Lars-Åke Skalin (red.): Ordet och köttet. Om teorin kring litteräre karaktärer, Örebro 2003 (Universitetsbiblioteket).Lars-Åke Skalin (red.): Berätteren. En gäckande röst i texten, Örebro 2003 (Universitetsbiblioteket)

Iversen, Stefan

Danish

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

177AnmeldelserStefan IversenNi ud af ti narratolo-ger bruger fortællerLars-Åke Skalin (red.): Ordet och köt-tet. Om teorin kring litteräre karak-tärer, Örebro 2003 (Universitetsbibliote-ket).Lars-Åke Skalin (red.): Berätteren. Engäckande röst i texten, Örebro 2003(Universitetsbiblioteket).Ekspansion er enhver entreprenantbeskæftigelses løsen, og entreprenanthar narratologien været siden begyndel-sen af 1990’erne. De seneste ti års inno-vationer inden for feltet skyldes bådeydre og indre forhold. Nyere narratologihar vist evne og vilje til i stort anlagteforskningsprojekter at assimilerer stoffra andre discipliner og felter: recep-tionsæstetik, kognitionsforskning, ling-vistik, dekonstruktion, etik. Samtidiger boet efter strukturalismens narra-tologi gjort op med det resultat, atarven fra udsigelsesanalysen (GérardGenette) fremstår som væsentligt mereværdifuld end arven fra den struk-turelle forløbsanalyse (Algirdas Grei-mas).Denne revitalisering af narratolo-gisk teori er dobbelt interessant i danskregi. I Danmark var receptionen affortælleteori op gennem 1970’ernerettet mod Vladimir Propps og Grei-mas’ modeller af forløb og forhold mel-lem aktanter. Interessen for diskursnar-ratologi i traditionen fra Genette varderimod begrænset. Den hjemligeforskning i fortællinger har derforudsigt til ikke blot en lovende fremtid,men også en ny fortid.Om narratologiens fremtid kommerfra Sverige er nok mindre sikkert, ogsåselv om Lars-Åke Skalins to antologierOrdet och köttet og Berätteren, beggefra 2003, åbner for muligheden. Det erdog en halv sandhed at kalde bøgernesvenske, for de er resultater af et vel-komment nordisk samarbejde om lit-terær narratologi. Danske deltagere erJørgen Holmgaard, Per Krogh Hansenog Nils Gunder Hansen.De to bøger er, for nu at sige detpænt, ikke just prangende i deresudstyr. Eksempelvis er der ikke blevetplads til listen over bidragsydere påOrdet och köttets indholdsfortegnelse,mens der i Berätteren slet ikke er blevetplads til en liste. Også hvad angår ind-holdet er bøgerne mønstereksempler påden akademiske antologi: niveauet erhøjt, spredningen er stor, og styringener lav. Stærkt står redaktør Skalins tointroduktioner, som med stort overblikslår ned de steder, hvor de produktiveuenigheder er. Bøgerne udgør tilsam-men cirka 550 sider, fordelt på 18artikler; derfor går jeg kun i detaljermed nogle af bidragene.Den på flere måder tungeste afbøgerne, Berätteren, er helliget fortæl-leren, og dens bidrag fokuserer enten påjegfortællingen eller på tredjepersons-fortællingen. Flere af artiklerne omtredjepersonsfortællingen drives fremaf ønsket om at rense ud i den eksiste-rende teori. Eksemplarisk i den hense-ende er Göran Rossholm, som i envelskrevet artikel trækker sit ockham-ske barberblad gennem den veritableskove af tekstuelle instanser, som gen-nem tiden er vokset frem mellem forfat-K&K 98 (2004),177-18811Anmeldelser98.fm  Page 177  Tuesday, November 16, 2004  2:41 PM178teren og tekstens udsigelse. De tovigtigste og mest diskuterede af disseinstanser er den implicitte forfatter,introduceret af Wayne C. Booth, ogtredjepersonsfortælleren, ifølge Ross-holm er et produkt af dogmet om »denobligatoriske fortæller«. Ifølge Ross-holm svarer ingen af de to instanser tilnoget i teksten, og de bør derfor skæresvæk. Rossholm er ikke den første til atgøre det og heller ikke den første til aterfare, at en sådan udrensning, baseretpå argumenter om ontologisk status(den implicitte forfattter og tredjeper-sonsfortælleren findes ikke, det gør kunforfatteren og en eventuel jegfortæller),har svært ved endegyldigt at elimineretalen om fortællere og implicitteinstanser i tredjepersonsprosa. Selv nar-ratologers analyser vidner om, at denimplicitte forfatter og den obligatoriskefortæller nok kan tænkes væk, men van-skeligt undværes: »nio narratologer avtio använder Berättare (Berätteren p.50), som Rossholm sukker, lidt opgiv-ende. En mulig forklaring (som Ross-holm underbygger med et citat fra denøstrigske professor i engelsk vedFreiburgs universitet, Monika Flud-ernik) kunne ligge i, at tekster udenfortællere tildeles en