Lotte Thyrring Andersen og Bruno Svindborg: Poetiske forposter. Jens Kruuse og Heretica. Breve 1947-72 &amp; Per Højholt og Heretica. Breve 1948-53, København 2007 (Gyldendal)

Kjerkegaard, Stefan

Danish

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

K&K-ANMELDELSER175Anmeldelser Stefan KjerkegaardPoesi på liv og dødLotte Thyrring Andersen og Bruno Svindborg: Poetiske forposter. Jens Kruuse og Heretica. Breve 1947-72 & Per Højholt og Heretica. Breve 1948-53, København 2007 (Gyldendal). Det første bind fra skriftserien og net-værket Moderne positioner efter 1940 har nu set dagens lys, og det lover særdeles godt. Serien er overordnet set redigeret af Anne-Marie Mai og Anders Thyrring Andersen, imens dette første bind er redigeret af og har udførlige introduktioner til bre-vene af Lotte Thyrring Andersen og Bruno Svindborg. Poetiske forposter består af samlingen af hh. breve til litteraturforskeren Jens Kruuse, skrevet i perioden 1942-72 af forfattere tilknyttet tidsskriftet Hereti-ca, og af brevvekslingen mellem Per Højholt og redaktørerne af Heretica, primært Bjørn Poulsen, i perioden 1948-53. Skal man til en start sige noget samlet om bogen som sådan, er det klart, at den leverer et stykke fremragende forskning, som fra ud-givelsens første dag er uomgængelig, hvis man beskæftiger sig enten med tiden omkring Heretica eller med Per Højholt. De tanker og strømninger, som perioden er underlagt, kommer til udtryk på spændende, nuancerede og hidtil ikke erfarede måder via disse breve. Mere generelt set kan man ikke have andet end ærefrygt overfor den alvor og måde at omgås litteraturen på, som brevene bevidner. Noget man i en tid, hvor litteraturen spiller en mindre rolle i det offentlige rum, godt kunne savne og måske endog lære noget ad. Dertil kommer, at man i Danmark måske ofte er for varsom med udgivelser af denne slags. Det er klart, at bogen er skrevet af og til forskere, men selvom publikummet i første omgang er fåtalligt, så er den langvarige effekt stor, tror jeg.Det stærkeste indtryk gør brevveks-lingen mellem Bjørn Poulsen og Per Højholt imidlertid. Det gør den, fordi den er fokuseret og fortæller en hi-storie, som man til en vis grad havde kendskab til i forvejen, på en helt ny måde. Det er en historie om, hvordan en forfatter bliver til og gør sig uaf-hængig af sine mentorer. Men det er også en historie om Per Højholt som menneske, ja som menneskelig. Aldrig har man nogensinde før set læsninger af Per Højholts digte, som har for-holdt sig så kritiske, og uanset hvor stor fan, man end måtte være af Høj-holt, undertegnede inkl., så kan det kun være sundt for forfatterskabet og for forskningen i forfatterskabet, ikke mindst, at der kommer sprækker. Det giver luft og gør, at man overhovedet kan komme til som forsker. Man får et indtryk af en ung og forvirret digter, som er i en rivende udvikling, og som sender breve i splid med sig selv. Af og til har man endog som fan mest sympati med Poulsen, fx når den unge Højholt selvsikkert hævder: »Jeg har endnu ikke set K&K 107 (2009)176et digt paa dansk, hvorom jeg med fuldkommen sikkerhed har kunnet sige: Det er poesi. Jo, eet! Mit eget Katharsis!«  (p. 241). I øvrigt en tekst som Bjørn Poulsen tager sig god tid til, og som han bruger en del sider (pp. 243-245) på at kritisere, samti-dig med at han i sin kritik får pillet den vordende forfatter en smule ned fra det selvbestaltede elfenbenstårn. Poulsen skriver bl.a.:»Digtet maa løbe forud som en Spor-hund, og Haanden der skriver og Aanden der erkender det skrevne, maa have Mod til at følge efter. Saa-dan digter man maaske ikke, hvis man er en Karakter med en fast Etik og et bestemt Maal i Tilværelsen, men hvem er det i Dag? Saadan digter man derimod, naar man er usikker og raadvild i alt undtagen sit poetiske In-stinkt. Saa er man prisgivet dette In-stinkt, og saa maa man ogsaa prisgive sig til det, hvis man vil føres videre. For den raadvilde og usikre kan Po-esien blive et Middel til at genopdage og dermed genvinde Karakteren el-ler ihvertfald Karakterens og der-med ogsaa den etiske Maalsætnings Nødvendighed. Dette beror paa, at den poetiske Fantasi altid bevæger sig i Retning mod Mennesket, hvis den faar Lov at udfolde sig frit. Den stræber efter at naa at udfylde Menne-skets og Tingenes Grænser efter deres sande Proportioner og dermed gen-opstaar Verden og Tilværelsen, bliver paany dramatisk. Den er ikke længere indelukket i en ensom Menneskesjæl, men aaben og fuld af Modsætninger. Hvor noget faar Skikkelse staar det overfor sin Modsætning, som derved ogsaa faar Skikkelse, og hvor der er Skikkelser er der ogsaa Jord og Him-mel, Lys og Mørke, Liv og Død. At følge Fantasien er derfor ogsaa en Vej, som fører ud af det moderne Menneskes beklumrede Feberrum, hvor det i Længden ikke er muligt at leve. Denne Vej forekommer det mig, at du befandt dig paa et Stykke Tid og med godt Resultat, og den førte dig lige ind i det store, dunkle, men utvivlsomt personligt betydningsfulde Digt ‘Inceste’, og her blev du ræd.