidig opstår der flere stederen form for tomrum mellem på den ene side passager af en vis indforstå-ethed (det gælder omgang med den notorisk vanskelige lacanske tænk-ning såvel som formuleringer af ty-pen »selvfølgelig berømt manifesteret i Francis Fukuyamas bog The End of History and The Last Man«, p. 49)) og på den anden side eksempler, hvis forklaringskraft synes tvivlsom og som nogle steder behandles noget lemfæl-digt. Fx er der ingen »lille dreng« i H.C. Andersens »Kejserens nye Klæ-der«, der råber »Han har jo ikke no-get tøj på« (p. 42), men derimod »et lille Barn«, der siger »Men han har jo ikke noget paa«. Til gengæld har introduktionen til Žižek noget, som Bourdieu-bogen ikke kan sige sig fri for at mangle, nemlig et oplagt og velkomment aktualitetsperspektiv.Stefan Iversen er postdoc-stipendiat ved Nordisk Institut, Aarhus Universitet. Stefan IversenOm igenAnnemette Hejlsted: Fortællingen i teori og analyse, Frederiksberg 2007 (Forlaget Samfundslitteratur).For nu at spole frem til biljagten med det samme: Forlaget Samfundslit-teratur har set rigtigt, når de vælger at udgive en grundbog om fortæl-

Velkomne introduktioner

https://tidsskrift.dk/kok/article/download/22048/19446

Velkomne introduktioner

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)