fortæller i læsepro-cessen, som en konsekvens af læserensnaturaliseringsproces. Mange fortæller-løse tekster lægger endda op til ellerleger med læserens trang til at kon-struere en fortæller. Rossholms artikel er interessant,ikke fordi den løser et problem, menfordi den i klar prosa viser nogle af van-skelighederne forbundet med at svarepå det, der siden Käte Hamburgersbanebrydende arbejde fra 1950'erne harværet en af narratologiens store udfor-dringer: Hvilke konsekvenser har det,hvis man antager eller endda mener atkunne bevise, at en stor del af denfortællende prosa ikke har nogenfortæller, men blot fortælles? Forsøgetpå at svare på det spørgsmål tvinger enud i krydsfeltet mellem fiktionsteori ognarratologi, mellem ontologi og prag-matik; den »fortællerløse« narratologi itraditionen fra Hamburger og Ann Ban-field må nødvendigvis også blive en fik-tionsteori, der tildeler den litterære fik-tion en særstatus. Dette faktum tagerSkalin konsekvensen af i sin artikel»Den onödige berättaren. En fiktionolo-gisk analys«. Skalins indgang er, somRossholms, polemisk. Han hævder fordet første, at »fortælling« ikke bare hen-viser til ét fænomen, men snarere er ensamlebetegnelse for vidt forskelligefænomener. For det andet hævder han,at ikke alle fortællinger fungerer som enreferentiel, såkaldt naturlig fortælling,det vil sige forestillingen om, at nogenfortæller noget til nogen. Hans udmær-kede tilgang, som han kalder »fiktion-ologi«, skelner mellem tre fortællefor-mer, hvoraf kun den ene kan beskrivesmed en almindelig kommunikations-model. De to andre former er ikke-ref-erentielle og derfor potentielt fortæller-løse: Af »en artefakt måste ha enskapare« følger ikke nødvendigvis, at»det finns en skapare i artefakten«(Berätteren p. 96), som Skalin præcistformulerer det. Skalins mål er for såvidt det samme som Hamburgers: atrydde pladsen for en teori om den lit-terære fiktion som et særligt sprogspil,en særlig oplevelsesform. Men hvorHamburger ikke rystede på hånden, dahun, fejlagtigt, identificerede konkrete,tekstlige markører for denne særligesprogform (først og fremmest dækketdirekte tale), da er Skalin på godt og11Anmeldelser98.fm  Page 178  Tuesday, November 16, 2004  2:41 PM179ondt forsigtig. Artiklen står som et per-spektivrigt udkast til en narratologieller rettere fiktionologi, hvis skelnenmellem væsensforskellige semantiskefelter lader de afgørende indsigter fraHamburger overleve i en anderledesrummelig og dynamisk rammeteori. Som Skalin sammenfører og disku-terer Gregers Andersson en del relevantog aktuel teori. Det sker i den interes-sante artikel »Är Gamla Testamentetsberättare otillförlitliga?«, som stiller for-skellige narratologiske læsninger af tek-ster fra Det Gamle Testamente i etkritisk lys. Det sker for at mane tilbesindelse. Pointen er, at der er grænserfor narratologiens heuristiske poten-tiale. De metanarratologiske overve-jelser i Anderssons tekst er yderstrelevante for mange af de aktuelleforsøg på at ekspandere narratologiensvirkefelt.Berätterens tekster om jeg-fortælleren er ligeledes interessante ogpå et højt niveau, men de fremstårknapt så skarpe og fokuserede. JørgenHolmgaard bidrager i sin vanlige klareprosa med en artikel om fortælletradi-tioner, der trods flere gode passagerkommer til at fremstå som lettere sam-menstykket. Efter en oplysende oganvendelig kontrasterende sammenstil-ling af Platons og Aristoteles’ syn påforholdet mellem, i Sokrates' vokabular,»ligefrem fortælling« (diegesis) og »efter-ligning« (mimesis), følger et respek-tindgydende, men også noget henkastetoverblik over intet mindre end fortælle-formernes udvikling fra middelalderentil begyndelsen af det 20. århundrede.Der er næppe tvivl om, at Holmgaardkunne skrive en sådan oversigt, meningen kan gøre det på 10 sider uden atforfalde til almindeligheder. Per Krogh Hansens artikel »Hvemsagde upålidelig?« bevæger sig fremgennem en kritik af den eksisterendeforskning i den upålidelige fortæller.Undervejs lider artiklen desværre fleresteder af sprogligt sjusk, som måskehænger sammen med redaktionsproces-sen i en flersproget udgivelse somdenne. Hertil kommer flere mærkeligevalg af begreber, ikke mindst når KroghHansen tilsyneladende fejloversætter envigtig passage fra Booths The Rhetoricof Fiction, nemlig »…different from theimplied authors we meet in other…«(Booth, The Rhetoric of Fiction p. 70,min kursiv), der bliver til »…forskelligfra de implicitte fortællere vi møder«(Berätteren p. 156, min kursiv). Dissedetaljer til trods udgør artiklen, takketvære Krogh Hansens omfattende kend-skab til ældre og nyere teorier omupålidelighed, en god introduktion tilisær den engelsksprogede teori omemnet. Booth og den tyske narratologAnsgar Nünning er velvalgte, både somdiskussionspartnere og prygelknaber,og da Krogh Hansen kommer frem tilsit eget syntetiserende løsningsforslag,forekommer det solidt og anvendeligt.  