« (p. 244).Jeg citerer ekstensivt, men det gør jeg dels for at vise, hvor god og seriøs en lyriklæser Poulsen er, dels for at vise, hvordan han på elegant vis får koblet Højholts lyrik med dennes sindelag og derved diagnosticerer både lyrik-ken og personen bag digtet, sikkert med det formål at holde Højholt nede ved jorden. Dertil kommer, at Poulsen for mig at se har fat i noget essentielt her, som kommer til udtryk mange steder i Højholts digtning. Den angst, der viser sig, når man føl-ger fantasien til dens grænse, eller i mere gængse Højholt termer, følger sproget helt til dørs på grænsen til in-tet og betydningsløsheden. Digtet »Inceste« er vedlagt som bilag til brevvekslingen sammen med et par andre digte og et interview fra 1948. Netop det digt er essentielt og hører formentlig til blandt de hidtil bedste i sammenligning med, hvad Højholt ellers skrev i den tid. Det K&K-ANMELDELSER177er uhyre interessant, dels fordi det er langt og urimet i modsætning til mange andre af Højholts udgivne digte, og dels fordi det har en del ele-menter til fælles med en sen tekst som »Imago. En selvbiografi«, idet beggetekster kredser om den samme skabel-sesmyte, men altså med mere end 40 års mellemrum.Ovenstående er blot et af mange små dramaer, der udspiller sig i brev-vekslingen. Man kunne naturligvis sige, at Højholt må følge sine dig-tes diktat, fx når han et sted skriver: »[J]eg må gå den vej digtet byder mig, jeg må følge det, jeg vil ofre alt for det.« (p. 250). Det kunne være nærliggende at se dette som grunden til, at han må bryde med Hereticas og Poulsens digteriske idealer, men oprøret og opgøret forekommer mig alligevel en smule umotiveret og til-fældigt og kommer da også fuldstæn-digt bag på Poulsen. I mange tilfælde ville et sådant sikkert ende galt – unge digtere har det jo med at tro alt for meget om sig selv og deres digte – men for Højholts vedkommende ved vi i dag, at han fulgte den rig-tige vej, i hvert fald den rigtige vej for ham og hans digtning. Et andet og måske mere substantielt aspekt ved brevvekslingen i en forskningssam-menhæng er ideen om, at digte skal være upersonlige. Her er Poulsen og Højholt grundlæggende uenige, og i den dialog fornemmer man nok, at Højholt vil et andet sted hen: »Digte skal være – og gode digte er – uper-sonlige. Når jeg siger ‘jeg’ i et poem, så er det ædeme ikke mig selv jeg me-ner, så er det ‘den’ der taler igennem mig, der præsenterer sig« (p. 251), skriver Højholt. Det er ikke helt de samme dra-maer, man udsættes for i brevene til Jens Kruuse, men man får et væsent-lig indblik i en kreativ dialog mellem en respekteret litteraturforsker og en række væsentlige danske digtere. Sammen med de tre kronikker, der optrykkes fra Kruuses hånd, giver de en god fornemmelse for, hvor stort et navn Kruuse faktisk var i datiden, men også en fornemmelse for, hvor god en tekstlæser og litteraturformid-ler han var. Tænk sig, en aviskronik som bestod af en læsning af en digt-samling. Det hører vist til sjældenhe-derne i dag.Det samlede indtryk af Poetiske for-poster, som i øvrigt er et udtryk Poul-sen bruger om den unge Højholts digteriske virksomhed i Esbjerg, er derfor, at her tales der om poesi på liv og død. Blot af den årsag er det en stor oplevelse at læse bogen, ikke mindst i en tid, hvor lyrikken i bog-handlerne er henvist til hylder med overskriften »lyrik + humor«.Stefan Kjerkegaard er forskningsad-junkt ved Nordisk Institut, Aarhus Universitet.Ask KatzeffIdéhistorisk MemoryMikkel Thorup: Pirater, terrorister og stater, Århus 2008 (Forlaget Klim).

Poesi på liv og død

https://tidsskrift.dk/kok/article/download/22017/19415

Poesi på liv og død

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)