I såvel Danmark som i andre lande er der et ønske om øget samarbejde, ’sharedcare’, mellem almen praksis og psykiatrien i behandlingen af patientermed depression. Gennem interview med henholdsvis praktiserende lægerog psykiatere demonstreres, at de to faggrupper har divergerende tilgange tildepression: De praktiserende læger udviser en konstruktivistisk, bottom-upforståelseaf depression som en foranderlig størrelse, der kan forhandles ogmodificeres, mens psykiaterne udviser en essentialistisk, top-down-forståelseaf depression som en statisk størrelse. Denne forskel kommer til udtryk i faggruppernesgengivelser af deres habituelle sprogbrug om depression. Såledesbruger lægerne oftere kausative konstruktioner, modalitet samt pronominermed tydelige referenter, mens psykiaterne bruger kopulakonstruktioner, generiskereferenter og sjældnere modalitet. Disse forskellige forståelser kanhave konsekvenser for ønsket om sambehandling af patienter med depression.Mens hovedparten af sundhedskommunikationsstudier anskues fra etinteraktionelt perspektiv, er denne undersøgelse et bidrag til sundhedskommunikationi en repræsentationskontekst, dvs. hvordan læger taler om deresprofession og deres patienter frem for i deres profession med deres patienter.Inspirationen til denne analysemetode hentes fra en – i udgangspunktet litterær– teori om gengivelse af tale og tanke. For at gøre fænomenet anvendeligttil undersøgelse af forståelser af depression indplaceres det i en grammatisktalesprogsramme, og de metodiske implikationer heraf diskuteres