Fremhæves skal også Maria Nikola-jevas fine »Auktoritära män och otillför-litliga kvinnor«, som inspireret af SusanLansers feministiske narratologi under-søger fire mulige forhold mellemfortællerens og forfatterens køn. De øvrige artikler om jegfortællerenindeholder spændende ting om blandtandet kognitionsteori, rejselitteratur ogHolger Mikkelsen, men de indgår kun ibegrænset omfang i dialog med aktuelnarratologisk teori. Det gør dem ikkenødvendigvis til dårlige artikler, selv omdet i denne sammenhæng lidt kommertil at ligne forspildte muligheder.  11Anmeldelser98.fm  Page 179  Tuesday, November 16, 2004  2:41 PM180Berätteren både ægger og rusterlæseren til at intervenere i diskussion-erne om upålidelighed i fiktive teksterog om nødvendigheden af ontologiskeeller pragmatiske implicitte instanser ifortællende tekster; diskussioner, derbåde er centrale og højaktuelle.Emnet for Ordet och köttet, karak-terologi, indtager en anderledes mar-ginal position i den narratologiskeforskning. Man kan lidt firkantet skelnemellem to tilgange til arbejdet med fik-tive karakterer: Enten er fiktive karak-terer rent tekstuelle fænomener,opfundne, konstruerede, lavet af ord,eller også er de mimetiske, altså efter-ligninger eller repræsentationer af vir-kelige mennesker. Teorihistorisk er densidste tilgang blevet stadig mindre pop-ulær. Krogh Hansen placerede sig medsin Karakterens rolle. Aspekter af enlitterær karakterologi (2000) i denførste kategori. I Skalins antologi mar-kerer han sin afstandtagen til en mime-tisk opfattelse helt ud i titlen på sinartikel: »Det kunne være mennesker(…men er altså tekstlige konstruk-tioner)«. Artiklen tager med succesudgangspunkt i en didaktisk-konkretsituation. Målet er at beskrive de fak-torer, der styrer tekstinterne og tekstek-sterne vurderinger af fiktive karakterer,og et af midlerne er teorier om muligverden semantik. Det interessante og modige ved NilsGunder Hansens artikel, »Litterærekarakterer mellem tekstualitet ogmimesis«, er, at den (uden at afskrivetekstualismens åbenlyse resultater)leder efter argumenter for den mime-tiske opfattelses gyldighed. Udgang-spunktet er, at selv den mestprofessionelle læser, den mest hærdedetekstualist, bliver nødt til i det mindsteglimtvis at læse mimetisk for overhove-det at forstå en fiktiv karakter. GunderHansens forsøg på at forklare, hvorforen læser så at sige per automatik giverontologisk kredit til fiktive karakterer,går via Forster og den tidlige Chatmantil Saul Asch og dennes bud på gestalt-teori. Diskussionen skal ikke refereres idetaljer her, men det tjener til GunderHansens ære, at der stadig (eller igen) eren diskussion at tage del i. Ud overKrogh Hansen og Gunder Hansen erogså redaktør Skalin, teolog-narratologAndersson og Kyrklund-ekspertWistrand med i begge antologier. Deresbidrag til Ordet och köttet er gennemar-bejdede, solide og perspektivrige. Som helhed giver Ordet och köttetog Berätteren et godt indblik i vigtigedele af den aktuelle narratologiskeforskning i Norden. Bøgerne henvendersig derfor ikke kun til de personer, derkunne have skrevet i dem. En længereintroduktion til hver af bøgerne, måskeendda to deciderede review-artikler omden eksisterende forskning, villegivetvis have gjort dem nemmere at gåtil og mere anvendelige for læsere udensærlig interesse for narratologi. Tilbagebliver, at der er meget at hente for dentålmodige læser.Jacob BøggildBlixenLars Nilsson: Om Isak Dinesens»Drømmerne«, Århus 2004 (Systime).Det er de færreste fortællinger, der lige-frem bliver skrevet hele bøger om.Karen Blixens fortælling »Drømmerne«,fra de syv fantastiske ditto, er såledesmedlem af en ganske eksklusiv klub. I11Anmeldelser98.fm  Page 180  Tuesday, November 16, 2004  2:41 PM

Ni ud af ti narratologer bruger fortæller

https://tidsskrift.dk/kok/article/download/21572/19023

Ni ud af ti narratologer bruger fortæller

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)