Jacob Lund Pedersen: Den subjektive rest. Udsigelse og (de)subjektivering i kunst og teori, Århus 2008 (Aarhus Universitetsforlag)

Hansen, Per Krogh

Danish

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

K&K 105 (2008)238Per Krogh HansenJeg’et taler, altså er ‘jeg’Jacob Lund Pedersen:  Den subjektive rest. Udsigelse og (de)subjektivering i kunst og teori, Århus 2008 (Aarhus Universitetsforlag).Med sin bog Den subjektive rest bi-drager Jacob Lund Pedersen til den tilsyneladende uafsluttelige diskussion og analyse af, hvad subjektet (forstået som et stabilt og autonomt individ) er gjort af, og om det overhovedet findes. Forestillingen om subjektetdateres som regel til at opstå en gang i oplysningstiden, og selvom det stort set lige siden har været genstand for kritisk refleksion og er blevet erklæretdødt gentagne gange, synes det ikke at ville forsvinde helt igen. Der ved-bliver at være en ‘rest’, et ‘left over’, som dukker op, bedst som man me-ner, at det er blevet elimineret. Det er denne rest Lund Pedersen har i fokus, i sit bidrag til det han kalder »en kri-tisk reaktualisering af subjektet« (p.9). Formålet er således ikke at fjerne den resterende bid, men i stedet få blik for og forstå den som en ikke-reducerbar instans. Foruden indledning og afslutning falder Lund Pedersens bog i tre kapit-ler. I kapitel I gennemgås subjektets teorihistorie. Udgangs- og omdrej-ningspunktet er hér Émile Benvenistes udsigelsesteori, som nærmest sympto-malt har leveret vægtige argumenter både til de, der ønskede at eliminere subjektet og de, der ønskede at gen-konstituere det. Det, som begge fløjehæfter sig ved hos Benveniste, er sub-jektets tilsynekomst – ikke i det der si-ges, men i selve det, at der (ud)siges. Benvenistes udsigelsesbegreb adskiller sig i den henseende fra den anvendel-se, begrebet har fået i fortælleanalytisk sammenhæng, hvor det bruges til at redegøre for, hvem der siger hvad til hvem. Hos Benveniste benævner ud-sigelsen selve akten »iværksættelsen af sprogsystemet gennem en indivi-duel brugshandling« , som Lund Pe-dersen citerer Benveniste for at have sagt (p.27). Ifølge subjektkritikkeren Roland Barthes skal dette ikke forstås som »subjektivitetens simple nærvær i diskursen«, idet Benveniste netop beviser at subjektet ikke er forud for sproget; det bliver kun subjekt, for så vidt som det taler« (p.35). Men fra den anden side betragtes selvsamme forhold som netop subjektets indstif-telse. Udsigelsen er her stedet hvor subjektivitet og individualisering mu-liggøres (p. 36). Lund Pedersen ma-nøvrerer imellem dette Skylla og Cha-rybdis ved at argumentere for et tred-je standpunkt, »hvor udsigelsessubjekt og sprog betragtes som uadskillelige, men non-koincidente størrelser – som hinandens gensidige mulighedsbetin-gelse, der tilsammen danner subjekti-vitetens form.« (Ibid.) Kapitel I indledes med en over-bliksskabende gennemgang af sub-jektbegrebets historie fra Aristoteles og frem til poststrukturalisterne. Derefter gennemgås så Benvenistes udsigelsesteori, som bestående af tre komponenter: Den første er distink-K&K-ANMELDELSER239tionen mellem den semiotiske og den semantiske betydningsdimension, hvorved Benveniste giver plads til, at man orienterer sig mod det sprog-eksterne og dermed subjektiviteten. Den anden komponent er distink-tionen mellem de to udsigelsesplaner histoire og discours, der på baggrund af deiktiske markører, kategoriserer tekster som henholdsvis ‘objektive’ (uden markering af det talende sub-jekt) eller ‘subjektive’ (med klar mar-kering). Lund Pedersen tilslutter sig i den sammenhæng Genettes pointe om, at histoire kun er en midlertidig suspendering af udsigelsens mærker, idet ethvert udsagn i sidste ende i sig selv er et spor af udsigelsen (p.33). Den tredje komponent er Benvenistes analyse af det personlige pronomen og subjektiviteten i sproget. Pointen er her, at selv om ‘jeg’ er en syntak-tisk størrelse, en plads i sproget, da kan det kun defineres i relation til denudsigelsessituation, hvori det anven-des. I den henseende er subjektivitet at forstå som den talendes evne til at placere sig selv som subjekt.I de efterfølgende afsnit af kapitel I foretages en mere indgående fremstil-ling af subjektskritikken hos en række poststrukturalistiske tænkere. Bar-thes’, Foucaults og Blanchots radikale forsøg på at lægge forfatterbegrebet i jorden til fordel for henholdsvis en forestilling om skriftens frisættelse (Barthes), et funktionelt, pragmatisk forfatterbegreb (Foucault) og ‘det neutrale’ (Blanchot), fungerer i den sammenhæng som mellemstationer til den svage rekonstruktion af subjektet, som Lund Pedersen finder udtrykthos Agamben.  Her er det især ‘infan-sen’ (Agambens begreb for subjektets udenforsproglige dimension), der er relevant. Agamben forstår i den hen-seende evnen til ikke at have sprog og det, der gør mennesket i stand til at erfare sproget som sådan, som en på én gang subjektiverende og desubjek-tiverende erfaring.  Lund Pedersen vi-ser hvorledes denne konstruktion hos Agamben forudsætter Benvenistes udsigelsesteori, og han viser derved at denne rækker langt videre end det sproganalytiske og –filosofiske, ind i det kulturelle og etiske.I kapitel II og III sættes udsigelse-teorien i analytisk anvendelse i læsnin-ger af værker af henholdsvis Beckett og billedkunstneren Christian Bol-tanski. Hos Beckett viser Lund Peder-sen, hvordan de sene tekster ikke blot er en række destruktioner af subjektet til fordel for den neutrale tale, men lige såvel bærer vidnesbyrd om den instans, der erfarer denne destruk-tion. En lignende erfaring gør han i Boltanskis værker. Boltanski hævder, at alle hans værker i en eller anden forstand handler om Holocaust – ikke direkte, men fordi de er bevidste om, at de kommer efter.  Lund Pedersen viser, hvorledes den udviskning af mennesket, som Agamben bl.a. finderudtrykt i Primo Levis genkommende tematisering af ‘muselmanden’ (lejr-udtryk for den uigenkaldeligt udmat-tede, udslidte fange: Den levende døde« (Levi citeret på p.124)), hos Boltanski finder et parallelt, men ge-nerelt og almenmenneskeligt udtryk K&K 105 (2008)240af depersonificering, bragt frem af ud-viskning af portrætter mv. Men også hér indeholder desubjektiveringen et vigtigt element af subjektivering: Be-skueren bliver nemlig, vil Lund Pe-dersen, bevidst om sig selv som sub-jekt i denne desubjektivering. Dvs. at der er selve erfaringen (forstået som begivenhed), af at være forskellig fra det repræsenterede, der lader os op-leve os selv som subjekt.Auschwitzerfaringen er i det hele taget en sammenbindende tråd i Lund Pedersens bog. Lund Pedersen knyt-ter an til Niels Egebaks betragtning om, at den konsekvente nedbrydning af subjektsrepræsentationen hos Beck-ett kan betragtes som et indirekte vid-nesbyrd om Auschwitz, og fremhæ-ver dermed et spor hos Beckett, der både historiserer og substantialiserer desubjektiveringen – giver den en plads i historiens forløb og finder etperspektiv, som rækker udover det fi-losofiske og teoretiske, den gerne erblevet forbundet med. Lund Pedersen indsætter dermed Beckett i den strøm af ‘vidnesbyrdlitteratur’ som indenfor de seneste års litteraturforskning har fået ekstra opmærksomhed, og dette er et af bogens interessante perspek-tiver.Men det er langt fra det eneste. Den korte fremstilling af subjektets idéhistorie kan fint fungere som plat-form for den studerende, der måtte ønske at sætte sig ind i det området, ligesom gennemgangene af især Ben-veniste og Agamben, men også Bar-thes, Foucalt og Blanchot skal frem-hæves for deres klarhed, præcision og – især – nøgternt afvejende for og i mod. Det er ingenlunde lettilgænge-ligt stof, Lund Pedersen præsenterer os for, men han gør det på en måde, der sjældent er indforstået eller uklar. Kunsten at forenkle uden at forsimple mestres flot.Samlet set giver bogen derfor også et fint statusbillede af, hvor subjekt-tænkningen står i dag. Lund Peder-sen har rammende givet sin afslut-ning titlen »Et postdekonstruktivt subjekt«, og det er da også mange af dekonstruktionens velkendte figurerder gennemspilles: Nærvær-fravær, væren-intet, etc. Men hvor dekon-struktionen ofte efterlod os i aporien tager Lund Pedersen skridtet videre og ser det affirmative i den: Hvis jegerfarer, at ‘jeg’ ikke er, må jeg jo al-ligevel være. Per Krogh Hansen er lektor ved Insti-tut for Litteratur, Kultur og Medier, Syddansk Universitet.

Jeg’et taler, altså er ‘jeg’

https://tidsskrift.dk/kok/article/download/22050/19448

Jeg’et taler, altså er ‘jeg’

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)